Spotlight – Line

 

Denne uges udvalgte projekt er Majbrit Ravnholt Cramers socialrealistiske roman, Line, der kan findes på siden her.

Line er en socialrealistisk roman, der spænder fra 1974 til 2010. Det er en historie om en dysfunktionel familie med mange hemmeligheder og usagte ting, og hvordan fortiden spøger og har svære konsekvenser for nutiden. Man følger familiefaren Alfred, der grundet flere hårde begivenheder i sin ungdom, har svært ved at finde sig til rette i sit ægteskab. Hans far begik selvmord, da han var yngre, og hans farbror mistede efterfølgende forstanden. Alfred bærer rundt på stor skam og vrede over, hvad der er hændt, og dette går ud over hans ægteskab og hans relationer til resten af familien på Damgården. Der lader imidlertid til at være mere, der stikker under, end farens selvmord – Alfred holder på en masse hemmeligheder om sin barndom, og som rygterne går om, at hans fætter Jørgen vender hjem fra Tyskland, begynder minderne at boble op til overfladen. Gradvist som fortællingen skrider frem, får man glimt af, hvad der er hændt med Alfred, og man begynder at forstå, hvorfor Alfred er, som han er.

Romanen er en yderst autentisk og medrivende fortælling med dybe og flerdimensionelle karakterer. Særligt Alfred fremstår utrolig virkelig, som den fallerede familiefar, der ikke længere elsker sin kone, Hanne, og distancerer sig fra hende, og som negligerer sin søn, Eigil, efter datteren, (E)Line, fødes. Samtidig har han et dårligt temperament, som han får sværere og sværere ved at styre, hvilket til tider går ud over Hanne, på trods af at han ved, det er forkert. Alfred er ikke en synderlig sympatisk karakter, men han er heller ikke ondsindet, og selvom man som læser ikke er enig med ham meget af tiden, så formår forfatteren alligevel at få os til at forstå ham. Alfred fremstår aldeles veldefineret, og man bliver investeret i ham og i at finde ud af, hvilke hemmeligheder han holder på, og hvad der er hændt ham. Han karakteriseres desuden gennem sine relationer og interaktioner med sin familie, både konen, sønnen, tanten og farbroren og sine fætre.

Sproget og stilen i romanen er utroligt flydende, og det bærer præg af, at forfatteren, Majbrit, både har læst og skrevet meget, og at hun har brugt meget tid på at skrive og omskrive Line. Majbrit har godt styr på skrivehåndværket – hun ved hvordan romanen skal sættes op, hvordan den bør struktureres, hvordan dialog fungerer bedst, hvordan en karakter skal bygges op, og hun forstår at sætte sig i læserens sted, så hun ved hvilken rækkefølge informationen skal introduceres, så læseren fastholdes i spænding og forventning. Særligt dialogen fungerer rigtig godt i romanen, og den udnyttes perfekt til at male et billede af karaktererne gennem, hvad de siger (og ikke siger), og hvordan de gør det. Dialekt bliver også brugt ret godt til at demonstrere forskellen i karaktererne og hjælper med at forankre historien i det sønderjyske. Majbrit formår også at forklare betydningen af nogle af de mere svære dialektord, uden at det afbryder læseoplevelsen. Vi fandt desuden kun meget få sproglige og grammatiske fejl i teksten, hvilket viser, at Majbrit også har godt styr på korrekturen.

Selve fortællingen fremstår også ret økonomisk. Majbrit undgår at skrive for mange og lange beskrivelser og lader i stedet dialog, tanker og handlinger tale for fortællingen. Det er et klassisk eksempel på ”show – don’t tell”-princippet. Læseren fodres med lige akkurat nok information til at danne sig et billede af scenerne, karaktererne og deres emotionelle bagage. Der er ikke meget, der fremstår som værende overflødigt for fortællingen.

Netop det, der lader til at være i centrum i romanen, er karakterernes bagage – deres baggrund og forhistorie. Det har en særlig magt over dem og definerer dem i høj grad på godt og ondt, særligt Alfred. Som læser får man ikke direkte at vide, hvad denne bagage præcis er – man får kun gradvist lidt glimt af den, og det er op til læseren selv at fortolke og udlede, hvad der kan være hændt. Alfreds far begik selvmord, og farbroren mistede forstanden, men man ved ikke helt hvorfor, da Alfred lægger låg på meget af det og lyver og fortier sandheden. Som læser fornemmer man mest konsekvenserne af bagagen og ikke, hvad den konkret er. Der rejses derfor en masse spørgsmål hos læseren, som søger at finde svar. Det skaber spænding i romanen og motiverer læseren til at læse videre og finde forløsning. Det fungerer enormt godt.

Der er også rigtig mange usagte ting mellem karaktererne, særligt mellem Alfred og Hanne. Fortælleren behøver ikke at eksplicitere naturen af deres ægteskab, da det implicit fremgår af måden, de taler til hinanden på, og hvordan de opfører sig. Ægteskabet er tydeligvis ulykkeligt og lader til hovedsageligt at blive holdt sammen af tilstedeværelsen af børnene. Der er meget kold luft mellem de to, og stilheden mellem dem er øredøvende og siger enormt meget om dem begge.

Romanen fremstår også særdeles psykologisk. Som læser undrer man sig over, hvorfor Alfred er, som han er, og hvordan ægteskabet og hans problemer er kommet så vidt – hvor vreden kommer fra, og hvor roden til hans usikkerheder ligger. Han reagerer altid voldsomt på nyheder om sin fætter Jørgen og lader til at frygte hans hjemkomst. Det rejser spørgsmål om, hvorvidt Jørgen er en del af Alfreds dårlige bagage. Små begivenheder fungerer som triggere for tankespor og mindre flashbacks til fortidens minder, og det afslører små bidder af Alfreds bagage. Det virker lidt traumepsykologisk til tider, og det er en fin måde at introducere lidt mere information til læseren, der gradvist får flere brikker til puslespil, der udgør Alfred og hans families dysfunktion. Også dynamikken mellem Alfreds vrede og frygt er velbeskrevet, og dette fremstår også psykologisk i kraft af, hvordan hans indre splittelse repræsenteres.

Der ligger lige nu hele syv kapitler af Majbrits projekt tilgængeligt på siden, hvilket er nok til at give et godt indtryk af hendes skrivestil, og hvad romanen handler om, både handlingsmæssigt og tematisk. Majbrit fortæller os, at hun har arbejdet på Line gennem fem år, og at hun har skrevet romanen færdig og gennemredigeret den utallige gange. Hun har haft sendt manuskriptet til adskillige forlag, men har desværre fået afslag. Det har imidlertid ikke fået hende til at give op (hvilket vi bestemt heller ikke synes, hun skal!), og hun fortæller os, at hun har gang i tre andre projekter, hvoraf det ene, 9 liv, også ligger på Uniteandwrite. Majbrit er desuden ny på siden, men hun har allerede været særdeles aktiv og er opsat på at læse og give feedback på sidens andre projekter.

Vi synes, at Majbrit og hendes projekt har stort potentiale, og vi ser frem til at læse mere om Alfred og den fortid, der hjemsøger ham. Vi håber i høj grad, at Majbrit bliver ved med at skrive historier, for hun har utrolig godt styr på skrivehåndværket. Vi anbefaler jer alle til at kigge forbi hendes profil og hendes projekt. Vi opfordrer jer til at følge hende, smide nogle kommentarer, og eventuelt hjælpe hende ved at blive betalæser, så hun kan bevæge sig tættere på sin drøm om at få udgivet sine romaner.

Rigtig god læselyst!

Skrevet af
Jan Bagge-Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *