Post-apokalyptisk fiktion, utopiske impulser og moralsk filosofi

 

Post-apokalyptisk fiktion er stigende populært

Apokalyptiske visioner har eksisteret lige så længe, der har været mennesker til. Utallige religioner og trosretninger har haft forudsigelser om dommedag – nordisk mytologis Ragnarok, mayaernes kollapsende himmel og kristendommens Åbenbaring. Tiden og verdens endeligt, eskatologi, har spillet en væsentlig rolle i alle former for religion og mytologi.

Vi mennesker har tilsyneladende altid været besat af dommedag, og det gør sig i høj grad også gældende i dag. Intet sted kommer dette mere til udtryk end i apokalyptisk og post-apokalyptisk fiktion. Særligt det post-apokalyptiske har set stigende popularitet i de senere år. Vi ser derfor lidt nærmere på genrens historie og kommer med et par bud på, hvad den er et udtryk for.

Genrens historie

Post-apokalyptisk fiktion som genre kan siges at have eksisteret i op mod to århundreder. Et af de første decideret post-apokalyptiske værker er Mary Shelleys The Last Man fra 1826, der portrætterer en fjern fremtid, hvor en pandemi har udryddet størstedelen af verdens befolkning. Genren slog imidlertid først rigtig igennem i det 20. århundrede efter 2. verdenskrig. Frygten for verdensomspændende ødelæggelse voksede nemlig, efter de første atombombeangreb fandt sted i Japan i 1945.

Frygten for atomkrig fortsatte under Den Kolde Krig. Den affødte en masse post-apokalyptisk litteratur om de forfærdelige følger af global atomkrig, og hvordan mennesket må forsøge at overleve og genopbygge samfundet efterfølgende. Blandt de mest kendte er Leigh Bracketts The Long Tomorrow fra 1955, Pat Franks Alas, Babylon fra 1959 og Robert Merles Malevil fra 1972. Der affødtes imidlertid også en masse værker, der portrætterede global ødelæggelse gennem naturkatastrofer i stedet for atomkrig, så som George R. Stewarts Earth Abides fra 1949 og Larry Niven og Jerry Pournelles Lucifer’s Hammer fra 1977. Trods de ikke skildrede en atomkrig, kan de dog stadig siges at have været et udtryk for den samme angst for verdensomspændende ødelæggelse, der fandt sted under Den Kolde Krig.

Genren så lidt af en renæssance i det 21. århundrede efter 9/11-angrebene, der tilsyneladende vækkede folks frygt for globale katastrofer på ny. Mængden af post-apokalyptisk fiktion steg betydeligt efter 9/11, og i særlig grad inden for film, tv og videospil, eksempelvis Danny Boyles film 28 dage senere og tv-serien Jericho. Generelt fik zombie-genren også en renæssance, med remaken af George Romeros Dawn of the Dead, Robert Kirkmans tegneserie The Walking Dead (og den efterfølgende tv-serie) og videospil som The Last of Us. Der er også blevet udgivet en masse romaner, der beskæftiger sig med det post-apokalyptiske, så som Cormac McCarthys The Road, Octavia Butlers Parable-bogserie og James Dashners young adult-bogserie The Maze Runner.

Genrens undergrene

Post-apokalyptisk fiktion er spekulativ fiktion og bliver ofte placeret under science fiction-genren. Som er tilfældet med meget science fiction, skaber den post-apokalyptiske fiktions verdener en slags teoretisk legeplads, hvor forskellige potentielle udviklinger i samfundet kan udforskes. I post-apokalyptisk fiktion er det specifikt, hvordan verden ville se ud, hvis civilisationen ophørte med at eksistere, og hvordan mennesket ville opføre sig i sådan en situation. Genren er dermed i og for sig et studie i menneskets natur uden for samfundets rammer og regler.

Der kan siges at være to retninger inden for post-apokalyptisk fiktion i forhold til, hvilken post-apokalyptisk verden og hvilket menneskesyn der skildres. Nogle værker er optimistiske og skildrer en utopisk verden, mens andre er mere pessimistiske og skildrer en, der er mere dystopisk.

Man kan argumentere for, at mange af de ældre værker i genren skildrer en ny og fager verden efter den globale katastrofe, og at man i denne verden kan genopbygge samfundet og skabe en ny og bedre orden. Denne del af genren siges at være et udtryk for menneskets behov for at starte forfra og prøve igen – en slags utopisk impuls. Nogle teoretikere mener, at genren og dens popularitet gennem tiderne i store træk signalerer, at vi som mennesker generelt er utilfredse med, hvordan samfundet er skruet sammen, og at vi ønsker at tørre tavlen ren og begynde på ny. Det er blevet svært for os at se den samtidige socialpolitiske orden som værende foranderlig, så det er nemmere for os at forestille os at starte helt forfra og få en ny chance til at skabe et bedre samfund og et mere simpelt liv.

Det er især de mere klassiske post-apokalyptiske værker, der lader til at signalere dette ønske om at vende tilbage til en mere simpel tilværelse. Pat Franks Alas, Babylon fra 1959 er et klassisk eksempel på et værk, der portrætterer denne impuls. Her formår de overlevende af en verdensomspændende atomkrig at overkomme udfordringerne ved samfundets kollaps og at opbygge et lille, velfungerende community, hvor medlemmerne kan leve i fred og tryghed. Det nye community skildres som attraktivt og utopisk, og bortset fra masseødelæggelsen og døden i starten af romanen, så virker situationen tiltalende.

Man kan imidlertid argumentere for, at der eksisterer en helt anden retning inden for den postapokalyptiske genre, der er langt mere dystopisk i sit udtryk. Denne retning inden for genren kommer mest til udtryk i værkerne, der er lavet i det 21. århundrede. Disse skildrer den post-apokalyptiske verden som et forfærdeligt sted præget af vold, sult og død, og demonstrerer menneskets kapacitet for atavistisk og inhuman opførsel. Her er fokus på det faktum, at uden samfundets institutioner og den sikkerhed og orden, de sørger for, kommer menneskets værste sider frem. Denne del af genren har som hovedfokus det spørgsmål om, hvorvidt ikke bare menneskeheden kan overleve den post-apokalyptiske verden, men om vores menneskelighed kan overleve. Disse værker er centrerede om de moralske dilemmaer, der opstår, når ens sikkerhed ikke er garanteret, og der ikke er resurser nok til alle.

Et godt eksempel på den mere pessimistiske og dystopiske post-apokalyptiske fortælling er Cormac McCarthys barske roman The Road. Denne står i total kontrast til eksempelvis Alas, Babylon. I The Road er den post-apokalyptiske verden præget af død og stilstand – hele verden ligger øde, og hverken planter eller dyr kan overleve. Kun nogle få overlevende mennesker vandrer rundt i det grå og askedækkede landskab, og de kæmper om de sidste resurser i form af konservesdåser. De fleste overlevende har valgt at ty til kannibalisme for at overleve, men hovedpersonen og hans søn vælger trods sulten at holde sig til de sørgelige madrester fra den gamle civilisation. Romanen skildrer en hård og brutal kamp for faren og sønnen, der konstant må justere deres moralske kompas i en verden, hvor sikkerhed og overlevelse kommer på bekostning af ens menneskelighed.

En lignende skildring ser vi i Robert Kirkmans populære tegneserie The Walking Dead, hvor man følger den tidligere sherif Rick Grimes’ gradvise moralske forfald, efter zombie-apokalypsen får samfundet til at kollapse. Han møder utallige personer og grupper på sin rejse gennem det post-apokalyptiske landskab, der har givet kald på deres medmenneskelighed for at opnå sikkerhed – de tænker kun på deres egen overlevelse og stjæler og myrder om nødvendigt. I første omgang holder Rick fast i sit stærke moralske kompas som tidligere politimand, men også han må indse, at man nogle gange må gå på kompromis med sin medmenneskelighed for at beskytte sig selv og sine nærmeste.

Mange af de nyere værker, der er en del af genrens renæssance, skildrer dermed en slags introspektiv debat om moralitet. Værkerne opstiller ikke nødvendigvis en dikotomi mellem godt og ondt, men demonstrerer nærmere, hvordan moralitet er et relativt koncept. Genrens skildring af kampen mellem moralske værdier og filosofier kan siges at opstille en diskussion om politiske problematikker som frihed, sikkerhed og humanitet, og det er måske det, der gør, at genren har opnået fornyet popularitet i de seneste år. Efter 9/11 har verden netop set en stigende tendens til isolationisme og protektionisme, hvor vi i højere grad vælger at lukke vores grænser, bygge mure og udføre præventive militære operationer for at beskytte os selv og vores samfund. Genrens nuværende dystre skildring af den post-apokalyptiske verden og den moralske kamp, den præges af, afspejler dermed vores egen splittelse mellem at beskytte os selv og hjælpe dem i nød i en verden, der i stigende grad præges af usikkerhed.

Mest af alt kan den post-apokalyptiske genres stigende popularitet dog generelt siges at være et udtryk for, at vi lever i en tid, hvor det at tænke på enden af alting er blevet en del af populærkulturen. Vi omgives dagligt af trusler og stigende usikkerhed i form af krig, terrorisme, klimaforandringer, mangel på resurser, pandemier og mange andre ting, og som er tilfældet med så mange andre litteraturgenrer, så fungerer den post-apokalyptiske genre som en slags katarsis – en kanal, hvorigennem vi kan få luftet ud af vores frygt for død, katastrofe og vores egen kapacitet for monstrøsiteter.

 

Hvad er jeres oplevelse af genren? Kan I nikke genkendende til den utopiske impuls, eller de senere værkers mere dystopiske skildring?

Har I en favorit blandt genrens værker?

 

Anbefalet læsning:

• Mary Shelleys, The Last Man
• Leigh Brackett, The Long Tomorrow
• Pat Frank, Alas, Babylon
• Robert Merle, Malevil
• George R. Stewart, Earth Abides
• Larry Niven & Jerry Pournelle, Lucifer’s Hammer
• Cormac McCarthy, The Road
• Octavia Butler, Parable-serie
• James Dashner, The Maze Runner-serie
• Robert Kirkman, The Walking Dead-tegneserie

 

Yderligere læsning om genren:

• Claire P. Curtis, Postapocalyptic Fiction and the Social Contract
• Peter Y. Paik, From Utopia to Apocalypse
• Heather J. Hicks, The Post-Apocalyptic Novel in the Twenty-First Century: Modernity Beyond Salvage

 

Skrevet af
Jan Bagge-Nielsen

Du kan måske også være interesseret i læse artiklen Dystopisk fiktion