Projekter

hvad en kvinde kan

Status:Udgivet

Dette essay handler om nogle af de normer og diskurser, vi som kvinder lever under og er nødt til at være bevidste om, hvis vi skal bryde med dem.

Af: Ragna Aamand

Genre: Samfund, religion og filosofi

Tags: #kvinder #seksualitet #normer #kønsdiskurser #Frihed #krop #kvindekamp #skrivekonkurrence - kønsroller, kønspolitik og ligestilling #kønsroller #kønspolitik #ligestilling #skrivekonkurrence ##metoo #kønsdebat

hvad en kvinde kan
2021-03-08 14:04:46
Forleden da jeg sad og snakkede med en veninde, jeg har kendt siden jeg var 15 år, mindedes vi vores tid som meget unge. Vi mødte hinanden på båndværksstedet og lavede ungdomsradio. Hun var på det tidspunkt en ”pæn pige”, som klædte sig anstændigt og ikke skejede ud. Hun betragtede sine jævnaldrende mere afventende end jeg. For mig var det en tid, hvor jeg søgte at mærke grænserne i seksuel forstand. Det var en periode, hvor jeg blev opmærksom på at jeg i kraft af at være et meget seksuelt menneske, også måtte konfrontere manges holdninger om det. Jeg var fremme i skoene og jeg kunne slet ikke vente med at kaste mig ud i at mærke min seksualitet. Min veninde og jeg snakkede om sagerne, der for tiden, optrevles i medierne. Den seneste #me-too bølge, som de fleste mennesker følger med i. Min veninde påpegede i fredags at jeg som 15-årig ville blive betegnet som en, der gik udfordrende klædt. Jeg gik med hofteholder, knæstrømper, gennemsigtige underkjoler og en ultra-kort ruskindsnederdel. Jeg havde oftest mavebluse på, der afslørede en piercing i navlen og høje hæle eller buffalo støvler. Jeg gik med knaldrød læbestift, tegnet op med en kraftig læbeblyant, mine øjne var malet sorte og forførende og mit hår var klippet i en kort page. Og det var for meget når jeg som teenager klædte mig i underkjoler, lårkort og hofteholdere. Det var vulgært: Ja, det var praktisk talt undertøj, prøvede min mor at forklare. Men jeg tror, jeg ønskede at prøve af, hvordan det var muligt at være kvinde. Hvor langt kunne jeg gå, uden at blive sexobjekt eller billig. For jeg var instinktivt provokeret. Og jeg undredes. Over at ingen drenge eller mænd var sexobjekter eller billige. At begreberne ikke gjaldt, når det drejede sig om mænd. Uanset hvordan de klædte sig eller teede sig. Nogen ville mene, at jeg selv ville være udenom det, hvis jeg oplevede krænkende adfærd eller sågar seksuelt overgreb dengang. Og når sandheden skal frem, har jeg oplevet begge dele flere gange, end jeg har lyst til at nævne. Hun spurgte mig, om jeg troede, jeg stadig ville ha været sådan klædt, hvis ikke der var nogen omkring mig, jeg kunne spille bolden op af. Det tænkte jeg længe over og konkluderede så at en del af ungdomslivet, hvor grænserne søges, kun kan udleves i samspil med omgivelserne. Samtidig har jeg altid været og vil nok altid være et meget seksuelt menneske. På den måde var det naturligt for mig at gå sådan klædt for at finde ind til mig selv. Da jeg faldt i søvn i min venindes gæsterum efter vi havde snakket, rumsterede et spørgsmål i mit baghoved. ”Hvordan ville det være at udvikle sin seksualitet som ung kvinde, hvis hun kunne gøre det i tryghed? Hvordan ville det være at være ung kvinde, hvis ikke hendes krop konstant blev seksualiseret?” Når jeg som voksen hver sommer besøger kvindelejren med mine børn, oplever jeg et frirum. Jeg er naturligvis ikke alene. Jeg er der sammen med cirka 60 andre kvinder og børn. Men jeg føler, jeg er et trygt sted. Jeg oplever at jeg kan være den jeg er, gå klædt som jeg ønsker, eller lade være med at have tøj på, uden at jeg bliver seksualiseret. Og det er ganske befriende. At kvinder i selskab med kun sit eget køn kan føle sig trygge, er for mig et eksempel på at der må være noget, vi bør ændre, når kvinder og mænd er i samme rum. Da jeg gik på teaterskole, blev jeg af lærerne gjort opmærksom på at jeg skulle passe på, jeg ikke endte som Marilyn Monroe. Jeg spekulerede dengang længe over, hvad der mentes med det. Jeg har altid elsket hende meget højt og følt mig meget forbundet med hende. Jeg synes, hendes skæbne er trist, men jeg tænker, det handler om, hvordan hun blev behandlet, ikke om at der var noget forkert eller for meget ved hende. Hun havde en blændende seksuel energi. Jeg tror dog, hun ville have haft gavn af at styrke sin indre krigerkvinde, så hendes sensitivitet kunne være mere beskyttet, når hun mødte sin omverden. Jeg var, da jeg gik på teaterskolen, ikke blevet mindre seksuel gennem årene, jeg havde levet. Men jeg var begyndt at mærke mere efter, hvornår jeg skulle passe på og hvordan jeg kunne sørge for ikke at være for meget. Og ja. Jeg har altid fået at vide, jeg er for meget. På mange måder. Som voksen rummer jeg det bedre. Jeg koncentrerer mig om at huske på, at når andre synes, jeg er for meget, må de selv føle sig for lidt. Det giver mig medfølelse og omsorg. For dem og for mig selv. Men jeg har noget på hjerte i dag. Jeg tænker ikke kun på min egen rejse i at elske mig selv og være kvinde i denne verden. Jeg tænker på mine døtre. Min 13 årige datter minder mig lige nu meget om mig selv. Hun ser sig selv i spejlet om muligt konstant. Hun overvejer, hvad hun skal ha på 20 gange, inden hun går i skole og hun føler sig ofte begrænset, fordi hun føler, hun ”skal passe på” hvilke signaler, hun sender, og om hun er for meget eller for lidt. Hun er allerede nu opmærksom på, om hun skaber situationer, hun egentligt ikke har ansvaret for. Selvom det bliver pålagt hende. -Og det gør mig gal. Jeg har aldrig oplevet en ung mand være bange for at sende ”forkerte signaler”. Alligevel pålægges det kvinder at tænke sig godt om, før de går let påklædt i det offentlige rum. Hvad er det lige ved en kvindes krop, der gør det okay at placere skyld og skam på hende. Jeg er klar over at kvinder i generationer har måttet tage ansvaret for konstellationer, men det må være på tide at overveje, hvorfor det er sådan. Det må være på tide at vi alle sammen, uanset køn, tager det ansvar. Jeg byder jer alle op til dans og dialog. Vi kan synes, der er vigtigere ting og mere alvorlige krænkelser, end hvad en ung kvinde i det daglige oplever. Vi kan synes at der bliver talt om petitesser og at der bliver mindre plads til flirt i de offentlige rum. Vi kan synes, det er synd for mændene at de skal mærke bedre efter eller tænke sig mere om. Og vi kan synes, vi skal bekræfte mændene I at de er søde og dejlige og gode. At de ikke alle sammen krænker. Men vi kan også overveje, hvad det er for en kultur vi har skabt. Vi kan sammen finde en løsning på, hvordan vi kan ændre det. Min 10-årige datter falder ikke under kategorien ”typisk pige”. Hun bliver ofte forvekslet med at være en dreng. Hendes hår er kort, hun går i cowboybukser og skjorte. Hun har et meget smukt og fint ansigt og er i sin approach til andre høflig og imødekommende. Men hun er også frisk til at hjælpe med alt det praktiske og viger ikke tilbage for en fysisk udfordring eller arbejde, der gør hende møgbeskidt. Hun minder mig også om mig selv, da jeg var lidt yngre. Jeg klatrede øverst op i æbletræerne, løb om kap med drengene og havde utroligt svært ved at forstå, hvorfor nogle af mine veninder kunne være uvenner i dagevis, uden at snakke om, hvad det handlede om. Jeg havde nemmere ved at lege med drengene dengang. Inden seksualiseringen startede. Det var mindre kompliceret og sjovere, syntes jeg. Jeg hvinede ikke i rutchebanen i Tivoli, før jeg så hvor forskrækket mine jævnaldrende piger kiggede på mig, fordi lyden, der kom fra min mund, var for voldsom. Jeg husker at øve mig i at hvine, mens jeg betragtede mig selv i spejlet, så det også så fint ud. Jeg husker at tænke over, hvordan jeg skulle gå. Jeg husker, at jeg pludselig måtte lære at jeg i samspil med drengene måtte passe på. Min yngste datter står på tærsklen af at være tvunget til at forholde sig til sit køn. Hun ved at der er steder i verden, hvor hun kunne vælge ikke at være hverken pige eller dreng. Og at det ville blive accepteret. Hun ved at der findes skoler i Sverige med toiletter uden kønslabel på. Hun siger allerede nu at hun vil bo der. For hun skal allerede forholde sig til sit køn og den diskurs, der hersker, selvom hun overhovedet ikke er klar til det endnu og måske ikke har lyst til at falde i hverken den ene eller den anden kategori. Jeg kommer tilbage til det her emne igen og igen. Jeg støder ind i en mur, som vi godt kan kalde kønsdiskurser og normer, men jeg vil egentlig gerne snakke om frihed og tryghed. Jeg skrev min afsluttende opgave på lærerseminariet om køn i folkeskolen og ja, det har altid optaget mig. Jeg har fået mine børn med en kvinde. Jeg lever i parforhold med en kvinde. Jeg er omgivet af og føler mig selv som normbryder. Det stiller mig et sted, hvor jeg spørger mere og ser mere end, hvis jeg var en stille og rolig heteroseksuel kvinde. Det må derfor også være min pligt at udtrykke mig om, hvad jeg ser og hvad jeg ønsker. Forleden så jeg et opslag fra en efterskole, der havde dannelse på skemaet. Det lød jo sådan set fint nok, tænkte jeg. Men jeg blev temmelig berørt, da jeg læste videre. Eleverne skulle deles op i køn. Drengene skulle udfordres, prøve grænser af og mærke det farlige hver onsdag. De skulle køre i go card og på overlevelsestur. Pigerne skulle til gengæld sidde i en kreds og snakke om, hvordan de kunne skabe et godt socialt rum, hvor der ikke var fnidder og underliggende konflikter. De skulle lære at løse konflikterne og tage ansvar for den gode stemning. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, det er så svært at åbne op for at lære drengene at mærke efter og tage medansvar for det sociale rum og for at pigerne udfordrer deres grænser og følger deres drømme. Jeg forstår ikke, hvorfor børn i dag stadig er tvunget til at forholde sig så meget til sit køn at nogen af dem føler sig i fængsel. Mindst af alt forstår jeg at så mange mennesker ikke kan se, hvilken lidelse, det påfører vores ungdom. Jeg tænker i disse dage meget på, hvordan det bliver for mine døtre at vokse op. Ind imellem bliver jeg chokeret over, hvor langt vi har igen, før kvinder og mænd er ligestillede. Når jeg læser opslag og artikler om, hvor synd det er for mænd at bølgerne med #metoo ruller, når jeg hører at det er fuldstændig blæst op og når jeg mærker hvor skarpt ordet ”feminist” stadig klinger, selvom det snart burde være tydeligt at det ikke handler om andet end at kvinder bør have samme rettigheder som mænd. At frihed og værdi tilkommer alle mennesker. At der kun er grunde til at stille os lige i verden. Det er ikke mange generationer siden, kvinder fik stemmeret (I Danmark stemte kvinder i første gang i 1918) og at skrive et opslag som dette eller for kvinder at skrive i det hele taget, var så godt som utænkeligt for bare 150 år siden. Og jeg bliver alligevel fortrøstningsfuld når jeg bliver kontaktet af en mand, jeg datede da jeg var 15 år. Han var ni år ældre end jeg. Han skrev forleden til mig, om jeg nogensinde havde følt mig krænket i vores relation. Det var der god grund til at spørge om, eftersom han både var noget ældre end mig og havde en position som produktionsleder, mens jeg lavede ungdomsradio. Jeg blev glad for at han spurgte, ikke bare fordi han i sin tid sårede mig, og kæntrede min umodne båd i mit vilde følelseshav. Men jeg blev glad, fordi jeg fik håb. Jeg fik håb for mine døtre og den verden, de lige om lidt træder ind i. For når han er nysgerrig på at høre, hvordan det var for mig, tænker jeg, han ikke er alene. Når han er interesseret i at vide, om han overskred mine grænser, mærker jeg at bevidstheden langsomt højnes. Der er mange derude, der spørger, mærker og lytter. Og det afgørende at menneskeheden lytter og lærer lige nu. Vi voksne er nødt til at overveje, hvordan vi snakker om køn, om seksualitet, om grænser, om respekt. For så kan vi muligvis klæde vores spæde ungdom på til at passe på sig selv og på hinanden. Så de i deres spæde følelser og deres udforskning af seksualitet kan skabe tryghed. Det ønsker jeg mig brændende. Bare det.
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer