Projekter

9 liv

Status: Redaktionsfasen

Pastorinde Agnete Kirstine Andersen kan ikke dø. Det vil sige, det kan hun godt, men hver gang vågner hun igen. Første gang, hun dør, er hun 24 år gammel. Året er 1886. Agnete springer ud på kørebanen og redder en dreng fra at blive trampet ihjel af en løbsk hest. Tre måneder senere slår hun øjnene op i ægtesengen hjemme i præstegården, hvor hendes nærmeste ikke længere vil kendes ved hende.

Af: Majbrit Ravnholt Cramer

Genre: Skønlitteratur

Eva Götzsche > 9 liv
2019-05-01 07:32:47
Har nu læst de første to kapitler, og jeg synes, at konceptet er meget spændende. Glæder mig til at høre, hvad forklaringen er på hendes mange liv. Du skriver godt og levende, og fanger tidsånden rigtig fint. Du er ikke helt konsistent med brugen af de gammeldags ord - nogle steder bruger du fx. "moren", andre "moderen". En lille ting, jeg faldt over i første kapitel, er den begivenhed, hvor hun næsten bliver kørt over. Det er som om, du ikke får med, at hun er uopmærksom eller går i sine egne tanker, og derfor virker det sært udramatisk: "Hun lod den være og trådte ud fra det smalle fortov, idet en drosche kørte forbi". Brugen af ordet "idet" får begivenheden til at være mindre dramatisk. Du kunne fx vælge at skrive noget i denne retning i stedet for: " ... trådte ud på vejen fra det smalle fortov, da suset fra en drosche, der kørte forbi i høj fart, nær havde væltet hende ..." eller: "...fik hende til at tage et hastigt skridt tilbage...". Noget i den dur, der gør situation lidt mere dramatisk og dermed i højere grad bygger op til det, der sker om lidt. Hendes krops reaktioner bagefter vidner også om, at det har været tæt på. Jeg faldt også over vendingen "Giv agt". Gammeldags sprogbrug er svært, og man skal være superkonsistent, men man skal også passe på ikke at overdrive. Jeg synes, der virker en anelse karikeret her, og ikke som et naturligt talesprog. Jeg ville nok simpelthen bruge: Pas på! Jeg glæder mig til at læse videre. Rigtig spændende historie, og jeg er spændt på, hvordan plottet udvikler sig. God skrivelyst:-)
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer 1
Heidi Bobjerg > 9 liv
2019-03-11 09:26:59
Så fik jeg endelig læst alle de kapitler, du har lagt op. Hold da op, det slutter på et alt for spændende sted! 🙂 Jeg er spændt på, hvad forklaringen er, og om Agnete finder en måde at få det afsluttet på - eller lærer at leve med det. Du formår virkelig at holde mysteriet levende og interessant. Jeg vil virkelig gerne læse videre. Der er kun et par enkelte ting, jeg støder på, som jeg lige vil nævne. I begyndelsen gør det ondt, hver gang hun trækker vejret, men første gang hun er klædt ud som mand, løber hun fra sine forfølgere. Jeg kan se, der er en udvikling, så hendes sår og skrammer læges hurtigere og hurtigere, men jeg savner nok, at hun selv konstaterer, at hun ikke længere har så svært ved at trække vejret. Måske før scenen med hendes første flugt fra præstegården. Det andet er brugen af "moder", som forstyrrer mig lidt. Jeg kan se, at du har luget lidt ud i de gamle ord, og det synes jeg er fint - også at du har beholdt dem, der giver mening, bl.a. fordi de betegner genstande, vi ikke længere har et nutidigt navn til. Dog kunne du godt overveje at udskifte "moder" med "mor", ligesom du også gør i sidste kapitel i scenen med Mathilde og drengene (ved godt, at det er i direkte tale og måske derfor, du har brugt "mor"). Men altså, fortællingen virker autentisk, jeg lever med, også i boghandlerens skæbne, som jo nok allerede er beseglet, i hvert fald i denne by. Sådanne rygter manes ikke i jorden lige med det samme. Glæder mig til at læse mere. 😉
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer 1
Henrik Pasgaard > 9 liv
2019-02-18 00:00:26
Har nu læst et nyt kapitel af 9 liv. Må ærlig tilstå jeg er spændt på det færdige værk. Det virker som en gribende historie, godt fortalt og godt formuleret. Jeg får ihvertfald lyst til at læse mere.
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer 1
Heidi Bobjerg > 9 liv
2018-10-29 18:43:36
Jeg har lige læst de to kapitler, du har lagt op, og jeg er i store træk helt enig med den forrige kommentar. Spændende ide og godt fortalt. Sprogligt er der en balance mellem at være autentisk for tiden og samtidig ikke bruge for mange ukendte ord. Jeg synes, du rammer den balance ok, men alligevel tror jeg, du skal vælge dine 1800-tals-ord med omhu. Spørg dig selv hver gang, om lige dette ord er nødvendigt. Jeg slog ikke ordene op, nogle af dem kendte jeg i forvejen, resten forstyrrede ikke min læsning. Derudover stødte jeg på en detalje i første kapitel, der forstyrrede mig lidt. Du refererer flere steder moderens reprimander og udsagn, men du er ikke konsekvent med tegnsætningen omkring dem. Nogle steder er de i kursiv, andre steder er de indrammet af anførselstegn. Jeg synes, du skulle bruge kursiv, når det er en udtalelse, Agnete husker, så det kun er direkte tale, der står i anførselstegn. Det er modigt at skrive om en tid så fjernt fra vores egen. Jeg har selv en enkelt gang prøvet kræfter med perioden fra 1910 til 1945 og syntes det var hårdt arbejde! Men jeg synes, du gør det godt. 🙂 Glæder mig til at læse mere.
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer 4
Malene Agnethe Klein > 9 liv
2018-08-30 07:39:42
Meget fin beretning. Konceptet er interessant – en kvinde der ikke kan dø ordentligt? Fantastisk idé. Jeg kommer til at tænke på filmen 'Age of Adaline' med Blake Lively, som har lidt det samme plot. Der er rigtig meget materiale at arbejde med i sådan en fortælling, både historisk og socialt. Det kan blive en laaaaang bog, og jeg vil gerne læse den 🙂 Du har et meget autentisk sprogbrug. Ord som 'geburtsdagspresent', 'teint', 'mil', 'portemonnæ', 'læst', 'riset', 'vikse', 'natsærk', 'slæt', 'stramaj', 'datum' og 'jordelse' (og sikkert flere) er med til at definere perioden på en pålidelig og ægte måde. Hvis man ikke vidste bedre, kunne teksten nemt være skrevet af en forfatter der levede i slut 1800tallet. Dog … selvom det er meget flot (og det ER det) bliver teksten også en anelse kringlet at læse, synes jeg. Sådan skrev man naturligvis dengang, men jeg oplevede i min læsning, at det lidt højtidelige, gammeldags sprogbrug forstyrrede handlingen en smule. Men omvendt er det jo et stilvalg, og al respekt for det. Har man valgt en historie der foregår i fordums tid, er man jo nødt til at benytte et passende sprog. (Måske kan jeg ligefrem lære noget af dig på det punkt!) Ved enkelte ord var jeg dog nødt til at sætte læsningen på pause, for at slå den nøjagtige betydning op: 'tøjrekølle', 'possement', 'kapothat' og 'dyvelsdræk'. Igen: du lykkes til fulde med at vise tiden gennem ordvalget, men jeg har det sådan, at jeg vil vide (og forstå) hvad jeg læser 😉 men måske er jeg bare uvidende – det er bestemt en mulighed... Torunure – er det måske i stedet 'tournure'? Sådan en dims til at løfte kjolen op på numsen? Jeg elsker denne sætning: 'Bladhanget flimrede i eftermiddagslyset.' Det er en skøn og meget billedskabende sætning, der i al sin enkelhed formår at male et superfint indtryk af øjeblikket. Faktisk synes jeg det står endnu stærkere, hvis man udelader den næste sætning: 'Når hun blinkede, changerede øjenlågshuden i røde og rosa nuancer.' For mig, når jeg læser det, er det lidt dobbeltkonfekt. For jeg så lyset changere i røde nuancer, allerede da jeg læste den første sætning. Men ih, begrænsning er bare sindssygt svært – det ved jeg selv! Og så må jeg lige nævne disse to eksempler: ’Det føltes som at gå på himmelskyer i bare tæer’ og ’Hun huskede engang, hun som lille var sat over en bunke dampende hestepærer i et spring.’ Fantastiske sætninger, der på en flot, enkel måde fortæller meget om Agnetes eventyrlystne personlighed. Den skinner i øvrigt fint igennem i hele første kapitel. Til sidst: Du formår virkelig at sætte scenen op, så det hele står meget klart for mit indre blik: Hestene, der ryster seletøjet og skraber med benene mod brostenene. Kusken, der fører pisken til hatteskyggen som afskedshilsen. Hattene i udstillingsruden. Drengen med snurretoppen, og den løbske hest. Tvillingers forskellige reaktion på, at deres mor stadig lever. Moderens og præstens vantro og frygt. Det føles næsten som om man iagttager scenen som forbipasserende – faktisk kunne jeg næsten se mig selv i kyse og kniplingsbesatte skørter standse op og betragte dramaet med forbavset mine 🙂 Alt i alt to meget flotte og veludførte kapitler. Fint mix af handling og backstory. Når man lige får tunet sig ind på stilen, har man helt klart lyst til at læse videre. Og det glæder jeg mig til at gøre!
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer 3