Projekter

Bag Sløret

Mødet mellem kvinder i forskellige livssituationer. Hvordan håbet kan være en bærende kraft når et menneske står i en usikker fremtid.

Af: Camilla Weidinger

Genre: Skønlitteratur

Ulla B > Bag Sløret
10. July, 2018
Hej Camilla Jeg synes dette er et fint lille maleri af en kvinde skæbne, kort og enkelt. Jeg bliver nysgerrig efter at vide mere om denne kvinde, hendes liv hendes omgivelser, baggrund, hvad er det der er sket med hendes hoved? Hvorfor forlod hun sin familie? Er det på grund af tørklædet? Ja du har skrevet en appetitvækker. Tak for ordene og god skrivevind fra Ulla
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer
Ulla B > Bag Sløret
10. July, 2018
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer
Bag Sløret
10. July, 2018
Hun stod foran blikskuret, hendes hjem. Det var stegende hedt midt i eftermiddagssolen. Hendes mor sad på gulvet inde i skuret. Hun og datteren havde lige fejet og gjort det fint. Hun vidste godt, at de ikke ejede så meget, men hun var glad for, at de i det mindste havde et hjem. Hun kiggede ind til moren og smilede. De tre madrasser på gulvet var til at sove på. Når der kom gæster, ligesom i dag, brugte hun også madrasserne til at sidde på, så gæsterne ikke skulle sidde på gulvet. Jo, det så fint og rent ud det hele. Hun stillede sig i døråbningen og tænkte lidt over hendes held. Der havde været en tid før denne. En tid, hvor hun ikke gik ud, ikke så dagens lys, ikke mærkede vinden mod sit ansigt, fordi ansigtet var dækket til. Det havde været utænkeligt at vise det frem. Nu stod hun og missede med øjnene op mod lyset fra himlen. Den var smuk. Hun elskede at kigge op på himlen. Den gav hende et håb. Hendes søn lå inde på gulvet. Han sov efter dagen ude i marken. Han var træt af varmen, træt af at arbejde. Men hvad skulle hun gøre! Hun kunne ikke skaffe penge til dem allesammen og de var fem, når hun talte begge piger med. De var i skole lige nu. Sådan var reglerne. De skulle gå i skole, selvom hun havde brug for deres hjælp. I starten havde pigerne hadet skolen. Den var ny og de skulle lære nye sprog. Det havde været svært, men nu seks år efter gik det bedre. De kunne tale lidt engelsk nu. Hun var glad for, at de gik i skole. De var stadigvæk ikke så gamle og de huskede heller ikke tiden før. Deres liv var her og det var det eneste de kendte til. Hun så en bil komme tættere på. Hun var spændt. Hvem var de? Hun var blevet ringet op tidligere på dagen, hvor de havde spurgt om hun kunne modtage en gæst i dag. Hun havde svaret ja. Bilen stoppede og hun kunne se, at chaufføren var en mand. Hun kendte den ene af kvinderne, den anden havde hun mødt nogle få gange. Den sidste havde hun aldrig set før. Hun havde heller ikke slør på. Hendes hår var helt hvidt. Det så mærkeligt ud, som om det hele gled ud i ét. Hun blev stående og kunne mærke trætheden i kroppen. De var næsten henne ved indgangen nu. Hun havde ikke råd til at beklage, at de ikke havde mere. Sådan var det, og hun kunne da byde dem på noget at drikke. Hun håbede, at de ville tage imod. Hun blev ked af det, når nogle afslog hendes lille gæstfrihed. Det mindede hende om, at de ingenting havde. Hun bød dem velkommen og de satte sig alle fire. Gæsterne viste hun hen til madrasserne, selv sad hun på gulvet. Det gjorde ikke noget. Kvinden med det hvide hår, præsenterede sig selv og med tolkens hjælp, begyndte hun at stille hende spørgsmål. Det var mange fremmede spørgsmål. Spørgsmål om dagligdagen, drømme for fremtiden, livet i et fremmed land, livet før krigen, håbet, venskaber og hendes ønsker for børnene. Hun skulle tænke meget og følte trætheden igen. Det var efter det, dé havde gjort mod hendes hoved. Det gjorde hende så utrolig hurtigt træt. Men hun var kommet sig godt, og det var på en eller anden måde rart at tale med den fremmede. Der var ikke mange der normalt hørte om hendes tanker. Det var også godt, at de to hun kendte i forvejen, var med. Det gjorde hende roligere. Hun undrede sig over, hvad den hvidhårede ville med alle disse spørgsmål og svar, men hun turde ikke spørge hende. Hun trængte til en pause og bød dem på noget at drikke. De svarede gudskelov ja og hun gik ud for at hælde noget saft op til dem. Hun satte glassene op på den bakke hun havde og bød dem alle til at drikke sammen med hende. Hun satte sig igen. De skålede med et nik, og hun bemærkede, at det løsnede for samtalen. Gæsterne begyndte at slappe mere af. Den hvidhårede smilede lidt mere. Hun følte en lille glæde inden i. Hun kunne godt lide, når andre følte sig rolige omkring hende. Det gav hende en følelse af selv at hvile, fordi skellet blev mindre på en eller anden måde. Så var de bare kvinder, der samledes for at tale. Ligesom hjemme i byen, når hun en sjælden gang fik lov til at få besøg. Nu var det anderledes. Nu bestemte hun selv og sørgede selv for familien sammen med sønnen. Hun vidste godt, at han havde det svært. Han havde ikke lyst til at bo dér, hvor der kun var piger. Han følte sig fremmed, sagde han. Ofte kom han kun hjem for at sove og spise, så var han væk igen. Hun huskede da han var lille, og han nogle gange løftede hendes slør, bare for at se hendes ansigt. Hun gav ham lov, når de var alene. Hun vidste godt, at det var forkert, men hun ønskede, at han skulle se hende ansigt bag sløret. Se hende! Nu var han ikke lille mere, men kunne se hendes ansigt hele tiden. Alligevel søgte han væk. Hun var ked af, at de ikke var sammen med resten af familien mere, men hun vidste også godt, at pigerne aldrig havde været kommet i skole, og hun selv, havde ikke haft samme frihed som nu. Det værste var usikkerheden. Hun kunne nogle gange vende blikket mod Gud og spørge, hvornår? Samtidig kunne hun høre bomberne og vidste godt, at det ikke ville ske nu. Hun vidste ikke, hvornår de kunne vende tilbage. Den hvidhårede spurgte hende pludselig med en stemme, der kom som var den fra en anden verden, om hun kunne vende hjem og være i livet som den kvinde, hun havde været før. Det føltes så uendeligt langt væk nu. Det var som om hun døsede hen og selv stilheden blev stille. Tænk, hvis ingenting ville forandre sig, selv efter så mange år og så mange kampe. Hvor ville hun så helst leve, tænkte hun, men kunne ikke finde svaret. Hendes blik søgte mod himlen ligesom tidligere på dagen. Hun anede, at den stadigvæk var blå.
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer 1