Tårer er hjertets vækkeur

 

Vi starter med en indrømmelse.

Vi er voksne mennesker – og vi græder en del. Både til film og bøger.

Ja, vi kan faktisk også let komme til at græde over noget, vi selv har skrevet.

Det kan ske når som helst – uanset genre. Når ordene rammer en særlig tone, som bringer følelserne frem.

Det ser vi som en ubetinget kvalitet.

For hvorfor overhovedet skrive, hvis ikke det er for at røre læseren?

At få dem til at grine, tænke sig om, mindes, blive klogere eller lade tårerne trille?

Hvis dine ord lader læseren uberørt, er der enten noget galt med læseren eller med dine ord. Nu starter vi ikke hver eneste linje med intentionen om at bringe tårerne frem: Vi skriver jo også satire og erhvervshistorier og alt muligt andet.

Men når man skriver skønlitteratur, så SKAL læseren kunne mærke karaktererne.

Hvis ikke det gør ondt på læseren, når helten eller heltinden møder modgang, sygdom og død, så har man fejlet som forfatter. Læserne skal føle med figurerne i dit persongalleri. De skal elske, hade, grine, græde.

Hver bog bør være en rejse, som du giver til læseren. En gave, hvor læseren mærker, at der er noget på spil.

Og tårer er hjertets vækkeur.

Så i vores optik er en læsers tårer en smuk gestus til forfatteren.

Skriv så det kan mærkes.