Projekter

Hillcrest Hus handler indledningsvis om den 11-årige Mason Hunter, der skal tilbringe en regnfuld sommer hos sin moster Judy i Maine i USA. Moster Judy bor i et gammelt, næsten gotisk udseende hus, som Mason gradvist går på opdagelse i hen over sommeren. Han erfarer inden længe, at både huset og hans moster gemmer på hemmeligheder, og ved mødet med pigen Cassie starter et langt venskab og en historie spækket med magi, mysterier og spænding.

Kiannas roman er gribende fra første side, og den folder sig ud som en sød og tankevækkende historie om barndommens magi og dens tråde til voksenlivet over dens mange velskrevne sider.

Vi bed særligt mærke i historiens åbning, der helt suverænt formår at fange læseren fra start. Der lægges op til et mysterium og en masse spørgsmål, som man føler, man bare MÅ have svar på. Man får et indtryk af, hvor romanen vil lede hen, ved at der teases lidt om Masons fremtid, før man springer tilbage til, hvor det hele startede. At åbne en roman stærkt og fængende er en kunst i sig selv. Det kan være rigtig smart at starte ”midt i historien”, in medias res, som det kaldes, og ved at springe i tid give en forsmag på, hvor historien vil føre læseren hen. Et tidsspring, som det Kianna benytter sig af her, kan netop opnå at pirre læserens opmærksomhed uden at afsløre for meget. Hvordan ender Mason der? Hvad sker der undervejs i historien, der leder til denne kritiske situation? Disse spørgsmål vil hænge i tankerne hos læseren hele vejen gennem historien og vil drive ham/hende til at læse videre og finde svar.

I samme stil indledes hvert kapitel med et citat, som også giver en lille forsmag på, hvad kapitlet kommer til at handle om, hvad der kommer til at ske, og hvilke temaer der vil være på spil. Det fungerer rigtig godt, og det er noget som mange bestsellerforfattere også benytter sig af.

Kianna gør også rigtig godt brug af dialogen til at fortælle historien. Den holdes simpel og ukompliceret, og replikkerne får for det meste lov at tale for sig selv, uden at der tilføjes for mange fortællerbemærkninger, der forklarer, hvad der menes, og hvordan det bør opfattes og fortolkes. Hun lader replikkerne male et billede af personerne, i stedet for aktivt at fortælle læseren, hvordan han/hun bør opfatte og forstår dem.
For eksempel får man indtrykket af, at den ældre herre Andrew, der kommer og henter Mason på stationen, er en lidt kæk type, uden at fortælleren overhovedet beskriver ham som sådan. Han er kæk, men hensynsfuld og reelt interesseret i Mason – alt sammen noget, som hans måde at tale til ham på og adfærd afslører om ham. Samtidig får man også indtrykket af, at Mason er en ensom dreng, at der måske er lidt knas med familien, og at han er usikker på sig selv.
Det er alt sammen meget underforstået, og læseren bliver sat lidt på opgave i forhold til at læse personerne og selv drage konklusioner.

Dog er der nogle få steder, hvor fortællerkommentarerne fylder lidt for meget og bliver lidt for forklarende. For eksempel når der står:

“Hvad gjorde hende så bemærkelsesværdig?” Han er faktisk interesseret i husets historie, på trods af at hans moster har ret. De fleste 11-årige drenge ville være ligeglade med det. Men Mason har altid været nysgerrig, han er som sin moster på den måde.

Dette kunne man med fordel korte ned – det fremgår af replikken, at han er interesseret, trods mosteren har ret. Hvis det skal understreges mere, kan man evt. beskrive, hvordan han rykker frem i sædet og kigger mere intenst på hende, for at signalere, at hun har hans fulde opmærksomhed. Igen, lad hellere dialogen og handlingerne tale for sig selv, fremfor direkte at forklare.
Det samme kan siges om de lidt overflødige og forstyrrende fortællerkommentarer i form af beskrivende adverbier og adjektiver, der nogle få gange sniger sig ind, for eksempel ”siger han konversationelt”.

Generelt bliver hovedpersonen, hans indre dilemmaer og selve ”situationen” introduceret uden besvær og helt naturligt via scenen og samtalerne. Det virker sjældent ”exposition”-agtigt – man føler ikke, at man som læser bliver fodret med information af forfatteren. Det virker i stedet helt naturligt og flydende langt hen ad vejen, hvilket gør det til en fornøjelse at læse.

Kianna forstår også mange steder at være ret økonomisk med sine ord, hvilket også er en kunst i sig selv.

Hun smiler igen og Mason kan ikke lade være med at smile tilbage. Hun minder så meget om hans mor; en ældre, mere farverig version af hende.

Dette er en meget effektiv måde at danne et billede af både Masons mor og moster Judy. Vi ved ikke meget om Masons mor på dette tidspunkt i historien, og dette er en meget naturlig måde at komme ind på emnet – via association: De er søstre, og det er derfor logisk, at Mason kommer til at tænke på sin mor.

Rent sprogligt arbejder romanen generelt på et ret højt plan, men vi faldt over nogle få sproglige træk, der godt kunne tåle en gennemgang og eventuel redigering. Vi fandt eksempelvis nogle enkelte anglicismer hist og her, såsom ”trick af lyset” (trick of the light), der bærer præg af påvirkning fra engelsk. Det skyldes formentlig, at forfatteren læser mange bøger på engelsk. Nogle af navneordene, der optræder i teksten, er også delt i to som på engelsk, når de burde være ét ord.
En let omgang korrektur ville heller ikke være af vejen, da vi fangede nogle kommafejl og levn fra tidligere redigeringsfaser, der godt kan forstyrre læsningen en smule. Men det er ikke noget, der vil trække meget ned i et forlags øjne.

Alt i alt synes vi, at Hillcrest Hus er et velskrevet og yderst spændende projekt, der formår at holde læseren i et jerngreb fra allerførste side og lede ham/hende ned ad en sti af mysterier og magi. Romanen er fuld af interessante og veldefinerede karakterer, som man reelt bekymrer sig om og vil vide mere om, i kraft af den meget stærke åbning. Kianna har godt styr på fortællerhåndværket, og det mærkes i høj grad på hendes skrivestil, at hun har skrevet siden en tidlig alder.

Romanen er færdigskrevet, og der lægger hele seks kapitler samt prologen under projektet lige nu. Kianna skriver, at hun har arbejdet på romanen i over to år, og at hun nu er i redigeringsfasen. Hun fortæller os også, at hun tidligere har udgivet gennem selvudgiverplatformen Saxo Publish. Her udgav hun i 2017 en ”mini-roman” kaldet Matheo’s Muse.

Hillcrest Hus får vores allervarmeste anbefaling, og vi opfordrer jer til at følge projektet (og Kiannas andre projekter) og til at smide hende en kommentar eller to, om hvad I synes om det.

Rigtig god læselyst!


Skrevet af
Jan Bagge-Nielsen
Webredaktør
Uniteandwrite