Spotlight – Væsnet

 

Denne uges udvalgte projekt er Alexandra Vinthers overnaturlige 2. verdenskrigsnovelle, Væsnet, der kan findes på siden her.

Væsnet er en historisk novelle blandet med elementer af det overnaturlige og fantastiske, som finder sted under 2. verdenskrig. Man følger den amerikanske bombepilot Thomas, der efter at have været udstationeret i England efter en længere periode efterhånden har fået opbygget et ry for at have evnen til undgå kamp og skader, når alle andre omkring ham dør eller bliver alvorligt skadede – han er en overlever. Årsagen er imidlertid ikke noget så simpelt som held, men at Thomas forfølges af et dæmonlignende væsen både i sine drømme, og når han er vågen. Kun Thomas kan se væsnet, og det advarer ham om fare og manipulerer ham til at undgå situationer, der ellers vil resultere i hans død. Sagen er, at væsnet kun vælger at beskytte ham og ingen andre, så han gør sit bedste for at bruge advarslerne til at redde sine soldaterkammerater fra den visse død, men for det meste uden held. På en skæbnesvanger bombemission dybt inde i tysk luftrum vælger Thomas at gå imod væsnets varslinger og forsøger at redde sin besætning fra at blive skudt ned, hvilket får alvorlige konsekvenser for ham, samtidig med at væsnets sande natur endelig afsløres.

Novellen er et interessant twist på en ellers meget autentisk 2. verdenskrigsfortælling, fyldt med præcise historiske detaljer både om krigen, flyvemaskinerne og deres besætninger. De mange detaljer er med til at gøre historien virkelighedstro, og som læser lever man sig meget nemt ind i fortællingen, og man rives med. Alexandra demonstrerer dermed stor historisk bevidsthed koblet sammen med grundig research – evner hun har tilegnet sig gennem sin tid som historiestuderende. Det overnaturlige element i novellen spiller også overraskende godt sammen med det ellers høje niveau af realisme. Ofte kan sådan en blanding virke påtaget og en smule fjollet, men Alexandra formår at finde en fin balance mellem det virkelige og overnaturlige, som ender med at komplementere hinanden og forstærke novellens temaer.

Jeg vil mene, at et af novellens hovedtemaer er den skyld, der følger, at man er den eneste (eller en af få), der har overlevet – det såkaldte survivor’s guilt-syndrom, som er et alment fænomen for folk, der har overlevet en ulykke eller krigssituation, når mange andre endte med at dø. De spørger sig selv, hvorfor de overlevede i stedet for andre, og mange føler, at deres overlevelse måske har været på bekostning af andre. Man ser det særligt som et traume hos soldater, der har overlevet krigen, mens deres soldaterkammerater ikke gjorde. Det er derfor enormt passende for novellen at finde sted under 2. verdenskrig, hvor der har været mange meldinger fra overlevende soldater om survivor’s guilt-syndrom, både på den ene og den anden side af de involverede parter. Hovedpersonen Thomas og hans forbindelse til væsnet fremhæver dette fænomen og sætter det på spids, og indbyder til refleksion om emnet.

Meget af spændingen novellen har netop med væsnet at gøre. En stor del af spændingen er naturligvis forbundet med klimakset hen mod slutningen, hvor Thomas og besætningen skal gennemføre en bombemission over en tysk fabrik, og de er under tung beskydning af tysk antiluftskyts. I øvrigt et klimaks, der er enormt velbeskrevet og inddragende, så man sidder på kanten af stolen hele vejen igennem. Væsnet og dets ukendte natur tilbyder imidlertid et ekstra lag af spænding og mystik, og man er dybt investeret i at finde ud af, hvad det er. Er det bare noget Thomas forestiller sig? Eller er det virkeligt, og i så fald, er det ondsindet eller godsindet? En dæmon eller en skytsengel? Disse spørgsmål relaterer sig umiddelbart til konceptet om survivor’s guilt, da mange beretninger fra overlevende netop nævner, hvordan den overlevende har tænkt på sin overlevelse enten som en forbandelse eller en velsignelse. Som læser følger man netop Thomas i den tankegang, da man selv gennem narrativet undrer sig, om væsnet er det ene eller det andet.

Jeg ved ikke, om det er tilfældet, men under min læsning af Alexandras novelle, fornemmede jeg en vis mængde inspiration fra Dean Koontz’ roman Odd Thomas. På trods af at Odd Thomas ikke finder sted under 2. verdenskrig og leger mere med krimigenren, så er der klare ligheder mellem de to historier. Eksempelvis hedder begge hovedpersoner Thomas, men vigtigst af alt minder Alexandras ”væsen” en del om de hundelignende skyggedyr som Odd Thomas ser, hver gang noget katastrofalt skal til at ske. Ligesom væsnet kan de ses som en slags varsling for ulykke og død. I Odd Thomas er skyggedyrene dog utvivlsomt ondsindede, mens Alexandras væsen er langt mere kompliceret og tvetydigt, og det bruges i langt højere grad til at underbygge novellens temaer.

Vi har tidligere skrevet en spotlight-artikel om en anden af Alexandras værker, nemlig hendes roman Natjager, der også finder sted under 2. verdenskrig, men dog er uden fantastiske elementer og udelukkende holder sig til realismen. Artiklen kan læses her.
Som vi også skrev i den artikel, mestrer Alexandra i høj grad den realistiske og historiske roman, og det er interessant at se med denne novelle, at hun også er i stand til at inkorporere elementer af det fantastiske i sine værker. Som sagt formår hun at ramme en god balance mellem de to ting, og hun viser dermed, at hun mestrer mere end én genre.
Om Natjager fremhævede vi Alexandras skrivestil og sprog, hvilket vi finder grund til at fremhæve i Væsnet også. Novellen er fuld af gode, præcise og økonomiske beskrivelser af handlingen og situationerne, der med ganske få ord danner klare billeder for læserens indre øje og overlader tilpas meget til læserens egen fantasi. Særligt beskrivelsen af væsnet er meget sparsom, hvilket tilføjer en masse til mysteriet om det, men samtidig også giver læseren plads til selv at danne sig sit eget billede af det i sit hoved. Sproget og beskrivelserne aktiverer læseren, som dermed nemmere inddrages i historien.

I og med at vi har valgt at kigge på en novelle denne gang, kan vi sige et par ord om overordnet struktur og opbygning også. Dette er noget mange forfattere kæmper med, særligt i længere værker, da det kan være svært at overskue et længere plot og holde spændingen kørende undervejs. Derfor er novellen en meget god øvelse, da man kan bruge det som et lille studie i struktur – begyndelse, midte og slutning. Den mest almindelige struktur i både romanen og novellen er en begyndelse, hvor problemstillingen introduceres, en midte, hvori spændingen gradvist opbygges mod et overordnet klimaks (der kan dog godt være flere klimakser undervejs særligt i romanen), og en slutning, hvori der opnås forløsning af en art. Væsnet lader til at følge denne narrative model: Væsnet og Thomas’ situation som overlever introduceres som ”problemet” eller ”konflikten” i historien – klimakset, der bygges op til, er bombemissionen – og til slut får vi forløsning blandt andet i kraft af nærmere svar på, hvad væsnet er. Dette demonstrerer, at Alexandra har godt styr på opbygningen af en historie fra start til slut og formår at fremstille en komplet fortælling.

Væsnet er en solid novelle med en god struktur, et fængende sprog og nogle inddragende og autentiske beskrivelser af en historisk krig med et twist af det overnaturlige. Den tager nogle interessante temaer op og formår at understrege og underbygge dem med en slags allegori i form af en overnaturlig skikkelse. Den er velskrevet, spændende og tankevækkende, og den demonstrerer, at Alexandra med succes kan eksperimentere med andre formater og genrer.

Alexandra har gang i en lang række af projekter, hvoraf flere af dem ligger her på Uniteandwrite. To af dem er realistiske romaner, der finder sted under 2. verdenskrig, (Vinterskov) og Natjager, og begge er resultatet af intenst arbejde i en skrivegruppe, fortæller hun. Alexandra arbejder lige nu på sin dystopiske roman (Rød), som, hun fortæller, er meget anderledes end, hvad hun har skrevet før.

Vi synes, at Alexandra og hendes projekter har stort potentiale, og vi ser frem til at læse flere af hendes fortællinger. Vi synes i høj grad, at hun har godt styr på skrivehåndværket, og hun har demonstreret, at hun kan skrive i mange forskellige genrer. Vi anbefaler jer alle til at kigge forbi hendes profil og hendes projekter. Vi opfordrer jer til at følge hende, smide nogle kommentarer, og eventuelt hjælpe hende ved at blive betalæser, så hun kan bevæge sig tættere på sin drøm om at få udgivet sine romaner.

Rigtig god læselyst!

 

Skrevet af
Jan Bagge-Nielsen

Her tænker du på “Spotlight – Væsnet”

  1. Jan kommer med en mængde roser og jeg synes fuldstændigt det samme.

    Men for mit temperament er der en ufuldstændighed omkring væsnet.
    I starten præsenteres væsenet som en indflydelse der øger Thomas agressivitet – er det dets agenda tænker jeg?
    Og videre frem virker det som om der er en modsigelse i at væsenet beskytter ham mod at dø, men fremtræder antydningsvist skræmmende og baggrunden for dette forklares med at han, hvis væsenet virker fra sin gode side, ikke ville lægge mærke til det. Plotmæssigt virker dette faktisk ligegyldigt, væsenet ville jo stadigvæk kunne beskytte ham selv om han ikke mærker noget videre til det. Jeg fik den tanke at det ‘legede’ med ham, nød at skræmme, og holdt ham i live for netop at få denne nydelse. Så i scenen i bomberummet ændrer væsnet sig pludselig og vender sin gode side udad. Kommer det af at det netop ikke kunne beskytte ham helt? Eller er det fordi, han beder det om at beskytte de andre også? – På mig virker transformationen uklar. Og tilsidst optræder væsenet tydeligt som et ‘af kød og blod’ og er hans kone. Denne læser tænker, ah – så skulle vi da tidligere have haft lidt at vide om hende. (Der er vist deus ex machina, sådan noget hedder – har lige lært om det).

    Jeg synes også der kunne kæles lidt mere for forholdet mellem besætningsmedlemmerne. Oftest når mænd arbejder sammen om noget risikofyldt, så holder de deres agressioner i ave i gruppen, Der er et stort rum for ’tilgivelse’. Sommetider er der en ‘odd man’, som giver konflikt, rangordningen i det militære er netop lavet for at give en formel hakkeorden, hvor personligt mishag ingen rolle får. Det kunne der godt ‘kæles’ lidt mere for, ville give en større fyldighed i læseoplevelsen.

    Småting som jeg faldt over:
    “Hold bøtte” det tror jeg ikke bliver sagt i denne situation, måske “hold kæft”/”ti”/ eller snarere et håndtegn om at klappe i.

    Thomas lægger sin ‘flakvest’ ind under sædet to gange?

    Det var så mine ‘5 cent’

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *