Projekter

Emne: Isolation Konkurrence deadline den 26.4.2020 Indsendt af Majbritt Kirkeby Lagener Endelig! Endelig begynder den at synge. Jeg har ventet længe på solsortens morgensang. På at den skulle fløjte dagen i gang efter de mange timer i mørket, kun afbrudt af natsygeplejerskens listende fødder over gulvet. De blå øjne over masken er en velkommen afbrydelse. Den unge pige har endnu ikke fået den nødvendige teflon på sjælen. Inden alt for længe, vil hun forhåbentlig se kølig og professionel ud, uanset hvad, der møder hendes blik, så hun bliver i stand til at overleve branchens vilkår. Jeg åbner kort mine. De er alt for friske til natten. Så lukker jeg dem fast i og lader jeg som om, jeg er faldet i søvn igen, for ikke at forstyrre hendes rutiner og hendes tur rundt til de øvrige patienter. Men jeg mærker, at hun styger mig hurtigt over kinden med bagsiden af den slanke, spritduftende hånd, før hun igen forlader rummet, listende af sted i et par fornuftige sko, der lyser hvidt i mørket. Jeg venter til jeg kan høre hendes skridt forsvinde ned ad gangen, før jeg igenåbner mine sammenknebne øjne helt. Det er køligt i rummet. Jeg putter mig under dynen. Rart er det at hive den op til lige under næsen, og vide, at ingen forventer noget af mig. Der mellem lagnerne, ligger jeg samfundet til last. Men samfundet kan ærligt talt rende mig! Det er endnu ikke begyndt at lysne, men der er ikke længe til mit næste besøg. Måske kun omkring en times tid. Klokken syv kommer der én og tager mig op ad sengen og skifter min ble. Det går der vel så et kvarteres tid med, sådan alt i alt, og med det hele. Et kvarter hvor jeg slipper for mit eget selskab. Havde jeg dog bare kunnet elske nogen noget mere, eller i hvert fald noget længere tid ad gangen. Problemet er, at jeg aldrig har kunnet holde dem ud ret længe. Så begyndte de at kede mig. Nu keder jeg mig mere, end nogen sinde, mens jeg funderer over, hvornår det mon er tid. Tiden, den forbandede slavepisker. Enten har man ikke nok af den. Eller også har man alt for meget. Begge ting er tilfældet for mig. Hvis jeg havde mere tid, ville jeg gå ud og gøre noget af alt det, jeg jeg drømte om, men aldrig fik gjort. Jeg ville se alle verdens kunstmuseer, overnatte alene i en skov, og forelske mig for alvor, og prøve at holde det ud. Og det kan man jo altid gøre. I morgen. I overmorgen. Eller til næste år. Så jeg ville ikke gøre det, om jeg så havde alverdens tid til rådighed. Og nu er der ikke mere tid tilbage. Til gengæld er dagene uendelige, fordi jeg ingen ting kan. Intet af det, jeg engang holdt af. Som at strikke, brodere og male for eksempel. Nu stirrer jeg dumt ind i tv´et time efter time i håbet om, at et eller andet en dag vil tone frem, og vække min interesse på en meningsfuld måde. Men det sker ikke. At afslutte ting har altid været et problem for mig, og samtidig noget, jeg måtte gøre igen og igen. At komme videre, hele tiden videre. Det var vigtigt. Og nu fatter jeg ikke, hvorfor det var så vigtigt. Nu er tiden det eneste, jeg har. Og om lidt, har jeg heller ikke mere af den. Jeg bad hende, der var der i aftes, om ikke at trække gardinerne for. Jeg ville ikke gå glip af morgenhimlen. En smal gullig-grøn stribe løber i horisonten mellem husenes tage. Fuglene er gået i gang med deres morgenkoncert. Bange er jeg ikke. Bitter heller ikke. Jeg har fået lidt og givet lidt, og har ikke lov til at ynke mig selv. Godt det samme, at jeg ikke skal være her meget længere med. Alle de katastrofer, der tilsyneladende rykker tættere og tættere på, skræmmer livet af folk. De ville sikkert også skræmme mig, hvis ikke det var fordi alt mister betydning, når man skal dø. De bilder sig åbenbart ind, at de kan undgå døden. Hvor dumt. Men hvorfor skulle de ellers blive bange? Så virkelighedsfjerne er de. De alt for pæne liv gør folk bange. Jeg har aldrig formået at leve sådan et rigtig pænt liv, man behøvede at være bange for at miste. Alligevel var jeg det. Det var nu ikke fordi jeg ønskede mig et pænt liv. Jeg tror ikke, jeg ville have kunnet holde det ud, hvis jeg skaI være ærlig. Men som barn drømte jeg om en almindelig, pæn familie. Sådan én som alle andre havde. Det var før jeg fandt ud af, at der ikke findes almindelige, pæne familier, eller rettere; at der ikke findes mennesker, der føler, deres familie er almindelige. Alligevel ville jeg gerne have haft min egen familie. Ikke bare et menneske at dele lagner med. Der havde måske nok været nogle stykker, som gerne ville have dele lagner med mig, og sågar være med til at vaske dem bagefter. Men jeg har aldrig kunnet se mig selv i det. Til døden os skiller. Ha! De fleste gange, var min egen beslutning: ”Jeg vasker mine lagner. Du vasker dine!” Sådan havde jeg tænkt, når tingene blev for klaustrofobiske. Nu ligger jeg så her og venter på, at kommunens gesandter kommer og hiver mig op ad dem – lagnerne. Og ikke bare gør de det. De sørger såmænd også for, at lagnerne bliver vasket engang imellem. Mine kulørte, men slidte lagner. Er det egentlig så skidt? Jeg har aldrig brudt mig om huslige gøremål. Jeg ser for mig lagnerne blafrende på snoren, i gården hvor jeg voksede op. Solskinnet lysende gennem det hvide stof med min mors broderede monogrammer som hemmelige, uforståelige tegn. Jeg løb mellem dem på mine korte, tykke ben. Jeg ønskede mig hænder som min mors. Hænder, hvor blodårerne og knoglerne tydeligt trådte frem, fordi hun var voksen. Jeg ville være voksen som hende. De hænder tog hårdt fat om det varme, tætvævede bomuldsstof i gruekedlens kogende vand. Hænder der brændte sig, tog fat igen, aldrig gav op, men heller aldrig gav et kærtegn fra sig. De var ikke buttede og bløde, som mine. Om vinteren rakte jeg ud med de buttede pølsefingrene og rørte forundret ved noget, der mindede om pap. Det var når frosten om natten havde forvandlet lagnerne til sære, stive figurer. Som en fangede krusninger på et hav. Jeg længes tilbage. Ikke til en lykkelig barndom, men til disse uskyldige sansninger, som jeg bedre og bedre husker. Måske fordi jeg har alt den forbandede tid til at komme i tanke om dem. Himlen er lyserød der ude. Nogen låser sig ind. Det er hende den lille sorthårede. Hun er meget sød, selv om det er ret uklædeligt med sort hår, når man, som hun, har den der blålig-hvide, skandinaviske hud med fregner og dertil lyse bryn og begyndende udvoksninger. Noget kan jeg åbenbart stadig finde at gå op i. Men hun er god nok. Jill, hedder hun vist. Det er svært at huske deres navne, for der kommer så mange her, at jeg dårligt kan holde rede på det. Og når jeg endelig har lært et navn, bliver de flyttet eller holder op. Så kommer der nye unge piger med nye navne, der skal læres. Her er det som at bo på hovedbanegården. Jeg hiver efter vejret. Kroppen er jeg ikke længere herre over. Den er til gengæld en hård nådesløs herre her i min sidste tid. Men jeg ved nu heller ikke rigtigt, hvor sød jeg egentlig har været ved den. Jeg har altid været mere glad for de søde sider af livet, end god er. ”Lad mig bare dø!” mumler jeg, da den lille, sorthårede træder ind på stuen med sit store smil. ”Hvad?” siger hun dumt, og ser uforstående på mig. ”Lad mig dø!” ”Det er ikke noget, hverken du eller jeg er herre over, fru Rasmussen. Det ved du godt.” siger hun med en påtaget autoritet i den lyse stemme. Som da jeg var barn, og vi imiterede de voksnes irettesættelser. ”Lad være med og skabe dig!” sagde vi til dukkerne. ”Spis så din mad, Lille! Ellers får du ikke noget fredagsslik.” Eller altså... fredagsslik! Det fandtes jo ikke, da jeg var barn. Der fandtes vingummi, når man gik med mor over vejen, for at handle hos købmanden. Vingummierne blev rakt frem i et stort glas. Og når købmanden tog låget af, for at byde, rakte man hele den buttede arm ned i krukken, og kunne næsten ikke få fat i dem, fordi armene ikke var lange nok. Købmanden var en af de få rare voksne, ulig damen i ismejeriet, der lod én vente til alle andre var blevet ekspederet, fordi man var lille. Og der var heller ikke godter i vente hos kioskdamen, der stirrede surt, hvis man havde glemt, navnet fars cigaretter. Man var en potentiel gene. Ikke menneskelig, men et umælende væsen på den der Gustav-Wied`ske måde: ”Børn er lykkelige. Og dyr og kvinder. Men vi mennesker er det ikke.” Jeg bliver venligt beordret til at vende mig væk fra det unge ansigt. Pludselig vred over al den ungdommelighed og alle mulighederne, hun stadig har. Hvordan vil hun forvalte dem, den lille sorthårede? Garanteret ikke som hun burde. Men hvem gør det? Hvem gider ydmyghed og bodsøvelser? Hvis det er det, man bør. Jeg ved det ikke. ”Er du ikke snart færdig med at rode rundt?” hvæser jeg irriteret, da hun prøver at vende mig i sengen, for at få det beskidte lagen ud under min slappe krop. De skal være to, men hendes kollega er syg i dag. ”Tør hoste og ondt i halsen...” forklarer hun melodramatisk, bag masken. Hun må klare det selv. Bleen klistrer tung og fugtig til mine slunkne balder, og den svidende gule væske, er løbet ud ved benene. Jeg er kommet til at tisse i sengen. Jeg skal svøbes. Som jeg blev det, da jeg var spæd. Men det var før papirsbleens opfindelse. Det er dog en ting, jeg ikke husker. Jeg var renlig, før jeg fyldte et år, fortalte min mor mig ofte, ikke uden tilfredshed i stemmen. Hvis der var noget, der kunne gøre hende tilfreds, så var det, når jeg ikke var for besværlig. Den våde papirsble bliver slæbt af min røv, og jeg får en ny på. Ikke noget klæde eller svøberi til mig. Gudskelov. Men snart bliver jeg vel svøbt i en kistes skinnende lagen. Som Jesus i det er berømte ligklæde. Uden sammenligning i øvrigt. Havde jeg været muslim, ville min krop blive svøbt i et klæde, før jeg blev sænket lodret i jorden med ansigtet mod Mekka. Men jeg har altid været familiens pragmatiker. Brænd mig! Jeg glæder mig helt ærligt. Og om årsagen til min død bliver en god gammeldags lungebetændelse, eller det bliver den såkaldte Covid-19 bakterie, der tager livet af mig, det rager mig en høstblomst. Fatter hun mon det? Den lille Jill og hendes lagenvender-kolleger med deres sprit og masker og handsker, som om jeg var spedalsk. Fraværetkan I nu kalde for hensyn. måske har jeg alligevel aldrig rigtigt ønsket, at noget skulle røre mig.