Når jeg kigger tilbage i dag, ser jeg tydeligt min egen dysfunktion.
Jeg ser hele min families dysfunktion, og hvordan mønstrene dannedes gennem generationer.
Kvinderne i min familie har indlært selvudslettelse som en strategi, for at kunne overleve i de betydningsfulde relationer de har været i.
Mit liv har i høj grad båret præg af dette fænomen.
Gennem hele mit liv har jeg dels kæmpet for min egen berettigelse, kæmpet for at mærke kærlighed og lære den at kende, og sidst men ikke mindst har jeg kæmpet for at forstå mine egne mønstre og strategier, mine egne valg og for at ændre på hele baduljen, så mine egne døtre ikke skulle slæbe videre på den psykiske sociale arv, om at leve et liv hvor dit selv ikke har betydning.

Mens jeg var i det, havde jeg ingen ide om, at jeg med min adfærd selv skabte mange af de ulykkelige situationer jeg havnede i.
Jeg var følelsesmæssigt helt alene. Idag forstår jeg at historien om, ikke at tale om noget smerteligt gjorde at ingen omkring mig, nogensinde spurgte mig hvad jeg var så ked af, eller hvordan det kunne være jeg valgte sådan og sådan.
Nu ser jeg helt tydeligt, at det er et vilkår når du bor og vokser op i et miljø og i en familie, hvor følelser ingen plads har og intet sprog har.
Hvor dem du er sammen med, som skal varetage dig og din opvæksts betingelser, ikke kan snakke følelsernes sprog, ikke har mod til at mærke det de mærker, men har udtalte kompetencer i at gemme det væk, og ikke tale om det.
Historien folder sig ud og det er mit håb og mit ønske at du som læser, efterhånden kan spotte det mønster der ligger i mine strategier for overlevelse, for at berettige min eksistens i en verden, jeg ingen redskaber havde til at oversætte, i et liv jeg dybest set ikke mente jeg havde ret til, hvor jeg omgav mig med mennesker der kun bidrog til den opfattelse af mig selv, så jeg kunne fastholde billedet, jeg var blevet vildledt til at se.
Undervejs mødte jeg nogle få voksne, der så mig for det lille barn jeg var, som gav

Af: Mona K. Hansen

Genre: Skønlitteratur