Svar på Skriveøvelse #92

 

I start juni lagde vi en spritny skriveøvelse op på Uniteandwrite, hvori vi opfordrede jer til at omskrive en anekdote, vi havde skrevet, og derefter indsende jeres svar. Skriveøvelsen kan læses her.

Vi modtog en god bunke svar på skriveøvelsen, og alle af dem var gode og interessante bud på en omskrivning af anekdoten. Mange tak til alle jer, der ville medvirke!
Det var virkelig svært at skulle vælge mellem de mange gode svar, men vi har udvalgt tre, som vi synes er særligt interessante.

Svarene optræder her i en vilkårlig rækkefølge.

Den originale anekdote er som følger:

Jeg sidder i biografens lounge og læser en bog, mens jeg venter på mine venner. Klokken er 9, og biografen er proppet med mennesker. Over larmen af de mange biografgængere kan man svagt fornemme lyden af et filmisk soundtrack.

Et højt råb får mig pludselig til at se op fra min bog.

”Så se dig dog for, din idiot!”, kommer det fra en ung mand.

Den unge mand er knaldrød i hovedet, dog uklart om det er af vrede eller om han blot er virkelig solbrændt. Foran ham ligger hans popcorn spredt ud over en meter på gulvet i en pøl af cola. En ældre dame i rollator står ved siden af ham med et skræmt og forvirret udtryk i ansigtet. Den unge mand sparker til spanden med popcorn på gulvet og sender den over i skødet på et par, der sidder i loungen ved siden af mig.

”Kæft en spade”, mumler den ene og fejer popcornene af sig, mens den unge mand stormer væk i arrigskab. Den gamle dame går usikkert videre.

Jeg ryster på hovedet og vender tilbage til min bog.

 

Det makabre

Første bud er Signe Hansens svar på skriveøvelsen, som er en spændende vinkel på anekdoten. Hun har valgt at omskrive den, som var den sat i et dystopisk univers med en slags zombie-virus, der er løs i biografen. Zombie-scenariet får anekdoten til at tage en helt ny, blodig drejning og nogle interessante konnotationer, der ikke var til stede i originalen. Det er et velskrevet og makabert bud på en omskrivning. Vi har ikke før stiftet bekendtskab med Signe, men vi synes godt om hendes bud, og vi håber, at hun i fremtiden vil overveje at lægge nogle af sine skriverier op på Uniteandwrite.

Signes bud på øvelsen:

Klokken er 9, og biografen er proppet med mennesker. Jeg sidder i et hjørne med en bog åben i mit skød. Jeg kigger på ordene, men jeg opfanger ikke deres betydning. Jeg venter på mine venner. Håber de kommer. Man kan svagt fornemme lyden af et filmisk soundtrack over larmen af de mange mennesker. Et ynkeligt forsøg på at få situationen til at virke normal.

Men intet er normalt. Ikke mere.

Et højt råb får mig pludselig til at se op fra min bog.

”Så se dig dog for, din idiot!”, kommer det fra en ung mand.

Den unge mand er knaldrød i hovedet, dog uklart om det er af vrede eller om han er smittet. Blodsporet fra hans næse kunne tyde på det sidste. Jeg rykker instinktivt længere ind i hjørnet. Foran ham ligger et bæger popcorn spredt ud over en meter på gulvet i en pøl af blod. En ældre dame med rollator står ved siden af ham med et skræmt og forvirret udtryk i ansigtet. Den unge mand sparker til bægeret og sender det over i skødet på et par, der sidder lige ved siden af mig. Da bægeret rammer dem, begynder pigen at græde. Hendes lyse kjole er dækket af blodstænk. Hendes kæreste rykker væk. Han blev ikke ramt af blodet. Der er stadig håb.

”Kæft en spade”, siger han grådkvalt og sender et ulæseligt blik mod sin kæreste, mens den smittede mand stormer ud i arrigskab. Ud i intetheden. Snart skal pigen med den blodstænkede kjole samme vej. Den gamle dame går usikkert videre.

Jeg ryster på hovedet og prøver at samle tankerne om min bog igen.

Det surrealistiske

Andet bud er Heidi Bobjergs forunderlige svar på øvelsen. Dette er en surrealistisk udgave af anekdoten fortalt fra en helt anden og uventet synsvinkel, nemlig fra popcornenes synspunkt. Det er et ret syret perspektiv, og det er sjovt at se, hvordan popcornene opfatter scenariet. Man får en helt anden vinkel på situationen, og det er kreativt fundet på, hvordan popcornene ser verden anderledes og beskriver, hvad der for os er et ganske banalt og genkendeligt scenarie, som en katastrofe forårsaget af kæmpestore, monstrøse figurer. Vi har før stiftet bekendtskab med Heidi, der er meget aktiv med sine skriverier (som også er ret gode, synes vi). Vi har tidligere skrevet en Spotlight-artikel om et af hendes projekter. Artiklen kan læses her.

Heidis bud på øvelsen:

Høje brag, lange toner, hvin, hyl og en intensiv, mumlende baggrundsstøj, som jeg ikke kan placere. Lydene kommer til mig som gennem en pude. Det er mine bløde venners skyld, jeg er endt i bunden. For et øjeblik siden dansede vi sammen bag glasset, nu ligger vi her, sammenstuvet i en mørk og lyddæmpet kasse.

Et pludseligt jordskælv får kassen til at flyve gennem luften, og vi spredes atter, et højt svæv og en blød landing i en mudret flod (den er i hvert fald brun). Midt i svævet kan jeg se alt det, der foregår i rummet: underlige væsner med lange lemmer, nogle med mærkværdige rekvisitter, metalstativer på hjul, bølgende stof i varierende farver, firkantede vedhæng, papirbunker fyldt med sorte prikker og limet sammen i den ene side.

Et af hanvæsnerne frembringer en serie meget høje lyde, de kommer fra hans øvre ende, en rød knop med strittende sort græs og et dybt hul, der hele tiden går op og i. De andre væsner har lignende knopper, de er blot ikke røde, men varierende kulører af brunt og grisefarvet. Hunvæsnet med metalstativet ved siden af ham er ret rynket i knoppen, hun trækker sig baglæns, og jeg kan godt forstå det. Væsnet med det sorte hul ser farligt ud.

Nu sparker han til kassen, vi lå i, så den rammer et par andre, en hun og en han. De sidder så tæt sammen, at man skulle tro, de var ét væsen og ikke to. De rejser sig og vifter heftigt med deres lemmer, og resten af mine venner – dem der var tilbage i kassen – kommer trillende ned til os andre. Vi ligger og svømmer i den mudrede flod, det er sådan set ok, ikke koldt, men da vi suger ret godt, er ingen af os hvide længere. Vi er faktisk ved at være et sørgeligt syn.

Hanvæsnet lukker hullet og forsvinder. Hvorhen ved jeg ikke. Væsnet med papirstakken bevæger sin knop fra side til side. Det rynkede væsen kører et par af mine venner over med sit stativ. Og jeg som troede, at hun var det fredeligste af dem alle.

Digtet

Tredje bud er Malene Kleins digtversion af anekdoten. Digtet er i parrim og fanger på velskrevet vis ret fint essensen af anekdoten, men med et lyrisk og poetisk twist. Rimene fungerer ret godt, og der er en god rytme i langt de fleste af versene. Flere af rimene fik smilene frem på vores læber. Det er et enormt kreativt bud på en omskrivning af anekdoten, der fungerer overraskende godt som digt. Også Malene har vi stiftet bekendtskab med før, da hun også er ret aktiv på siden både med feedback og hendes egne projekter. Vores allerførste Spotlight-artikel omhandlede Malenes spændende krimiroman, Den Hjerteløse. Artiklen kan læses her.

Malenes svar på øvelsen:

Foran døren i biografens lounge
Er det røde tæppe gråt af snavs
Jeg sidder begravet i en bog
Som passager på et pilgrimstog

På det store ur er klokken ni
De andre giver mig socialfobi
Men jeg venter tålmodigt på mine venner
I en dynamisk kulisse af summende stemmer

Mine ører opfanger en rytmisk klang
Som lydsporet til verdens undergang
Den strømmer ud ad en dobbeltdør
Til en sal jeg ikke har bemærket før

Blikket rives bort fra de tætbeskrevne sider
Af en røst der er skarp, og et tonefald der bider
Rede til kamp som en ægte patriot
”Så se dig dog for, din store idiot!”

Gnisterne fra fyrens øjne springer
De vrede ord i mine ører ringer
Han er rød som en solmoden tomat
Ligner næsten en djævlebesat

Beviset findes på det røde tæppe
Det er uhyggeligt, jeg fatter det næppe
Føler mig en anelse klynkevorn
Over svampede, coladruknede popcorn.

Forbryderen klamrer sig til sin rollator
Fanget af blikket fra den unge diktator
En gammel dame, forvirret og skræmt
Uforsætlig af den unges vrede ramt

Haltefanden sparker til den våde spand
Hidsig – det er han, den unge mand
Spanden flyver, og parret ved min side
Må under følgerne af handlingen lide

”Kæft en spade,” mumler den ene.
”Hvorfor dog lave sådan en scene?”
Drengen fejer popcorn væk fra låret
Og pigen børster nogle ud af håret

Den vrede fyr er stormet bor
Måske klar over at være kommet til kort?
Den gamle dame triller afsted
Nu med en forbavsende adræthed

Klokken er nu ni nul to
Jeg ryster popcorn af min sko
Med mit sind bragt i kog
Begraver jeg mig atter i min bog.

 

Igen vil vi gerne takke jer for de mange svar på skriveøvelsen. Vi håber, at I har fundet øvelsen sjov, udfordrende og lærerig. Det var i hvert fald en absolut fornøjelse at læse de mange svar, vi blev tilsendt.

Skrevet af
Jan Bagge-Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *