Margaret Atwood – feminisme, politik og spekulativ fiktion

 

Margaret Eleanor Atwood, født i 1939, er en canadisk litterær kritiker, essayist, opfinder, underviser og miljøaktivist, men det, de fleste af os kender hende for, er formentlig hendes karriere som forfatter. Atwood startede sin forfatterkarriere tilbage i 1960’erne, og trods sin alder fortsætter hun stadig med at udgive bøger og deltage aktivt i både forfattermiljøet og som aktivist.

Atwood har vundet adskillige priser for sine litterære værker, heriblandt den prestigiøse Man Booker Prize og Franz Kafka Prize. Hun var også den allerførste forfatter til at modtage den famøse Arthur C. Clarke Award for best Science Fiction for The Handmaid’s Tale tilbage i 1987. Atwood har desuden utallige æresgrader på forskellige universiteter rundt om i verden, heriblandt på University of Oxford, University of Cambridge og Harvard University.

Atwood har udgivet 17 poesibøger, 16 romaner, ti non-fiction-bøger, otte børnebøger og meget mere. Hendes værker omfatter en lang række forskellige temaer, men de er oftest centreret omkring sprogets magt, køn og identitet, religion, magtpolitik og klimaforandringer. Nogle af hendes værker, som den post-apokalyptiske roman, Oryx and Crake, og den dystopiske roman, The Handmaid’s Tale, adresserer endda alle disse temaer på én gang.

Trods flere litterære kritikere har placeret mange af hendes værker i kategorien ”science fiction” (som nævnt vandt hun endda Arthur C. Clarke-prisen for bedste science fiction), mener hun ikke selv, at det, hun skriver, kan placeres i denne kategori. Hun har selv udtalt, at hun foretrækker at kalde hendes skriverier for spekulativ fiktion. Med hendes egne ord: “Science fiction has monsters and spaceships; speculative fiction could really happen.” Science fiction er dermed mere fantastisk, mens spekulativ fiktion inkorporerer elementer, der allerede eksisterer, for at belyse situationer, der realistisk set potentielt kunne ske.

Selvom Margaret Atwoods liste af værker og bedrifter er lang, så er hun i øjeblikket nok mest kendt for at have forfattet romanen The Handmaid’s Tale pga. netværket Hulu’s TV-udgave af bogen, der nyder stor succes for tiden. Romanen blev først udgivet helt tilbage i 1985, men den har været vældigt populær og omdiskuteret lige siden, både inden og uden for den akademiske verden. The Handmaid’s Tale omhandler en nær, dystopisk fremtid, hvor store dele af USA er blevet samlet under en totalitær regering, styret af en kristen religion. Dette samfund er et patriarkat i stil med 1600-tallets puritanske samfund, hvor særligt kvinder undertrykkes. I romanen følger man kvinden Offred, der efter den gamle regerings fald er blevet tildelt rollen som ”handmaid” i det nye samfund. Som handmaid er hun blevet givet til en kommandør og hans kone, og hendes rolle er at producere børn til denne familie – og dette opnås gennem jævnlige ritualistiske voldtægter af Offred udført af både kommandøren og konen. Romanen portrætterer dermed et dystopisk mareridt, hvori grupper af kvinder (og nogle mænd) fastlåses i roller baseret på deres køn, som de ikke kan undslippe. Fortællingen adresserer derfor i høj grad køn og identitet, men også hvordan religion kan misbruges til at undertrykke visse befolkningsgrupper og give ledende figurer mere magt.

Som I nok kan forestille jer, skabte romanen med de temaer stor furore i særligt USA og startede en intens debat, der kan siges at være vækket igen i dag blandt andet i forbindelse med TV-seriens succes. Atwood selv fastholder, at staten portrætteret i romanen, Gilead, er blot en følgeslutning af trends, der allerede fandt sted i USA, da hun skrev romanen. Hun så altså tendenser i USA, som hun mente kunne lede til udviklingen af et lignende dystopisk samfund, hvori en slags puritansk religion ville blive misbrugt til at danne grundlag for en ny totalitær og patriarkalsk regering. Med rette har flere litterære akademikere placeret romanen i samme kategori som andre dystopiske værker som 1984 og Brave New World, der ligeledes var modreaktioner til totalitære tendenser i Vesten, blot før og efter 2. verdenskrig. I forbindelse med TV-seriens debut i 2017 har der også været stor debat om, hvorvidt der kan trækkes paralleller mellem serien (og bogen) og den udvikling mod højrefløjen og konservatisme, USA har set siden Donald Trump blev præsident.

Mange har argumenteret for, at The Handmaid’s Tale portrætterer et negativt syn på religion, at romanen er en satire af samtidig religiøs fundamentalisme i USA, og at den er en feministisk kritik af bevægelsen mod højre og konservatisme.

Gennem årene har bogen også været yderst kontroversiel i forbindelse med dens tilføjelse til læselister på high schools i USA. Den er en af de bøger, der er blevet klaget mest over i det amerikanske skolesystem. Særligt forældre har klaget over romanens indhold, som beskrives som seksuelt eksplicit, voldeligt og moralsk korrupt. Nogle forældre har endda kaldt bogen skadelig for kristne værdier. Flere undervisere og professorer har dog argumenteret imod og mener, at romanen med rette hører hjemme i klasseværelset, da den adresserer vigtige emner som køn og identitet, magt og afmagt, og religiøs fundamentalisme. Romanen introducerer desuden læseren til politik og samfund på en meget konkret måde – den demonstrerer vigtigheden af sprog og litteratur i forhold til vores frihed, både intellektuelt og politisk – og den adresserer vigtige historiske bevægelser i Vesten. Der er desuden bred enighed inden for den akademiske verden, at romanen ikke er anti-religiøs men anti-fundamentalistisk.

The Handmaid’s Tale (og mange andre af Atwoods værker) kan også siges at være anti-patriarkalsk, da der portrætteres kvinder, der bliver udnyttet og undertrykt systematisk af samfundet. Derfor har meget af diskussionen omkring Atwoods forfatterskab været centreret omkring dens kategorisering som feministisk litteratur. Atwood selv ser ikke The Handmaid’s Tale som en beskrivelse af en udelukkende feministisk dystopi, da romanen også portrætterer mænd med få rettigheder. Hun har udtalt, at romanen ikke var tænkt som et politisk budskab, men at den nærmere er et studie i magt, hvordan det fungerer, og hvordan magt deformerer eller former de mennesker, der lever under sådan et slags regime.

Margaret Atwood har også flere gange afvist at kategorisere sig selv og sine værker som feministiske. Hun har udtalt, at hun ikke er helt komfortabel med begrebet feminisme, da det ofte er uklart, hvad definitionen på feminisme i virkeligheden er. Alle mener noget forskelligt, når de bruger begrebet, siger hun. Som hun selv siger, er hendes grundlæggende indstilling, at kvinder er mennesker på lige fod med mænd, med alt hvad det indebærer, både godt og dårligt. Så må man gøre op med sig selv, om hun er feminist eller ej.

Trods hendes afvisning af at kategorisere sig selv som feminist, har det ikke stoppet andre i at tilskrive hende begrebet. På det seneste er hun endda blevet anklaget for at være en ”dårlig” feminist, da hun i forbindelse med en fyring af en universitets professor på baggrund af anklager om sexchikane har udtalt, at #MeToo-bevægelsen til dels minder om en heksejagt, og at det er et symptom på, at retssystemet ikke fungerer ordentligt. Det har skabt stor furore i det feministiske miljø, der ellers har set Atwood og hendes forfatterskab som fortalere for den feministiske sag. Atwood har skrevet en rigtig interessant artikel som respons til denne kritik, hvori hun forsvarer sit standpunkt og forklarer, hvor fokus burde være i kampen for kvinders rettigheder.
Artiklen kan læses her. (Den er dog på engelsk)

Uanset om man er feminist eller ej (eller om man mener Atwood er feminist eller ej), så kan vi ikke anbefale det nok at sætte sig og læse værkerne der udgør Margaret Atwoods fantastiske forfatterskab. Mange af hendes værker er som The Handmaid’s Tale dybt kontroversielle, men det er i den grad også, hvad der gør dem interessante at læse. Hendes romaner er spekulativ fiktion, når det er bedst – de sætter fokus på nogle stærke temaer, der adresserer nutidige problemstillinger som klimaforandringer, kønspolitik og religion og stiller tankevækkende spørgsmål om udviklingen i særligt de vestlige samfund. I denne turbulente tid, vi lever i (både klima-, magt-, religions- og nationalpolitisk), er der behov for forfattere, der kan få os op af stolene og deltage i debatten. Uanset om man er enig eller uenig med hendes politiske overbevisning, formår Margaret Atwood med sine værker netop at gøre dette – hun får os til at tænke og reflektere over den sociale og politiske udvikling, vores roller i samfundet og vores egen medmenneskelighed.

 

Anbefalet læsning blandt Margaret Atwoods værker:

  • The Edible Woman
  • The Handmaid’s Tale
  • Alias Grace
  • The Blind Assassin
  • MaddAddam-trilogien (heriblandt Oryx and Crake)

Yderligere læsning:

  • Margaret Atwood, In Other Worlds: SF and the Human Imagination

 

Skrevet af
Jan Bagge-Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *