Spotlight – Jeg er mange Ting

 

Denne uges udvalgte projekt er P.K. Jørgensens novelle-/eventyrssamling, Jeg er mange Ting, der kan findes på siden her.

Jeg er mange Ting er en antologi af eventyrsagtige noveller, der alle er fortalt fra perspektivet af hverdagsinventar i hjemmet, så som en køkkenskuffe, en plet på tapetet, en knagerække, en ramme og et ur. Historierne er ikke forbundet af andet end det, at de alle omhandler personificerede hverdagsting. Der er ingen sammenhængende historie – samlingen består af enkeltstående fortællinger med hver deres karakterer og temaer. Historierne har elementer af eventyret, i kraft af at karaktererne er ting, der tager menneskelige egenskaber på sig – de besjæles – som det så ofte også er tilfældet i H.C. Andersens eventyr.

I det hele taget fornemmer man en god portion inspiration fra H.C. Andersen, da vi ser mange af de samme eventyrselementer og leg med sproget, som han benyttede sig af. Tanken henledes eksempelvis til klassikere som ”Den standhaftige Tinsoldat” og ”Pen og Blækhuus”. Der er som nævnt besjælingen af døde genstande, der lader til at leve et liv, uset af mennesket. Og man ser en lignende leg med ordspil, lyd og sprog generelt. Historierne egner sig særdeles også til højtlæsning. Under aktiviteter på projektets side kan I sågar finde en YouTube-video, hvor P.K. læser en af historierne højt. Det er også værd at bemærke, at P.K.s historier ligesom H.C. Andersens eventyr formår at balancere mellem at være litteratur til både børn og voksne. De er nogle søde eventyr, der leger med sproget, men samtidig er der en dybde i nogle af historierne, som formentlig kun voksne vil opfange. Ligesom i mange af H.C. Andersens eventyr er der flere lag.

Bortset fra den første historie om køkkenskuffen, der er fortalt i 1.person, er resten af historierne fortalt via en 3.personsfortæller. Det varierer også lidt, hvor åbenlys og påtrængende fortælleren er i de forskellige historier. Eksempelvis spilles der meget på den åbenlyse og påtrængende fortæller i ”En sort og hvid bog”, der handler om en plet på tapetet. Fortælleren her adresserer læseren direkte, og fortælleren opdigter løbende og åbenlyst historien og gør flere gange opmærksom på, at det er fiktion. Der er derfor lidt af et metaelement til stede i denne fortælling. Dette var også ret typisk for H.C. Andersens eventyr, der ofte implicit handlede om kunsten at skabe og sprogets begrænsninger, eksempelvis ”Pen og Blækhuus” og ”Skyggen”. Det er godt at se, at der er variation i fortællestil og fortællervinkel i samlingen, da det holder fortællingerne friske og spændende.

Der er en barndomsagtig fantasi og nysgerrighed over P.K.s fortællinger. Blandt andet derfor er de ganske egnet til højtlæsning for børn. De formår imidlertid også at tage en voksen læser tilbage til barndommen, hvor man så eventyr og leg alle vegne, og fantasien fik frit spil. Fortællingerne minder os om, at det er okay for os voksne at lege lidt med fantasien og fordybe os i den, og opfordrer os til at se ud over de snævre og trivielle perspektiver, vi ofte fastlåses i.

Fortællingerne er fyldt med vidunderlige og finurlige ordspil og generel leg med sproget, som både børn og voksne vil kunne nyde. I en af historierne er der eksempelvis en knage, der knager, hvilket er en leg på et substantiv og et verbum, der minder om hinanden, men ikke umiddelbart er relaterede – verbet ”knage” er ikke udelukkende forbundet med substantivet ”knage”. Det er et godt ordspil, og man kan ikke lade være med at undre sig over ordenes oprindelse, og hvorfor det hedder, som det hedder.
Ordspillet kommer også tit i spil i forbindelse med personifikationen af hverdagstingene, så som et søm, der er blevet slået i hovedet af en hammer, og derfor ikke husker så godt. Her bliver der leget med de ord, vi bruger til at beskrive et søm. Toppen på sømmet hedder netop et hoved, og det kan give forestillingen af, at det er et levende væsen, og at det tager skade, når man slår det i hovedet. Man får helt ondt af sømmet.
Blandt andre eksempler på ordspil er ”den forskruede skrue” og knagerækken og sømmet, der havde ”hængt sammen” i lang tid. Der er desuden et ur, der kan nydes ”foruden optræk”, dvs. uden at skulle trækkes op, men også uden at det trækker op til ballade. Der bliver leget med flere lag af betydninger.
Der spilles også på allitteration, delvise rim og andre rimagtige lyde, eksempelvis ”rammen der rummer”, som både er allitteration og et delvist rim på konsonanter.
Der bliver generelt leget med flere lag af betydning, og almindelige vendinger og metaforer vendes på hovedet, hvilket er godt for børn, der begynder at lære mere avanceret sprogbrug, og det er også i høj grad underholdende at læse for de voksne. Sproget og ordspillene er finurlige og sjove, og ofte er de uventede, kreative og tankevækkende.

Ikke alle, men nogle af historierne er endda ret dybe, hvilket man ikke altid forventer af børnelitteratur og eventyrsagtige fortællinger som disse. Eksempelvis fortællingen ”Tigger uret” rammer dybt og ender med en morale: at man ikke kan tage i morgen for givet. Fortællingen minder os om, at alting er forgængeligt, og at tiden, såvel som livet, er flygtig. Det er måske en banal morale, men den er ikke desto mindre vigtig og god for børn at lære og voksne at blive mindet om.

Sproget er dog til tider lidt for modent og avanceret til, at børn ville kunne forstå det, og essentielle ting i fortællingen vil måske gå over hovedet på dem. Det kan også forstyrre læsningen, hvis der er ting, der skal forklares af en voksen. Eksempelvis er begrebet og metaforen ”en verden i sort og hvid” nok lidt for avanceret et koncept, der ville kræve forklaring, for at en 8-årig eksempelvis ville kunne forstå det. Her bør forfatteren nok overveje at justere sit sprog lidt, alt afhængig af hvilken målgruppe hun går efter.

Teksterne trænger også til en grundig omgang korrektur, da vi fandt flere fejl med sammensatte ord og kommatering og enkelte slåfejl. Det er ikke enormt forstyrrende for læsningen – så mange fejl er der heller ikke – men med henblik på udgivelse, bør man nok få en korrekturlæser til at gennemgå dem inden indsendelse til et forlag.

Med det sagt er vi ret vilde med P.K.s sjove idéer, vidunderlige sprog og nysgerrige og tankevækkende fortællinger. P.K. skriver også digte, hvori hun leger og eksperimenterer med form, både lydmæssigt og visuelt, og indhold. Hun har også påbegyndt en novellesamling under et andet projekt, som også kan beskrives som eventyrsagtigt, men som har mere realistiske træk.

P.K., der identificerer sig mere som en fortæller end en forfatter, har fortalt os, at hun altid har skrevet og leget med ordene, og at ordene og skriveriet for hende ofte har været et sted, hun har kunne søge ly, når livet har været hårdt. Hun fortæller os, at hun ikke har en bestemt genre, hun holder sig til, men at hun simpelthen bare skriver alt, hvad hun kan, da hun ikke kan lade være. P.K. er i øvrigt også foredragsholder, så hun gør sig både inden for det skrevne og det talte.

Vi synes, at P.K. og hendes projekt har stort potentiale, og vi ser frem til at læse flere historier om det skjulte liv, vores hverdagsinventar har, hvis eller når hun lægger nogle flere fortællinger op på siden. Vi anbefaler jer alle til at kigge forbi hendes profil og hendes projekt. Vi opfordrer jer til at følge hende, smide nogle kommentarer, og eventuelt hjælpe hende ved at blive betalæser, så hun kan få arbejdet videre med sine projekter og udvikle sine skriveevner.

Rigtig god læselyst!

 

Skrevet af
Jan Bagge-Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *