Fantasy og børnelitteratur

 

Som så mange andre genrer har fantasy-genren en lang og rig historie. Moderne fantasy-værker siges at trække inspiration fra gamle myter og folkeeventyr, men også mere konkrete tekster, såsom episke digte og nedskrevne eventyr, for eksempel Beowulf og Tusind og en Nat. Disse fortællinger var fyldt med drager og magi i stil med nutidens fantasy.

Fantasy-genren, som vi kender den i dag, dukkede imidlertid først op engang i 1800-tallet. En af de første moderne fantasy-forfattere var skotten George MacDonald, der skrev romanerne The Princess and the Goblin and Phantastes i 1858. MacDonalds værker havde stor indflydelse på det 20. århundredes helt store fantasy-forfattere, nemlig J.R.R. Tolkien og C.S. Lewis.

Dog selvom Macdonalds værker inspirerede fremtidige forfattere, var genren ikke synderligt populær i 1800-tallet. Det var først i det 20. århundrede, at genren begyndte at nå ud til et bredere publikum og rigtig blev anerkendt som en litterær genre. Dette skyldtes i høj grad, at fantasy-romaner blev opfattet som børnelitteratur. Dette var på trods af, at der blev skrevet flere fantasy-værker, som var tiltænkt de voksne læsere. Eksempelvis opfattes George MacDonalds Phantastes fra 1858 som det første fantasy-værk skrevet til voksne (undertitlen var endda A Faerie Romance for Men and Women). At fantasy blev fastholdt som børnelitteratur skyldtes i høj grad, at de mest populære fantasy-agtige værker i samtiden var tiltænkt børn, så som Nathaniel Hawthornes A Wonder-Book for Girls and Boys og Lewis Carrolls Alice i Eventyrland. Stort set al litteratur med magi og fantasiverdener blev smidt i samme kasse som disse og blev brændemærket som værende barnligt og uinteressant for voksne.

Det var først i midten af det 20. århundrede, at opfattelsen af genrens målgruppe virkelig begyndte at skifte. Det var i store træk introduktionen af stærke ”high fantasy”-værker, der gjorde, at man begyndte at opfatte fantasy som litteratur for voksne også, og genren fik et bredere publikum og begyndte at sælge virkelig godt. High fantasy defineres som fantasy, der finder sted udelukkende i en alternativ, fiktiv verden. Low fantasy er fantasy, der finder sted i den virkelige verden eller en familiær fiktiv verden og inkluderer magiske elementer. Tidlige fantasy-værker var hovedsageligt low fantasy.

Det var især high fantasy-værker som J.R.R. Tolkiens Hobbitten og Ringenes Herre, der i efterkrigstiden virkelig fik genren til at nå nye højder og gjorde den mainstream. Dog var der stadig masser af low fantasy-værker, der var med til at cementere genrens popularitet, så som C.S. Lewis’ Narnia-fortællingerne. Low fantasy er også stadig ret populært inden for fantasy-genren. Et af de bedste eksempler er nok J.K. Rowlings Harry Potter-bøger.

Selv i fantasy-genrens gyldne alder i efterkrigstiden havde genren dog stadig svært ved at smide dets image som børnelitteratur. Hobbitten og Narnia-fortællingerne er uden tvivl tiltænkt den yngre læser, men den mere modne, episke fortælling i Ringenes Herre blev i dens samtid også opfattet af kritikere som simpel børnelitteratur. Der er bestemt elementer af børnelitteraturen i Ringenes Herre, men man kan argumentere for, at fortællingen tager flere skridt i retningen af et mere modent og komplekst verdenssyn, end hvad der egner sig til børn.

Lad os kigge lidt nærmere på Hobbitten og Ringenes Herre for at se, hvordan de to værker adskiller sig fra hinanden i forhold til målgruppe, selvom de foregår i samme univers, og de er tiltænkt som en fortsættelse af hinanden.

Hobbitten og Ringenes Herre

I Tolkiens to mest populære værker ser vi lidt den samme udvikling, som fantasy-genren generelt har set fra børnelitteratur til mere moden litteratur.

Da Tolkien skrev Hobbitten, var den ikke tiltænkt som en del af det samme univers som Ringenes Herre. Faktisk havde Tolkien for vane at finde på små historier til sine børn, og Hobbitten skrev han netop til dem i første omgang. Tolkien arbejdede imidlertid samtidig på en større og mere episk fortælling om et mytisk univers, nemlig Silmarillion. Dette påvirkede hans skrivning af Hobbitten, og mange af karaktererne og elementerne fra Silmarillion, så som Gandalf og Sauron, endte med at blive en del af Hobbitten. Enhver, der har læst Silmarillion, vil formentlig være enig i, at den bestemt ikke er tiltænkt børn, da den er alt for lang og kompleks. Hobbitten var derimod tiltænkt som en børnebog, men den endte imidlertid med at have hints til et større og mere komplekst, mytisk univers.

Hobbitten endte dog med at være en kæmpe succes, og mange forventede og ønskede, at Tolkien ville skrive en efterfølger til bogen. Resultatet var Ringenes Herre, der endte med at blive en sammenblanding mellem Hobbitten og Silmarillion, med børnebogens hobbitter indsat i den mytiske fortællings langt mere modne og mørke univers. Dette betød et betydeligt skift i tone og målgruppe, men Ringenes Herre endte med at beholde nogle af de børnelitterære træk.

I børnelitterært fantasy er børn ofte portrætteret som værende gode af natur, og derfor bedre udstyret til at bekæmpe ondskab. Både i Hobbitten og Ringenes Herre ser vi noget lignende, da det er de børnelignende hobbitter, der bedst kan modstå ondskabens indflydelse og er heltene i disse værker. Dette er også en trope, der gør sig gældende i mange andre fantasy-værker. Der er også andre paralleller mellem hobbitterne og børn, da det, at de lever i sikkerhed og komfort uden bekymring om resten af verdens konflikter, minder om den tidlige barndoms trygge rammer.

Dette er specielt tydeligt i Hobbitten, da hovedpersonen Bilbo må forlade de trygge rammer og konfronteres med den store vide verden og alle de farer, der lurer derude. Romanen handler i store træk om, hvordan Bilbo udvikler sig fra at være afhængig af tryghed og komfort til at blive en moden, uafhængig og modig karakter, der kan klare sig selv og tage ansvar for andre. Gennem fortællingen optræder troldmanden Gandalf som en slags faderfigur, der guider ham og hjælper ham med at finde sin indre styrke og stå på egne ben.

Fantasy-genren har en evne til at adressere og portrættere virkelige problemstillinger og oplevelser gennem dens fantastiske elementer og alternative virkelighed, meget i stil med science-fiction. Magien, dragerne og alle de andre fantastiske ting i genren fungerer ofte som metaforer og allegorier for den menneskelige oplevelse. I Hobbitten kan Bilbos rejse væk fra Herredet og hans personlige rejse mod modenhed læses som en allegori for barnets rejse mod voksenlivet. Bilbo møder undervejs en række udfordringer, som han skal overkomme, og hver udfordring, han overvinder, forbereder ham til den næste. Dette afspejler i høj grad barnets opdragelse og de skridt, barnet må tage i retning af at blive et uafhængigt, ansvarsfuldt og velfungerende voksent menneske. Der er derfor i høj grad et didaktisk element i fortællingen om Bilbo, men det er pakket ind i en fantastisk og spændende historie, som det så ofte er tilfældet med børnelitteratur. Hobbitten er derfor en slags coming of age-fortælling, og den egner sig derfor specielt til børn, selvom den stadig kan nydes af en voksen læser.

Ser vi på Ringenes Herre i denne sammenhæng, så er sagen imidlertid en anden. Vi ser en lignende fortælling om en hobbit, Frodo, der må forlade Herredet, og som under sin rejse modnes med opgaven, han er blevet stillet. Den største og tydeligste forskel mellem de to værker er dog, hvordan ondskab portrætteres. I Hobbitten konfronteres Bilbo med en række onde karakterer, så som Gollum og dragen Smaug, men disse er ret endimensionelle antagonister, og de fungerer kun som udfordringer, som Bilbo skal overkomme i sin rejse mod modenhed. Vi får aldrig deres motivation at vide, blot at de er onde af natur. Forholdet mellem det gode og det onde er dermed ret skematisk – ondskab straffes, mens godhed belønnes – hvilket er typisk for børnelitteratur.

Ringenes Herre har imidlertid en langt mere filosofisk tilgang til moralitet. Her er ondskaben baseret på Silmarillions mytologi og er portrætteret som værende langt mere relativ. Alle karaktererne i Ringenes Herre er under indflydelse af både godt og ondt. Dette ses i høj grad i værkets protagonister, der flere gange kæmper med at overvinde deres egen ondskab. Det ses særligt med Frodo, der kæmper med ringens onde indflydelse (og til sidst fordærves af den), men også Gandalf udtrykker frygt for, at den magt, der følger med ringen, vil korrumpere hans gode intentioner. Omvendt får vi også fortalt, at værkets onde antagonist, Sauron, engang var god, men blev vildledt af magt. Karaktererne i Ringenes Herre er derfor ikke konstante i deres motivation, og de er ikke onde af natur – de er langt mere komplekse som karakterer, og ondskab portrætteres som en problemstilling med langt flere facetter end i Hobbitten.

Ringenes Herre blev skrevet i kølvandet af 2. verdenskrig, og det er i denne kontekst, man bør læse værkets portrættering af moralitet. Nok har Tolkien selv udtalt, at han ikke så værket som en allegori for 2. verdenskrig, men bøgerne kan siges i høj grad at adressere det indre dilemma mellem godhed og ondskab, som mange af de involverede i krigen blev konfronteret med. Fjenderne var ikke ubetinget onde – de var mennesker som alle andre. Og man var ikke selv ubetinget god, da man var nødsaget til at gøre horrible gerninger for at overleve og besejre fjenden. Moralitetens relativitet kommer særligt til udtryk under krig, og det er dette verdenssyn og disse filosofiske overvejelser, der i store træk kommer til udtryk i Ringenes Herre. Derfor kan man i høj grad argumentere for, at Ringenes Herre ikke egner sig synderligt godt til børn, men langt mere er møntet på et mere voksent publikum. Det er et stort skridt væk fra Hobbittens børnelitterære træk, og man kan se, hvordan Tolkiens forfatterskab er modnet mellem udgivelsen af de to værker fra 1937 til 1954-1955.

Fantasy har længe haft et ry som børnelitteratur, og mens der stadig er masser af fantasy møntet på børn, så er genren vokset og modnet gennem årene og inkluderer nu langt mere komplekse og modne fortællinger, der adresserer relevante og aktuelle problemstillinger. Genren er i stigende grad blevet en genre, der inkluderer en mere voksen målgruppe. Med Ringenes Herre lagde Tolkien i høj grad grundlaget for ”voksen”-fantasy og definerede genren på ny, og det har siden da resulteret i mange flere værker med voksne emner. Et rigtig godt eksempel er George R.R. Martins A Song of Ice and Fire-bogserie, der har utroligt dybe og komplekse karakterer, og som portrætterer en barsk virkelighed, der er ugenkendelig i forhold til genrens tidlige børnelitterære værker.

 

Hvad er jeres oplevelse af fantasy-genren? Er den for børn, eller kan voksne også nyde den?

Har I en favorit blandt genrens værker?

 

Anbefalet læsning:

• George MacDonald, Phantastes
• J.R.R. Tolkien, Hobbitten – Ringenes Herre – Silmarillion
• C.S. Lewis, Narnia-fortællingerne
• Terry Pratchett, Diskverden
• George R.R. Martin, A Song of Ice and Fire

Yderligere læsning om genren:

• Edward James & Farah Mendlesohn, Cambridge Companion to Fantasy Literature
• Richard Mathews, Fantasy: The Liberation of Imagination

 

Skrevet af
Jan Bagge-Nielsen