Projekter

Hun så ud af vinduet. En fugl spredte sine vinger. Lettede fra træet og svævede en smule nedad, før den steg op imod den blå himmel. Den så ud til at danse lidt, før den forsvandt og et lille suk undslap hende. Hvem der dog bare var så fri. Fri til at flyve fra træ til træ. Fri til at bevæge sig. Ikke at hun stod fast. Hun kunne bevæge sig. Fra køkkenet til stuen. Fra soveværelset til badeværelset. Hun havde næsten slidt brædderne i gangen i en rastløshed, der kun gav føde til den voksende frustration. Den steg ikke bare dag for dag længere. Den steg time for time. Rev i hende. Gjorde hende i dårligt humør og hun vendte vinduet ryggen med knugede hænder. Det havde stået på længe nok nu. Hun kunne ikke mere. Selv det at trække vejret i den lille to værelses lejlighed var tæt på ulideligt. Væggene virkede til at flytte sig lidt hele tiden. Komme tættere på. Snigende og hun sank ned på gulvet i et lavt hulk. Bøjede hovedet. Holdte hænderne knuget og tårer dryppede ned på gulvet. Hun havde leet af det. Havde endda fnyst hånligt. De overreagerede. Det havde ikke noget med hende at gøre. Det var kun de svage, der ville blive ramt. Kun de ældre. Eller de syge. Ikke folk som hende. En ung og rask kvinde med livsmod og en livlig nysgerrighed. Hvorfor skulle det dog ramme hende? Hun var ung og fri. Kærester var der ikke tid til og familien hang i med kløerne. Prøvede at følge med, for hun havde travlt. Ville nå det hele. Cafeerne. Byturene. At gå på shopping med veninderne, så hun kunne vise sig på skolen som den, hun var. Moderne og populær. Der var ikke tid til at besøge familien. De var der jo altid alligevel, så fødselsdagsfester blev droppet. Det kunne altid undskyldes og forstod de ikke, at hun levede livet, så var det deres problem. De var kedelige alligevel. Snakkede kun om regninger, børn og ansvar. Ansvar var noget man fik, når man var gammel og kedelig. Regningerne skulle da betales og hun tjente fint som bartender på den lokale bar. Fik stadigvæk lommepenge fra sine forældre og børn ... Hun skulle ikke have børn. Ikke endnu. Børn ville holde hende tilbage. Sænke hende, så dem planlagde hun ikke endnu. Nej. Hun var i den fase af sit liv, hvor hun bare skulle morer sig. Rejse når hun kunne. Se noget nyt. Smage fremmet mad og kysse på eksotiske mænd. Ja hun havde leet. Hun var jo sikker og det havde været fedt, da skolen lukkede ned som en sikkerhed. Ferie. Den skulle bruges med veninderne. Måske de kunne rejse lidt, men så var baren lukket ned og lufthavnen det samme. Veninderne lukkede sig inde derhjemme med deres kærester og familier. Ja hendes mor havde da bekymret ringet flere gange. Havde spurgt om hun dog ikke kom hjem til dem, mens det stod på. Så kunne de være sammen. Hygge. Lave mad og spille. Måske endda se nogle film. Nej! Svaret havde været et rungende nej. - Jeg er ikke lige flyttet ud, for så at flytte hjem igen mor. Dertil så er det jo bare latterligt. Det blæser hurtigt over. - Jeg håber, du har ret min pige. Det gør jeg virkelig, men jeg frygter, du tager fejl. Hun havde taget fejl. Alle blev bedt om at holde sig hjemme og det blev faktisk også kedeligt at bevæge sig udenfor. Alt var tomt. Butikkerne var lukkede. Ja ikke apotekerne og varehusene, men alle andre og så var det utænkelige sket. Hun var blevet syg. Hende! Hun var aldrig syg. Og det var ikke fordi hun var blevet sådan rigtig syg. En influenza, men hun var blevet bedt om at blive hjemme af sin læge. Hvilket hun gjorde. De første par dage havde hun sovet alligevel. Feberen havde slået hende omkuld og da hun så kom op, havde hendes mor sat poser med mad og små gaver foran hendes dør. De måtte ikke se hinanden. Skulle holde afstand og hun tænkte, at det gik jo nok. En pause fra sin mors evindelige spørgsmål var nok en god ting og de kunne jo altid tale i mobil. Facetime. Ja det var en god ting, men efter et par dage måtte hun modstræbende indrømme, at hun savnede sin mor. Hun savnede hendes smil. Den fine blomsterduft der altid hang omringede hende. Hun savnede endda sin gryntende far. Ringede til dem og fik den forfærdelige nyhed. Hendes far var blevet indlagt og hendes mor havde nu lagt sig med høj feber. Hun kunne ikke besøge nogen af dem. Skulle selv blive hjemme og måtte bestille sine indkøb online. Der var ingen små, kærlige gaver. Veninderne var alle bekymrede. Kunne ikke rigtig snakke om andet og dem med børn havde slet ikke tid til at snakke. De skulle være forældre og hun trak på skuldrene. Behøvede slet ikke gå ud. Havde Netlix og Viaplay. Havde sin computer og mobil. Hun havde flere livliner på den måde og så kunne hun læse. Der var jo bunken med bøger, der havde stået og ventet. For ikke at sige oprydningen. Og vasketøjet. Samt opvasken. Ja. Der var masser at lave, men det var som om intet af det skete. Hun satte sig foran skærmen. Havde jo ikke travlt. Der var en dag i morgen, som de kloge sagde og der var en film, hun gerne ville se. Det blev ret hurtigt kedeligt. At se film. Hun orkede ikke at læse og dagene forsvandt bare. Hun begav sig senere og senere i seng og stod op omkring middag. Hoppede endda et bad over her og der og gad end ikke tage makeup på. Hvorfor skulle hun? Ingen ville jo nyde synet alligevel. Tøjet var også ligegyldigt. Ingen ville komme og grine af hendes brune joggingbukser og falmende gule bluse. En formiddag vågnede hun og havde slet ikke lyst til at stå ud af sengen. Hvorfor skulle hun? Det ville jo bare være som dagen før. Et opkald til sygehuset for at hører om hendes far. Så et opkald hjem til mor og måske et par samtaler med en veninde eller to i løbet af dagen. Der var dog ikke rigtig noget at snakke om. Ikke længere. De havde ikke oplevet noget nyt. Hun havde ikke oplevet noget nyt. Det hele handlede om den lorte sygdom. Grunden til de alle var lukket inde i deres hjem og hun kom da ud. Måtte selv handle nu og hun mødte da folk, hun kendte, men de stod på god afstand og det hele handlede om sygdommen. Hvor mange der var døde. Syge. Hvad de dog kunne gøre for at stoppe det og hvor dårligt det var, at nogen slet ikke hørte efter. Det mindede hende om, at hun i starten havde været den af dem, der lo hånligt. At hun var en af dem, der var kravlet ind som en af de sidste og det gav hende et stik af dårlig samvittighed. Var hun en af dem, der havde fået hendes far smittet? Hvis hun havde hørt efter fra starten af, var det så sket? Hun prøvede at undgå nyhederne. De var alle negative. Nedlukninger. Smittede. Manglende vacciner og det var kun det øverste lag. Der var økonomien. For alle. Også hende for chefen fra baren ringede. - Jeg er ked af det. Bliver nødt til at fritstille dig. Har ikke råd til din løn, men håber på at kunne genansætte dig, når vi kan åbne igen. Hvis der da er råd til det. Det var et hårdt slag. Hun havde set frem til snart at komme tilbage til kunderne. Til deres latter og den løse, livlige stemning. Det var umuligt at holde humøret oppe, når ensomheden kom kravlende hen over gulvet. Skønt hun trak fødderne op i sofaen, så fik det et fast greb og hun lod sig langsomt glide ned i den. Den var jo hendes eneste ven. Hun havde ikke andre. De havde nok i deres og hvad havde Marie også ment, da hun sagde, at det var bedst at holde afstand, skønt man nu måtte bevæge sig ud? Var det i virkeligheden ikke fordi, Marie ikke ville se hende? Jo. Hun havde altid været en smule misundelig og så var der de billeder på facebook senere. Marie havde været sammen med Sanne. Ja okay de var søstre men alligevel. Hun havde fået et nej. De ville ikke se hende og det var jo i bund og grund fordi, hun var et dårlig menneske. Hun havde ikke lyttet nok til dem, når de fortalte om deres problemer. Havde hun? Hun græd, da hun læste at nogle zoologiske haver kunne risikere at skulle aflive deres dyr. Dyr der ikke havde bedt om at blive spærret inde. Hun kunne relatere til dem og hvis hun da bare havde råd til at donere lidt. Bare lidt, men bankbogen sagde nej. Nu hvor hun havde mistet jobbet, så skulle hun spare. Hun var bare helt igennem et råddent menneske. Der sad hun i sin fine lejlighed. Omringet af dyrt tøj, pynte genstande og andet lort, hun ikke havde brug for. Lige før krisen havde hun købt sig en ny bærbar og den gamle fejlede absolut intet. Hun havde bare ville have en ny, fordi den anden var over 2 år gammel. Det var alt. Hvor forkælet var hun ikke lige? Ja hun var et rædsomt menneske. Det var jo også grunden til, hun sad alene. Ingen kæreste. Ingen at bruge tiden sammen med. Hun havde haft for travlt med de veninder, der nu havde nok i deres eget. Kræsen. Hun havde også været for kræsen. Hvad betød det at han havde været lidt lys i huden og skelede på det ene øje? Intet. Eller ham med det lidt for lange hår? Han havde været rar. Havde humor, men han trængte til en klipning. En biting. Hun fortjente at være alene. Hun fortjente at alle havde for travlt til hende. Hun havde jo altid haft for travlt til dem. Hun græd. Nej hun hulkede. Søen på gulvet blev langsomt større. Snottet forlod hendes lille næse og hun kunne næsten mærke væggene komme lidt tættere på. De hånede hende. Det var hun ret sikker på og en flad, tom lyd gled ud, mens hun satte sig tungt. Vægge kunne ikke håne. Det var hun ret sikker på. Alligevel var hun ikke i tvivl om, at hendes netop gjorde det. De var ligeså trætte af at glo på hende, som hun var af at glo på dem. De kvalte hende. Langsomt. Det ville være hurtigere, og mere barmhjertigt, hvis hun rejste sig fra køkkengulvet og hentede en kniv. Måske urtekniven. Den havde altid lagt godt i hendes hånd. Var ikke for stor. Bladet var fint, men kunne hun gøre det? Hun løftede snøftende hovedet. Førte ærmet hen over sit ansigt og hev skælvende efter vejret. Der var vel kun en måde at finde ud af det på og hun rejste sig. Forlod pladsen ved vinduet og gik efter skuffen med knive. Havde hun i stedet vendt sig, så ville hun have set det. Bilen der overtog en tom parkeringsplads. De to kvinder der stod ud med gaver og ivrige smil i deres ansigter. Søstre der ville komme til hendes låste dør, for som enlig kvinde er det sikrest at låse sin dør.