Projekter

LIV - og andre liv

En novellesamling om skæbner der kører af sporet.

Af: Ove Lund

Genre: Noveller

LIV - og andre liv
2018-07-13 13:23:19
TAPET Bortset fra en krabbende gangart, at hoved og overkrop var stærkt drejet til højre og hans øjne var fikseret til venstre som på en fladfisk, var han egentlig ikke særligt påfaldende. Altid diskret påklædt. Beleven. Høflig. I begyndelsen af fyrrerne. På mange måder en pæn mand. Hans personprofil passede perfekt til hans job. Hans oprindelige kreative natur var blevet taget til fange af hans fars tidlige og voldsomme død. En død der havde spærret hans fantasi inde i en stram disciplin der sammen med hans gode begavelse holdt hans angst nogenlunde på plads. Hans særlige talent var, at han kunne se om hjørner. Og nogle gange hvad der lå bag. Det var derfor naturligt, at han levede af at være revisor i afdelingen for økonomisk kriminalitet. I sit kontor havde han anbragt sit skrivebord sådan, at han så ind i væggen, når han løftede blikket fra sine tal. Svig og bedrag fra kolonnerne optrådte som mouches volantes på den hvide væg. Han greb med tankerne de enkelte poste-ringer og flyttede dem fra væggens hvide flade til himlens blå udenfor hans vindue til de dannede det mønster der afslørede tallenes og posteringernes skjulte hemmeligheder. Hver gang det lykkedes ham at fravriste tallene nogle af deres hemmeligheder, måtte han betale for det ved gå i en trancelignende tilstand. I trancen genop-levede han et af sin barndoms natlige mareridt. Han drømte han svang sig fra træ til træ i urskoven, men hver nat knækkede lianen og han styrtede mod angstens åbne munde, spidse tænder og stinkende ådsler. Hyænerne og gribbene var klædt i sorte gevandter med ufølsomt lysende øjne. Ådslerne raslede med deres afgnavede ben. Han blev til støv lige før han ramte jorden. Lige så pludseligt trancen indtrådte holdt den op igen, men han skælvede altid, som under en kraftig influenza, når han kom tilbage til virkeligheden. Han blev født helt almindeligt og naturligt. Hans forældre havde ønsket sig et barn og helst en dreng. Han voksede og trivedes, fabulerede og tegnede. Forældrene dannede gulvet i hans trygge liv og byggede med kærlighed og indlevelse en himmelstræbende katedral til hans fantasi. Når han kom i seng om aftenen, kom de dyr der om dagen skjulte sig bag tapetets gule og grønne urskovsmønster af lianer og tæt bevoksning frem. Et efter et: Zebraer, tigre, kameler, giraffer, slanger og mange andre dyr. Han legede sammen med dem – også med dem der var farlige – indtil han faldt i søvn. Når han som voksen så indad så han tydeligst sig selv i billedet af en lille dreng med kasket og markblomster i favnen. Han stod på en lykkens brændestabel med livslys og nysgerrighed i øjnene. Da han var 5 år skred brændestablen under ham. Blomsterne, livslyset og nysgerrigheden visnede. Efter at han den aften var kommet i seng og lå og legede med sine tapetdyr, blev døren åbnet og lyset tændt. Hans mor stod i døren. Ikke hans sædvanlige trygge mor, men en grådopløst og sønderknuget mor. Ikke en mor der favnede ham som en del af sig selv, men en mor der knugede ham som en sten til sit bryst. Hans far var på vej hjem fra arbejde – et sent aftenmøde – da de kom snigende bagfra. Tre hårde slag mod baghovedet. Han var død efter få minutter, havde hun fået at vide af politiet, der en time senere ringede på deres dør. Efter den tid var han bange for sit tapet. Dyrene lå truende på lur bag lianerne, buskene og træstammerne. Og han blev bange for at de skulle få øje på ham. Først gemte han sig under dynen, men han følte alligevel, at de kunne se ham. Så begyndte han at vride sig bort fra tapetet og tælle fra et og lige så langt han kun-ne, og så forfra. Han messede tallene frem for sig, for at skærme sig mod farerne og rædslen. Hver aften vred og vendte han sig mere og mere for at undgå alle de snigende, jagende dyr. Kroppen tog permanent form efter vridningen, mens det indre tælleværk kørte. Kort tid efter udskiftede hans mor urskovstapetet med et blåkvadreret tapet, som i et regnehæfte, mens han var i skole. Da han blev voksen søgte han tryghed i tallene. Som dyr lå svig og bedrag på spring bag alle cifrene. Han blev nødt til at berolige tallene ved at kalde deres hemmeligheder frem. Igen og igen kaldte han tallene ved navn i en næsten rituel gentagelse af sine barndoms remser, indtil han havde kaldt deres hemmeligheder frem i lyset. Han vidste, at han havde fået afsløret alt, når han faldt i trance. Han beherskede efterhånden de fleste af sine tvangsimpulser, og resten havde han sluttet fred med. Han vidste, at han altid skulle gå tre gange tilbage til sin dør for at checke låsen, at han skulle vaske hænder hver gang han kom forbi en håndvask, og at han – når han ikke var på arbejde – måtte gange og dividere alle tal over 1000 han stødte på. Men han havde det under kontrol, handlingerne tog ikke magten fra ham, og hvis de truede med det, tog han tilflugt i velordnede og logiske universer som blindskak eller musik – i særdeleshed Bach. Han havde haft sværere ved at kontrollere sit ægteskab. Han havde mødt hende i revisionsafdelingens kantine. Det var forår. Et lidt sent regntungt forår, som kantinebestyreren søgte at lette lidt ved at sætte et par gyvelgrene op ved kassen. Han var ved at spise sine sædvanlige tre halve, da hun kom ind i kantinen og satte sig ved hans bord. Hun var lidt yngre end ham. Lyshåret. Velformet. Klædt i en inviterende udstråling. Hendes brysters yppige former holdt mændenes blikke i snor. Men det var ikke det, der tiltrak sig hans opmærksomhed. Det var hendes smil. Et koket indladende smil, som for andre gjorde hende til allemandseje, men for ham havde samme rosa farve som hans mors smil. Han svømmede i hendes øjnes laguner og følte roen brede sig, når hun smilte til ham. Der kom en tid, hvor han ikke behøvede tælle alle fliserne på vej til arbejde, hvor han af og til lod sig forføre til at drømme, når han fra sit kontor lod blikket glide ud på himlen. Engang imellem tillod han sig at se et glimt af sig selv i et spejl, men undgik stadig at se fjernsyn, selv om hun havde bragt et med ind i forholdet. Undertiden så han ikke bare sig selv som den neurotiske revisor med over 20 år bag sig i afdelingen for økonomisk kriminalitet, men som fantasten der forestillede sig så meget andet. Ikke bare som det misfoster som tvangsmæssigt undgik at spejle sig i forretningernes ruder, men som ham der yndede den flygtige eksponering. Første gang havde hun i ophidselse bidt ham hårdt i brystvorten. Efterhånden som hun blev voldsommere og voldsommere, når de var i seng sammen, trak han sig mere og mere. Den sidste lange tid lagde han blot sit hoved mod hendes bryst og lod sine fingre udforske hendes krop, lige så systematisk som når han løb igennem et regneark. Da hans første betagelse af hende begyndte at klinge af, opdagede han, at hen-des selvværd sad i hendes køn og hendes smil og at hun kun blomstrede, når hun kunne spejle sig i andres begær. Ellers sandede hun til i en blanding af ligegyldig-hed, intolerance og selvmedlidenhed. Efteråret var begyndt at blive gennemsigtigt og luften at blive tynd. De almindelige ord var brugt op og tavsheden blevet uoverstigelig. Han måtte indse, at hendes selvfølelse krævede mere bekræftelse end han kunne give hende, selv om han efterhånden lagde sig så fladt ned, at hun ikke kunne undgå at træde på ham. Når han ikke bekræftede hende sad hendes smil der stadig, men som på en mekanisk dukke med elektrisk lysende glasøjne og maskinvuggende hofter. På et tidspunkt blev han klar over, at hendes behov for bekræftelse var så meget større end hans betagelse og offervilje, at hun søgte andre veje. Til at begynde med så diskret at han kunne overse det, men efterhånden så utilsløret, at han indså at det var lettere at bære ensomheden alene. Mareridtene kom igen med større styrke end tidligere. Ikke bare i drømme, men også når han på sit kontor kaldte tallene frem. Mareridt og virkelighed, hyæner og talkolonner, fliser og slag i baghovedet erobrede hans bevidsthed og efterlod ham i en permanent angsttilstand. En dag kom han ind i en forretning, hvor den ene væg var tapetseret med tapetet fra hans barndoms værelse. Han gik nærmere for at se rigtigt på det. Siden har ingen set ham. Ove Lund/14.5.2014 1.428 ord 6.866 tegn
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer