Projekter

NEJ Der var en gang en pige. En helt almindelig pige med rokketænder og fregner - og med mor og far og lillebror. Med hus og kat og sandkasse og med børnehave og legekammerater. Pigen var glad. En rigtig lille solstråle, var hun. ”Du får vores verden til at lyse op”, lille skat, sagde mor og far og kyssede pigen. Lillebror lo, hver gang han så hende. Og hun smilede til ham, når han tog hendes kage eller ødelagde hendes sandslot – selvom hun havde været hele dagen om at bygge det. ”Pyt med det”, sagde pigen bare, og så smilede de voksne til hende, og lillebror lo og lo og hoppede en ekstra gang på sandslottet. Hun var Morfars lille stjerne, Farmors egen solsikke og Oldes tusindfryd. I børnehaven var hun sådan en, de andre blev i godt humør af. Pædagogerne kaldte hende deres lille fredsmægler. Hun kunne altid få de andre børn i godt humør. Men inden i pigen boede en anden Lille én. Hun var ikke altid glad. Hun sagde sgu og røv og gu’ vil jeg ej! – og sommetider noget, som var endnu værre! Når lillebror tog pigens kage, råbte Lille én: ”Hold så snitterne for dig selv, din grådige, dumme lillebror. Det er MIN kage”. Når han hoppede på pigens sandslot, råbte Lille én: ”Lad så være, din møgunge!!”. Lille én kunne blive SÅ sur og vred og gal i skralden, at det lavede små røde mærker på pigens hals og gjorde ondt i hendes mave og oppe i hendes gane. Lille én kunne også blive så ked af det, så det føltes som om hele pigens krop blev fyldt op med vand, lige op til under øjnene, hvor pigen havde sådan en lille sluk-knap. Det var ikke altid helt rart at være Lille én. Henne i børnehaven var der en dag. En helt almindelig tirsdag, var det vist. Pigen sad ved et bord og lavede perleplader og smilede og var så mild og blid og sød og lys og god at hele børnehaven lyste op. Morgenen havde været som de fleste andre morgener. Lillebror havde væltet sin mælk og havde tværet havregrød ud over mors nye kjole, som hun skulle have på til et meget vigtigt møde. Bagefter gylpede han ned af ryggen på far, og det var vist heller ikke så godt, for far skulle også til et meget vigtigt møde. Så lige da lillebror havde fået flyverdragten på, sked han i bleen og skulle have helt nyt tøj på og i bad, fordi det var sådan en sjaske-plaske-lort, som kom ud af siden på bleen. Mor blev mere og mere rød på halsen, og far gik rundt i cirkler og så helt hvid ud i hovedet. Pigen sad lige så stille og tegnede. ”Hvor er det skønt, at du er sådan en nem og glad lille pige”, sagde far. ”Du bliver aldrig sur, og hvor er det godt at du kan hjælpe mor og far så meget!” Pigen smilede. Så kom lillebror ind i stuen igen. Nu ville han ikke have flyverdragten på. Han smed sig på gulvet og lignede en lille stiv måne, da far løftede ham op. Lillebror vred sig løs og løb lige hen til pigen, hvor han tog hendes tegning og krøllede den. Pigen sagde, ”Pyt!” Pigens mave gjorde lidt ondt og hendes krop fyldtes op med vand… ”Pyt, pyt”, sagde hun. Inden i råbte Lille én meget højt. Da pigen kom hen til børnehaven, og de havde fået madkassen i køleskabet og gummistøvlerne hen på pigens plads, var det tid til at vinke farvel ved vinkevinduet. ”Hej, hej, min blomst”, sagde mor. ”Du må ikke gå endnu, mor”, hviskede pigen. Men mor havde jo travlt. Mor skulle afsted til et meget vigtigt møde. ”Det kan du vel nok forstå!”, sagde mor. ”Nu må du virkelig hjælpe mor. Så, giv mig et smil, så bliver dagen god.” Og pigen smilede og vinkede, og hendes hals var lidt rød og oppe i ganen gjorde det ondt. ”Det er altid så dejligt nemt med dig”, sagde pædagogerne. Og så gik pigen hen til perlepladebordet og satte sig ned. Pigen smilede. Flere andre børn blev afleveret. Der var en der græd. To børn kom op og slås om en dukke. Dukkens hoved blev revet af. ”Altså”, sagde en voksen. ”Kan I så lege pænt”. ”Se hvor stille pigen sidder”. ”Kan I gå hen og lave perleplader og sidde stille!!” Og de andre børn kom hen til perlepladebordet. Men de gad ikke lave perleplader. De ville hellere slås og hive hovederne af dukkerne. Men det måtte de jo ikke, så de sad bare der og rodede rundt i perlerne og lagde de gule perler over til de røde og sagde,: ”Giv mig så de blååå!!” Og,: ”Jeg havde hjertet først”. Og,: ”Du er dum!!!!!!” Til slut var der en af dem, som bankede hårdt i bordet… Pigens perleplade faldt ned! Pigen sagde,: “Pyt” Men hun smilede ikke. Hendes krop fyldtes op med vand og hun glemte at trykke på Sluk-knappen. Pigen græd! Og mere end det – pigen råbte. Hun råbte,: ” NEJ!!!” Hun råbte,: ”NEJ”, så højt at der blev helt stille i hele børnehaven, fordi hun ellers aldrig råbte! Inden i var Lille én glad. Pigen råbte,: ”NEJ og NEJ og NEJ”, og der kom en voksen og holdt om hende og sagde,:” Så, så”. Og så var det som om det holdt op med at gøre ondt i ganen og i maven, og det var som om noget af alt vandet løb ud af hende, så hun ikke skvulpede helt så meget når hun gik og sjippede og gyngede. Og da mor hentede pigen og de kom hjem til the, og lillebror ville snuppe hendes kage, så sagde hun slet ikke ,: ”Pyt”. Hun sagde,: ”NEJ!!” Og så spiste hun sin kage selv.