Projekter

S I N D S S Y G “Indelukket, social akavet, socialt handicap, underlig, anderledes. Forskellige ord, men med samme betydning. Forskellige mennesker, men med samme holdning. Mor er den eneste der prøver at lade som om. Hun fik mig lukket inde her, alene. ‘Jeg gør det jo for at hjælpe dig’. Det er hendes undskyldning. Hjælpe mig. Ville hun virkelig gøre det, hvis hun elskede mig? Skubbe mig væk og efterlade mig alene med mine tanker. Jeg bliver sindssyg. Hun gør mig sindssyg.” Det banker på døren, og Jack skubber diskret sit papir ind under puden, imens han sætter sig op. Døren bliver åbnet, uanset om Jack siger noget eller ej, så han vælger at lade være. Det er anden gang i dag, han får besøg. De kalder det ‘besøg’ på hjemmet, men Jack ved godt hvad det i virkeligheden er. Hvad det betyder. Han retter ryggen, og er klar på det, der skal ske nu. “Hvordan går det herinde?” Det er Simons stemme. Jack kigger op, ser Simon i øjnene og smiler. “Herinde går det udmærket. Tak fordi du spørger.” Simons smil falmer forsigtigt, da han går ud af døren. Jack kigger længselsfuldt på døren, da han hører den velkendte lyd. Lyden af låsen, der falder på plads. Jack lægger sig tilbage i sengen, kigger op i luften og tænker tilbage på sin familie. På hans venner, på hans hverdag, på hans liv. ‘Jeg savner jer,’ mumler han forsigtig. Prøvende. Han lukker øjnene i, og drømmer sig tilbage til den virkelighed, som engang var hans. Det er en typisk mandag morgen. Jack står foran spejlet på hans mors værelse. Hans yngre søskende hvirvler rundt om benene på ham ivrige for, at komme tilbage i skole, efter en - for hans vedkommende - tiltrængt weekend. Jack står foran spejlet og tænker. Det er i dag, hvor det hele starter. I dag, at han skal møde Frank for første gang. Han kan mærke, at jo tættere på det kommer, jo mere nervøs bliver han. “Jack, kommer du?” Det er mor, der kalder. Jack smiler til sig selv i spejlet og prøver, at overbevise selv om, at det nok skal gå. Han tager en dyb indånding, og går ud til mor. Det er en anderledes mandag eftermiddag. Jack kigger på sig selv i rudens genspejling. Mor giver hans hånd et klem, signalerer med øjnene. Han kan nærmest læse hendes tanker, ‘You can do it’. Han tager en dyb indånding, slipper mors hånd, og går gennem døren. Klar på en ny start. Klar på hjælp. Klar på, at snakke om det, han ellers så fint undgår at snakke om i hverdagen. Jack sætter sig op med et sæt. “Mor!” udbryder han, da han ser hende sidde foran sig. “Hej min skat,” siger hun, og kører sin hånd over hans hår. Jack ser på hende, og mærker først glæden, derefter den velkendte følelse af vrede strømme gennem ham. “Du forlod mig..” Jack hvisker det, og en dråbe triller ned af hans kind. Han gentager det højere. Først en gang, så en gang mere. Før han når at tænke sig om, er han over hende. Hårde slag, forskellige steder på kroppen. Simon kommer ind, råber til de andre. Noget med et flip. Der kommer flere til, tager fat i Jack. Stopper ham. “Hvad laver du dog, Jack?!” Jack sidder på sengen, kigger sig omkring. Mor er væk. “Mor.. Hun var her altså...” Simon kigger først på ham, og derefter de andre ansatte. Hans ansigt skifter fra vredt, til forstående, til medlidenhed. “Det er okay, Jack. Er du okay?” Simon lægger et pres på ‘du’, da han sætter sig ned. Jack nikker forsigtigt, og kigger ud af vinduet. “Det er bedre nu,” siger han stille. “Jeg er okay. Jeg har bare brug for lidt fred nu.” De andre ansatte kigger på Simon, afventende. Han kigger på dem, og nikker. Jack kigger på dem, og ser hvordan de myldrer ud af værelset efter et grønt lys fra deres overordnede. Simon rejser sig som den sidste, smiler mat, og giver Jack et klap på skulderen. Da Simon er ude af syne, tager Jack papiret fra tidligere, genlæser teksten som han for nogle timer siden, selv skrev. Han tilføjer nogle ord, smiler for sig selv, og lægger papiret igen. Jack kigger op i loftet, og lader tankerne løbe løbskt. Før han ved af det, så er han tilbage i sit eget hoved, i sine egne tanker. Søvnen overmander ham, men inden han falder i søvn, hører han sin mors stemme. Svagt som en stille og forsigtig brise hen over ham. Vi savner også dig, Jack.