Kan godt lide denne del: Moderen, Agnes, lå længe i sengen efter fødslen. Graviditeten havde taget hårdt på hende, for hun var ikke ung mere. Søren lå i værelset med hende, men Christian insisterede på, at drengen skulle sove i egen seng allerede fra først nat. Der var intet som overdreven omsorg til at skabe svæklinge.
Især den sidste sætning er rigtig god. Fortæller rigtig meget om faren, familien, klassen og tiden.
Og: Begravelsen blev holdt få dage senere på Hinderup kirkegård. Familie, venner og naboer stod samlet omkring et stort sår i jorden, mørkt, og dybt til trods for frosten. De lyttede til præsten, de så kisten blive sænket langsomt ned, og de sang ”Vor Gud han er så fast en borg” imens rimånden stod om deres ansigter.
Billedet med graven som et sår er rigtig godt. Rimånden er også fin.
Kan også godt lide hvad det her siger: For dem havde hun kun været en uadskillelig del af gården; den, der lavede mad og vaskede tøj, og da de var små havde hun beskyttet dem mod det værste af faderens vrede. Det var som om denne ”Agnes” var en fremmed, som de nu lærte at kende gennem andres ord.
Og kan godt lide forskellene på Svend og Jørgen – her er noget af tidens kontinuitet og opbrud at finde.
Hele stykket er dog meget fortalt og der er en del gentagelser (især i forbindelse med arbejde og det med at Agnes har været syg længe) ...
Undrer mig over at Søren ikke tager vogn med til lægen – så kan lægen jo bare springe på, i stedet for selv at skulle til at spænde hest for.
Måske vil det være en ide at starte ved begravelsen og tydeligere følge en af hovedpersonerne? Så vil du hurtigere kunne komme til det, historien egentlig skal handle om.