Billedsprog, ordspil og stilfigurer

 

God skønlitteratur excellerer i at få læsere til at møde ord på nye og berigende måder. Dette kan opnås gennem billedsprog og ordspil, for eksempel ved at give ordene eller sætningerne anderledes anvendelser (som når en person i stedet for en fugl siges ”at flyve”), ved at skabe flertydighed (som når et ord refererer til mere end ét objekt eller koncept på én gang), eller ved at bruge ord på en måde, der er grammatisk ualmindeligt (som at ændre et substantiv til et verbum). Disse sprogfinter spiller alle på betydningen af ord og kaldes troper.

Troper optræder alle steder og i alle former for lingvistisk kommunikation. Det er ikke kun digte og romaner, der bruger troper, så som metaforer. Dette gennemgik vi også i vores artikel om ”Hverdagens metaforer”, som kan læses her.

I hverdagens sprog er figurativt sprog ofte absorberet og accepteret i så høj en grad, at vi ikke engang lægger mærke til, at det er der. Forskellen er, at i skønlitteraturen bliver troper ofte fremhævet, undersøgt og givet styrke. Der trækkes opmærksomhed mod de underlige effekter sproget kan have.

Sproget i litteraturen kan imidlertid mere end at lege med betydning. Som vi understregede i vores guide til poesien, så leger digte og lyrik særligt med form i samspil med indholdet. Særligt poesien leger med placeringen af ord i forhold til hinanden, ofte for at få det til at passe med rim, tryk og meter. En anderledes rækkefølge af ord kan imidlertid også være et slags spil på ord og kan skabe nye perspektiver på verden. Disse kaldes stilfigurer.

I denne artikel vil vi gennemgå de meste almindelige troper og stilfigurer, der optræder i skønlitteraturen, poesien og retorikken. Med en gennemgang af de forskellige kategorier af billedsprog, ordspil og stilfigurer håber vi at give jer inspirationen, nysgerrigheden og de nødvendige værktøjer til selv at kaste jer ud i bevidst at eksperimentere med ordenes anvendelse og betydning.

Troper

Under kategorien troper hører billedsprog, så som lignelser, metaforer, metonymier og personifikationer, og ordspil.

Lignelse

Lignelser danner sammenligninger mellem to objekter eller koncepter, og på dansk gøres dette gennem brugen af ordene ”som” eller ”ligesom”. Eksempelvis ”hun er smuk som solen”.

Lignelser kan bruges til at hylde eller tilsvine en genstand eller person, men de kan også bruges til at gøre et ukendt eller komplekst koncept mere forståeligt ved at sammenligne det med noget, der er familiært. Lignelser kan altså karakterisere et objekt eller koncept, men også gøre det mere forståeligt ved at drage paralleller med noget, vi har oplevet før eller kender. Det er dog vigtigt at understrege, at lignelsen leger med lighed, men de to objekter er ikke ens.

Lignelser er særligt gode at bruge i beskrivelser af personer, ting og oplevelser i prosatekster, da man med ret få ord kan sige en masse om objektet eller konceptet, der beskrives, samtidig med det afslører lidt om perspektivet, der beskrives fra, for eksempel en person.

Metafor

Metaforen tager skridtet videre i forhold til lignelsen: To objekter sammenlignes, men de smelter sammen og kan ikke længere skelnes fra hinanden. Ligesom med lignelsen kan metaforen karakterisere et objekt/koncept eller gøre det mere forståeligt for en læser. Metaforen er imidlertid mere kompleks, da sammenligningen ikke altid gøres tydelig ved brugen af verbet ”at være” (f.eks. ”Jeg er natten”), eller skellet mellem det beskrevne objekt og objektet, der bruges i sammenligningen, bliver uklart.

I The Philosophy of Rhetoric opdelte I.A. Richards metaforen i to dele, som han døbte tenor og vehicle. Vi kan på dansk kalde dem subjekt og middel.
Subjekt er objektet eller konceptet, der beskrives i metaforen.
Middel er objektet eller konceptet, der bruges til at belyse subjektet.

Lad os tage et kig på et eksempel på en længere metafor – det famøse citat fra Shakespeares komedie ”As You Like It”:

All the world’s a stage,
And all the men and women merely players;
They have their exits and their entrances…

Dette er en af de mest citerede metaforer på engelsk. Her er subjektet ”hele verden” og midlet er ”en scene”, mens der bygges videre på metaforen med et sekundært subjekt i form af ”mændene og kvinderne” og et sekundært middel i form af ”skuespillere”. ”Hele verden” karakteriseres derved gennem egenskaberne ved scenen og skuespillet – Livet er et skuespil, hvori vi alle spiller forskellige roller.

Som nævnt er det dog ikke altid lige så tydeligt som i ovennævnte eksempel, at der er tale om en metafor, og subjekt og middel kan nogle gange være skjult eller først senere blive afsløret. ”Tag med mig og flyv væk fra det hele” eksempelvis kan også siges at være en metafor i kraft af verbet ”at flyve”. Subjektet her er selve bevægelsen ”at stikke af”, som der kun implicit hentydes til, og midlet er en fugl eller andet, der har egenskaben at kunne flyve. Verbet forbundet til metaforens subjekt er et, der kun relaterer sig til midlet.

Et andet eksempel på en skjult metafor ses i Thomas Carews digt ”A Rapture”, hvor der implicit adresseres eksplicit seksuelt begær ved at tilbageholde metaforens subjekt.

I’ll seize the rosebuds in their perfurmed bed,
The violet knots, like curious mazes spread
O´er all the garden, taste the ripened cherry,
The warm, firm apple, tipped with coral berry

Ud af kontekst ser digtet blot ud til at handle om en mand, der uskyldigt plukker blomster og frugter i en have, men som digtet fortsætter afsløres det, at der er tale om en metafor for en kvindekrop. Metaforens skjulte subjekt her er kvindekroppen, mens midlet for metaforen er en have. Man kan også sige at subjektet er handlingen at plukke frugten, mens midlet er en seksuel handling.

Metonymi

Hvor lignelsen og metaforen er baseret på lighed, er metonymi baseret på association. Metonymi er, når noget associeret med et objekt eller koncept erstatter objektet eller konceptet. Eller sagt med andre ord: Betegnelsen for et begreb erstattes af en betegnelse for en bestanddel eller et karaktertræk ved begrebet.

Eksempelvis bruger vi det i hverdagssproget, når vi taler om regeringen som ”Folketinget” eller ”Christiansborg”. Disse bygninger og koncepter er associeret med eller bestanddele af den samlede regering – de er ikke regeringen. De er metonymiske stedfortrædere, der henviser til en større helhed.

Sætningen ”ræk mig lige vandet” er også en metonymi, i den forstand at ”vandet” referer til ikke bare vandet, men også beholderen, der indeholder vandet. Det er det, vi i virkeligheden mener, og ikke, at vi godt kunne tænke os at blive rakt en håndfuld vand.

Et andet eksempel er udtrykket ”Der var ikke et øje i salen”. Her sættes kropsdelen ”øje” i stedet for helheden ”menneske”.

Der findes masser af eksempler på metonymi i hverdagssproget, men det kan også bruges bevidst med særlig effekt i poesien. Eksempelvis kan det siges at være metonymi, når vi i vores nationalsang refererer til Danmark som ”Frejas sal”. Det er i og for sig også en metafor, men det starter en serie af associationer til nordisk mytologi, hvoraf Freja, Alfaderen (Odin) og Mimer, som også nævnes i Oehlenschlägers klassiker, udgør dele af mytologien som helhed. ”Frejas sal” refererer også til det frugtbare, forsommervelsignede danske landskab – en egenskab for landet, som bliver brugt som en metonymisk stedfortræder for Danmark som helhed.

Personifikation

Personifikation er, når man i litteraturen giver ikke-menneskelige skabninger, abstrakt koncepter eller objekter unikke menneskelige egenskaber. Man adresserer altså noget umenneskeligt gennem menneskelige forståelsesrammer.

Det bruges ofte i poesien. Eksempelvis ser vi personifikation blive brugt i Danmark, nu blunder den lyse nat af Thøger Larsen fra 1914:

Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat,
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.

Her får ”den lyse nat” evnen til at blunde (sove) og havene evnen til at synge.

Personifikation er i og for sig en slags metafor, der specifikt beskriver et koncept eller objekt gennem menneskelige egenskaber. Det bør dog ikke forveksles med besjæling, der direkte giver liv og sjæl til dyr, planter eller ting, så de kan tænke, tale og opføre sig som mennesker. Dette ses ofte gjort i H.C. Andersens eventyr. Her er der ikke tale om billedsprog og troper, men karakterer og elementer i en fortælling.

Ordspil

Ordspil kan bruges i en bred forstand og inkludere alle former for spil på ord, blandt andet alle de ovennævnte kategorier. Her bruger vi dog ordet i sin smalle definition, nemlig som et spil på ord, der er afhængigt af lyd men forskellighed i betydning. Altså et ordspil i den forstand, at der bruges et ord, der kan forstås på mere end én måde.

Igennem tiderne har ordspil delt vandene, da de enten har været opfattet som intellektuelt overlegne litterære troper eller som litterært skrald. I dag kan det nok mest siges at opfattelsen afhænger af sammenhængen ordspillene bruges i.

Ordspil kan opdeles i flere kategorier:

Homonymer – Ord der udtales og staves ens, men har forskellige betydninger – såkaldte perfekte ordspil.
Eksempelvis ”bakke”, som både kan betyde ”at køre baglæns”, en forhøjning og et fladt objekt, man kan bære ting på, blandt andre ting.

Homofoner – Ord der udtales ens, men staves forskelligt. De bruges ofte i lyrik eller andre former for oplæselig litteratur, da det er et spil på identisk lyd.
Eksempelvis ”vær”, ”hver”, ”værd” og ”vejr”. Homofoner som disse er tit kilden til stavefejl, da man ikke kan skelne mellem dem rent fonetisk.

Homografer – Ord der udtales forskelligt, men staves ens.
Eksempelvis ”dør” som i ”jeg dør”, og ”dør” som i ”gå gennem en dør”.

Disse kategorier af ordspil tages ofte i brug i skønlitteraturen, særligt i poesien, skuespil og andre former for mundtligt leveret litteratur, som en måde at demonstrere flertydighed og skjulte betydninger, der kan gemme på flere fortolkninger. Imidlertid kan det, at et ord kan forstås på flere måder end én, have en foruroligende effekt på vores opfattelse af sproget som helhed. Denne slags ordspil afslører nemlig, hvor tilfældig betydningen af ord er, at de er afhængige af den kontekst, de bruges i, og at forståelsen af ordene ikke er i fuld kontrol af den, der bruger dem.

Stilfigurer

Som nævnt tidligere kan spil på ord også inkludere det at arrangere ord i en bestemt rækkefølge, og dette kan også skabe nye perspektiver og have en effekt på ordenes vægt og betydning. Disse er stilfigurer, og udover at blive taget i brug skønlitteraturen, bruges de også tit som retoriske virkemidler i taler. De ses også rigtig ofte i børnelitteratur, eventyr og sang, særligt de stilfigurer der baserer sig på gentagelse, da dette har slagkraft, gør indtryk og er nemt at huske. Listen af stilfigurer er lang, men vi har her valgt at kigge på de fire mest prominente typer: anafor, epifor, kiasme og anastrofe.

Anafor er gentagelsen af ord i begyndelsen af sætninger, der følger hinanden.
Eksempelvis brugte Martin Luther King anaforer som virkemiddel i sin berømte tale i 1963 ”I have a dream”, hvori han brugte frasen til at starte hver en sætning, der forklarede hans vision for et diskriminationsfrit samfund.

Epifor gør det omvendte af anaforen og har dermed gentagelser af ord i slutningen af sætninger, der følger hinanden.
Eksempelvis ser vi dette i H.C. Andersens eventyr ”Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige”: ”Kromandens Vogn kom frem, Englænderne kom op, Bondemanden kom op, de raadne Æbler kom op…”

Kiasme er en slags modsætningsfigur, der danner et semantisk eller grammatisk kryds. To sætninger følger hinanden, hvoraf den sidste er en hel eller delvis spejling af indholdet i den første sætning, og skaber et krydsmønster og dermed en sans af symmetri.
En af de mest kendte kiasmer er fra John F. Kennedys indsættelsestale fra 1961, hvori han sagde:
”Ask not what your country can do for you – Ask what you can do for your country.”
Et eksempel på en perfekt kiasme ser man i begyndelsen af Shakespeares Macbeth, hvor heksene siger: ”Fair is foul and foul is fair.”

Anastrofe er, når man ændrer på ordstillingen og sætter ordene i en ualmindelig rækkefølge. Det kunne eksempelvis være at sætte et ord bag ved et andet ord, som det normalt skulle stå foran. Særligt er der ofte tale om en ombytning af subjekt, verbum og objekt.
Eksempelvis ”Aldrig har jeg set så stort et hus” i stedet for ”Jeg har aldrig set så stort et hus”.
Det er ofte en stilfigur, der tages i brug for at understrege et bestemt ord ved at foranstille det, eller for at arrangere ordene, så det passer i en bestemt rytme eller meter i poesien.
Et andet populært eksempel på brug af anastrofer er Star Wars-figuren Yodas spøjse talemønster, hvori han ofte bruger en unormal ordstilling og placerer subjekt og verbum til sidst i en sætning i stedet for i begyndelsen:
”Good relations with the Wookies I have.”

 

Denne artikel er på ingen måde en komplet liste af troper og stilfigurer, der optræder i litteraturen. Vi har forsøgt at fremhæve de mest fundamentale elementer inden for emnet. Hvis I vil undersøge emnet nærmere, findes der masser af teoribøger om billedsprog, ordspil og stilfigurer på markedet (dog mest på engelsk), og man kan også finde overraskende meget om det på Wikipedia.

Til denne guide har vi hovedsageligt taget inspiration fra Rhian Williams’ The Poetry Toolkit: The Essential Guide to Studying Poetry, der klart kan anbefales, hvis man har brug for en grundig og handy guide til poesien og sproglige virkemidler, som ordspil, billedsprog og stilfigurer.

Skrevet af
Jan Bagge-Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *