Jan kommer med en mængde roser i sin omtale og jeg synes fuldstændigt det samme.

Men for mit temperament er der en ufuldstændighed omkring væsnet.
I starten præsenteres væsenet som en indflydelse der øger Thomas agressivitet – er det dets agenda tænker jeg?
Og videre frem virker det som om der er en modsigelse i at væsenet beskytter ham mod at dø, men fremtræder antydningsvist skræmmende og baggrunden for dette forklares med at han, hvis væsenet virker fra sin gode side, ikke ville lægge mærke til det. Plotmæssigt virker dette faktisk ligegyldigt, væsenet ville jo stadigvæk kunne beskytte ham selv om han ikke mærker noget videre til det. Jeg fik den tanke at det ‘legede’ med ham, nød at skræmme, og holdt ham i live for netop at få denne nydelse. Så i scenen i bomberummet ændrer væsnet sig pludselig og vender sin gode side udad. Kommer det af at det netop ikke kunne beskytte ham helt? Eller er det fordi, han beder det om at beskytte de andre også? – På mig virker transformationen uklar. Og tilsidst optræder væsenet tydeligt som et ‘af kød og blod’ og er hans kone. Denne læser tænker, ah – så skulle vi da tidligere have haft lidt at vide om hende. (Der er vist deus ex machina, sådan noget hedder – har lige lært om det).

Jeg synes også der kunne kæles lidt mere for forholdet mellem besætningsmedlemmerne. Oftest når mænd arbejder sammen om noget risikofyldt, så holder de deres agressioner i ave i gruppen, Der er et stort rum for ’tilgivelse’. Sommetider er der en ‘odd man’, som giver konflikt, rangordningen i det militære er netop lavet for at give en formel hakkeorden, hvor personligt mishag ingen rolle får. Det kunne der godt ‘kæles’ lidt mere for, ville give en større fyldighed i læseoplevelsen.

Småting som jeg faldt over:
“Hold bøtte” det tror jeg ikke bliver sagt i denne situation, måske “hold kæft”/”ti”/ eller snarere et håndtegn om at klappe i.

Thomas lægger sin ‘flakvest’ ind under sædet to gange?

Det var så mine ‘5 cent’