Dystopisk fiktion

 

Dystopisk fiktions historie og genretræk

Utopiske og dystopiske fortællinger har en lang og rig tradition. Mere end 400 utopiske og dystopiske værker blev udgivet før år 1900, og mere end tusinde værker i genrerne blev udgivet i det 20. århundrede alene. I det 20. århundrede frem til nu har det dog mest været dystopien, der har fanget vores interesse og har slået igennem både i litteraturen og på film og TV.

Vi tager et nærmere kig på dystopisk fiktions historie og genretræk.

Genrens opstandelse

Dystopisk fiktion opstod i sin tid som en modreaktion til utopisk fiktion, så for at forstå dystopien må vi tage et hurtigt kig på utopiens oprindelse. Historisk set er der en lang tradition i litteraturen for at forsøge at beskrive det perfekte samfund – en tradition, der går helt tilbage til Platons Staten, hvori Sokrates gennemgår forskellige styreformer og forklarer, hvorfor de ikke virker, og i sidste ende, ved hjælp af udelukkelsesmetoden, når frem til den ideelle stat og politiske system. Ordet ”utopi” blev imidlertid først brugt af Sir Thomas More i hans værk Utopia i 1516. Ordet er sammensat af de græske ord ”outopos” og ”eutopos”, som betyder henholdsvis ”intet sted” og ”godt sted”. Det ligger dermed i definitionen, at en utopi er godt, men ikke eksisterer, så det spekulative element spiller en stor rolle. Derfor placeres utopiske og dystopiske værker under overgenren science fiction, der netop defineres som spekulativ fiktion, og som ofte skildrer en verden, der er fremmed for os, men stadig bekendt nok til at drage paralleller.

Dystopisk fiktion derimod opstod først senere omkring det 19. århundrede og var, som sagt, en modreaktion til utopisk fiktion. I første omgang kaldte man det endda anti-utopisk fiktion, da det tog utopien og vendte det på hovedet. I stedet for at skildre det perfekte samfund skildrede anti-utopisk fiktion derimod det værst tænkelige samfund. Det var først sent i det 19. århundrede, at man fandt på termen ”dystopia”, der kombinerer ”utopia” med det græske præfiks ”dys”, der betyder ”dårlig”.

Genrens kendetegn og egenskaber

Det er imidlertid en anelse forenklet at beskrive utopien og dystopien som diametrale modsætninger, da de fleste værker inden for genrerne arbejder med spændingen mellem de to. Margaret Atwood, forfatteren bag den dystopiske roman The Handmaid’s Tale, har selv udtalt, at de to genrer er afhængige af hinanden, og at der i hver utopi gemmer sig en smule dystopi, og i hver dystopi er der en gemt utopi. Mange utopiske fortællinger er netop skrevet som satire og holder en vis ironisk distance til det perfekte samfund, der beskrives, da det netop ikke er muligt at skabe et samfund, der er perfekt for alle. Ligeledes ser man ofte, at de skildrede regeringer i de dystopiske værker mener, at de skaber en utopi, det perfekte samfund, men det er ofte i stedet forskruet og mareridtsagtigt. Et klassisk eksempel på denne slags dystopi er Aldous Huxleys Brave New World, som starter med at beskrive noget lig utopiske tilstande i romanens ”World State”, men gradvist, som man får mere at vide om samfundet, finder man ud af, at det i virkeligheden er lidt af en mareridtsstat.

Dystopisk fiktion skildrer typisk et samfund markeret af store skel mellem rig og fattig, høj og lav status, mistro, undertrykkelse og en autoritær politistat. Det dystopiske narrativ siges mere specifikt at have seks overordnede karakteristika.

For det første skildres det ofte således, at samfundet overlagt behandler sin befolkning uretfærdigt og bevidst undertrykker dem for at opnå lydighed og kontrol. Der kan være mange forskellige måder, hvorpå de forskellige værkers stater gør dette. Nogle af de skildrede stater prøver at styre sit folk gennem en falsk følelse af lykke, som i Huxleys Brave New World, mens andre bruger frygt og vold til at styre masserne, som i George Orwells 1984 og Atwoods The Handmaid’s Tale. 1984’s ”Oceania” benytter sig desuden også af en række sproglige tiltag til at begrænse og styre måden, hvorpå folk kan udtrykke sig og dermed tænke i kraft af ”Newspeak”.

For det andet sættes undertrykkelsen og uretfærdigheden ofte på spids gennem en retssag (eller lignende), der involverer protagonisten, hvor den dystopiske stats motivation og logik bag det hele afsløres.

For det tredje er der stort set altid en gudeagtig figur, som staten bruger som sit ansigt udadtil, og som giver befolkningen en figur, de kan frygte og tilbede. I 1984 er det eksempelvis den Stalin-lignende figur ”Big Brother”.

Fjerde karakteristika er, at genren skildrer regeringer, der har lykkes med at fjerne konceptet om en privatsfære. Folkets private liv og private tanker er ikke længere deres egne, men er blevet en del af det offentlige rum, som staten har fuld kontrol over. Dette ses gennem den ekstensive overvågning i 1984, hvor protagonisten kun sjældent har et øjeblik, hvor der ikke er nogen, der holder øje med ham. Noget lignende ser vi i Yevgeny Zamyatins We, hvor folk lever i glaslejligheder, som var det et panoptisk fængsel, hvor man hele tiden kan holde øje med hinanden. Dette er med til at skabe en konstant fornemmelse af paranoia, der truer med at gøre protagonisterne sindssyge.

Som det femte karakteristika ser man typisk, at værkerne lægger stor betydning i historiske dokumenter og andre beviser på fortiden. De dystopiske stater ser fortiden som en fare for stabiliteten af staten, og der bliver ofte systematisk destrueret bøger, kunst og andre levn, der indeholder viden om fortiden og tidligere samfund og politiske systemer. Dette er eksempelvis et af hovedemnerne i Ray Bradburys Fahrenheit 451.

Man taler også om et sjette karakteristika, som langt de fleste dystopiske værker gør brug af, nemlig placeringen af handlingen i fremtiden eller i en fremmed verden. Denne fremmedgørelse eller defamiliarisering af narrativet er typisk for genren, og det placerer den dybt i science fiction-genrens tradition om at skildre fremmede, men alligevel bekendte verdener. Disse fjerne fremtider eller fremmede verdener er i stand til at iscenesætte og adressere bestemte, samtidige politiske problematikker og udviklinger. Værkerne sætter fokus på og overdriver bestemte sociale og politiske praksisser, og man kan dermed reflektere over dem og få et nyt perspektiv på dem, uden at der kommenteres direkte på dem.

I Orwells absolutte dystopiske klassiker 1984 (der generelt opfattes som prototypen på den dystopiske roman) sættes der netop fokus på problemerne med den totalitære stat og faren ved at lade overvågning og kontrol af befolkningen tage overhånd. Dette afspejler samtidens frygt for totalitære stater, da romanen udkom i 1949 – lige efter 2. verdenskrig. Netop Nazityskland var præget af totalitære tilstande, undertrykkelse af visse dele af befolkningen, propaganda, manipulation og primitiv overvågning – alt sammen dystopiske elementer. Romanen var dog formentlig også tiltænkt som en advarsel mod den sociale og politiske udvikling man så i Østeuropa, hvor der ligeledes var totalitære og dystopiske tilstande. Generelt var Den Kolde Krig en stor inspirationskilde til mange af de efterfølgende dystopiske værker, og der skete lidt af en eksplosion i mængden af dystopisk litteratur post-2. verdenskrig.

1984 er imidlertid stadig uhyre aktuel i dag, særligt i kraft af overvågningselementet, der i høj grad har været debatteret i det 21. århundrede. Man har ofte talt om ”orwellianske” tilstande i kraft af stigningen i fysisk overvågning siden 9/11, og i dag er det endnu mere aktuelt med den stigende digitale overvågning og indsamling af personlig data på internettet. I sandhed kan Orwell siges at have forudset mange aspekter af den sammensmeltning af privat og offentligt rum, som vi ser i dag i kraft af sociale medier eksempelvis.

Selvom nutidens værker i den dystopiske genre stadig ofte påtaler problematikker som totalitarisme og misbrug af den teknologiske udvikling, har den nu engang også udviklet sig. Mange dystopiske værker i dag har også elementer af det post-apokalyptiske, som fungerer som en slags katalysator for ændringen af samfundet mod det totalitære. Vi ser i denne forbindelse mange dystopiske værker italesætte problematikker, så som forurening, klimaforandringer og økonomi, som alt sammen er enormt aktuelle emner for tiden. Den dystopiske genre, som typisk har været tiltænkt det voksne publikum, er imidlertid også blevet et mere og mere populært emne inden for young adult-fiktion, eksempelvis Suzanne Collins’ The Hunger Games-trilogi og Veronica Roths Divergent-trilogi, der begge skildrer totalitære, klasseopdelte samfund.

Dystopisk fiktion er og forbliver aktuelt, da genren afspejler vores frygt for samfundets potentielle udvikling og faldgruber. Det er i høj grad også en vigtig genre, for den advarer os om farerne ved at lade teknologien, lovgivningen og det politiske miljø løbe løbsk, og den minder os om at være kritiske over for vores regering, de store virksomheder og alle andre, der sidder i magtpositioner, der kan misbruges. Det er en dybt politisk genre, som har en fantastisk evne til at skræmme os, få os op af stolen og til at involvere os politisk for at undgå de dystopiske tilstande, genren portrætterer. Det er nemlig skræmmende nemt at relatere til og sætte sig selv i skoene på værkernes protagonister, så som 1984’s Winston eller The Handmaid’s Tale’s Offred.

 

Hvad er jeres oplevelse af dystopisk fiktion? Finder I stadig genren aktuel og skræmmende?

Har I en favorit blandt genrens værker?

 

Anbefalet læsning:

• Yevgeny Zamyatin, We
• Aldous Huxley, Brave New World
• George Orwell, 1984
• Ray Bradbury, Fahrenheit 451
• Anthony Burgess, A Clockwork Orange
• Margaret Atwood, The Handmaid’s Tale
• Alan Moore, V for Vendetta (graphic novel)
• Suzanne Collins, The Hunger Games-trilogien
• Veronica Roth, Divergent-trilogien

 

Yderligere læsning om genren:

• Margaret Atwood, In Other Worlds: SF and the Human Imagination
• M. Keith Booker, The Dystopian Impulse in Modern Literature
• Erika Gottlieb, Dystopian Fiction: East and West

 

Skrevet af
Jan Bagge-Nielsen

Du kan måske også være interesseret i at læse artiklen Post-apokalyptisk fiktion, utopiske impulser og moralsk filosofi