fbpx

Spotlight: Katrine Lea Madsens ‘The loving hate’

 

Katrine Lea Madsens forfatterprofil

Jeg kan huske, at første gang jeg satte mig ned foran min computer for at skrive, forsvandt min generthed, og omverdenen omkring mig forsvandt helt, og jeg kom ind i min egen lille verden, udtaler Katrine Lea Madsen om skrivning.

Katrine Lea Madsen er dygtig til skabe en stemning, og med sin undersøgende og reflekterede forfatterstemme lykkes hun med at skabe et dystert men også smukt oplæg til en young-adult romance.

Katrine har været aktiv bruger her på Uniteandwrite siden 2019 og har allerede bidraget med flere spændende projekter til fællesskabet. Det er dog særligt med udgangspunkt i The loving hate, at jeg fik lyst til at undersøge Madsens forfatterstemme yderligere.

Jeg kan huske, at i starten var jeg meget bange for at vise mine historier til andre, da jeg lider af svær ordblindhed, og var derfor bange for at folk vil se ned på mig på grund af det og min dårlige stavning. Men den dag i dag har både de kritiske og positive komplimenter, jeg har fået, været med til at give mig lysten til at blive bedre til mit skriveri, siger Katrine Lea Madsen om ordblindhed og skriveproces.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at ordblindhed selvfølgelig kan være en hæmsko for skriveprocessen. Madsen har dog overkommet denne forhindring og oplever altså i dag skrivning som en måde at finde selvtillid på, hvilket både er imponerende men også et fint eksempel på, at ordblindhed ikke bør skræmme forfattere fra tasterne, og at ordblindhed ikke er det samme som at være en dårlig tekstforfatter. Blandt store ordblinde forfattere kan nævnes både Lewis Carrol (Alice i eventyrland), Agatha Christie (Mordet på Orientekspressen) og F. Scott Fitzgerald (Den store Gatsby), som jo alle tre regnes for nogle af de største forfattere i litteraturhistorien.

Teenageromancen 

Teenageromancen har, siden Twilight tog verden med storm, været en fastlåst genre på bogmarkedet, der som salgssucces stadig i dag fylder på bestsellerlisterne i form af efterhånden mange succesrige forfatterskaber.

Det vigtigste (og noget af det sværeste) i en teenageromance er at indkapsle en tidsånd, så forfatteren let kan placere sig i den tid (de år) der skrives på, men at den samtidigt ikke mister relevans i løbet af et par år. Det kan lettest gøres ved tidsreferencer gennem musik, kultur eller politiske begivenheder, der kan placere litteraturen i en tydelig samtid.

Efter at de havde stået, næsten frosset fast til hinandens kroppe, var det som om, tiden var begyndt at tø op, og tiden var så småt ved at komme tilbage.
Harry lænede sig ned mod Stella, mens at han med sin hånd førte noget af hendes hår om bag hendes ene øre. Han lænede sig længere og længere ned mod Stella, til hans mund var centimeter fra hendes øre. –
Katrine Lea Madsens The loving hate (kap. 1).

Passagen her er et godt eksempel på Madsens genrebevidsthed og evne til at zoome ind på en intimsituation ved originale og intense beskrivelser. Det er denne type passager, der forbinder Madsens værk med genrenetværket og samtidigt via det originale billedsprog skaber en klar distinktion mellem The loving hate og andre værker i samme genre.

Målgruppe og potentiale

Noget af det vigtigste at være opmærksom på i skriveprocessen af en teenageromance er at fastlægge et tempo, der er nøje afstemt med den tilsigtede målgruppe. Det vigtigste ved det er, at målgruppen kan overskue værket, og at lixtallet ikke overstiger det anbefalede niveau for en given gruppe. Det kan gøres ved flere manøvrer som forfatter, men det vigtigste er selvfølgelig at læse andre forfattere og tænke målgruppe ind i læsningen, for derved at blive bevidst om, hvordan andre forfattere indsnævrer og tilpasser sprog og tempo til målgrupper.

Den enorme popularitet i genren er selvfølgelig en god ting, da man lettere vil kunne sælge sin idé, men det betyder også, at der er en hel del konkurrence inden for feltet. Det er derfor enormt vigtigt at kunne vise, hvordan man tydeligt gentænker romancegenren med det enkelte værk.

Udfordringer og anbefalinger fra redaktionen

Madsens oplæg til romancen The loving hate balancerer fint på grænsen mellem det velkendte og det originale. De indtil videre fire offentliggjorte kapitler fungerer godt i deres tempo og dramatiserer noget, der potentielt kan udvikle sig til et grimt trekantsdrama. Det bliver spændende at følge med i Madsens skriverier.

Skrevet af Emil Langhoff Christensen

Du kunne måske også være interesseret i at læse artiklen Få tid til at skrive

2 meninger om “Spotlight: Katrine Lea Madsens ‘The loving hate’”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *