Projekter

Til Hypatia

Novelle med historisk udgangspunkt

Af: Peter Rosenlund Sørensen

Genre: Noveller

Til Hypatia
2018-03-26 18:44:58
Notits: Fundet af en gammel pergamentrulle i en hermetisk lukket lerkrukke i Grækenland dette forår har bragt sindene i kog i mange miljøer. Skriftet, der handler om mordet på en af antikkens mest berømte kvindelige filosoffer, Hypatia fra Alexandria, og er skrevet af en af gerningsmændene har allerede delt vandene. Et falsum hævder nogen, tydeligvis ægte, mener andre. Men denne uenighed af primært akademisk art er dog for intet at regne mod tilhængere og modstandere af skriftets indhold: en advarsel mod enhver tids fundamentalisme og sortsyn, hævder tilhængerne, mens modstanderne tvivler på, at den type refleksion var sandsynlig hos en af datidens fanatikere. Imens vi venter på den endelig verificering af skriftets ægthed bør man notere sig, at fremtrædende religiøse og politiske ledere har taget det standpunkt, at dokumentet bør tilintetgøres, da det kun kan ophidse til spændinger mellem befolkningsgrupper og trossamfund. Det Herrens år anno 447 efter Hans Korsfæstelse Og død for vore synders skyld; det 32’te år efter Din smertelig død for mit vanvid og min dårskab TIL HYPATIA Tillader du, Hypatia, at en hvileløs sjæl forstyrrer din søvn i graven? Tillader du, at jeg henvender mig nu, hvor mine ben ikke mere kan bære og min hånd næppe holde om den pen, der sætter disse rystende tegn; du skal vide, at min elendighed er stor, at savlet løber ad min hage og pletter mit tøj; tæt på mig skriger de sorte fugle, og håber på at stikke deres næb i mit kadaver; du skal vide, at det er fortjent. Trods det ærer landsbyen mig og folk taler sagte, når de går forbi den briks, mine sønner har anbragt i palmernes skygge, så jeg kan finde hvile og en svalende vind kan røre min feberbrændende pande. Jeg har bedt dem anbringe mig i solen, så dens stærke stråler kan yde mig retfærdighed. Men de lytter ikke til deres fader længere. Jeg må tåle deres overbærende nik og rette mig efter den styrke, som engang sad i mine lænder og hænder, når de siger: ”Respekten er stor for vore ophøjede og elskede fader. Selv drengebørnene glemmer deres leg og formummer sig i stilhed, når de kommer for nær dit leje.” Snart må jeg gå den vej, som er de dødeliges lod. Ak, som dumhed og fornedrelse, stolthed og forfængelighed har skjult den for mig. Troede jeg ikke længe, at jeg ville gå ad himmelstigen oplyst af renhedens flammer, begrædt af de efterladte, længselsfuldt ventet i Paradis? Alt for få dage skiller mig nu fra denne min dårskabs største vildfarelse, og som ordene flyder deres lille Nil fra min pen, aner jeg ikke, om jeg rettelig søger tilgivelse eller straf. Derovre står de, mine sønner. Slægtninge har samlet sig her og i de nærliggende landsbyer; selv statholderen har sendt sit bud med hilsner og håb om et langt liv. Hverken han eller jeg lader os narre. Heller ikke de fluer, som sætter sig i mit savl. Vi ved, at det snart er slut! Da vil budet ile tilbage til den store by og berette, mens – håber jeg – at denne beretning, som min gigtplagede hånd sætter i tegn på papyrus vil følge en anden rute og nå andre øjne – øjne som er oplyst af din Ånd, Hypatia, og som har lært af sandheden, som andre har taget næring af løgnen. Ingen, jeg gentager dette ord, så jeg i den korte tid jeg har tilbage ikke skal glemme det igen, ingen kan løbe fra sine gerninger ved glemsel; ingen kan løfte sig fra skidtet uden erkendelse, ingen kan leve i retfærdighed uden at have tilgivet: Alt er af denne verden, dog er erkendelse af den Almægtige. Man tager og bliver af det man tager. Inden da nåede jeg den store Stad… Ï Ramt af alderens og tiden mangeartede dårskaber var jeg en ung mand på 18, der nåede det sted, hvor mægtige paladser og knejsende bygninger rakte sig mod himlen; i den endeløse strøm af mennesker, der bevægede sig i de usle rønner ved floden, gennem håndværkernes stræder til markedspladserne, drev jeg forbi kirker og templer, mens gederne brægede, spurvene pippede og hønsene kaglede, som de altid havde gjort. Hvilke forhåbninger nærer ikke et ungt menneske, der kun har oplevet de støvede stier, gedernes søger på klipperne; i blandt hundrede gader og stræder, midt i gadesælernes faldbud om alverdens lyksaligheder og de skrigende dyr på vej til markedet, stod jeg på kanten af verden. Med hvilket begær, med hvilken lyst rakte jeg ikke ud efter fremtiden? Ak, lyder mine ord selvretfærdige, griber de efter en sympati eller en fjern forståelse, så kan jeg ikke nægte, at jeg ikke kender nogen anden måde at bekende på; inderst inde ved jeg, at der intet håb er for mig. Men måske er der håb for en eller anden ubefæstet sjæl, der ser sig selv som en gud og bevæger sig over verdens støv og sand som et insekt. Dér vil min forfængelighed måske kunne tjene til at vække forstand og indsigt. En dag vil verden gå under; synderne vil styrte i det brændende helvede. Endnu er der tid for andre. Mor havde givet mig en bylt med mad og en dinar, som hun hemmeligt havde sparet op. Som hun elskede mig. Hendes øjne var våde og bløde, som hendes hænder var tørre og furede, da hun sagde farvel. Og jeg skyndte mig bort fra hende og hendes formaninger og ønsker. Jeg vendte mig end ikke om, da hendes stemme som et smertens skrig ønskede mig lykke med: havde far vidst det – men han sad og drak brændevin i middagsheden på beværtningen ved landsbyens torv – havde han tævet hende og mig med. Jeg tog af sted og jeg så dem aldrig igen. Jeg standsede først, da jeg søgte ly ved en simpel kro nær byporten. Her kom andre fra landsbyerne: de der skulle handle på torvet den næste formiddag, de der søgte lykken, og så alle de der allerede havde været der for længe og var fulde af lus og lopper og tomme for mad og penge. Jeg rakte dem så længe jeg selv havde; af medlidenhed, mente jeg. Men var det ikke af en overbærende foragt? Jeg så godt ud med mine brede skuldre, kraftige mørke hår og mine glinsende hvide tænder. Jeg skulle ikke blive her. Jeg skulle blive noget. Allerede næste dag søgte jeg til de store paladser, hvor mit lands mægtige mænd sad. Tålmodighed er ikke ungdommens dyd: men jeg var tålmodig. Først søgte jeg ved de største bygninger, og jeg affandt mig med at blive råbt af og kastet på porten. Derpå søgte jeg de mindre prangende. Hvor jeg blev modtaget lige afvisende. Sådan fortsatte jeg i dagevis, bad dem, nødede dem, tryglede dem om at værdige mig et øjeblik, så jeg kunne fortælle alt det gode om mig selv, som den gamle præst i landsbyen havde sagt kunne komme mig til nytte i byen. De hånede mig, for jeg kunne ikke læse eller skrive; daglejere var der nok af. Jeg kunne stille mig op bag æslerne på torvet om morgenen, lo de, så ville en eller anden måske tage fejl. Jeg bed deres latter i mig. Og fortsatte. En dag blev jeg belønnet for min tålmodighed. En ældre herre med en skikkelse så tynd som sivene ved floden havde et par gange set interesseret på mig. Jeg havde forhørt mig og vidste, han var skriver hos en af købmændene på havnen. Jeg strakte mig, gjorde mig bred, blinkede til ham for at få hans opmærksomhed. Til sidst standsede han op foran mig; spurgte venligt om jeg var interesseret i at tjene lidt? Han havde en lille forretning ved sin bolig – et måltid mad, en briks på gulvet i gangen i hans hus ville være en del af min løn. ”Hvad skal jeg gøre, spurgte jeg, men tav straks, bange for at have virket afvisende. ”Hvad vil du gøre? ”Alt, svarede jeg glad. Alt. Han nikkede og kastede en mønt til mig. Endelig var min gode dag begyndt. Mine kammerater så misundelig og jeg knejsede med hovedet, da jeg forlod deres rækker. Gennem gader, der blev til stræder så smalle, at man stødte forbipasserende når man var så bred som jeg fulgte jeg ham. Mørket faldt på som et tungt stykke klædning. Fakler og olielamper kastede deres flimrende lys mod os. Fra hytterne lød der barnegråd, skænderier, råb, snak. Og da vi nærmede os den hytte, hvor min velgører boede, lød der kommentarer. ”Denne gang er det vel ikke et æsel, du har fundet, Hiram?” ”Nej, eller en skabet sjakal.” Der lød en gnæggende latter ”Er han bjørn eller løve?” ”Nej, snarere en glumsk ulv.” ”Stor som en bjørn.” ”Med en manke som en løve.” ”Den skal Hiram snart klippe.” Igen lød der latter, denne gang som tunge brøl. ”Hyænen er er klogere.” ”God appetit Hiram.” Jeg rynkede panden; havde min velgører, som lød navnet Hiram, bedt om det, havde jeg tævet hvem som helst, der skabte sig så dumt. Han standede op og så tilbage på mig. Trods mørket kunne jeg se hans skinnede øjne. For første gang siden vi drog af sted fra torvet hørte jeg hans stemme: ”Tag dig ikke af dem, de forstår ingenting!” Nej, tænkte Ingenting! Nej, selvfølgelig forstod de ingenting. Jeg rankede mig. Fuld af selvsikkerhed. Jeg var på vej. Lidt efter nåede vi hans hus. Han viste mig ind. Pegede på gården, hvor der stod et trug med vand, jeg kunne vaske mig med. Der lå også rene klæder. Bagefter kunne vi spise og tale om, hvad jeg skulle gøre, sagde han. Åh, vandet var køligt og vederkvægende. Bortset fra svømmeture i floden var det første gang jeg var blevet rigtig vasket siden jeg nåede byen. Salve og vellugtende væsker stod i krukker og jeg smurte mig ind. Da jeg var ren, kom tjenestepigen og viste mig ind. Her serverede hun et enkelt, men velsmagende måltid. Han sad der. Spinkel, med sit blik rakt mod mig, sine gode klæder. Med sine velplejede hænder. Han skænkede ublandet vin for mig. Liflige dråber varmede min krop og smurte mit stemmebånd. Mine øjne blev fugtige af glæde. Den gamle præsts’ ord og min mors tro på mig skænkede jeg ham. Hvad kunne jeg ikke gøre? Hvad ville jeg ikke gøre. Jeg var ikke bange for at tage fat. Han lo. ”Bare kom med en ordre, så er jeg der!” ”Hrm, sagde han. Hrm.” Lidt efter kaldte han på tjenestepigen. Hun kom med endnu en flaske. Hun skænkede mit bæger til randen. ”Drik bare”, sagde han og nippede til sit. Til tjenestepigen nikkede han blot: ”Gør klar til natten!” Uden et ord forsvandt hun bag et forhæng. Vi talte videre. I hvert fald talte jeg, mens hans skænkede. Da hun kom tilbage, sagde hun intet. ”Godt, følg mig, sagde han. Jeg rejste mig. Mine ben var som fyldte sække med sand. Kun langsomt fulgte jeg ham. Rummet vi kom ind i var oplyst af fakler. Røgelsespinde udsendte deres sødlige tunge dufte. Velværen bredte sig i min krop. En lav briks stod henne ved væggen. Her skulle jeg sove, hvilken forskel til kroens afskårne siv på gulvet. Tjenestepigen stod henne ved åbningen. Først nu så jeg, at hun var iført en lang lys dragt med brede stroppe og blottede bryster. Hun var smuk, med et lille smil, hvis retning jeg ikke kunne finde. Men jeg slog ikke mit blik ned. Igen nikkede han til hende og hun trådte nærmere. Hun bar en lille krukke og en blød børste. Jeg følte mig tung i hovedet, næsten sløv og prøvede at samle mine tanker. Hun gik om bag mig. ”Bøj dig,” sagde han. ”Bøj mig”, gentog jeg med en halvt forundret stemme. Men jeg gjorde det. ”Løft din klædning op.” Hvad mente han? Jeg nåede ikke at tænke min tanke til ende. Med et hurtigt og kraftfuldt ryg trak hun min klædning op og blottede mig. Og inden jeg nåede at reagere, og jeg tror næppe jeg kunne have gjort det, smurte hun mig bagi med en brændende varm salve. Jeg forsøgte at rejse mig op, men nu var mine sanser sløve og mine bevægelser langsomme. I det samme mærkede jeg hans hænder om min lænd. Faste. Jeg ville protestere men mine arme hang nu slap ned, og da jeg faldt forover var jeg næppe i stand til at løfte mig op ved skuldrene. Jeg gled over i en drømmeagtig tilstand. Min moders blide ansigt så jeg. Og inden jeg faldt hen, hørte jeg hans bydende, let skælvende stemme: ” Så, kom nu og tør mig af!” Om morgenen vågnede jeg tung i hovedet, tør i halsen, hele min krop værkede. Til min overraskelse lå jeg på stenene i gården. Tjenestepigen gik rundt og fejede. Hun værdigede mig ikke et blik. Med en stønnen rullede jeg mig om på siden. I det samme huskede jeg og satte mig op i en hurtig bevægelse. Hun fejede uanfægtet videre. Raseriet skød sine bitre tunger ud i mit bryst; jeg greb hendes ris og løftede det truende; havde hun ikke været en kvinde, havde jeg slået hende. Hun så på mig med slet skjult foragt. Og så smilede hun. Stort, skamløst, indbydende. Og hun vidste, at jeg ikke kunne modtage det. Med min arm løftet stivnede jeg som en saltstøtte. Jeg kunne ikke tro det. Så vendte hun sig om og forsvandt ind i huset og efterlod mig rådvild og forvirret. Og inden jeg kunne nå at reagere, var hun tilbage. Hun smed et par flade brød og et par mønter hen til mig. ”Her - så kan du komme igen i aften - men kom først efter han har spist.” Rasende bøjede jeg mig ned og samlede mønterne op. Jeg kylede dem efter hende; de ramte ved siden af. Hun rystede blot på hovedet, og da jeg vendte om for at forlade stedet, var hun i gang med at feje igen. Dagen lang gik jeg gennem byens gader, mens skammen og raseriet kogte i mit bryst; hvordan kunne jeg holde ud at leve efter dette: hvad skulle jeg gøre? Jeg slukkede min tørst i æslernes trug og spiste ingenting. Først da mørket kastede sin manke over lyset, fandt jeg tilbage til kroen. Her var min bylt borte med de sidste penge, og kromanden satte mig på gaden. Under broer, under baldakiner prøvede jeg at finde plads. Men jeg opdagede, at mørket havde sine herrer – et sted var en trappe optaget af en tidligere soldat, et andet sted var en familie med voksne sønner, dér var en krog med en truende galning. End ikke i åbningen fra en stald kunne jeg finde ly; således måtte jeg fremover sove på den åbne gade i snavset blandt rotter og fluer og elendige som jeg selv. Den tid drev jeg under den hårde sol og søgte føden; hungeren fik mig til at tømme latriner fra de huse, jeg sov i rendestenen foran. Tiere sultede jeg; fluerne havde et rigere liv end jeg. En æseldriver jeg stødte på nogle gange foreslog, at jeg skulle tjene til mit ophold ved nævekampe. Jeg rystede på hovedet - jeg, der aldrig havde lært at slås. Jeg lærte det; jeg slog hårdt og ubarmhjertig, for kun vinderen fik brød. Og jeg blev god og vandt snart uden at få en skramme, mens mine kammerater stod med blodskudte øjne og knuste tænder. Til sidst ville ingen slås med mig. End ikke af sult. Uden modstandere at besejre intet brød; jeg sultede igen. Jeg tilstår jeg stjal, når sulten som en kniv jog sin smerte i min bug: og jeg tiggede, mens fluerne bed mig i huden. End ikke et brød blev rakt mig i min elendighed. I byen med de stolte bygninger opkaldt efter den største hersker mennesket har haft, gnavede mit sinds dybe mismod sig ind i min ungdoms energi. ii Måske kunne det endnu være gået anderledes; jeg mødte din navnesøster, Hypatia. Den vinter tjente jeg som håndlanger for den bygmester, der byggede skattefogdens bolig nær den store mur, der skiller rosset fra de rige; dér så jeg hende. Næppe mere end femten eller seksten somre, iført klæder der mere fremhæver skønhed end de skjuler. Og dækkede hun sin ibenholt sorte hår bag et tørklæde, så var det alligevel så kraftigt og fuld af ungdom, at en lok faldt ned i panden. Hun var smuk; hun var bygmester Kleantenis’ datter. Mange gange gik hun forbi, nogle gange med sin mor eller søstre; umærkeligt gik arbejdet i stå. Det var som hele hendes tilstedeværelse fyldte luften, så vi næppe kunne trække vejret og løfte armen med stenen til huset. Andre gange fulgtes hun med veninder. Dæmpede stemmer fulgte dem, men ingen turde sige noget højt om en så fremstående borgers datter. Jeg lod som ingenting og vænnede mig til at slæbe de kvadrer, som var mit arbejde, mens pigerne fniste og pegede over mod os. Lige indtil Aron, jøden, som hævede han var født i Jerusalem, ærgerligt sparkede mod stilladset og brummede: ”Det er dig de kigger efter!” Mig? Nu kom de tit. Altid fnisende, når de var mange, sagtmodige når de var få, næsten tavse når der kun var to eller tre. Ellers råbte de kåde: ”Smukke Adonis!” Min overkrop var nøgen og glinsende fugtig og brun. Musklerne stod som brede strenge over mit bryst. Først var jeg ligeglad og arbejdede videre, siden lod jeg som ingenting, til de forsvandt bag et hjørne. Så kiggede jeg op og så mine kammeraters modvillige anerkendelse. ”Sikken en helt han er”, brægede de til hinanden. ”De hylder ham som var han et prægtigt vortesvin”. ”Måske vil de også rulle sig i skarnet med ham, så dejlig han er.” Sådan løber misundelsen gennem en mund; men der var dage, hvor hun kom alene, tankefuld. Da stod hun i skyggen fra baldakinen ved udskænkningsstedet ovre ved muren, og hendes blik brændte som solen stråler over gaden. Da så jeg kun hende. En dag henvendte hun sig til mig, en gang talte hun til mig, og den næste snakkede hun med mig. Jeg sværger, at hun sænkede klædet for sin mund dagen før den frygtelige sandstorm, der ødelagde den anden høst og gjorde det muligt at vade over floden oppe ved det øverste delta; hendes hud var skinnende hvid: ”Elfenben,” sagde jeg. Hun lo: ” Det siger alle.” ”Hvad er renere end fuldendt skønhed.” ”Det siger du!” sagde hun alvorligt. Hendes hår stod som en trang til berøring, hendes øjne knitrede af smil og leg hendes læber var bløde. Da hendes højre pegefinger gled som et kærtegn genne den dråbe sved, der løb ad mit nøgne bryst, rejste der sig en storm af ild og liv i min krop. Min mund flød over af veltalende, som vi snakkede og lo. Og forstod hinanden. Jeg lo af den sure murer Roju, der stod og råbte af mig, men ikke turde komme nærmere, imens hendes sprøde melodiske røst sagde, at hun ville se mig igen, at hun måtte se mig igen, for jeg var alt for prægtig en mand at have gående ved så simpelt et arbejde. Mit hjerte bankede stolt og stærkt, min mund flød over af forhåbninger og smukke ord. Hun smilede med let adskilte læber. Kvinde. Nær. Med en hvisken tilskikkede hun mig sit navn i mit ører: Hypatia! Så smukt. Så fuld af løfter og - jeg fattes ord for det største et menneske kan føle, Hypatia. Med sådan et navn fortonede sig enhver smerte og enhver fornedrelse. Enhver kamp og anstrengelse var det værd, selvsulten og fluerne i rendestenen var intet og ingenting. Først da en søster og tjenestepige kom løbende, rev hun sig løs og dækkede sin mund. Men det blik hun sendte mig, da hun kort vendte sig om inden de forsvandt op mod palæet, fortalte alt. Ingen turde sige noget til mig resten af dagen, og selv Roju behandlede mig med modstræbende respekt. Der gik dage med storm, dage med at grave sandet væk fra bygningen, dage med ubærlig utålmodighed, før hun kom tilbage. Måske har jeg ikke set for godt ud, dækket af sand, støv og sved fra den vilje, jeg gjorde mit arbejde med. Alligevel løb en følelse af retfærdighed og overbærende stolthed gennem min stærke krop, da hun nærmede sig; jeg rankede mig, da hun stod nær, og mine øjne søgte hendes. Hendes brune øjne, så fulde af smil og liv…. Men nu var de hårde som sten. Et øjeblik stod jeg stum og så på hende for så, måske som en besværgelse der skulle nå hendes hjerte, at tage hendes navn i min mund: ”Hypatia!” skælvede min stemme. Jeg havde ikke set ham… den mand hun nu vendte sig mod og lavmælt sagde nogle ord. Han var fornem og så på mig med dyb foragt og indestængt vrede. Da slog hun nakken bagover, så den sorte lok af hendes hår fejde over hendes pande. Hende højre pegefinger dirrede anklagende mod mig, hendes stemme lød højt: ”Forleden talte han til mig, som jeg var hans lige og bad om et kys!” Hælen han plantede i mit bryst var den mindste smerte, de spark han overdængede min krop med regner jeg for intet, mine kammeraters slibrige skældsord, mens deres rå latter kaldte tilskuere til kunne jeg måske glemme. Men da hun trådte de tænder, han havde slået ud af min mund, ned i sandet for derefter at vende mig ryggen, blev jeg til den, som nu skriver til dig, Hypatia! III Jeg var et let offer. De mægtiges foragt skulle knægtes, og deres rigdom skulle skylles fra deres skød ned til os, der trængte; fornedrelse skulle brændes bort. Der var folk, der vidste hvordan; en mand, der havde Guds ord i sin mund, en anden, der kendte Guds vilje, en tredje, der kendte Guds mål – alle disse og mange flere prædikede mod dem, der havde vist mig deres sande ansigt. Ringeagtelsens slangebid sad dybt i mit bryst. Og de sagde, at de rige, de kloge, de der bestemte, de i de store paladser, var som støvfnug for den Almægtige i himlen. De råbte, at vi, vi de foragtede og misbrugte, de uden arbejde, brød, værdighed eller tænder, var Guds redskab. Deres løfter var store: ingen fornedrende spark, men mad, kvinder, værdighed, retfærdighed og hævn! ”I bliver mænd!” skreg de. –”Sande mænd. Den Almægtiges soldater!” Ordene flammede fra deres munde, al min mismod løb til mine stærke arme, jeg rakte dem frem og men min tandløse mund tilbød jeg at bruge dem. De gennede os ud i ørkenen, de lærte os at skærpe hadets flænsende klinge, de klædte os i munkekutter. De rakte dolke og fakler frem. En dag var jeg parat. De hviskede et navn i mine ører: ”Hypatia, Theons datter…” Hypatia! Navnet slog mit sind som et vanvid. Men jeg vidste ikke, hvem du var. De sagde, at du hånede vor tros øverste med din hedenskab og afgudsdyrkelse. De påstod, at du praktiserede trolddom og fik mænd til at ligge som hunde ved dine fødder, de havde prøvet at få dig afsat som leder af akademiet. Men – djævlens værk var det – du stod mod og de stod skummende tilbage. Deres raseri var som mit Hør nu, Hypatia. Jeg stod der, da præsten bøjede sig ned og med sit hadefulde ansigt sagde: ”Du skulle se hende… hendes ansigt, smukt, jo, det er dejligt.. og hendes legeme er som en jomfrus… hendes bryster som fristende frugter... hende sind, som satan har skabt, er som honning… hun tiltrækker mænd, de lytter til de ord hun siger fra løgnens dybe favn, hun nedgør den eneste sande Gud. Hun øser af sin foragt for de fattige og sultne… og hun driver sin afskyelige syndige gerninger og slår mænds sind og tro med vanvid. Så sandt som Gud elsker de forarmede og vil straffe dem, der har skabt denne syndefulde verden, er hun Djævlens og ondskabens redskab.” ”Og biblioteket,” fortsatte han frådende. ”Fuld af hedenskabens og skørlevneds bøger og skrifter. Her frembringes de tanker, der piner og plager jer elendige… og kvinden, horen, sidder deroppe, hvor I aldrig når; hun er de ugudelige tankers skøge og krænger sin skamløshed ud over vort folk. Dræb hende! Tilintetgør hendes værk. Brænd biblioteket, vær Guds redskab!” IV De fejrede mig som en helt; de gav mig en bolig i den landsby, jeg kom fra og en kvinde, jeg kunne gøre med, hvad jeg ville; vor tro sejrede endeligt og de mægtige blev fordrevet fra deres paladser og boliger, som vore ledere indtog. Jeg levede et respektabelt liv. Min kone behandlede jeg godt; jeg skænkede hende fem sønner og tre døtre. Alle kom de godt i veje. Mine barndoms venner og bekendte kom og søgte mine råd og adlød min vilje. Folk i landsbyen siger, at Gud den Almægtige har været mig nådig. Hypatia! Igennem mange år glemte jeg dig næsten. Men en dag opstod den forfængelige tanke, at så stor en mand som jeg måtte lære at læse og skrive; jeg ville prøve at forstå den Almægtiges ord og tanker, såvel som mine egne i Hans. Som kamelen der langsomt bevæger sig over Saharas umådelige vidder, lærte jeg det, Hypatia. Mit liv måtte næsten gå, før jeg indså, at verdens ondskab var drevet af mit blods trods. Som det er blevet sagt: floden finder altid en anden vej. Siden har jeg ventet på, at regnskabets time skulle komme. For syv dage siden stod der en krukke på min veranda, som en ukendt person har sat der. I den fandt jeg et skrift, støvet som havde et ligget der i mange år, mærket af ild. Da forstod jeg, hvilken stund, der nu måtte komme. Jeg satte mig i den stol, mine sønner har anbragt, så palmernes skygge duver solens magt; jeg pustede støvet og asken bort og rullede skriftet ud. Hypatia! Det var dit navn, der stod på det. Det var dit skrift. Jeg vidste, at jeg burde brænde det endnu en gang eller rulle det sammen og aflevere det til præsten. Men jeg læste det… og … jeg følte ingens djævels hånende triumf… du skrev så smukt om kærligheden, som dit ansigt havde været, du skrev så dybt om lærdom, som mine stød i dit bryst… du skrev med smerte om de fattiges fornedrelse, om kvindens underkuelse, du skrev, at de mægtige i løgnen gjorde et Sahara af Ægyptens folk, men du skrev også, Hypatia, at retfærdighedens sol kan skimtes i vort ældgamle land, at den lyser evigt og altid efter brød, ret og kærlighed. En handelsmand fra grækernes land kom forbi her til morges. Jeg kendte ham fra tidligere, vi har diskuteret anskuelser, og jeg følte en trang til at vise ham skriftet. Da han havde læst det, udbrød han klagende: ”Endelig… endelig et tegn fra den kvinde, der i sine tankers skød bar den morgendag ind, som en ussel morder gjorde til mørke.” Han græd og fortalte hvilken kvinde du var… den første af dit køn, der forenede alle tiders kloge menneskers tanker, visdom og håb… den eneste der skuede fremad og så myggen såvel som elefanten… den første kvinde der ledede akademiet i Alexandria ”Men nu ved jeg, at hun alligevel lever…” ”Hvordan?” spurgte jeg og kunne næppe trække vejret af skam. Åh, havde brønden stået lige i nærheden, havde jeg ladet mig styrte i den. Men den Almægtige tilstod mig ikke denne milde straf. For Ham gælder også eksemplet. Jeg skulle lide ved de ord, som jeg havde troet var døde og borte. ”Åh, du stakkels gamle mand… sådanne tanker, sådanne håb kan en morder ikke dræbe… lad mig tage disse ord med og give dem til folk, der værdsætter dem, i hvem hun lever i dag…” I nat så jeg dit blik af angst og sorg, da min dolk trak sit blodige spor i dit bryst. Men du skal vide, at jeg da følte et øjebliks medlidenhed og ville udfri dig af dine lidelser, mens mine brødre formummede i kutter og med skarpe østersskaller skar gennem tøjet, flænsede huden og rev kødet af dine knogler. Men du skal også vide, at det var mig, der kastede faklen igennem vinduet til biblioteket, og lod alle dets skrifter, som jeg troede rummede Satans ord og djævlens fristelser og forlod mine gerningers flammehav i jubelskrig. Nu har jeg tænkt på grækerens bøn og skrevet min beretning; jeg vil give ham dit skrift. Og i det lægge mine egne ord, disse ord til dig, Hypatia, fra den der gjorde alle disse gerninger, så alle kan erkende det mørke, der søgte at slukke dit lys.
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer