Projekter

Under mine fødder og der sad jeg så. Med mine ben hængende ud over verdens ende. Min himmel hang under mig. Tågede skyer dannede deforme formationer på den gråblå bund. Jeg havde ingen ide om hvordan elle hvorfor jeg var kommet så langt ud. Men nu var jeg her, en skæbne som jeg langsomt skulle til at acceptere. Mine tær føltes kolde, ligesom spidsen af min næse og toppen af mit fuglebryst. Smagen fra min sorte morgenkaffe, lå stadig bagerst på tungen. Nu var det kun mig. Og en himmel af ukendte farver.

Stokholmsyndrom Månen smiler til mig. Hvem bestemte mon dens navn? Hvorfor er måne overhoved et navn som vi mennesker forstår? Kunne man ikke ligesom godt kalde den ”rund cirkel på himlen?” Jeg drikker min kaffe. Sort som kuld. Sød som den honning jeg har puttet i den. Lunken honning kaffe, ikke engang Gorden kunne have lavet den bedre ifølge egen optik. Var det mon dig som bestemte hvordan kortende skulle ligges? Når vi snakker en sjællen gang, føler jeg Gandis stemme i mit ører. Du modsiger mig ikke. Jeg modsiger ikke mine tanker. Jeg modsiger heller ikke den stress som trykker på hjerte og på mit bumsede ansigt. Verden er så presset. Det ved vi alle. Tid kan ses sin værdig i mørke tal på kontoen. Ligesom du og jeg. Vi fik ikke det optimale ud af vores tid. Derfor sagde jeg farvel. Selvom jeg savner dig. Hver dag. For du forstår at månen har en form, at den hverken er en ost, en firkant, eller en tom klat på himlen. Du forstod at forklare mig det, få mig til at ønske at jeg var typen som tænkte i rationelle tal, fremfor i farvede former. Så selv mindre bemidlede individer jo som kunne læse dine hieroglyffer, forstå dine såkaldte visdomsord. Du lagde mig såkaldt gerne ned, spyttede det bogstaveligt talt i hoved mig. Og ellers, så kendte jeg min plads. Det var ikke i køkkenet, men i skammekrogen. Skabet hvor din jakke og min værdighed hang…

Den almægtige Min ekskæreste var gud. Han var blevet sendt ned på jord, så bumsede dødelige som jeg, kunne blive bedre mennesker. Han var en barmhjertig men retfærdig gud. Havde jeg syndet, blev jeg straffet, ikke med pest og piskeslag, men med buldrende tordenskrald, fra hans indre. Larm, som fjerner hver eksistensberettigelse. Gud kunne efterlade dig, liggende på køkkengulvet, urokkelig af tåre fra en aggressiv tunge. Det kaldes retfærdighed. Retfærdig er rationel, det er følelser ikke. Ligeså retfærdig, ligeså barmhjertig var hans hånd når den strøg over mit tørre, pjuskede hår, og kyssede mine saltede kinder. Gud var en god gud. Gud vidste altid besked. Gud vidste faktisk alt. Han vidste faktisk så meget, at selv Gallup`s statistikker til tider tog fejl. Gud fodrede mig når jeg var sulten. For skvat som jeg ved intet om madlavning. Eller bagning. Eller drikkevare. Til tider tilbød gud at fodre mig, så vi var sikre på at maden kom ind den rigtige vej. Det ville jo være noget skidt, hvis jeg fik ramt det forkert huld med gaflen.. Gud var modeekspert. Selv i joking bukser til en fødselsdag, var han et hit. Specielt i forhold til jeg, var han kvik. Han vidste hvad der klædte mig. I sådan en grad at jeg slet ikke behøvede at gøre andet end at betale for tøjet når vi var på shopping. Gud var en verdensmand, og det er han stadig. Jeg er sikker på han nok skal brødføde verden med børn en dag, trods han med mig var frigid….

Kære Gud Her står jeg. Under din hud. Her står jeg, og kigge dig, imens verden stiller summer forbi. Dagen går sin daglige gang med skole og indkøb. Foran står en mand. Hverken glade eller triste ser han ud. Hans himmelblå øjne er køllige som is på en stivfrossen januar dag. Her står jeg så. Under din hud. Jeg kan dufte din billige parfume, dine selvfede rullesmøger og din duft af tryghed. Foran mig, ser jeg den mand, som jeg plejede at elske så højt. Som påstod jeg var den eneste rigtige for ham. Hvis hjerte bankede hårdere end en hest, og hvis opfattelse af verden var det stikmodsatte af min. Jeg står her. Under din hud. Jeg har accepteret at det efterhånden er ved at være tid til at gå. Vi ved begge to at vores liv er for kort til det her. Vi er unge, vi er smukke, og vi elsker hinanden. Men vi deler hverken himmel eller jord. Foran mig, står en mand. Med øjne som is og arme som en bjørn. Han foretrækker ikke en mine, men hans render øjne bærer præg af drømmeløs, dårlig, søvn, og et hjerte som for længst er blevet kørt over.