Spotlight – Vindstille

 

Denne uges udvalgte projekt er Subangi Vasantharajans ungdomsroman, Vindstille, der kan findes på siden her.

Vindstille er en ungdomsroman med elementer af chicklit, der handler om den 20-årige Michelle, der kæmper med finde sig et ståsted i livet og finde ud af, hvem hun er og vil være. Vi møder hende i en turbulent tid i hendes liv: Hun er lige blevet færdig med gymnasiet, og hun skal til at beslutte, hvad hun vil vælge af uddannelse, og hvilken fremtid hun vil bygge op for sig selv. Hendes bedste veninde Lea har imidlertid valgt at droppe deres planlagte sabbatår med rejse til fordel for at starte på jurauddannelsen i København. Michelle efterlades derfor i støvet i den lille provinsby, hun bor i. Dette vækker en lang række følelser i Michelle, så som vrede, sorg og misundelse, og hun bliver snart endnu mere desperat over, hvad hun skal gøre med sit liv. Michelle møder imidlertid Leas bror til en fest, og han sætter tingene lidt i perspektiv for hende, samtidig med at han vækker nogle følelser i hende, som hun ikke har følt før.

Vindstille er en realistisk og autentisk fortælling, der giver et dybt indblik ind i nogle vigtige og dannende år i en ung kvindes liv. Hun står på grænsen mellem den vilde og retningsløse ungdom og det store skræmmende voksenliv. Det er en klassisk coming of age-ungdomshistorie, der er skrevet om mange gange før, men Subangi formår at opdatere den til nutidens ungdom. Den skildrer ganske godt et ret udbredt dilemma for mange unge, netop det at vælge en vej i livet og finde ud af, hvem man er – og den usikkerhed og de selvværdsproblemer, det kan resultere i. Det er om noget et endnu mere udbredt problem for unge i dag, da de har langt flere muligheder end tidligere generationer. Oplevelsen af at stå på grænsen af voksenlivet kan derfor være endnu mere overvældende for unge mennesker i dag, og derfor er det stadig en meget relevant genre.

Baseret på de to kapitler, som Subangi har lagt op indtil videre, lægges der op til en fortælling, der tackler emner som jalousi, misundelse, kærlighed og selvværd, og de svære beslutninger, man står over for som ung. Der lægges op til, at hovedpersonen Michelle vil få mange nye oplevelser og gøre nye opdagelser og erkendelser gennem historien. Hun vil vokse utroligt meget som person, som man jo gør i den alder, og som der lægges op til, vil hun også vokse fra bestemte ting og personer.

Midtpunktet af fortællingen (og måske romanens største styrke) er karaktererne og særligt hovedpersonen Michelle. Romanen er fortalt i 1.person fra Michelles synsvinkel, så man får et ret intimt indblik i hendes perspektiv på begivenhederne og hendes liv generelt. Vi kommer helt ind i hovedet på hende, og derfor er det også enormt vigtigt, at forfatteren sørger for, at karakteren er interessant, relaterbar, velskrevet og flerdimensionel. Subangi formår at gøre dette til fulde. Michelle er en kompleks, spændende, autentisk og levende person, som man sympatiserer med og forstå, også selvom hun ikke altid viser sig fra sin bedste side. Faktisk får vi ret mange af hendes dårlige sider at se, i kraft af romanens åbningsscener til en fest hos Lea. Her får vi demonstreret, at hun har mindreværdskomplekser og er enormt misundelig på sin veninde og hendes ”perfekte” liv. Michelle er imidlertid så selvreflekterende og selvbevidst, at hun er i stand til at fange sig selv i sin selvmedlidenhed og selvynk. Hun fremstår derfor ikke som et dårligt menneske, men blot som en person, der i kraft af situationen er presset emotionelt og derfor langer ud. Det er noget de fleste kan relatere til, og det er derfor nemt at sætte sig i hendes sted. Hun har også en rig baggrundshistorie, som bliver naturligt introduceret i kraft af Michelles refleksioner over sit forhold til Lea. Også de andre karakterer, så som Asger, virker levende og som virkelige personer, både i kraft af deres handlinger, hvad de siger og deres mimik.

Netop karakterernes mimik og gestikulationer er særligt på spil i romanen. Subangi formår at skrive virkelig god og autentisk dialog, der maler et tydeligt billede af karaktererne baseret på, hvordan de siger ting. Rent skriveteknisk er der også godt styr på, hvordan dialogen skal skrives, og den fremstår enormt flydende. Dialogen understøttes også rigtig godt af Michelles observationer og beskrivelser af, hvad karaktererne gør, når de taler. Det kan være, hvordan et smil breder sig langsomt på ansigtet, eller hvordan en karakter vender blikket væk et øjeblik. Subangi har tydeligvis en forståelse for, at sprog er mere end det verbale – at man også kan læse utroligt meget ud af en person baseret på han/hendes mimik og gestikulationer. Hun demonstrerer flere gange, at der er en masse usagte ting mellem karaktererne, som både Michelle og læseren opfanger fra kropssproget og tolker på. Det er også med til at give fortællingen et lag af autenticitet og liv, og det er aldeles velfungerende.

Balancen mellem beskrivelse, dialog og fortællerens tanker er også rigtig god, og de interagerer med og komplementerer hinanden utroligt godt. Der er flere steder, hvor især Michelles tankespor interagerer rigtig godt med, hvad der sker omkring hende. Tiden går ikke i stå, når hun får startet et tankespor – der fortsætter med at ske ting omkring hende, og hun kan blive afbrudt. Ligeledes starter hendes tankespor ofte som forlængelse af noget, der bliver sagt til hende, eller af en detalje, hun lægger mærke til.

De to første kapitler finder sted under Leas fest, og gennem Michelles øjne får vi et farvet syn på festen. Scenen er særdeles godt beskrevet både gennem alkoholens tåger, men også filtreret gennem Michelles sindstilstand, der er præget af bitterhed, misundelse og sorg over situationen med Lea. Resultatet er et genkendeligt billede af de sommetider triste og grimme sandheder af at være til fest som ung, men som samtidig afbalanceres lidt af Michelles spydige og ofte humoristiske kommentarer til sine omgivelser.

Ser vi på sproget er dette også særdeles velfungerende. Det flyder rigtig godt og er letlæseligt, og det er meget malende og nemt at se scenerne for sig. Karakterernes sprogbrug, særligt Michelles, er desuden også on point, det passer godt til deres personligheder, og det siger en masse om, hvem de er. Der er også flere steder et godt brug af billedsprog. Eksempelvis smiler Michelle på et tidspunkt, på trods af at hun er ked af det, og hun beskriver det som, at det føles som om hendes ansigt vil revne. Det er et falsk smil, og hun føler lidt, at hendes ”maske” krakelerer. Billedet, vi danner os, er af en person, der spiller en rolle, hvilket er en udpræget del af voksenlivet – jo ældre man bliver, jo flere masker lærer man at gøre brug af, på godt og på ondt.
Det er også interessant at se, hvordan Michelle i en senere scene ser på rodet i køkkenet og i denne forbindelse lader sine tanker henlede til, hvordan hendes liv falder mere og mere fra hinanden. Rodet i køkkenet sidestilles her med rodet i hendes eget liv. Det er et meget sigende billede. Endnu mere sigende er det, hvordan hun efterfølgende forsøger at rydde op i køkkenet, lidt i håb om at hun kan få styr på livet i stil med, at hun får styr på køkkenrodet. Hun forsøger at finde en smule kontrol i en tilværelse, der er udpræget ude af kontrol.

Subangis roman bærer præg af, at hun har rigtig godt styr på skrivehåndværket generelt. Det er ret svært at sætte en finger på noget, som vi synes kunne gøres bedre. I hvert fald baseret på de to første kapitler. Subangi har god fod på sproget og de mere fortællertekniske ting, som dialog, beskrivelser og fortællersynsvinkel. Romanen står stærkt, og det bliver spændende at se, hvor det leder hen. Det er svært at sige noget om plottet uden flere kapitler, men der er lagt et solidt fundament med nogle veldefinerede og levende karakterer, og det er bestemt lige så vigtigt som plot (hvis ikke mere).

Subangi skriver, at Vindstille er 2. del af en bogserie, hun er i gang med at skrive. 1. del hedder Regnskyl, og første kapitel af den er at finde under hendes projekter. Man kan dog læse de to romaner uafhængigt af hinanden.

Vi synes, at Subangi og hendes projekt har stort potentiale, og vi ser frem til at læse mere om Michelle og de udfordringer, hun står overfor. Vi håber i høj grad, at Subangi bliver ved med at skrive som en gal, for hun har godt styr på skrivehåndværket. Vi anbefaler jer alle til at kigge forbi hendes profil og hendes projekt. Vi opfordrer jer til at følge hende, smide nogle kommentarer, og eventuelt hjælpe hende ved at blive betalæser, så hun kan få arbejdet videre med sine projekter og udvikle sine skriveevner endnu mere.

Rigtig god læselyst!

 

Skrevet af
Jan Bagge-Nielsen

2 meninger om “Spotlight – Vindstille”

  1. Troede egentlig, jeg havde skrevet en kommentar. Det havde jeg så ikke, kan jeg se. Men tusind tak for artiklen. Jeg smutter forbi den i ny og næ, når jeg ikke helt tror på mig selv angående skrivningen, for den giver mig lige motivationen tilbage hver gang 😀 Og jeg har lige netop gjort råmanuskriptet til romanen færdig, så mon ikke, der måske kommer nogle kapitler op på den herinde? 😀

    1. Det var så lidt, Subangi.
      Det varmer mit hjerte, hver gang jeg hører, at der er nogle af jer, der kan bruge vores feedback, og at det hjælper jer med motivationen 😀
      Stærkt gået med råmanuskriptet! Vi glæder os til at læse mere 😀
      Mvh.
      Jan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *