Dobbeltfigurer, dualitet og den indre konflikt

 

Man is not truly one, but truly two.

Sådan lyder Dr. Jekylls konklusion i Robert Louis Stevensons The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde.

Konceptet dualitet har eksisteret i litteraturen i mange forskellige former og størrelser siden tidernes morgen. Samspillet mellem godt og ondt, civilisation og natur og andre modsætninger har været en fast del af oldtidens mytologier og sidenhen diverse religioner. Dualitet har også ofte spillet ind i folkeminder og folkeeventyr. Dobbeltfigurer såsom dobbeltgængeren har eksempelvis været prominente i europæisk overtro og folkeminder, hvor de typisk symboliserede død og ulykke eller repræsenterede en ond afspejling af selvet.

Dobbeltfigurer og dualitet som litterære troper har særligt været brugt i gotiske fortællinger og skrækhistorier over de sidste 200 år. De litterære troper og figurer har opnået nærmest ikonisk status inden for gysergenren, og de er stadig enormt prominente i nutidens litteratur grundet deres kompleksitet og rige metaforiske værdi.

Vi ser lidt nærmere på, hvad troperne og de forskellige afskygninger af dem kan repræsentere, og hvordan de fungerer som metaforer.

Modsætninger mødes

Som trope repræsenterer dobbeltfigurens tilstedeværelse for det meste en indre konflikt over moralske dilemmaer. Den er et udtryk for et fragmenteret eller splittet selv, hvilket skyldes den indre konflikt. Tropen udtrykker ofte denne indre konflikt som en ekstern konflikt mellem to karakterer eller figurer. Man ser det tit som to karakterer, der repræsenterer to sider af samme person eller koncept – i den forstand er de to karakterer en personificering af de to sider, der kæmper i den indre konflikt. Dobbeltfiguren er derfor typisk et udtryk for, hvad man kan kalde en psykisk splittelse.

Det skal siges, at dobbeltfiguren ikke nødvendigvis er udtryk for psykisk lidelse, som personlighedsspaltning, men mere et udtryk for en generel egenskab i menneskets psyke – os mennesker er generelt splittede af sind, og indre konflikt er en naturlig del af vores hverdag.

Dobbeltfiguren er typisk enten eksplicit eller implicit i litteraturen. Den eksplicitte dobbeltfigur er identisk med sit modstykke i mere end en forstand. De har fysiske ligheder, og man er ikke i tvivl om, at der er tale om en dobbeltfigur – denne type betegnes typisk som dobbeltgængeren. Den implicitte dobbeltfigur er derimod forbundet med sit modstykke på mindre åbenlys vis, og forbindelsen mellem dem er typisk et spørgsmål om fortolkning – her er der altså ikke tale om en decideret dobbeltgænger.

De to typer har dog stort set altid det til fælles, at dobbeltfiguren er modstykket til den ”originale” karakter – de er antitetiske. Ofte er de derfor også komplementerende – de repræsenterer to sider af en helhed og er afhængige af hinanden. Som et symbol for indre konflikt er dobbeltfiguren og dens modstykke et udtryk for to modsigende ”viljer”, der eksisterer i sindet på samme tid og dermed skaber konflikten.

En freudiansk læsning

Dobbeltfiguren og den indre konflikt beskrives ofte i litterære studier ved hjælp af psykoanalytikeren Sigmund Freuds personlighedsmodel. Freuds model består af id, ego og superego: Id’et er menneskets urinstinkt, der styres af lystprincippet – det er vores dyriske drifter og impulser; Ego’et regulerer id’et ved at tilfredsstille drifterne inden for rimelige grænser; Superego’et fungerer som vores samvittighed og moralske kompas og er i store træk formet af samfundets normer.

I forbindelse med dobbeltfiguren og dens modstykke kan disse ofte beskrives som udtryk for en konflikt mellem to af disse tre instanser. En karakter kan eksempelvis være ekstremt styret af sine lyster, og hans dobbeltfigur ville i dette tilfælde typisk repræsentere hans samvittighed, der kommer og hjemsøger ham.

Grunden til, at man benytter sig af Freuds teorier til at beskrive denne litterære trope, er, at Freud netop baserede meget af sin teori på skønlitteraturen, da han mente, at litteraturen er et vindue til vores underbevidsthed. Desuden er Freuds teorier efterfølgende ofte blevet brugt som inspiration til fiktive værker om indre konflikt og psykisk splittelse. Særligt gyserforfattere, så som Stephen King, har taget inspiration fra Freuds teorier.

Eksempler på dobbeltgængere og indre konflikt

Der figurerer mange gode eksempler på dobbeltfigurer i især vestlig skønlitteratur fra 1800-tallet, hvor tropen ofte optrådte på grund af samfundets skrappe moralske krav og normer, særligt i det victorianske England. Gotisk litteratur generelt var ofte et udtryk for den polarisering disse normer skabte.

Som ofte er Edgar Allan Poes værker en god kilde til eksempler på brugen af troper, der stadig gør sig gældende i nutidens litteratur. Han er på mange måder faderen til mange af de figurer og troper, der tages i brug i gyser- og mysteriefortællinger i dag.

Vi ser et klassisk eksempel på den eksplicitte dobbeltfigur, dobbeltgængeren, i hans novelle ”William Wilson”. Dobbeltgængeren her er fuldstændig identisk med fortælleren – han ligner ham, har samme navn og selv deres stemmer er ens. Fortælleren i novellen er en moralsk fordærvet ung mand, der stjæler, snyder og forfører gifte kvinder – han har mildest talt overgivet sig selv til sine lyster og gør præcis det, han vil. Dobbeltgængeren dukker imidlertid op, og gang på gang afslører han fortællerens snyderi og utroskab, hvilket skaber store problemer for ham og til sidst ender i hans død. Dobbeltgængeren her kan siges at repræsentere hans samvittighed, der hjemsøger ham og forhindrer ham i at gøre ugerninger, og fortælleren selv er en repræsentation af hæmningsløse drifter. De kan derfor læses som personificeringer af id’et og superego’et, der kæmper med hinanden.

Et klassisk eksempel på den mere implicitte dobbeltfigur og indre konflikt er Robert Louis Stevensons roman The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde. I romanen optræder de to totale modsætninger, Jekyll og Hyde. Jekyll er en dydig, respektabel og altruistisk læge, mens Hyde er en fordærvet og korrupt voldsmand, der kun går op i at tilfredsstille sine egne sadistiske lyster. Gennem en rammefortælling finder man ud af, at disse to karakterer har en forbindelse til hinanden, og gennem fortællingen finder man flere og flere forbindelser og ligheder mellem de to. Til sidst erfarer man selvfølgelig, at Jekyll og Hyde er en og samme person, og at Jekyll har fundet en metode til at transformere sig om til Hyde. De opfører sig imidlertid vidt forskelligt og kan siges at repræsentere to modstridende sider af den samme person: Jekyll som superego’et og Hyde som id’et. Man kan læse denne splittelse af Jekyll til Hyde som et udtryk for, at Hyde er Jekylls alterego, en anden persona, hvorigennem han kan tilfredsstille sine lyster, uden at det vil gå ud over hans rygte som Jekyll. Jekyll er derfor løgnen udadtil, om at han er respektabel og dydig, mens Hyde er sandheden, han skjuler, om at han i virkeligheden er fordærvet og korrupt.

Dobbeltfigurer og dualitet figurerer også i mange nyere værker og også værker, der ikke umiddelbart tilhører gysergenren. Ofte bruges troperne i fortællinger om seriemordere, som eksempelvis Patrick Bateman i Bret Easton Ellis’ roman American Psycho. I romanen skjuler Bateman eksempelvis sin mørke, morderiske side bag sit velpåklædte, respektable yuppie-ydre.
Dobbeltfigurer og især alteregoer optræder også prominent i superheltetegneserier, hvis helte og skurke ofte lever dobbeltliv, der kontrasterer hinanden. Det klassiske eksempel her er naturligvis Batman-tegneserierne, hvor Bruce Waynes alterego Batman på mange måder står i total kontrast til hans persona som den rige playboy. Disse to sider af samme person er ofte portrætteret som værende i konflikt med hinanden, da de på sin vis er uforenelige, men alligevel afhængige af hinanden. Lignende kan siges om Hulk-tegneserierne, hvori Bruce Banner er en mild og venlig mand, der bliver til den voldelige og ustyrlige Hulk, når han bliver gal. Disse to sider repræsenteres ofte i tegneserien som en indre kamp mellem den fornuftige Banner og den dyriske Hulk.

Litterære troper som dualitet og dobbeltfigurer tilbyder en unik og spændende måde at dykke ned i og udforske menneskets psyke, og de fungerer godt som metaforer og symboler for den indre konflikt, der så ofte finder sted i vores sind.

 

Kender I andre eksempler på dualitet og dobbeltfigurer i litteraturen?

Har I selv prøvet at bruge dobbeltfigurer som en metafor for indre konflikt i jeres værker?

 

Anbefalet læsning:

• Edgar Allan Poe, “William Wilson”
• Robert Louis Stevenson, The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde
• H.C. Andersen, “Skyggen”
• Fjodor M. Dostojevskij, Dobbeltgængeren
• Herman Melville, “Bartleby, the Scrivener”
• Truman Capote, “Miriam”
• Joyce Carol Oates, “Demons”
• Bret Easton Ellis, American Psycho
• Chuck Palahniuk, Fight Club
• Alt om Batman!

 

Yderligere læsning:

• John Herdman, The Double in Nineteenth-Century Fiction
• Robert Rogers, A Psychoanalytical Study of the Double in Literature

 

Skrevet af
Jan Bagge-Nielsen

Du kan måske også være interesseret i at læse artiklen Kortprosa og fortællesituation som kreative værktøjer