Projekter

9 liv

Status: Skrivefasen

Pastorinde Agnete Kirstine Andersen kan ikke dø. Det vil sige, det kan hun godt, men hver gang vågner hun igen. Første gang, hun dør, er hun 24 år gammel. Året er 1886. Agnete springer ud på kørebanen og redder en dreng fra at blive trampet ihjel af en løbsk hest. Tre måneder senere slår hun øjnene op i ægtesengen hjemme i præstegården, hvor hendes nærmeste ikke længere vil kendes ved hende.

Af: Majbrit Ravnholt Cramer

Genre: Skønlitteratur

Heidi Bobjerg > 9 liv
2018-10-29 18:43:36
Jeg har lige læst de to kapitler, du har lagt op, og jeg er i store træk helt enig med den forrige kommentar. Spændende ide og godt fortalt. Sprogligt er der en balance mellem at være autentisk for tiden og samtidig ikke bruge for mange ukendte ord. Jeg synes, du rammer den balance ok, men alligevel tror jeg, du skal vælge dine 1800-tals-ord med omhu. Spørg dig selv hver gang, om lige dette ord er nødvendigt. Jeg slog ikke ordene op, nogle af dem kendte jeg i forvejen, resten forstyrrede ikke min læsning. Derudover stødte jeg på en detalje i første kapitel, der forstyrrede mig lidt. Du refererer flere steder moderens reprimander og udsagn, men du er ikke konsekvent med tegnsætningen omkring dem. Nogle steder er de i kursiv, andre steder er de indrammet af anførselstegn. Jeg synes, du skulle bruge kursiv, når det er en udtalelse, Agnete husker, så det kun er direkte tale, der står i anførselstegn. Det er modigt at skrive om en tid så fjernt fra vores egen. Jeg har selv en enkelt gang prøvet kræfter med perioden fra 1910 til 1945 og syntes det var hårdt arbejde! Men jeg synes, du gør det godt. 🙂 Glæder mig til at læse mere.
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer 4
Malene Agnethe Klein > 9 liv
2018-08-30 07:39:42
Meget fin beretning. Konceptet er interessant – en kvinde der ikke kan dø ordentligt? Fantastisk idé. Jeg kommer til at tænke på filmen 'Age of Adaline' med Blake Lively, som har lidt det samme plot. Der er rigtig meget materiale at arbejde med i sådan en fortælling, både historisk og socialt. Det kan blive en laaaaang bog, og jeg vil gerne læse den 🙂 Du har et meget autentisk sprogbrug. Ord som 'geburtsdagspresent', 'teint', 'mil', 'portemonnæ', 'læst', 'riset', 'vikse', 'natsærk', 'slæt', 'stramaj', 'datum' og 'jordelse' (og sikkert flere) er med til at definere perioden på en pålidelig og ægte måde. Hvis man ikke vidste bedre, kunne teksten nemt være skrevet af en forfatter der levede i slut 1800tallet. Dog … selvom det er meget flot (og det ER det) bliver teksten også en anelse kringlet at læse, synes jeg. Sådan skrev man naturligvis dengang, men jeg oplevede i min læsning, at det lidt højtidelige, gammeldags sprogbrug forstyrrede handlingen en smule. Men omvendt er det jo et stilvalg, og al respekt for det. Har man valgt en historie der foregår i fordums tid, er man jo nødt til at benytte et passende sprog. (Måske kan jeg ligefrem lære noget af dig på det punkt!) Ved enkelte ord var jeg dog nødt til at sætte læsningen på pause, for at slå den nøjagtige betydning op: 'tøjrekølle', 'possement', 'kapothat' og 'dyvelsdræk'. Igen: du lykkes til fulde med at vise tiden gennem ordvalget, men jeg har det sådan, at jeg vil vide (og forstå) hvad jeg læser 😉 men måske er jeg bare uvidende – det er bestemt en mulighed... Torunure – er det måske i stedet 'tournure'? Sådan en dims til at løfte kjolen op på numsen? Jeg elsker denne sætning: 'Bladhanget flimrede i eftermiddagslyset.' Det er en skøn og meget billedskabende sætning, der i al sin enkelhed formår at male et superfint indtryk af øjeblikket. Faktisk synes jeg det står endnu stærkere, hvis man udelader den næste sætning: 'Når hun blinkede, changerede øjenlågshuden i røde og rosa nuancer.' For mig, når jeg læser det, er det lidt dobbeltkonfekt. For jeg så lyset changere i røde nuancer, allerede da jeg læste den første sætning. Men ih, begrænsning er bare sindssygt svært – det ved jeg selv! Og så må jeg lige nævne disse to eksempler: ’Det føltes som at gå på himmelskyer i bare tæer’ og ’Hun huskede engang, hun som lille var sat over en bunke dampende hestepærer i et spring.’ Fantastiske sætninger, der på en flot, enkel måde fortæller meget om Agnetes eventyrlystne personlighed. Den skinner i øvrigt fint igennem i hele første kapitel. Til sidst: Du formår virkelig at sætte scenen op, så det hele står meget klart for mit indre blik: Hestene, der ryster seletøjet og skraber med benene mod brostenene. Kusken, der fører pisken til hatteskyggen som afskedshilsen. Hattene i udstillingsruden. Drengen med snurretoppen, og den løbske hest. Tvillingers forskellige reaktion på, at deres mor stadig lever. Moderens og præstens vantro og frygt. Det føles næsten som om man iagttager scenen som forbipasserende – faktisk kunne jeg næsten se mig selv i kyse og kniplingsbesatte skørter standse op og betragte dramaet med forbavset mine 🙂 Alt i alt to meget flotte og veludførte kapitler. Fint mix af handling og backstory. Når man lige får tunet sig ind på stilen, har man helt klart lyst til at læse videre. Og det glæder jeg mig til at gøre!
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer 3