fbpx

Worldbuilding – Hvordan man opbygger sin fantasy-verden

Artikel om worldbuilding til skribenter og forfattere

 

Mikkel Wendelboe om Worldbuilding

Mikkel Wendelboe har skrevet fantasybøger de sidste ti år og har udgivet sin serie af bøger Aiñafablen, der består af fem bind. I bogserien har Mikkel skabt et fantastisk, levende og anderledes fantasy-univers fyldt med masser af detaljer, store som små, som desuden også går langt ud over, hvad der reelt står skrevet i bøgerne. Denne opbygning af et fantasy-univers, det såkaldte worldbuilding, er en tradition, der er vokset frem blandt fantasy- og science fiction-forfattere. Traditionen trækker tråde tilbage til Tolkien selv, der efter sigende startede med at skabe Middle-Earth, dens befolkning, dens mange sprog og dens rige historie, før han overhovedet skrev det første ord på Ringenes Herre. I denne artikel fortæller Mikkel om sine oplevelser med at bygge sin egen fantasy-verden, Aiña, og giver en række tips til, hvilke overvejelser man bør gøre sig for at skabe sit eget lyslevende fantasy-univers.

 

Worldbuilding er et flittigt brugt begreb, når det kommer til at skrive fantasy – og at læse det, ikke mindst. Et herligt, hjertevarmt narrativ, med gys, spænding og en enkelt krammer til ork og alf de rigtige steder er én ting, men løjerne skal også have et sted at gå for sig. En verden! Et univers, hvor helte og heltinder kan tage på eventyr, drikke honningsødede bajere foran kaminen og lede efter skjulte skatte, fra de slår øjnene op om morgenen, og til solen pløjer sig ned i horisonten. Den rigtige verden er en bærende og fundamental hjørnesten i historien og bør henrykke, begejstre og fascinere læseren, ligesom den skal gøre, hvad den kan, for at virke så ægte og logisk som muligt. Gør den det, så fremstår selv den mest fantasifulde fabel som den skinbarlige sandhed, griflet på et stykke pergament i fuldmånens skær.

Imens jeg har skrevet Aiñafablen, har jeg lagt virkelig meget tid i opbygningen af Aiña, på så mange planer, det har været nødvendigt. Det har været en utrolig vigtig del af processen, så derfor besluttede jeg mig for at skrive en artikel med de ting, jeg synes er vigtige, når man skal skabe sig en hammerfed verden og befolke den med guttermænd, troldkarle, og hvad der ellers ligger og roder i ens hjerne. Jeg har brugt Aiña og Fenmarkskovens elvere som udgangspunkt, sammen med mine mange hundrede tanker omkring deres tilblivelse. Enjoy!

 

For det første – grynter min indre fantasy-nørd og løfter pegefingeren, som en gammel skolemester i træning – så finder jeg det rigtig vigtigt, at universet bygges større end det, der sker i bogen. I stedet for at man blot ser de ting, der dukker op langs stien, som det primære narrativ følger, skal der i stedet være lys over det hele, så læseren kan vælge at træde væk og undersøge andre dele af universet dybere. Derfor kan det være en fordel at skabe sit univers på forhånd og dernæst putte sin historie ind i det.

Før der var bare en enkelt linje om Lucas, Stjerne, Chris, Gnist og alle de andre karakterer i mine bøger, så var der en grov skitse af livet på Aiña. Et univers, hvor dinosaurerne stadig levede. Det var min første tanke af alle: Dinosaurerne skulle være mangfoldige, succesfulde og befolke alle dele af planeten. Derefter opstod tanken om elvere og at gøre dem til bøgernes omdrejningspunkt. (Fordi de altid er de mest badass karakterer i bøger og film, men altid skal vige pladsen som hovedpersoner til mere vatnissede væsner, med tynde arme og kronisk bangebukseri. Niks, ikke i mine bøger! Sgu!) Så det blev elvere, og derfra voksede Éndiá – elvernes sprog – sig frem, sammen med kortet over Aiña og bestiariet, der siden blev udbygget bog for bog. Først derefter tog Lucas og hans eventyr form. Det hele voksede stødt og roligt, men essensen er, at der iblandt de ekstra ting stadig er væsner, der ikke optræder i historien, ord, der ikke direkte bliver brugt, og steder vi kan se på kortet, som ikke bliver besøgt – selv efter den femte og sidste bog – så universet stadig lever, endda selvom serien er slut.

Så hvordan bygger man sin verden op? Her er hvordan jeg er gået til det.

Geografi

Jeg vidste fra starten, at jeg gerne ville have kort med i mine bøger. Jeg studerede geografi på RUC og har altid siddet og tegnet flag og kystlinjer af på madpapir (Hvem kan ikke huske Floridas atlanterhavskyst i hovedet efterhånden?), og jeg følte, at det ville gøre det nemmere for læseren, ligesom der ikke behøvede være så mange forklaringer i teksten, omkring hvor tingene befandt sig i forhold til hinanden. Der er dog et par ting, man med fordel kan overveje, inden man går i gang med at tegne bjergkæder, hulveje og mørke skove. Det kan nemlig igen være en fordel at tegne kortet, inden man går i gang med sin historie, så man hele tiden har det som reference, når man skriver.

Igen er det vigtigt at bevare logikken i tingene. Der findes flere forskellige måder at tegne kort på. Ønsker man ikke at tegne en komplet verden, så kan man med fordel nøjes med et udsnit af riget, regionen eller byen, der bliver besøgt. Jeg havde dog altid drømt om at tegne en planet, så det var, hvad jeg gjorde. I Aiñafablen er der både en oversigt over planeten og den region, hvor bøgerne primært finder sted. Det vigtige er, at man hele tiden kigger ud over det, der foregår i teksten, og forsøger at gøre det logisk og sammenhængende. Har man tegnet en planet, så nytter det ikke noget, at den består af to landområder på størrelse med Læsø. Der skal være logik i det. Læserens logik siger ham, at en planet er stor. Har du skrevet om en miniplanet, så skal det kommenteres i teksten, og så skal man også overveje de effekter, en sådan giver. Dagene bliver formentlig meget korte, og det skal man afpasse med sin fortælling – gør man så rotationen af planeten langsom, for at afpasse det, så er der andre konsekvenser, man skal tage højde for. Det gælder om hele tiden at overveje konsekvenserne og tænke dem ind i sine skriverier. Kortet må gerne bære præg af, at man har tænkt tingene igennem og i hvert fald har overvejet sammenhængene, så man kan mærke det, når man læser. I og med at det er fantasy, vi snakker, så er det selvfølgelig altid plausibelt at bruge MAGI som en forklaring på det meste, og det er helt i orden. Det skal bare ikke bruges til at dække huller.

Jeg lavede også en oversigt over vejrsystemer på Aiña. Det er måske at tage tingene til ekstremer, men det er rart at have styr på vejrsituationen, når man skriver. Igen, som en guide til sig selv. I historien lærer vi, at dagene på Aiña er længere, og det giver mening, når distancen om dens ækvator er længere. Læseren drager straks paralleller til Jorden, når han ser en blå planet med landområder, så det valgte jeg at bruge som udgangspunkt. Jeg nyder dog også at drille videnskaben nogle gange – mine grunde ligger gemt i naturvidenskabens måde at undervise på – så selvfølgelig skulle vejrsystemer og klimazoner ikke være 100 procent logiske og videnskabeligt forklarlige. (Hey, jeg skrev, at der godt må være lidt magi.)

Når det kommer til distancer imellem punkter på kortet, så er det også vigtigt at tage sig tid til at overveje sammenhængene. Det følte jeg i hvert fald. Der findes ikke noget værre end en historie, hvor det føles, som om byer og steder kun ligger et par kilometer fra hinanden, og man nærmest kan hinke rundt, skulle man være i mangel af offentlig transport. Nej, ting tager tid. Det tager tid at gå fra den ene ende af et kontinent til et andet. Derfor gjorde jeg det, at jeg kiggede på store opdagelsesrejsende, og hvor lang tid deres ekspeditioner tog i forskelligt terræn. Amundsens rejser på Grønland, som udgangspunkt for tilstandene i Makabris. Marco Polo, James Cook og Vitus Bering til andre landskaber, for at nævne et par eksempler. Aiña er uvejsom og farefuld, og landskaberne er barske. Derfor tager en rejse til fods noget tid. Elverne bevæger sig hurtigere end mennesker, så det skulle også med i ligningen, ligesom det var vigtigt at kommentere, at blandede grupper rejsende tilbagelagde afstande efter det svageste led. Jeg er også af den holdning, at man skal passe på med ”Efter tre dage nåede de frem” og lignende beskrivelser af en rejse. Selvom der står tre dage, så virker det lynhurtigt overstået, og læseren sidder tilbage med en følelse af, at der er gået et øjeblik. Nej, rejser i en fantasy-verden er hårde og barske, og der ligger konstant farer og lurer. Karaktererne tænker ting, de oplever ting, og det er ting, som læseren gerne vil se nærmere på. Så husk at få rejsens detaljer med – det får også de tilbagelagte afstande til at føles større.

Flora og fauna

I forhold til hvor meget Lucas ikke bryder sig om videnskab og ender med at vægte magiens kræfter højere, så er der brugt en fornuftig mængde videnskabelig fundering – og leg med den – under udarbejdelsen af Aiñas mangfoldige fauna. I og med at jeg valgte at smide dinosaurer ind i ligningen, så blev jeg nødt til at overveje, hvor langt jeg ville gå for at gøre dem – og deres verden – så virkelig som muligt. Ret tidligt i processen stod det dog klart, at dinosaurerne skulle spille et par store roller i fablen, og at de derfor blev nødt til at kunne snakke og kommunikere på et ret sofistikeret og menneskeligt plan. Det ville dog ødelægge glæden lidt ved at beskrive smukke scener, der kunne minde om noget fra dinosaurernes tid her på Jorden, og derfor er det kun særligt udvalgte dinosaurer, der er i stand til at snakke. Derudover har jeg holdt dem så tæt på den videnskabelige fremtoning som muligt – med undtagelse af visse ydre træk.

For eksempel synes jeg, at rovdinosaurer fyldt med fjer, ikke virker lige så skræmmende, så jeg ”afklædte” dem en anelse i forhold til, hvad man har fundet frem til i dag. Sådan et valg krævede selvfølgelig en kommentar fra Lucas:

”Fjerene hos Aiñas rovdinosaurer var mig en gåde. Videnskaben dikterede fjer hos mindre rovdinosaurer og i hvert fald til dels fjerdække hos de større rovdinosaurer. På Aiña varierede det. Uden logik. Efter vejret måske? Eller hormonelle balancer, videnskaben ikke kendte til?” – fra bind 2, Dæmonens Spind.

Lucas er talerør når det kommer til dinosaurerne, og derfor var det essentielt, at han vidste meget om dem allerede fra start. Hvis han ignorerede en ting som denne her, så ville han hurtigt virke som en dårligt sammensat karakter. De fleste karakterer i Jurassic Park-filmene (især de nyeste film) er forfærdelige eksempler på dette. En dinosaurekspert, der ikke kan se, at velociraptorerne er abnormt store og helt forkerte anatomisk? Tsk tsk tsk …

Så erkendelse er vigtig, hvis man skal lege med virkeligheden i teksten. Men fakta kan også bruges til morsomme ting. For eksempel når Gnist kommenterer, at en enkelt quatzalcoatlus – det største flyvende dyr, der har eksisteret – ikke kan bære hende, men at hun skal bruge flere, for at det kan lade sig gøre. Her bliver en sjov faktuel ting omkring flyveøgler, til en hæsblæsende scene i stedet.

Det var dinosaurerne i fablen, men hvad med resten? Når det kommer til at skrive fantasy, så er man også tit farvet af klichéerne, ligesom det også næsten er blevet en fastsat norm, hvordan en elver for eksempel skal se ud, hvordan en drage opfører sig, og så videre. De kulturhellige kan finde på at rynke på næsen, hvis ikke alt i en roman er totalt nyskabende, med helten ridende ind på en mejetærsker af aluminium, i en stad regeret af fire laks med tatoveringer og partisantørklæder. Den opfattelse deler jeg bestemt ikke. Min kærlighed til Dungeons & Dragons, der opstod engang i de små klasser, og fascinationen for de gamle Sværd & Trolddom-bøger, ligger til grund for mange ting i Aiñafablen, og man kan sagtens balancere karakterbeskrivelser og morfologisk fremtoning på noget af det, man kender, samtidig med at man gør væsner og karakterer til sine egne. (Idéen til Vinderens Lege er for eksempel opstået ud fra det gamle sagn om minotauren på Kreta, kombineret med Arnold Schwarzenegger i filmatiseringen af Running Man.)

Den opmærksomme læser vil bemærke, at væsnerne, der befolker Aiña, er hentet alle stedet fra. Fra historien, fra fantasy-folklore og ikke mindst fra min egen sære fantasi. Et par af monstrene har jeg gået med i maven, siden jeg var barn, så det har været skønt at få lov at slippe dem fri. Monsterlisten har været noget af det sjoveste at arbejde med, og den er bare blevet længere og længere, som fablen er skredet frem.

Men uanset om man befolker sit univers med skabninger fra den frieste fantasi, eller man støtter sig til andre ting, så er det vigtigt, at man tager sine monstre seriøst og ikke hele tiden tænker ”men det kan de altså, fordi de er magiske.” Her skal deres miljø, adfærd og generelle strejfen være spundet i tråd med den verden, man startede med at tegne op. Især for væsner og monstre, der er mere dyriske i fremtoning – fremfor magiske – er det vigtigt at tage stilling til, hvor de lever, hvordan de jager, og hvordan deres sociale liv er. Det ville være spøjst, hvis flyvefisk boede i trætoppene, for eksempel. Når man på forhånd har defineret de overordnede træk for en art eller et monster, så er det også nemmere at få det til at agere derefter i teksten. Havfolkene møder vi i bind 4 af Aiñafablen, og de kan ikke fordrage mennesker – det har stået i bestiariet siden bind 1. Derfor er det nemt at gøre det til en hovedting, at de bemærker og reagerer på, at elverne ikke er mennesker. Det er virkelig småting, men detaljer er vigtige i alle livets aspekter. Hvem gider glane på et værk, der kun ser pænt ud fra den modsatte ende af gaden?

Indbyggere

Så, nok om det. Lad os dykke lidt dybere ned i detaljerne og kigge nærmere på Fenmarkskovens skovelvere. I mit hoved er skovelvere stærke og smukke. De lever i pagt med naturen – et liv, der også til tider er hårdt, og hvor de er nødt til at være afhængige af hinanden. Deres verden er også fyldt med magi, nemlig åndelandet Simbriúm, der binder dem sammen og gør dem i stand til at kommunikere på dremerá, som fungerer som en slags telepati, og de har dybe sjælelige forbindelser til skoven, de bor i. Derfor var det vigtigt, at deres adfærd, sociale hierarki og dagligdag bar præg af begge ting. Resultatet blev et barskt og passioneret skovfolk, der passer på deres skov og de væsner, der fortjener det, og som bekæmper den ondskab, der truer det hele. Men de har også plads til kærtegn, ballade og sjov, som jeg hele tiden gerne har villet skrive om. Maar’tia hedder skovelverne på deres eget sprog, og igennem bøgerne kom jeg til at holde alt for meget af dem alle sammen, og jeg føler stadig, at jeg gerne vil lære mere om dem.

Inden jeg gik i gang, overvejede jeg nøje, hvad elvernes lange levetid gjorde ved deres opfattelse af, hvad der er vigtigt. Lever man for evigt, så kommer man teoretisk set til at gøre alting på et eller andet tidspunkt, hvilket gør en stræben efter nye oplevelser særdeles formålsløs – hvilket kommer til udtryk i Aiñas højelvere, som vi møder i bind 5. Det har jeg dog prøvet at vende rundt i skovelvernes måde at agere på. Derfor er der hos elverne stor fokus på, hvad der sker i nuet, at leve stærkt og med stor passion i alle aspekter. De er i tæt kontakt med deres følelser, der påvirker dem ekstraordinært, og jeg kunne godt lide tanken om, at de både er frigjorte, tæt forbundne og har følelserne med i alt. Jeg har selv tendenser til at overtænke alt og at reagere et kalenderår for sent på alting, derfor er evnen til handling og tankerne omkring også noget af det, som Lucas spekulerer over og prøver at tage stilling til, igennem alle bøgerne.

Der er derfor en masse ting at overveje, når man skal lave et folk – eller blot befolke sin verden. Hvordan påvirker omgivelserne folk? Hvilke livssituationer efterlader den dem i, og har miljøet noget at skulle have sagt? Er der ting, som ville være nærliggende for dem at tage stilling til? Spar heller ikke her på detaljerne. Jo mere gennemarbejdet dit folk virker, jo nemmere er de at tro på. Hvis du kan referere til konkrete småting – et spil, en leg, en højtid – så giver du folket tyngde. Så virker de lige pludselig meget nemmere at tro på. Er det et helt land, du har skabt, så forklar os, hvordan tingene virker. Hvordan holder kongen landet kørende? Hvem har valgt ham? Se meget bredt og til tider bort fra det, der sker i teksten.

Personligt er jeg rigtig glad for de små ting. For eksempel da Stjerne fortæller eventyret om Velociraptorens Æg i bind 4, der beretter, hvordan elvernes løfte om at beskytte Fenmarkskoven kom til veje. I samme historie får vi også klarlagt, at hovedpersonen havde ”ørebrydere”, som er elvernes ord for det, at de spidse ører stikker igennem deres tykke hår. En lillebitte ting, men at den er der, er knusende vigtigt. Det fortæller, at tingene er arbejdet igennem, og at elverne er et ægte folk med traditioner og små mundheld, vi ikke har set endnu.

Religion

En af de ting, man ikke kommer udenom at tage stilling til, når man skaber en ny verden, er, hvad den, der bor der, tror på. Ikke kun så man kan holde styr på indbyggernes højtider og traditioner, men også i høj grad, så man husker at tage højde for det. Rigtig mange af de fraser, vi bruger – og eder især – kommer af noget kristent. Det ville for eksempel være spøjst for en karakter at sige ”for satan”, hvis det koncept slet ikke er en del af deres tro. På Aiña tror menneskerne for eksempel på dødsguden Cythan, hvilket gjorde det ret oplagt at lave en ed, der gik på det. ”For Cythan da også!”

Fra start af var jeg ret bevidst om, at alle racerne skulle have deres egen tro, deres egen spiritualitet og deres egne højtider og traditioner. Aiñas mennesker tror langt hen ad vejen på de samme ting. En ikke nærmere beskrevet sammenslutning af guder, der kan variere fra land til land, men med et par gennemgående faktorer. For eksempel altid med det samme dødsrige og den samme dødsgud. Desuden går historierne om ANERNE, gudernes sendebude, også igen, som man også får det fortalt i romanerne. Afhængig af hvilken region man befinder sig i, er religionen hos Aiñas mennesker plettet og blandet med forskellige lokale sagn, overtro og myter. Her er det dog også vigtigt at gøre sig nogle tanker, når man konstruerer sit univers. Især i et univers med magi vil tanken om mægtige guder ikke være nær så abstrakt som i vores verden. Historier om mirakler og mægtige forfædre vil i langt højere grad være skrevet som ægte historier og overleveringer, fremfor mere flyvske beretninger. I en magisk verden er sandsynligheden for, at eksempelvis sagnet om Rijjgana og hendes vandrende skov eksisterer, langt mere plausibel end i en verden uden magi, og så videre. Man skal altid sørge for at tage skridtet tilbage og kæle for detaljerne. Læseren skal helst ikke sidde tilbage med følelsen af, at religionen bare bliver brugt til at forklare konkrete punkter i teksten, uden sammenhæng. Spiritualitet og religion fylder meget for mange mennesker. Det bør teksten bære præg af.

Dinosaurernes tro er mere enkel. Makabris’ tyrannosaurer er brutale og voldsomme, og deres tilgang til tro er en ren spejling deraf. Det gjorde den også forholdsvis nem at få på plads. For de enorme rovdyr, og i særdeleshed for Fyrst Reaper, findes der ingen anden målestok end magt. Hele deres verden er bygget af kraft og styrke, og derfor består deres dyrkelse af noget religiøst, også udelukkende af den stærkeste forfader, de har haft. Det kommer til udtryk, da Reaper og Vass fortæller sagnet om Gnarwol og menneskerne, og om hvordan tyrannosaurernes mægtige konge lod sig føre i døden af bedrag.

Elvernes tro er den mest komplekse i Aiñafablen, især fordi vi får mange sider af den at se. Som beskrevet tidligere, så ser jeg mine elvere som stærke, smukke og eventyrlystne. Deres gudebilleder skulle afspejle den tilgang til livet. Deres frelser skulle ikke være en stakkel, men en mægtig anfører. En, der stak ud, selv iblandt elverne. Han skulle have gjort sig fortjent til den tilbedelse igennem handlinger, de andre ville finde værdige. Det førte i sidste ende til Himmelfanger – grundlæggeren af elvernes by, Fendrá, og ham, der samlede resterne, efter elverne næsten blev udryddet af menneskerne i tidernes morgen. Resten af skovelvernes tro udspringer fra ham.

Det var også meget vigtigt for mig, at elverne havde et sted at tage hen, når de døde. Igennem romanen bliver de præsenteret som det gode og lysets beskyttere, og langt hen ad vejen, lige så spirituelle og åndelige som egentlig fysiske skabninger. Det ville ikke hænge sammen, hvis forfædrenes haller ikke ventede, når det var slut, så de kunne komme til at sidde ved Himmelfangers bord og skåle. Elvernes verden havde samtidig ikke brug for et dødsrige. En sådan trussel om posthum afstraffelse, for at holde de troende på dydens smalle sti, er ikke nødvendig i et samfund i balance. Det erfarede elverne for længe siden – og mig selv, da jeg fandt på dem.

Så elvernes tro er centreret rundt om deres forfædre og deres forgængeres gerninger. Og så er åndelandet Simbriúm også en enorm del af deres verden. Det er her, elvernes sjæle bor, navigerer og danser, og åndelandet giver dem mange af deres særlige evner. Fra starten havde jeg en ide om, at elverne var i stand til at snakke sammen uden ord, og da jeg først havde skrevet om dremerá, så kriblede det i fingrene for at forklare, hvordan det virkede, og derved voksede Simbriúm frem. Ikke blot som noget, der forbandt alle elvere telepatisk, men lige så meget noget, der gjorde dem tætte og åndeligt forbundet. Simbriúm er også et talerør til forfædrene, ligesom det er en fast bestanddel af elvernes kræfter og dagligdag. Jeg forsøgte at gøre det ret tydeligt, præcis hvor mægtigt elvernes åndeland egentlig er, ikke mindst ved at gøre det meste af det uforståeligt for den enkelte elver. Det er en urkraft, de har adgang til, men de har også fået formaninger om, at man ikke skal søge for dybt ind i det. Samtidig gav åndelandet mig også mulighed for at lave ligheder og forskelle imellem skovelverne, sortelverne og højelverne. Sortelverne kan lave om i Simbriúm og bruge det til egen fordel. Højelverne kan manifestere Simbriúms stof i den virkelige verden.

Højtider og traditioner

Når man har noget at tro på, så kommer der også en mængde højtider til følge. Højtider og traditioner er i det hele taget en god ting, når man skal give sit univers fylde, og som nævnt tidligere, så er der meget at hente her. Det giver mening, at indbyggerne fejrer forskellige ting i forhold til deres tro. Elverne har for eksempel deres stjernefest, Xablím niudán, hvor de kravler op i toppen af deres hellige træ, for at være så tæt på forfædrene som muligt. Højtider er en god ting, da læseren næsten automatisk forbinder en højtid med noget traditionelt, han selv kender – jul, påske, eller lignende – og derfor får fornemmelsen af et univers med en lang historie, et roligt fundament, og i det hele taget noget, der emmer af logik.

Traditioner er også vigtige, og de kan blive brugt til mangt og meget. Mennesker er vanedyr, der gør det meste på rutinen, så en læser forventer næsten ligefrem at blive introduceret for traditioner i en fremmed verden. De kan også være praktiske for fortælleren, når læseren skal sættes ind i, hvordan en ny verden fungerer. Hos elverne er Himmelfanger-prøven noget af det første vores uheldige helte skal igennem, efter de ankommer til elvernes by. Et gammelt ritual – igen, det vidner om en solidt forankret civilisation – opkaldt efter elvernes stamfader. Prøven går ud på at opdage, hvilken dinosaur i skoven der kommer til at være ens personlige totem. I og for sig ganske simpelt, men det sender en masse information til læseren om, hvad elverne sætter pris på, hvad deres værdier er, og ikke mindst det totalt fremmede, som Lucas går i møde. Vi møder Fenmarkskovens dinosaurer på en anden måde, ligesom vi processen også lærer noget om, hvordan elverne videregiver viden. En af de andre småting, der er værd at overveje. Hvordan opfostrer indbyggerne i dit univers deres afkom? Går de i skole? Arbejder de på gården? Jeg elsker detaljer og fakta om de universer, jeg besøger i en bog, så det har jeg også gjort meget ud af i Aiñafablen. Når jeg besøger universet, så skal det føles som at stå af flyet og at være en del af det.

Dagligdagen

De små dagligdags ting kan afgøre om dit verdensbyggeri er troværdigt, eller om du skal prøve igen. I hvert fald hvis du spørger mig. Jeg har forsøgt at drysse så mange sirlige detaljer om elvernes verden ud over siderne, for at kunne sende de signaler til læseren om deres levevis, som jeg har ment var vigtige. Elverne minder på mange måder om indianere, selvom de også er meget anderledes på mange måder. Deres liv er hårdt, og de træner deres kroppe hele livet – men deres hverdag er også sjov, leg og opdagelse. De små elvere bader i Blåfloden, går på opdagelse omkring byen og nyder i det hele taget livet. Det har ligget mig meget på sinde, at Fendrá skulle være et lige så vidunderligt sted at bo, som det skulle være et sted, hvor livet var lige på og hårdt.

Spil og lege

Igennem Aiñafablen hører vi om mange af de små elveres lege – der oftest indebærer noget med at spæne fra et rovdyr – men det er også en af de ting, jeg har anstrengt mig for at perfektionere. Tag for eksempel Gnists duel med alfernes dronning i kortspillet Vyriens Kort, hvor hun har alle sine rejsefællers liv på skuldrene. Her bliver der lige pludselig sat enorm fokus på en lille detalje, som igen er med til at give historien noget tyngde. At de fjollede alfer har et kortspil, og at vi får alle reglerne til spillet, når det bliver essentielt, gør logikken og troværdigheden større. Det havde været noget af en fuser at beskrive det som: ”Og så spillede de kort, og med en stolt mine, tog hun sejren hjem.” Sætningen siger det samme, men at få alle regler og kortfarverne med, så læseren selv kan sidde og følge med, giver en anderledes følelse af at sidde på skulderen af hovedpersonerne. En følelse, jeg finder virkelig vigtig, når man gerne vil skrive en medrivende fortælling.

Sprog

Det kræver ikke lang tids læsning af Aiñafablen, før det står klart, at elvernes sprog spiller en væsentlig rolle hele vejen igennem. Det har samtidig også været noget af det sjoveste at arbejde med. Det var fra starten min ide at lave et sprog til elverne. Først bare enkelte gloser, men som historien skred frem, blev jeg klar over, at jeg enten måtte udbygge deres sprog og bruge det aktivt eller helt lade være at skabe dem et sprog. Jeg begyndte at notere for mig selv, hvad ordene betød, og inden længe tog ordlisten form. De fleste af mine læsere har nok også observeret, at elvernes sprog langt ude minder om spansk, selvom ordstilling og opbygning er totalt dansk. Inde i hovedet var jeg også ude og overveje at skabe dem en form for basal og hjemmelavet grammatik til deres sprog. Men for at det ikke skulle blive alt for kringlet, holdt jeg det simpelt og dansk. I starten var det også meningen, at alle sætninger skulle oversættes direkte i sidefoden, når der stod noget på Éndiá, men til slut fik mit indre barn lov at bestemme. Som læser elsker jeg at tage på skattejagt i teksten og selv slå ting op bag i bogen, for at få tingene til at give mening, så det fik alle mine læsere altså også lov til. Derfor endte ordlisten bagerst.

Overvejelserne omkring elvernes sprog var dog langtfra slut. Ordene kom et efter et, faktisk som jeg fik brug for dem i teksten, og jeg må også indrømme, at det viste sig som en noget større opgave, end jeg lige havde tænkt det til. Når ordene gik igen i andre sammenhænge, så skulle de matche med ordlisten. Det resulterede i rigtig, rigtig mange opslag. De sidste tre bind er skrevet med elver-palør liggende ved siden af tastaturet.

Sproget Éndiá var en stor del af Aiñafablen lige fra starten, men i de sidste bind, så kom Éndinaden også med til sidst. Et simpelt skriftsprog, med det samme basistegn, baseret på elvernes øjne. Éndinerne er elvernes bogstaver, der kan spores tilbage til Himmelfangers matá, Horisont. Det er en meget lille ting, men som nogen måske har bemærket, så vægter jeg det at vide ting rigtig højt. Det var også grunden til, at Horisont opstod i elvernes historie – og grunden til, at hun er en af mine yndlingsfigurer, til trods for at hun aldrig optræder direkte. Ophavskvinde til deres skriftsprog, og meget af deres kultur – elveren, der gav elverne bøger.

I mine bøger vil læseren også bemærke, at hovedkaraktererne Lucas, Chris og Lasses sprog ændrer sig igennem historien. Egentlig var det ideen at lade dem bande og svovle en del mere i starten af den første roman, end det egentlig endte med, men alligevel kan man godt fornemme, at elvernes sprog – og eder – finder vej ind i deres munde. Både for at gøre det troværdigt, at de har været længe iblandt elverne, men også for at vide, hvordan de udvikler sig. Sproget er altid en ting, man kan tage fat i, når man gerne vil se udvikling i sine karakterer, og det er et greb, du også kan bruge, hvis du vil have den personlige udvikling til at skinne igennem.

I det hele taget er det vigtigt – føler jeg – at føre det helt igennem, hvis man vælger at have et helt nyt sprog med. Enten skal man gøre det, eller også skal man ikke. Der findes ingen halve løsninger. Igen med fokus på detaljerne og på at få sit univers til at virke så ægte og forankret som muligt.

Persongalleri

En liste over fortællingens vigtigste personer er en VIRKELIG god ting, især i et større værk. Det er i hvert fald en erfaring, jeg har fra mig selv. Når man bliver præsenteret for en orkan af karakterer, kan det være svært for læseren at holde styr på dem. Derfor er det rart med et persongalleri, så man altid lige kan bringe sig på ret køl, når forfatteren smider et navn ind, som man ikke er stødt på i to bind.

Detaljer

… er måske det ord, jeg har brugt mest i denne her lille guide. Men sørg for altid at pynte din tekst. Jeg synes små strofer, ordsprog og dets lige forskellige steder i teksten både giver afbræk i læseoplevelsen, men også kan være en lille smutvej til at gøre dit univers ENDNU mere gennemarbejdet.

 

 

”Hold da kæft, sikke en masse,” for nu at citere en af mine helt store helte, nys afdøde Morten Grunwald – selvom der sikkert er en kæmpe bunke overvejelser, jeg har glemt. Jeg håber, at I har kunnet bruge den her lille skrivelse til noget eller også bare har hygget jer med at lære Aiñafablen lidt at kende, bag kulisserne. Der findes hundrede måder at gøre det her på, og noget af det smukke ved at skrive er, at der ikke findes noget rigtigt og forkert! Brug det du kan, og efterlad fløjtende resten bag dig med fiffigt grin!

Jeg tænkte dog, at jeg her til sidst lige ville komme med et par helt overordnede råd til dem, der måtte have brug for det. Sørg altid for at skrive den historie, du gerne selv vil høre. Lav karaktererne, som du vil have dem, og lad dem danse afsted, som du lyster. Der skal nok være en horde nej-sigere, der gylper noget af sig under alle omstændigheder, på vejen imod at have bogen færdig. Bogbranchen handler mindre og mindre om kvaliteten på indholdet, men du kan altid trumfe alle de andre ved at være den, der vil det mest! Ser du en mur, så lad være at vende om. Brag lige igennem og videre. Lad dig aldrig stoppe.

 

Mikkel Wendelboe har med sine fem bind af Aiñafablen skabt et spændende og levende univers, der trækker på mange af de velkendte traditioner inden for fantasy-genren, men samtidig har modet til at prøve noget nyt og lege med genrens konventioner. Mikkel har styr på fantasy-håndværket, og hos Uniteandwrite er vi ret vilde med hans entusiasme og engagement omkring fantasy-genren som helhed.

Mikkel er desuden aktuel til foråret med den første bog i hans nye serie, Franz, der er et satirisk eventyr.

Aiñafablen findes i fem bind, og man kan læse meget mere om fantasy-serien samt se, hvor man kan købe dem, her.

Man kan følge Mikkel og hans finurlige skriverier og boganmeldelser på https://skriverkarl.wordpress.com/ og på Facebook på https://www.facebook.com/pg/MikkelWendelboeSkriverkarl/

Du kan måske også være interesseret i at læse artiklen Den fantastiske fantasy

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *