fbpx

Skrivekonkurrence – Kønsroller, kønspolitik og ligestilling

 

Kønsdebatten har fyldt meget i medierne, blandt politikerne og hjemme i dagligstuerne de sidste par år – #MeToo-bevægelsen, Sofie Lindes skelsættende tale ved Zulu Comedy Galla, Folketingets vedtagelse af en ny samtykkelov. Under coronakrisen er der endda også særligt blevet sat fokus på kvindernes store indsats i kraft af det høje pres på sundhedssektoren, hvor kvinder er repræsenteret i høj grad. Der er blevet sat gang i nogle nye tanker, og vi ser for tiden et regulært paradigmeskifte i forhold til kønsroller, kønspolitik og ligestilling.

I 2021 fylder organisationen Dansk Kvindesamfund 150 år. Uniteandwrite og Dansk Kvindesamfund har i denne forbindelse slået sig sammen om at lave en konkurrence til alle skriveinteresserede.

Sammen vil vi gerne sætte fokus på kønspolitik, kvinders rettigheder og ligestilling i Danmark i en tid, hvor emnerne i høj grad bliver debatteret, vendt og drejet i den samfundspolitiske debat. En debat, som er relevant og har betydning for os alle – uanset køn.

Derfor afholder vi en konkurrence, hvor vi opfordrer jer til at sætte jer til tasterne og skrive om emnerne kønspolitik, kvinders rettigheder og ligestilling.

Præmien er ét stk. standardlicens til tekstbehandlingsprogrammet Scrivener af en værdi på knap 300 kroner. I kan læse mere om fordelene ved Scrivener i artiklen her: https://uniteandwrite.com/scrivener-et-solidt-forfattervaerktoej/

Efter deadline vil vi udvælge en vinder blandt jeres tekster.

 

Detaljer:

Skriv jeres bedste bud på en tekst med udgangspunkt i emnet kønspolitik, kvinders rettigheder og ligestilling.
Formen er fuldstændig fri – man kan skrive en novelle, et digt, et essay eller noget helt andet. Altså, der er åbent for at skrive både skøn- og faglitterært om emnerne.

For begrænsningens (og vores redaktørers) skyld beder vi jer om at holde jer til en ca. maksimumlængde på 3.000 ord.
Det bliver på den måde også en god øvelse i at skrive kort og præcist.

Deadline er den 8. marts 2021

Alle opfordres til at deltage, uanset alder og køn.

For at deltage i konkurrencen skal du oprette dit svar, altså din færdigskrevne tekst, som projekt på Uniteandwrite.com.
(Hvis du ikke har en bruger på Uniteandwrite.com, skal du oprette en for at kunne oprette et projekt på siden og dermed deltage i konkurrencen. At oprette en bruger er helt gratis.)
Når du har oprettet dit projekt, skal du sende os et link til projektet på info@uniteandwrite.com.

Efter deadline vil et dommerpanel bestående af repræsentanter fra Dansk Kvindesamfund og Uniteandwrite gennemgå de indsendte bidrag til konkurrencen og udvælge en vinder. Vinderen vil blive kontaktet på mail og vil modtage en nøglekode til en gratis licens til Scrivener.
Vinderen vil desuden få sin tekst delt i en artikel, hvori vi også vil knytte lidt ord til, hvorfor netop denne tekst blev udvalgt. Denne artikel vil også blive delt på sociale medier og i vores nyhedsbrev.

Rigtig god skrivelyst!

 

Antologi

Som en bonus ønsker Dansk Kvindesamfund og Uniteandwrite at samle konkurrencens bedste bidrag i en antologi med henblik på udgivelse, såfremt vi modtager bidrag nok og i passende kvalitet.

Det er derfor din mulighed for at blive udgivet og få dit skriveri ud til en masse læsere!

Det samme dommerpanel vil udvælge ti af de bedste bidrag ud fra konkurrencens kriterier.

Forfatterne til de ti bidrag vil blive kontaktet over mail med henblik på at aftale nærmere om deltagelse i antologiprojektet, såfremt de individuelle forfattere er interesserede i at få deres bidrag udgivet i antologien.

Antologien vil i første omgang blive udgivet som en e-bog (ligesom vores tidligere antologiudgivelse Isolation).

Al overskud af salget af antologien vil gå til Dansk Kvindesamfunds krisecentre.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *