Projekter

Lisas halloween

Gysernovelle

Af: Pia Andersson

Genre: Noveller

Lisas halloween
2018-10-31 19:30:47
- Kom nu, skynd dig! Lisa stod og trippede henne ved havelågen, som hun vippede lidt frem og tilbage. - Ja, undskyld, altså, men min mor sagde, at jeg SKULLE lave mine lektier inden jeg gik Jeg skulle have været hos Lisa for en halv time siden, men min mor synes, at jeg havde været alt for meget sammen med Lisa på det sidste. Det gik ud over mine lektier, og her forleden havde min klasselærer skrevet til min mor på forældreintra, fordi jeg endnu engang ikke havde fået afleveret en skriftlig opgave. Hun var lige ved at give mig stuearrest, men det var jo Halloween, mindede jeg hende om, og Lisa havde inviteret mig til at spise hos hende og hendes familie. Lisa var ellers ikke meget for at jeg skulle være sammen med hendes mor og far, men lige i dag havde hun inviteret mig, og selv om min mor mildt sagt ikke var begejstret for den ekstra kontakt med min klasselærer, havde hun alligevel givet mig lov. - Men, havde hun understreget, du skal være færdig med dine lektier først! - Årh, mor, jeg lovede at være der til tiden, og jeg skal gå… Men efter et hurtigt blik på min mors ansigt tav jeg. Ellers risikerede jeg, at jeg slet ikke fik lov alligevel. Jeg skyndte mig at få lavet de lektier, som min klasselærer havde efterlyst, og så afsted til Lisa Lisa boede lidt uden for byen i et stort hus med en gammel, tilgroet have. Selv var jeg lige flyttet til byen nogle måneder tidligere, og havde haft det lidt svært med at finde venner. Og at sige jeg var flyttet til byen var nok så meget sagt, for jeg var faktisk flyttet FRA byen og ud på landet. En dag, da det var rigtig trist og fugtigt vejr, var jeg gået en tur ud af byen. Jeg havde gået i mine egne tanker og savnet byen og mine gamle venner, da jeg pludselig havde lagt mærke til en stor smedejernslåge, den samme, som Lisa nu stod og ventede mig ved. Det var også den dag jeg havde mødt hende for første gang. Jeg var gået ind i haven, nysgerrig som jeg var, og så troede jeg faktisk ikke, at der boede nogen, så forsømt så den ud. Da jeg vendte mig om for at gå, havde Lisa stået lige foran mig, mellem mig og udgangen, og jeg var lige ved at falde bagover, så forskrækket blev jeg. - Hej, jeg hedder Lisa, hvad hedder du? Spurgte hun - Øh, jeg hedder Amalie, stammede jeg, mens jeg stirrede på hende. Hendes hår var stort og viltert, og hendes tøj lignede noget fra en helt anden tidsalder, som om det var blevet købt i en genbrugsbutik. - Du er vist ny her i byen, er du ikke? Hun snoede en lok af sit hår mellem fingrene. - Jo, går du også på skolen? Jeg synes ikke jeg har set dig før. - Nej, jeg bliver undervist herhjemme. Min søster er syg, så min mor er nødt til at være hjemme, og så kunne de jo lige så godt have mig hjemme også, synes de. Jeg kiggede fascineret på hende, jeg havde aldrig set en som hende før. Og så var vi blevet venner, vi havde været uadskillelige lige siden. Vi mødtes altid i hendes have. Jeg havde aldrig været indenfor, og var ret nysgerrig efter at få lov at se det indvendigt. Men nu var hun ved at blive utålmodig. - Kom nu, min mor venter med maden. Hun hev i mig, trak i min trøje, så jeg var nødt til at følge med. Jeg fulgte leende efter. - Rolig nu, vi når det nok. - Mor hader når man kommer for sent. Der var noget i hendes stemme, som fik mig til næsten at stoppe op. Hun var ofte dyster i sin tale, men det var ingenting imod hvad hun var nu, og jeg frøs pludselig. Haven var vild og tilgroet, som om gartneren havde opgivet den, og der var et pænt stykke op til huset. Da vi nåede op til hoveddøren, stoppede Lisa pludselig op, mens hun lagde sin pegefinger på læberne, som tegn til at jeg skulle være stille. Jeg rynkede brynene, det forstod jeg ikke, var jeg ikke ventet? Men jeg listede forsigtigt videre, som jeg havde set Lisa gøre. Vi kom ind i en stor, gammel hall, som absolut havde set bedre dage. Der var beskidt, og tapetet sad flere steder i flager på væggene. Det her føltes ikke helt rigtigt. - Kom med her. Lisa hev i mig. Jeg var stoppet op, men blev nu trukket hen i den modsatte ende af hallen, hen mod en dør. Hun listede afsted, og jeg fulgte efter. Hun skubbede til døren, som underligt nok ikke knirkede. Det var et køkken vi kom ind i, et stort gammeldags et. Igen virkede det hele meget gammelt og forkert på en eller anden måde. Komfuret stod op ad væggen i den modsatte ende af køkkenet, og en kvinde stod og lavede noget derhenne, med ryggen til os. Hun hørte os vist ikke komme. Lisa gjorde igen tegn til at jeg skulle være stille, og så pegede hun hen på bordet. Jeg kiggede på hende, og så kiggede jeg i retning af hendes finger. Der stod en masse ting og rodede, men der stod også en tallerken og en ske. Så opdagede jeg hvad det var hun pegede på. Der stod også en flaske med rottegift. Jeg blev forvirret. Var der rotter i huset? Men var det ikke lidt farligt at holde gift så tæt på der hvor man lavede mad? Min mor havde lært mig om køkkenhygiejne, og netop at man skulle holde spiseligt for sig, og ting som rengøringsmidler for sig. Jeg holdt vejret lidt, da kvinden rakte ud efter tallerkenen på bordet. Hun kom noget fra komfuret op på tallerkenen, og det lød som om det var grød. Så gjorde hun noget jeg aldrig glemmer. Hun tog flasken med gift, drejede proppen af og hældte noget af dens indhold ud over indholdet i tallerkenen. Jeg gispede. Hun reagerede ikke. Hun hældte godt med gift ud over maden, så tog hun skeen og rørte rundt. Inde på bordet stod en sukkerskål, og hun tog en teske fra skålen med sukker på, som hun dryssede ud over grøden. - Så er der mad, skat, råbte hun pludselig. Det gav et sæt i mig, og jeg sprang et skridt baglæns. Men hun ænsede mig ikke. Jeg følte det som om jeg har usynlig. Jeg kiggede hen på Lisa. Hun betragtede kvinden med det mest bedrøvede blik, jeg nogensinde har set på et menneske. Hendes øjne var blanke. Hun rakte hænderne frem mod kvinden, som ikke så hende. - Kan hun ikke se eller høre os? Hviskede jeg til Lisa. Hun rystede en smule på hovedet, som tegn til at jeg skulle være stille. Kvinden satte tallerkenen op på en bakke, hvor der i forvejen stod en kande vand og et glas. I en lille vase stod en enkelt blomst. Hun tog bakken og gik ud i hallen. - Kom, vi følger efter hende, hviskede Lisa. Ude i hallen forsvandt kvinden ind ad en anden dør, som førte ind i et værelse. Dette var til gengæld hyggeligt og rart at være i, modsat de andre steder i huset. - Se skat, jeg har mad med til dig, sagde kvinden med munter stemme til en pige som lå i sengen. Hun så bleg og syg ud, og hun lignede Lisa. Jeg stod som forstenet, mens kvinden gik hen til sengen med bakken. Men så begyndte jeg at råbe. - Hey, det kan du da ikke det der, det er jo gift! Det kan man jo af! Rasende for jeg hen og ville skubbe til kvinden, til bakken, bare gøre noget, men Lisa hev fat i mig. - Det nytter ikke noget, du kan ikke stoppe hende. - Hvad mener du? Selvfølgelig skal hun stoppes. Jeg forstod slet ikke hvad hun mente - Det er for sent, pigen er allerede død. Jeg nægtede at acceptere hvad Lisa sagde, og forsøgte at lægge en hånd på kvindens skulder. Men det var bare luft. Det var som om min hånd gik igennem ingenting. Og mens jeg så på, spiste den lille blege pige al grøden med gift i. Mens hun spiste fik hun kvalme og var ved at kaste op, men hendes mor fik hende tilbage i sengen igen. Da hun var færdig, og jeg stod magtesløs og i chok og bare så på, hev Lisa mig i armen og trak mig ud af huset igen. Ude i haven så hun på mig. - Du skal gå nu, og du skal ikke komme tilbage. - Hvad mener du? Jeg stirrede forvirret på hende. - Det jeg siger. Du hører ikke til her, men jeg havde brug for, at der var nogen andre, som så det. Så hvad der skete. Jeg stirrede forvirret på hende. - Hvad skete der? Er din mor i gang med at forgifte din søster, eller hvad? - Du skal gå nu. Hun trak mig igennem haven og ud til lågen. - Farvel Amalie og tak. Du skal ikke komme tilbage. Hun stirrede på mig med tårer i øjnene. Fortumlet stod jeg ude på fortovet, jeg forstod ikke rigtigt hvad der skete. En bil kørte forbi ude på vejen, og der havde ellers været helt stille. Lyden af hverdag midt i uhyggen fik mig til at vende mig om efter den, og da jeg vendte blikket tilbage mod Lisa, var hun væk. Jeg gik ind i haven og kaldte på hende. Ingen reaktion. Jeg overvejede et øjeblik at gå tilbage i huset, men tanken om hvad der var sket, fik mig til at blive ude. Skræmt og forvirret gik jeg ud af haven, og idet jeg drejede om hjørnet ud af lågen, var jeg lige ved at støde ind i en ældre dame, som var ude og lufte sin hund. - Hvad laver du derinde, ved du ikke at det er farligt? Hun lød mere bekymret end egentlig vred. - Jeg-jeg, stammede jeg – jeg var inde og besøge min veninde Lisa. - Sikke noget vrøvl, udbrød hun. Huset er tomt, der har ikke boet nogen i årevis. - Men jeg har jo lige været derinde. Der var Lisas mor og hendes søster, og Lisas mor, hun.. hun… Jeg kunne ikke få mig selv til at sige ordene. - Det er noget sludder, der har ikke boet nogen inde i huset. Ikke siden dengang for mange år siden, hvor den lille pige døde. Man siger, at det var hendes mor, som slog hende ihjel, at hun var sindssyg, men hvad ved jeg.
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer