Log ind
Den upålidelige fortæller
I kender det sikkert selv. En af jeres venner fortæller jer en historie, om noget han/hun har oplevet, og efterfølgende hører I samme historie fra en anden ven, der også var til stede. Men de to historier, fortalt fra to forskellige perspektiver, stemmer ikke overens – begivenhederne beskrives anderledes, og nogle ting er måske udeladt i den ene historie sammenlignet med den anden. H...
Artikel udgivet 18. april 2018
Det mest spekulative og hårrejsende eksempel på en utroværdig fortæller, jeg er stødt ind i, er Nicholas Blake “Min søns morder”
Ja, den er god.
Klaus
God artikel, men jeg vil gerne tilføje:
I digtekunsten er løgnen sand. En roman er opdigtet, ja. Men virkelig og sand, hvis den er levet og skrevet med omhu. Den er ikke fiktion (af latin fingere = foregive, lade som om).
Den skal overholde lege artis, ja. Fx at forfatteren ikke mærkes, forstyrrer.
At forfatteren ikke formidler, transporterer til læseren, men skaber sanseindtryk, der beskriver for læseren på en sådan måde, at hun/han selv henter dem ud af sproget igen. Det er sproget, er skaber kunsten, ikke stoffet. I dette sprog er løgnerens løgn sand.
Fantasi kommer af græsk fantazein = at gøre synlig. En “opdigtet” romanpersons løgn gøres synlig og er dermed sand. Hvis forfatteren fører følelsen af “løgnagtighed” over i sproget, så den uforstyrret kan hentes ud igen, så er det tekstens sandhed.
Med venlig hilsen
Claus Lembourn
Gone Girl, eller Kvinden der forsvandt, af Gillian Flynn
Naboparret af Shari Lapena
To gysere/thrillers, som varmt kan anbefales.
Synes upålidelige fortællere er virkelig spændende, de giver plottet en helt ny dimension.
Gone Girl er en superbog,
Klaus
Jeg er selv ved at skrive en bog med en upålidelig fortæller. Det er første gang, jeg prøver, men det er enormt sjovt at skrive på den måde. Man skal nemlig ligesom fortælleren kunne holde styr på sine løgne og hvem, der ved hvad. En anden variant er dog at blive i 3. person men se det fra en bestemt persons synsvinkel, hvilket måske senere viser sig kun at være en side af sagen. Det gør jeg i et projekt, jeg har lagt op på Unite&Write, og jeg har også gjort det i min senest udgivne bog, “Myrdede sjæle”. Men det bliver spændende nu at hoppe ind i selve fortællerrollen.
hilsen
Klaus
Det lyder spændende, Klaus. Jeg er personligt stor fan af upålidelige fortællere, så jeg ser frem til din nye bog.
Jeg tænker også lige at tage et kig forbi dit projekt her på siden. Det lyder interessant.
Mvh.
Jan
Hej Jan,
Du er velkommen, men det projekt, som jeg har lagt op her er lidt anderledes. Jeg har to projekter i gang. Det ene er med en upålidelig jeg-fortæller, den som er lagt op her er i 3.person, hvor man vil skiftes til at se tingene fra forskellige personers side og derigennem oplever man, at nogle af dem er upålidelige.😊
Hilsen
Klaus
Jeg elsker også bøger med upålidelige fortællere. Min egen favorit er Aksel Sandemoses “Det svundne er en drøm”, hvor fortælleren MÅSKE selv er morderen. Men det særlige ved denne bog er også, at fortælleren selv modarbejder opklaringen, derfor opstår der i virkeligheden en slags konflikt mellem den upålidelige fortæller, og læseren. Opklaringen af mordet bliver derfor overladt til læseren selv. Læser man bogen naivt, og tager alt hvad fortælleren siger for gode varer, bliver man som læser snydt af fortælleren. Du skal hele tiden forholde dig kritisk til alt hvad han siger.