Søg

#73 Fiasko Som barn fik han at vide, at han skulle stræbe efter at være den bedste. Der er kun én vinder i en konkurrence. Middelmådigheden starter med nr. 2, sagde hans far. Det gjaldt om at være foran, altid før de andre, stå tidligt op, aldrig udsætte til i morgen, hvad du kan gøre i dag. I skolen satte vor helt sig på første række og rakte fingeren op, hver gang læreren spurgte om noget. Som regel svarede han rigtigt, for han havde forberedt sig grundigt hjemmefra. I gymnastiktimerne var han den hurtigste løber og den, der kunne springe højest. Han blev altid anfører på fodboldholdet og i frikvartererne førte han an i jagten på pigerne. Når han kom til kammeraternes fødselsdage, var han altid den sjove. Ham der væltede sodavand på dugen og fik smurt flødeskum ud på tøjet. Han kunne klatre højest i træerne og springe på hovedet i vandet fra vipperne i friluftsbadet. Indtil sit 14. år følte han sig som en succes. Alt lykkedes for ham, og han var populær blandt kammeraterne. Men da han begyndte at gå til dans, skete der noget. Flere af hans klassekammerater gik på den samme danseskole. Normalt viste danselærerinden nogle trin sammen med en af eleverne og bagefter skulle holdet så lave de samme trin. Inden øvelserne gik i gang skulle der inklineres. Drengene løb over salen og bukkede for den pige, de gerne ville danse med. Så gjaldt det om at løbe hurtigt for at nå over til den pæneste pige, inden en af de andre fik inklineret først. Men ligegyldigt hvor hurtigt han løb, kom han altid for sent, for den kønneste pige, han havde udset sig og bukket for, vendte i sidste øjeblik hovedet og nejede for den anden, ham med bumser, der kom luntende lige bag ham. Til skoleballet havde han udset sig en pige med lange fletninger. Så vidt han kunne mærke, kunne hun også meget godt lide ham. De fulgtes nogle gange til skole og talte om alt muligt. Han forsøgte at imponere hende med at klatre op i nogle høje træer, men hun gik bare videre. Når de cyklede ned ad bakken, slap han hænderne fra styret og fødderne fra pedalerne, men hun råbte bare, at han ikke var rigtig klog. En dag spurgte han, om hun ville danse med ham til skoleballet og hun nikkede. Hele ugen op til ballet svævede han på en sky. Alt forekom ham som en drøm. Han var sikker på, at han kunne opnå alt her i livet. Det var kun et spørgsmål om at gøre sig umage, være hurtig, være opmærksom, dygtig, så kunne intet gå galt. Dagen før skoleballet havde han været på skøjtebanen. Sidste år havde han fået hockeyskøjter i julegave. Dem var han allerede blevet god til at stå på. Især havde han øvet sig i at bremse hårdt op, så der stod en sky af is og sne ud fra skøjterne. Han havde set, at flere af de større drenge havde udviklet den teknik for at imponere og forskrække pigerne. Med fuld fart kørte de direkte imod en gruppe piger, som stod og snakkede. Pludselig vendte de siden til, så det hvinede i isen og en sky af sne sprøjtede ind over pigerne, som hvinede. Om det var ren forskrækkelse eller der også var lidt fryd i hvinene, var han ikke sikker på. Hen under aften, hvor mørket var faldet på og ansigterne blev sværere at skelne, fik han øje på pigen med fletningerne. Hun havde ikke opdaget, at han var på skøjtebanen. Han tog tilløb for at forskrække hende med en hård opbremsning, men da han kom nærmere, opdagede han, at en anden skøjteløber kom hen til hende bagfra og lagde armene om maven på hende. Da hun så, hvem det var, vendte hun sig helt om og kyssede ham lidenskabeligt. I stedet for at lave den hårde opbremsning kørte vor helt tilbage til omklædningsrummet, spændte skøjterne af og cyklede hjem. Skoleballet kom han ikke til. Han måtte holde sengen på grund af en pludselig forkølelse. Da han kom i skole igen efter weekenden, var det officielt: hende med fletningerne og ham med bumserne kom nu sammen. De efterfølgende ti år brugte vor helt – udover at uddanne sig til ingeniør – på at gruble over, hvordan kvinder var skruet sammen. Alt, hvad han havde lært om at gøre sig umage, være hurtigst, klogest og stærkest, virkede åbenbart ikke i lotteriet om den udkårne. Han fortvivlede, overvejede om han var født i en forkert krop, ja, om det overhovedet var værd at leve. Tyve år senere – han var nu far til tre børn – overværede han en samtale mellem hans kone og deres ældste datter, der var kommet på besøg. De to kvinder sad og i sofaen og talte tydeligvis intimt om en affære datteren havde. - Jamen, mor, hvad så du egentlig selv i far, dengang du forelskede dig i ham? - Han virkede helt fortabt – en fiasko – som en, der havde brug for al den omsorg kun en kvinde kunne give ham, svarede hun.