Projekter

At tælle får Skrivekunsten – så langt tilbage, vi formår at se herfra, hvor vi står – i år 2022 evt i vor tidsregning – blev opfundet, fordi man skulle tælle får. Og tælle får, det skulle man ikke for at falde i søvn. Og strengt taget, så var det ikke kun får, man skulle tælle, men kvæg – alt det kvæg, der skulle føres fra den ene græsgang til den næste, og som hyrderne skulle gøre regnskab for, når de nåede frem. For at huske, hvor mange stykker kvæg der var, da de drog afsted, fandt nogen på at forme små figurer i ler – de kunne f.eks. være formet som kegler, kugler, skiver eller cylindre. De kunne få en værdi hver i 60-talssystemet, eller de kunne forestille f.eks. køer eller får. Hyrden skulle bringe dem med sig, og så kunne man sammenligne med antallet ved ankomsten. MEN det kunne jo ske, at nogle af figurerne forsvandt på vejen. Derfor fandt nogen på at lægge dem ind i en lerkugle. Men så kunne man jo ikke se, hvilke figurer der var indeni. Altså fandt nogen på at skrive udenpå – med kileskrifttegn – hvad der var indeni. – En dag fandt nogen på at rette lerkuglen ud til en lertavle og ganske enkelt notere antallet af kvæg på tavlen med kiler. Skriften var opfundet. I vores kulturkreds. Skriften opstod af nødvendighed. Langsomt gik det op for den vordende civilisation, hvilket omfang denne opfindelse havde. Utallige nødvendigheder kunne løses med kileskriften – og den blev brugt af adskillige sprog hos de folkefærd, der levede side om side i landet mellem de to floder Eufrat og Tigris – Mesopotamien. Det var tal, der var brug for i første omgang. Siden kom sproget – først som pictogrammer – billedskrift – siden som ord og stavelser i kileskrift. Nødvendighed – jo mere sofistikerede vi blev som menneskelig civilisation, jo flere nødvendigheder fik os til at skrive – og læse. Det blev jura, der holdt orden på ejendom og aftaler, og økonomi, der fik kongerne og deres hoffer og præsterne i templerne til at holde styr på alting med beskrevne kiletavler. Der opstod skriverskoler og skriverembeder, der kunne skrive meddelelser for hoffer og templer, for små virksomheder og for menige borgere. For det meste var skrivekunsten forbeholdt embedsfolket, men i perioder kunne den nå længere ud i de små bysamfund og blive mere tilgængelig for menigmand. Fra 2112 fvt til 2004 fvt, i den sumeriske kulturs renæssance, holdt Ur III-dynastiet i Mesopotamien styr også på kulturen. Man opbyggede biblioteker, og Kong Shulgi – den anden konge i dynastiet – sørgede ligefrem for at optegne musik og sang, litterære tekster og poesi, i sit bibliotek for at bevare det til eftertiden. Nok er mine gamle sandheder – fra den tidligste begyndelse af vort årtusinde – ikke fyldestgørende længere. Der er tydet mange kileskrifttavler og blæst meget sand i ørkenerne siden da. MEN: Skriften prikkede hul på tiden – det blev muligt at kommunikere og meddele sig ud over det enkelte menneskeliv! At bevare oplysninger om levet liv og udviklingsforløb. Historien dukkede frem af urtidens frugtbare dis. Tiden fik retning. Og SÅ blev der virkelig noget at skrive hjem om! Således kan vi her i vor tid – her i år 2022 – mærke trykket i brystet – længslen efter at beskrive alt det, der ligger under huden, inde i hjertet, for at skænke det som juveler til hinanden – og til eftertiden. En nødvendighed, der kalder i os, for at samle viden, give historisk oplysning, og for at dele personlige funderinger, håb og drømme. Vi kan skildre menneskeliv – så mesterligt som Stefan Zweig – og hvem kunne så skrive om Zweig? Det kunne han selv – eneste mulighed – i ”Verden af i Går”.