Projekter

Afveje

Status:Redaktionsfasen

Del to i en trilogi
170.000 ord - 413 sider - 44 kapitler

Af: Brian Mahler Vadgaard

Genre: Skønlitteratur

Tags: #Mild Sci-fi #Familiedrama #Pandemi

Afveje
2. March, 2023
Historien finder sted i en nær fremtid (tænk ca. 20 år), der til forveksling ligner vores. En verdensomspændende pandemi er brudt ud. Historien følger 5 hovedpersoner: Peter, Søren, Isaak, Bitten og Zeb, der alle prøver at begå sig i det kaos sygdommen har forårsaget. De kæmper alle med kærlighed og loyalitet, på hver deres måde. Peter er historiens primære hovedperson. Hans tanker og oplevelser får vi i 1. person. Det er ham, der fortæller os om epidemien og hvor galt det står til: Sygdommen tager udgangspunkt i den almindelige parasit Toxoplasma Gondii - dog her i en muteret udgave. Parasitten bevirker at forbindelsen mellem reptilhjernen og de øvre kognitive lag afbrydes. De inficerede bliver dog som sådan aldrig nogen trussel for karaktererne, som de ville gøre i en klassisk zombiehistorie. Men samfundet bringes i knæ, hvilket er den reelle trussel for karaktererne. Peter, hans kone Mette, og deres to små piger på hhv 5 og 8 år. Familien er på vej fra Sønderborg, over Fyn og Sjælland, til deres ødegård i Sverige, hvor de regner med at kunne være i sikkerhed. De rejser sammen med Peter's forældre. Peter har et ret anstrengt forhold til sin far, som han anser for at være et ignorant bralrerhoved. Planen er, at nå til Sverige i løbet af et par timer, men de kommer, af flere årsager, på afveje. Den lange rejse sætter alle relationerne på prøve. Da familien holder ind for at pigerne kan tisse, bliver de involveret i et grusomt foretagende. Det ender med drab, hvorefter de forfølges af to hævngerrige mænd, der vil dem til livs. Imens de kæmper for overlevelse, opdager man ting om familien og dens relationer, der ikke helt er som Peter oplever det. F.eks. ser Peter op til sin generte og sky mor, og indser først alt for sent, at hun er følelsesmæssigt afstumpet og kynisk beregnende. Det komplicerer også hans ægteskab, da Mette har gennemskuet Mira, mens Peter stadig arrigt forsvarer hende. Først for sent går det op for ham, at han har taget alvorligt fejl af både sin far og mor. Peter må til sidst kæmpe for at gøre sig fri af sin mor og vinde sin familie tilbage, før det er for sent. Søren er Peters storebror. Han bor i Virum med sin mand Michael. Søren kan ikke rigtigt indrømme over for sig selv, at han er homoseksuel, og har derfor ikke fortalt sin familie om Michael. Den samme familie, de nu er på vej for at mødes med, for at følges til hytten i Sverige. Til gengæld har han fortalt Michael, at familien er stærkt konservativ, og at de alle er dybt homofobiske, hvilket ikke er sandt. Der dukker mange ting op, som deres forhold måske ikke kan bære, f.eks. spørgsmålet om børn. Det spørgsmål bliver dog straks mere presserende, da de møder to forældreløse børn, Isaak og hans lillesøster Rebecca, på deres vej gennem et København præget af farlige smittede og voldelige bander, der hersker i gaderne. Bitten er Mettes søster. Hun er kaptajn i forsvaret, men var på vej til at sige op, lige inden pandemien brød ud. Hun er kæreste med en underordnet, Jamal. På grund af en hævngerrig oberst, er de nødt til at vælge mellem forholdet og karrieren. De har valgt hinanden, men har nu ikke længere mulighed for at komme fri af deres forpligtelser i militæret. Bitten bliver sat på en umulig opgave med at etablere en lejr for de mange flygtninge, der forsøger at slippe væk fra rædslerne, mens obersten modarbejder hende. Det er fra hendes historie, vi finder ud af hvordan det står til med de statslige instanser: Regering, politi, hospital, vaccineproduktion og militæret. Zeb (Sebastian) er Mettes lillebror. Zeb er en ung fyr, der er kommet i det forkerte selskab. Han er en del af en gruppe, der ser dem selv som actionhelte, der skal ud og redde verden. Zebs bedste ven, Theis, er lederen af gruppen. Theis rykker konstant ved grænserne for hvad Zeb kan/vil være med til. Zebs loyalitet overfor gruppen udfordres; først da de andre kidnapper en ung pige; dernæst da hans ven, Mikki, bliver dræbt. Han bliver nødt til at vælge mellem sin loyalitet og sin samvittighed.
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer