Projekter

Roadtrip med Thora

Status:Skrivefasen

Rosette har en kat og et indholdsløst liv. Hun får en ny underbo, Thora , der ingen fornemmelse har for andre mennesker. Det viser sig at være en fordel, fordi hun overhører Rosettes signaler. Rosette er reserveret og kritisk, men bløder efterhånden op, og udvikler gennem mødet med Thora en større forståelse for, og overbærendhed med andres fejl.
Thora har brug for en rejsekammerat, fordi hun gerne vil besøge sin familie i Sverige en sidste gang, før hun dør. Hun viser sig nemlig at være eksil-svensker. Men hvorfor har Thora forladt sin familie i Sverige og ikke set noget til dem siden hun var 15? Og hvad er der egentlig galt med hende, siden hun er så exentrisk?
Thoras historie afsløres gradvist i løbet af deres tur og mødet med familien i Sverige, og både læseren og Rosette får en større forståelse for hende.
Men kan det spirende venskab holde til afsløringerne fra fortiden?
Og hvordan udvikler forholdet til Thoras raggar-nevø, John Dear sig fra had til kærlighed for Rosette?

Af: Majbritt Kirkeby

Genre: Skønlitteratur

Roadtrip med Thora handler om Rosette, en midaldrende kvinde, der bor alene og lever et kedeligt og indholdsløst liv. Rosette er enormt reserveret og usædvanligt kritisk overfor alt og alle, hvorfor hun ender med at skubbe folk væk fra sig. En dag møder hun dog pensionisten Thora, der viser sig at være Rosettes diametrale modsætning: Thora er udadvendt, flamboyant og excentrisk. Thora er Rosettes nye underbo, og det viser sig, at hun har brug for en rejsekammerat, da hun gerne vil besøge sin familie i Sverige en sidste gang, før hun dør, men ikke er i stand til at tage turen alene. Rosette siger ja til at gøre Thora selskab på turen, og dette bliver begyndelsen på et nyt umage venskab og en personlig rejse for Rosette, der i takt med at lære Thora at kende også lærer sig selv at kende og udvikler sig som person. I mødet med Thoras familie afsløres der flere sider af hendes fortid, og spørgsmålet er om det ellers spirende venskab mellem det umage par kan holde til det.

Forfatteren Majbritt har kun delt et lille uddrag af sit projekt, men ud fra dette kan man allerede fornemme, at der lægges op til en humoristisk, selvbekræftende og spændende fortælling, der også er ganske velskrevet.

I første kapitel møder vi Rosette, der er utåleligt intolerant overfor alle andre mennesker, hun møder. Der males et billede af en person, der er yderst utilfreds med tilværelsen, både sin egen og hvordan samfundet er skruet sammen. Vi lærer hende hovedsageligt at kende gennem hendes tanker, der enten udtrykkes gennem direkte citater eller gennem 3.-personsfortælleren, der er fokuseret på Rosettes synsvinkel.

Rosettes tankekommentarspor virker opstyltet og selvhøjtideligt, hvilket afslører en masse om hendes personlighed. Hendes kommentarer til sine omgivelser er enormt snobbede og misantropiske, til det punkt at det er helt absurd. Man fornemmer en klar ironisk distance til karakteren, da det virker helt bizart, at en person er så selvhøjtidelig, snobbet og tænker i de baner, hun gør, men det passer rigtig godt til karakteren. Det er svært ikke at grine lidt over, hvor meget hun overtænker og overreagerer ved mødet med folk, der stryger hende mod hårene.

Fortællerstilen er meget tankestrømsagtig, men på den samme opstyltede måde, som Rosette udtrykker sig med. 3.personsfortælleren og Rosette flyder lidt ud i ét, da fortælleren lader til at tage mange af de samme personlighedstræk på sig, hvilket giver et meget indgående indblik ind i Rosettes (lidt forskruede) fortolkning og opfattelse af omverden.

Der er mange fortællerkommentarer, hvilket almindeligvis kan virke forstyrrende for læsningen, men her optræder de for det meste som forlængelse af Rosettes tankestrøm, og det virker derfor mindre som fortællerkommentarer og mere som Rosettes egne interne refleksioner over sit liv og sin tilværelse.

Der er dog en række fortællerkommentarer i første kapitel, der forlader Rosettes synsvinkel og tankespor og i stedet kommenterer direkte på, hvordan Rosette opfører sig og hvordan læseren bør opfatte hende. Der bliver til tider ekspliciteret ting, som læseren allerede har konkluderet om karakteren. Eksempelvis behøver fortælleren ikke gøre opmærksom på, at Rosette er misantrop og ikke rigtig kan finde ud af at holde af andre mennesker. Det fremgår fint af hendes opførsel og tanker. Man bør her hellere lade karakteren tale for sig selv.

I centrum er dynamikken mellem de to karakterer, Rosette og Thora, der ikke kunne være mere forskellige fra hinanden. Første kapitel har som sagt malet et fint billede af Rosette som en reserveret, arrogant og lidt hysterisk person, gennem hendes indre kommentarer og reaktioner til hendes omgivelser. Mødet med Thora demonstrerer rigtig godt, hvor stor en forskel, der er på de to karakterer, samtidig med at vi får en stærk beskrivelse af Thora og en humoristisk scene, der siger enormt meget om Rosette. Vi får beskrivelsen af Thora gennem Rosettes øjne, da de to støder på hinanden i en Netto-butik, mens Thora er i færd med at stjæle en rulle kiks. Thora beskrives som en excentrisk gammel dame, der ifølge Rosette bestemt ikke klæder sig passende, hverken for en gammel dame eller en tyv. Med hendes pjuskede orange hår, farverige pelsjakke og lyserøde fodtøj, skærer Thora nærmest Rosette i øjnene, og man kan nemt se det for sig. Rosette efterlades i totalt chok over synet af hende, og det er ganske morsomt at se, hvordan hun nærmest får en nedsmeltning og totalt overreagerer efter Thora fanger hendes blik og smiler til hende, som om hun er en medsammensvoren i tyveriet.

Første kapitel markerer en rigtig god introduktion til karakterne, både den grå mus Rosette og den excentriske pensionist Thora. Man får et intimt indblik i det lidt forskruede og sørgelige verdenssyn Rosette har gennem hendes tankestrøm og 3.personsfortælleren med fokus på hendes synsvinkel. Mødet mellem de to karakterer er absurd og morsomt, og det lover godt for fremtidige interaktioner mellem de to karakterer. Det bliver interessant at se, hvordan det ender med, at de to diametrale modsætninger vælger at sætte sig sammen i en bil og tage en roadtrip langt op i Sverige, og hvordan de med tiden lærer hinanden at kende og bliver venner.

Trods det meget lille uddrag af romanen synes vi, at Majbritt og hendes projekt har stort potentiale, og vi ser frem til at læse videre om det umage par, hvis og når hun lægger nogle flere kapitler op på siden. Vi anbefaler jer alle til at kigge forbi hendes profil og hendes projekt. Vi opfordrer jer til at følge hende, smide nogle kommentarer, og eventuelt hjælpe hende ved at blive betalæser, så hun kan få arbejdet videre med projektet og udvikle sine skriveevner.


Rigtig god læselyst!


Skrevet af
Jan Bagge-Nielsen
Webredaktør
Uniteandwrite