Projekter

Isolation

Dagbog om isolation under Coronakrisen

Af: Ellen Bache

Genre: Biografier

Isolation
22. April, 2020
Isolation Meddelelsen om, at Danmark lukkede ned den 12. marts, var i første omgang en lettelse. Det skyldtes, at jeg havde haft lidt for meget på programmet ud over arbejde, venner, yoga og buddhistmøder, blandt andet en forundersøgelse til operation grå stær på Glostrup og en blodprøve for glutenallergi og laktoseintolerance hos egen læge. Desuden er jeg introvert, hvilket vil sige, at jeg meget vel kan være udadvendt, men lader op ved at være alene. Men så kom et forsinket chok. Min krop gjorde oprør, og min gamle tinnitus brød ud igen. Den havde ellers været under kontrol. Hjernen havde omdirigeret den. Jeg fik eksem i ansigtet, mine øjenlåg hævede, og min mave rumlede. Jeg sov dårligt om natten og fik spændingshovedpine. Desuden fik jeg den vildeste sukkertrang, som jeg ellers var sluppet ud af via Keto. Jeg var bange. Men hvad var jeg bange for? At blive syg? Nej. At dø? Nej. Men hvad så? Jeg var bange for at smitte andre. Jeg var bange for at gøre noget forkert. Jeg var bange for klodens tilstand og landets økonomi. Jeg var bange for isolationen og led under den, da jeg er single, ingen børn har, og min familie bor langt væk. Jeg blev hjemsendt fra arbejde. Operation grå stær blev aflyst. Min yoga og alle mine buddhistiske aktiviteter blev aflyst. De buddhistiske centre over hele kloden lukkede. Jeg havde mistet min frihed og var lukket ude af fællesskabet. Isolationen sved. Men et voldsomt virtuelt fællesskab opstod. Det glødede med beskeder på sms, Messenger og mail. Desuden var der et hav af opslag på Facebook at forholde sig til og mange telefonsamtaler med familie, venner og trosfæller. Et brud på min isolation var, at jeg så tre mennesker med behørig afstand og luftknus. Jeg kaldte dem mine voksne legekammerater. Det skal indrømmes, at en af dem var jeg på godt gammeldags knus med. Da han er pensioneret og bor alene, så han ikke andre end mig og en ven, der også var blevet hjemsendt. En taxachauffør. En, der virkelig er tæt på andre mennesker og dermed i smittefare. Ligesom frisører, massører, fodterapeuter og mange andre. Min ven og jeg vovede at spise en middag sammen. Andebryst med den mest velsmagende sovs, kartoffelmos og en grøn salat bestående af spinat og grønkål. En lækkerbisken af et måltid. En anden dag cyklede vi en lang tur langs Amager Strand. Frygten og depressionen blev blæst væk i et par dage. Den anden, jeg så, var en trosfælle, en kvinde, der var var meget fortvivlet over situationen og led big time. Hun åbnede sin dør, mens jeg var på vej op ad trappen, og når jeg kom ind, stod hun 2 meter væk og gav luftknus. Når vi chantede, sad jeg 2 meter bag hende. Vi chanter et mantra, der hedder Nam-myoho-renge-kyo og kort fortalt betyder: ’Jeg hengiver mit liv til Den mystiske lov om altings årsag og virkning formidlet gennem vibration.’ Det havde en god effekt på os begge, og vi havde også en dejlig dialog om blandt andet krisen og mine romaner. Hun havde læst den første og var i gang med nummer to. Det glædede mig meget, at hun skrev følgende til mig efter at have læst den første: ”Øv, nu er jeg færdig med din gode bog og savner allerede karaktererne. Jeg har ikke lyst til at slippe dem. De har været rigtig godt selskab. Den anden bog du har skrevet, er det en fortsættelse eller noget helt andet? Knus fra din fan” Den første roman, Mosaik, er udgivet, men det er nummer to ikke. Derfor sendte jeg hende fluks det digitale manuskript, som hun også nyder at læse. Den tredje date var en veninde, der som jeg ynder et godt glas vin. Vi skulle mødes en sen eftermiddag ved Søernes Østerbro-ende. Da jeg ankom, så det ud til, at alle bænke i solen var optaget. Der var andre, der havde fået den gode ide. Jeg på vej hen til en bænk i skyggen, hvor jeg ville vente på veninden. Men jeg blev standset af en mand i gul vest, der yderst venligt sagde, at der var ensrettet. Jeg fik dog lov til at gå de få skridt hen til bænken. Min veninde ankom kort efter og gik målbevidst ud for at finde en tom bænk i solen. Det lykkedes stik mod alle odds, og hun vinkede mig hen til hende. Vi gav luftknus og lavede Namaste-hilsnen, hvorpå vi satte os i hver sin ende af en bænk og sprittede af med min medbragte håndsprit, som ellers er en mangelvare i disse tider. Dernæst pakkede jeg mine små smukke glas ud til vinen. Hun stillede et par plastickopper på bænken. En til hver. Dem fyldte vi med mine saltmandler og hendes cashewnødder. Vi havde hver vores kop, så vi ikke skulle stikke fingrene ned i hinandens. Vi havde godt med tøj på og sad i et par timer og blev gennembagt af forårssolen. Hun viste mig et billede af det skældyr, man mener, Coronavirussen stammer fra. Vi talte om, at de asiatiske markeder med vilde dyr burde nedlægges. Frygten lurede lige under overfalden, når de forbipasserende kom for tæt på. Jeg sad tæt på en skraldespand, som flaskeindsamlere frekventerede. Jeg havde også en irrationel angst for at få en bøde for at sidde på bænken sammen med min veninde. Det var nogle dejlige og oplivende møder, men jeg havde det stadig ikke godt, selvom jeg gjorde, hvad jeg kunne. Jeg chantede. Jeg var ekstra huslig. Vaskede gardiner og sofabetræk. Vaskede træværk og køkkenlåger. Fik min gode ven til at hjælpe mig med at få sat min bio-affaldskurv sat op i skabslågen under vasken. Det krævede, at vi flyttede den almindelige, og det tog sin tid. Så var den tid da gået med noget fornuftigt. Der skete også noget med fornemmelsen af tid. Til tider var den lang som et ondt år, og dagens mange timer tårnede sig op til stor fortvivlelese. Til andre tider fløj den af sted. Jeg kom ikke ud hver dag, men tvang mig selv til at gå ned med skrald. Jeg bor på tredje og har det svært med trapper på grund af slidgigt i knæene. En af dagene skulle jeg ned og hente en James Oliver-kniv, som røg fra opvaskestativet og ud af det åbne vindue, da jeg skulle tømme stativet. Godt, den ikke ramte nogen. Jeg luftede ud flere gange om dagen, og når det var varmt, havde jeg vinduerne åbne det meste af dagen. Der blev også kigget meget vinduer. Jeg lagde mærke til, at himlen var mere blå, fordi der ingen flystriber var. Jeg så folk på mit torv. Nogle var par, der gik hånd i hånd. Andre var en gruppe unge på fem styks, der stod i behørig afstand og snakkede sammen. En af dem lavede sjov og gik henimod en anden, der med et stort grin bakkede med hænderne holdt op foran sig. På bænkene sad fulde folk, der ikke holdt afstand. Jeg noterede mig to motorcykler, der stod på gaden med dække over og lignede små flodheste. I gården var der en far, der spillede fodbold med sine to børn. En dreng og en pige. Om aftenen stak jeg hovedet ud af vinduet og spiste ren aftenluft, ligesom da jeg var barn og boede i hus med have. På grund af slidgigten har jeg i mange år bestilt varer over nettet. Før krisen kunne man bestille så sent som dagen før, man ville have levering. Nu er der en uges ventetid, og i begyndelsen var der også en halv times kø ved bestilling. Det kom bag på mig, så jeg måtte selv gå ned og købe ind de dage, hvor min søde nabo ikke tilbød det. Vi har et rigtig godt forhold, og en dag hun sendte en sms, hvor hun spurgte, om hun måtte låne min svensknøgle, for hun havde gang i et gør det selv-projekt, nu hvor hun havde god tid. Svensknøglen blev lagt på hendes måtte, hvorpå jeg bankede på hendes dør. Dagen efter fik jeg en sms: ”Jeg har lagt en lille ting på din måtte.” Det var sovende påskeliljer, som vågnede op, da de kom i vand i en af mine smukke vaser. Nu bliver der bestilt varer efter alle kunstens regler, så jeg ikke igen skal slæbe op til tredje sal. Hver lille kontakt skaber mindre isolation, men jeg savner knus big time. Jeg er virkelig hudsulten, og jeg savner også de kære gamle mennesker på mit arbejde. Jeg arbejder på et plejecenter som aktivitetsmedarbejder, der spiller spil med beboerne, serverer kaffe, te og kage, synger med dem, snakker med dem og læser op for dem. Jeg formoder, det må være meget mere hårdt for dem end for mig, for de må ikke få besøg af deres pårørende, og der er ikke nogen opløftende aktiviteter til at forsøde deres tilværelse med. Jeg fulgte situationen meget intenst de første uger og så nyheder hver dag. Det gør jeg nu altid. Det nye var, at det virkelig var vigtige nyheder og havde min store interesse. Efter et par uger skar jeg ned på nyhedsstrømmen og nøjedes med nyhederne om aftenen. Om det var der, eller nogle venner, der fortalte mig det, kan jeg ikke huske: Men verden trængte til hvile. Luftforureningen var blevet 40% mindre, og vandet i Venedigs kanaler var rent. Det bliver spændende at se, om vi kan holde den tilstand, eller om der kommer en modreaktion, hvor vi går amok med alt det, vi har savnet. Personligt skulle jeg have været til Kreta. Heldigvis var rejsen ikke købt og betalt. En dag var jeg inde i Indre By på jagt efter en stift til min yndlingskuglepen uden held. Alle butikker var lukket, og der var støvsuget for mennesker. Den tomme gade reflekterede skarpt solen, der skinnede fra den skyfri himmel uden flystriber. Fraværet af turister, der tumlede rundt på lejecykler var også bemærkelsesværdigt. I Kompagnistræde sad en kvinde og strikkede på noget grønt og gult. En lang gul tråd garn blafrede vandret i den kraftige vind. Frygten forlod min krop, da statsministeren på et pressemøde luftede en forsigtig optimisme. En del af frygten havde handlet om: Hvor længe skal det her vare ved? Jeg begyndte at slappe af og nyde, jeg havde fri. Jeg er det, der hedder betalæser. En ganske almindelig og uprofessionel læser, der kommer med feedback på andres manuskripter. Tiden forsvandt, når jeg læste. I løbet af krisen har jeg betalæst tre vidt forskellige manuskripter. Fredag aften synger jeg med på ’Fællessang hver for sig’. Jeg har lyst til at skrue helt vildt op både for mig selv og fjernsynet, men tager dog hensyn til naboerne. Jeg bor på Amagerbro Torv, og på den anden side af Vor Frelser Kirkegård, som er lukket, ligger en ejendom, hvor beboerne stikker hovedet ud af vinderne og skråler løs. Desuden laver børnene lysshow. Isolationen fortsætter, men hvor længe? I første omgang er også vores familiepåskefrokost aflyst. Det begræder vi alle tolv, men vi må holde ud lidt endnu og stå sammen om at holde afstand, og Mette Frederiksen har skabt håb og et lille lys i denne på en gang mørke og lyse tid med solskin og forårsstemning.
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer