fbpx

Cliffhanger

 

 

En cliffhanger er grundlæggende et spørgsmål, som læseren sidder tilbage med og som ikke besvares lige med det samme. Det giver læseren stor nysgerrighed på at fortsætte læsningen. Forestil dig eksempelvis en drama-serie, hvor helten er lige ved at blive kørt over af et tog. Pludselig stopper afsnittet og du må vente til på onsdag med at få slutningen. Det er en vaske-ægte cliff-hanger! Her er fem tips til den gode cliffhanger:

 

Undlad at give din læser vigtig information

Cliffhangers holder grundlæggende læserne fanget, fordi det efterlader dem med en vis følelse af ikke at vide, hvad der sker i en fortælling. Denne mangel på viden er en essentiel vej til at give din bog spænding. Traditionelt møder man meget ofte cliffhangers i slutningen af en scene. Er din hovedkarakter ved at blive kørt over af et tog? Så gem slutningen på det spørgsmål til næste kapitel. På den måde sikrer du, at læseren læser videre. Et klassisk greb, man ofte ser, er, at lade det sorte for hovedkarakteren dér, hvor karakteren er allermest i fare. På den måde holder du læseren fast i spænding.

 

Overvej point of view

Hvis du vil skabe naturlige cliffhangers kan du lege med point of view. Hvis du eksempelvis skriver i tredjeperson ental (han/hun) ud fra hovedkarakterens ståsted, kan det være, at hovedkarakteren overværer en dramatisk scene, som han ikke kan observere slutningen på. Måske står din hovedkarakter inde i et rum, hvor det diskuteres, hvilken dom han skal have i en retssag. Og lige før vi får svaret, bliver han ført ud af lokalet!

 

Bind enderne sammen

Det er vigtigt, at du i løbet af din bog besvarer de fleste af de spørgsmål, du giver til læseren med din cliffhanger. Eller vil læseren sidde tilbage med en fornemmelse af, at der er plot-huller i din historie. Eller din læser kan tænke, at der er elementer, du ikke som forfatter har tænkt over. Hvis du lader op til din 2. bog i en serie, giver det dog naturligvis mening at have flere cliffhangers i din 1. bog. Overvej hele tiden, hvornår du skal binde enderne sammen.

 

Lav hints om fremtiden

En cliffhanger kan også bestå i små antydninger til læseren om, hvad der vil ske i fremtiden. Skriver du eksempelvis en biografi, der handler om en stor tragedie i dit liv, kan du give et hint til din læser om, at du senere fik ét råd fra en særlig person, der ændrede alt for dig. Du kan på samme måde også bygge hints om fremtiden ind i en skønlitterær roman. Pointen er, at læserens nysgerrighed skal fastholdes med ubesvarede spørgsmål.

 

Brug cliffhangers hele tiden

Du kan bruge teknikken bag cliffhangers hele tiden, når du skriver. Eksempelvis kan du bruge den i overskriften på din bog eller overskriften i dine kapitler. ”Den ukendte og nemme vej til et sundere liv” kunne eksempelvis være titlen på et kapitel i en bog om sundhed. Sådan en titel vækker nysgerrighed hos læseren og motiverer os til at læse videre. Hvis man tolker cliffhanger-begrebet bredt, er mulighederne nærmest uendelige. Laver du en karakterbeskrivelse af en superskurk, der har mistet et ben uden vi får at vide hvorfor, ja så har du bygget en lille cliff-hanger ind.

Forhåbentligt står det klart nu, hvad cliffhangers kan. De taler til menneskets allerdybeste nysgerrighed. Det er små spor, der lægges ud. Det er spørgsmål, der stilles, men ikke besvares. Det er dét, der giver læseren nysgerrigheden på resten af din bog.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *