Log ind
Landet med de blodige bakker
Status:Udgivet
Den førtidspensionerede soldat Jack Truel bliver tilbudt en chance for at lede et kompagni i Rwanda efter landets præsident, omkommer i et flystyrt og eskalerer en folkekrig. Da Jack, med sit kompagni, lander i hovedstaden Kigali, er byen blevet overtaget af landets guerillahær, Interahamwe udelukkende bestående af den etniske race hutu.
Det Fredsskabende militærkompagni prøver febrilsk at holde følelserne skjult og udføre deres job mens Interahamwe-hæren nådesløst stræber efter at udrydde den anden rwandiske etnicitet tutsi. FNs mandat begrænser Jacks muligheder for at hjælpe de udsatte tutsier. Efter lidt forhandling får Jack overbevist den lokale politikommissær Pascal Ngeze om at hjælpe tutsierne ved at gemme dem på en politistation i et af Kigalis ydre distrikter.
FNs mandat til, at intervenerer i Rwandas folkekrig ophører pludselig, uden varsel og en karavane ankommer til stationen for at transportere kompagniet tilbage til lufthavnen og sende dem ud af landet, men kun en enkelt soldat tropper op. Utilfredse med FNs tilbagetrækning, har Jack tilbudt alle mænd i sit kompagni at blive og kæmpe for landets befrielse fra Interahamwe hæren. Uden opmærksomheden de før havde næret fra de lyseblå hjelme, fik kompagniet en chance for at efterforske årsagerne til folkemordets udbrud. Da Jack begynder at grave efter information begynder alt pludselig at klare op og han lærer hemmeligheden bag det mest planlagte folkemord i verdenshistorien, diamanter.
Af: Pablo Hamburger
Genre: Krimi og spænding
Projektets logo
Inviter administratore
Inviter brugere
Muhiraen omhandler borgerkrigen i Rwanda, der spidsede til efter landets præsident og diktator, Juvénal Habyarimana, blev dræbt, da hans fly blev skudt ned i 1994. Hvad der fulgte var nådesløs forfølgelse og brutal etnisk udrensning af tutsi-minoriteten udført af den dominerende etniske gruppe i landet, hutuerne. I Pablos roman følger man den tidligere FN-soldat, Jack Truel, der bliver kaldt ind igen af FN for at lede en vigtig mission i Rwanda. Jack får til opgave at lede en mindre gruppe FN-soldater ind i landet for at forsøge at hjælpe de udsatte tutsier. Gruppen erfarer dog hurtigt at situationen i landet er værre end først antaget, og det bliver svært for soldaterne at holde sig til FN’s mandat om ikke at intervenere og kun ”overvære” situationen. Langsomt går det også op for Jack, at der er mere til sagen bag det systematiske folkedrab, og han begynder at indse, at han og hans folk er faldet over en større konspiration, der trækker tråde langt ud over landets grænser.
Muhiraen er en spændende historisk og politisk thriller, der skildrer en blodig og brutal periode i afrikansk historie. Det gøres præcist og detaljeret, og forfatteren Pablo demonstrerer stor historisk og politisk baggrundsviden om borgerkrigen i Rwanda, årsagerne bag og konsekvenserne af den. Pablo fortæller os, at han er historiestuderende, og dette skinner bestemt igennem hans fortælling, der bærer præg af omhyggelig research. Også skildringen af FN-soldaterne virker troværdig og autentisk i kraft af detaljer som deres militære jargon og ageren. Man får en fornemmelse af inspiration fra andre forfattere af politiske krigsthrillere, så som Tom Clancy.
I romanens første kapitel får Pablo virkelig demonstreret sine evner som forfatter inden for genren, da han formår at åbne romanen stærkt og informativt, uden at det virker som en direkte forklaring eller redegørelse for situationen i Rwanda. Gennem en scene med Rwandas præsident og andre politiske ledere ombord flyet inden det skydes ned, formår romanen meget naturligt at introducere den politiske konflikt gennem samtale og interaktioner mellem præsidenten, de andre ledere og piloten. Det er en utrolig kort scene, men alligevel får man et godt og præcist indblik i ikke bare konflikten, men også i den historiske figur, Juvénal Habyarimana, Rwandas præsident og diktator. Der males et autentisk billede af ham og hans politik gennem hans dialog.
I kapitlets senere scene med politikommissæren Pascal (der senere i romanen kommer til at spille en betydelig rolle) får man ligeledes en god fornemmelse af konfliktens alvor efter præsidentens død gennem dialog, beskrivelsen af hvad der sker på politistationen og hvad det antyder. Eksempelvis kommer Pascal i scenen tilbage til politistationen, der stort set er forladt og betjentene er ikke at finde, der hvor de påstod, de tog hen. I stedet for at en række fortællerkommentarer fortæller læseren, hvor de er taget hen, lægges der op til, at læseren selv skal drage konklusioner om det, der antydes. Det indikeres indirekte, at de, efter præsidentens død, er taget ud for at deltage i forfølgelsen af tutierne (dette bekræftes også senere i romanen). Dette er et klassisk eksempel på ”show – don’t tell”, og det demonstrerer forfatteren flere steder i romanen.
Et lignende eksempel er, hvordan læseren langsomt får lov at opdage, at der stikker mere under situationen i Rwanda, end hvad der er på overfladen. Læseren fodres gradvist med brikker til puslespillet i form af detaljer nævnt i dialogen eller i beskrivelsen af begivenheder undervejs. Pablo gør et godt stykke arbejde med at antyde disse små detaljer og præsentere dem for læseren i sådan en rækkefølge, der gør at spændingen holdes undervejs.
Der, hvor romanen halter lidt, er imidlertid ved beskrivelsen af karaktererne. Der males ofte et klart billede af både handlingen og karaktererne, så man ikke er i tvivl om, hvem der er hvem, og hvad der sker. Dette er ret væsentligt i en roman i denne genre, da serien af begivenheder og det store persongalleri nemt kan blive meget komplekst, og det er en stor udfordring at få formidlet disse til læseren på en overskuelig måde. Det formår Pablo generelt at gøre. Med det sagt bliver det desværre lidt for meget med fortællerkommentarerne nogle gange, når det kommer til karaktererne. Nogle steder er kommentarerne lidt for direkte og udpensler, hvordan læseren bør opfatte bestemte karakterer. Det tager læseren lidt ud af læseoplevelsen. Her bør forfatteren hellere forsøge at vise, hvem de er, gennem dialog og handlinger frem for direkte beskrivelser. Fortolkningen af karaktererne skal hovedsageligt overlades til læseren.
Det lykkes dog forfatteren at gøre det rigtigt nogle steder. Eksempelvis lærer vi FN-soldaten Blanc godt at kende gennem en scene, hvor han ser en død tuti-kvinde holde sit levende barn i armene, hvilket gør at han bryder protokol og forsøger at redde barnet, selvom det udsætter hele gruppen for fare. En lignende scene udspiller sig senere, hvor han ser afbrændingen af en bunke tutsier, der er blevet slagtet som var de kvæg. Begge scener er enormt følelsesladede og siger en masse om Blanc som person – han er følsom og omsorgsfuld, men han er også i sine følelsers magt og tænker ikke altid rationelt. Det antyder også, at han er ret grøn som soldat. Alt dette gøres implicit gennem hans handlinger og det han siger, hvilket fungerer rigtig godt. Samtidig er scenerne med til at male et billede af, hvor stor en fare, soldaterne står overfor, og hvor alvorlig situationen er i landet.
Alt i alt synes vi, at Muhiraen er en spændende og medrivende skildring af borgerkrigstragedien i Rwanda. Selvom mange af karaktererne og begivenhederne er fiktive, er der alligevel tilpas mange historisk præcise og korrekte detaljer med, der er med til at give fortællingen autenticitet og troværdighed. Det vil særligt fange den historieinteresserede læser. Romanen tilbyder en interessant skildring og fortolkning af begivenhederne under borgerkrigen, og den giver et indblik i, hvor tragisk og brutal konflikten var. Det er et ambitiøst projekt at kaste sig ud i, men af hvad vi har læst indtil videre, virker det som om, forfatteren har gjort sit research-arbejde grundigt og er i stand til at løfte opgaven, i hvert fald fra det historiske perspektiv.
Pablo fortæller os, at romanen er færdigskrevet og lige nu er i redigeringsfasen. Han har lige færdiggjort femte udkast, efter at han fik lavet en manuskriptvurdering hos EgoLibris af sit fjerde udkast af romanen. Indtil videre ligger der fire kapitler tilgængelige på uniteandwrite, så man kan få en lille smagsprøve af værket. Pablo fortæller os desuden, at han har mange andre skriveprojekter, som han også går og leger med, både en thrillerroman om et skoleskyderi, et fantasy-univers, der senere skal ende i en roman (eller flere) og et filmmanuskript.
Pablo slår os som en ambitiøs forfatterspire, der er dedikeret og engageret i sit skriveri, og som er villig til at putte mange timer i at udvikle sine skriveevner. Vi synes, at han og Muhiraen har potentiale, og vi opfordrer ham på det stærkeste til at arbejde videre med den. Vi anbefaler jer alle til at kigge forbi hans profil og hans projekt, vi opfordrer jer til at følge ham, give ham noget feedback, og eventuelt hjælpe ham ved at blive betalæser, så han kan blive endnu bedre og komme et skridt nærmere sine forfatterdrømme.
Rigtig god læselyst!
Skrevet af
Jan Bagge-Nielsen
Webredaktør
Uniteandwrite
Muhiraen er en spændende historisk og politisk thriller, der skildrer en blodig og brutal periode i afrikansk historie. Det gøres præcist og detaljeret, og forfatteren Pablo demonstrerer stor historisk og politisk baggrundsviden om borgerkrigen i Rwanda, årsagerne bag og konsekvenserne af den. Pablo fortæller os, at han er historiestuderende, og dette skinner bestemt igennem hans fortælling, der bærer præg af omhyggelig research. Også skildringen af FN-soldaterne virker troværdig og autentisk i kraft af detaljer som deres militære jargon og ageren. Man får en fornemmelse af inspiration fra andre forfattere af politiske krigsthrillere, så som Tom Clancy.
I romanens første kapitel får Pablo virkelig demonstreret sine evner som forfatter inden for genren, da han formår at åbne romanen stærkt og informativt, uden at det virker som en direkte forklaring eller redegørelse for situationen i Rwanda. Gennem en scene med Rwandas præsident og andre politiske ledere ombord flyet inden det skydes ned, formår romanen meget naturligt at introducere den politiske konflikt gennem samtale og interaktioner mellem præsidenten, de andre ledere og piloten. Det er en utrolig kort scene, men alligevel får man et godt og præcist indblik i ikke bare konflikten, men også i den historiske figur, Juvénal Habyarimana, Rwandas præsident og diktator. Der males et autentisk billede af ham og hans politik gennem hans dialog.
I kapitlets senere scene med politikommissæren Pascal (der senere i romanen kommer til at spille en betydelig rolle) får man ligeledes en god fornemmelse af konfliktens alvor efter præsidentens død gennem dialog, beskrivelsen af hvad der sker på politistationen og hvad det antyder. Eksempelvis kommer Pascal i scenen tilbage til politistationen, der stort set er forladt og betjentene er ikke at finde, der hvor de påstod, de tog hen. I stedet for at en række fortællerkommentarer fortæller læseren, hvor de er taget hen, lægges der op til, at læseren selv skal drage konklusioner om det, der antydes. Det indikeres indirekte, at de, efter præsidentens død, er taget ud for at deltage i forfølgelsen af tutierne (dette bekræftes også senere i romanen). Dette er et klassisk eksempel på ”show – don’t tell”, og det demonstrerer forfatteren flere steder i romanen.
Et lignende eksempel er, hvordan læseren langsomt får lov at opdage, at der stikker mere under situationen i Rwanda, end hvad der er på overfladen. Læseren fodres gradvist med brikker til puslespillet i form af detaljer nævnt i dialogen eller i beskrivelsen af begivenheder undervejs. Pablo gør et godt stykke arbejde med at antyde disse små detaljer og præsentere dem for læseren i sådan en rækkefølge, der gør at spændingen holdes undervejs.
Der, hvor romanen halter lidt, er imidlertid ved beskrivelsen af karaktererne. Der males ofte et klart billede af både handlingen og karaktererne, så man ikke er i tvivl om, hvem der er hvem, og hvad der sker. Dette er ret væsentligt i en roman i denne genre, da serien af begivenheder og det store persongalleri nemt kan blive meget komplekst, og det er en stor udfordring at få formidlet disse til læseren på en overskuelig måde. Det formår Pablo generelt at gøre. Med det sagt bliver det desværre lidt for meget med fortællerkommentarerne nogle gange, når det kommer til karaktererne. Nogle steder er kommentarerne lidt for direkte og udpensler, hvordan læseren bør opfatte bestemte karakterer. Det tager læseren lidt ud af læseoplevelsen. Her bør forfatteren hellere forsøge at vise, hvem de er, gennem dialog og handlinger frem for direkte beskrivelser. Fortolkningen af karaktererne skal hovedsageligt overlades til læseren.
Det lykkes dog forfatteren at gøre det rigtigt nogle steder. Eksempelvis lærer vi FN-soldaten Blanc godt at kende gennem en scene, hvor han ser en død tuti-kvinde holde sit levende barn i armene, hvilket gør at han bryder protokol og forsøger at redde barnet, selvom det udsætter hele gruppen for fare. En lignende scene udspiller sig senere, hvor han ser afbrændingen af en bunke tutsier, der er blevet slagtet som var de kvæg. Begge scener er enormt følelsesladede og siger en masse om Blanc som person – han er følsom og omsorgsfuld, men han er også i sine følelsers magt og tænker ikke altid rationelt. Det antyder også, at han er ret grøn som soldat. Alt dette gøres implicit gennem hans handlinger og det han siger, hvilket fungerer rigtig godt. Samtidig er scenerne med til at male et billede af, hvor stor en fare, soldaterne står overfor, og hvor alvorlig situationen er i landet.
Alt i alt synes vi, at Muhiraen er en spændende og medrivende skildring af borgerkrigstragedien i Rwanda. Selvom mange af karaktererne og begivenhederne er fiktive, er der alligevel tilpas mange historisk præcise og korrekte detaljer med, der er med til at give fortællingen autenticitet og troværdighed. Det vil særligt fange den historieinteresserede læser. Romanen tilbyder en interessant skildring og fortolkning af begivenhederne under borgerkrigen, og den giver et indblik i, hvor tragisk og brutal konflikten var. Det er et ambitiøst projekt at kaste sig ud i, men af hvad vi har læst indtil videre, virker det som om, forfatteren har gjort sit research-arbejde grundigt og er i stand til at løfte opgaven, i hvert fald fra det historiske perspektiv.
Pablo fortæller os, at romanen er færdigskrevet og lige nu er i redigeringsfasen. Han har lige færdiggjort femte udkast, efter at han fik lavet en manuskriptvurdering hos EgoLibris af sit fjerde udkast af romanen. Indtil videre ligger der fire kapitler tilgængelige på uniteandwrite, så man kan få en lille smagsprøve af værket. Pablo fortæller os desuden, at han har mange andre skriveprojekter, som han også går og leger med, både en thrillerroman om et skoleskyderi, et fantasy-univers, der senere skal ende i en roman (eller flere) og et filmmanuskript.
Pablo slår os som en ambitiøs forfatterspire, der er dedikeret og engageret i sit skriveri, og som er villig til at putte mange timer i at udvikle sine skriveevner. Vi synes, at han og Muhiraen har potentiale, og vi opfordrer ham på det stærkeste til at arbejde videre med den. Vi anbefaler jer alle til at kigge forbi hans profil og hans projekt, vi opfordrer jer til at følge ham, give ham noget feedback, og eventuelt hjælpe ham ved at blive betalæser, så han kan blive endnu bedre og komme et skridt nærmere sine forfatterdrømme.
Rigtig god læselyst!
Skrevet af
Jan Bagge-Nielsen
Webredaktør
Uniteandwrite
