Projekter

Evigheden. Han missede med øjnene, i det solen havde fundet sin vej gennem tremmerne. Hun fumlede med nøglerne, og en klirrende lyd, bredte sig i gangen, da de ramte gulvet. Længe var der stilhed før hun smilede og tog mod til at samle dem op. Låsen klikkede, og han vendte langsomt hovedet mod hende. Hun kiggede ind i nogle blanke længselsfulde øjne der mødte hendes, hun tog chancen og stillede bakken med mad, og skyndte sig så at låse igen. Han måtte ikke være sammen med de andre, af lovmæssige grunde, hvilket hun synes var lidt latterligt, og han spiste nærmest ingenting, hun havde snakket med lægen og hun sagde at det ville gå over, efter et par måneder. Han var blevet overflyttet hertil fra en anden stat og skulle bare vænne sig til de nye rammer. Hun valgte at tro på lægen, og håbede på det bedste. 02-04-1998: Hun prøvede at vise ham gården, men han nægtede at træde ud af døren. Hun gav ikke op, hun havde tænkt sig at prøve igen imorgen, og i overmorgen. Så Længe det tog at få ham ud, hun var stædig. Efter endnu et mislykkede forsøg med maden, besluttede hun sig for at sidde og iagttage ham. I lang tid lå han bare og sov, men efter pludselige bevægelser og en jamren, rejste han sig, og hans øjne rummede et vildt blik, han dirrede over hele kroppen. Lidt efter lidt, faldt han til ro igen, og luntede over til vinduet. Han stod længe, meget længe og kiggede ud af vinduet. En tyngende følelse ramte hende voldsomt i brystet, og hun mærkede en saltede dråbe ramme sin overlæbe, hun skyndte sig at tørre den væk, og fremkaldte et forsigtigt smil. Gad vide hvad han mon tænkte på, friheden, måske. Hun slog øjnene op til en sagten bumpen mod gulvet. Bump. Bump. Bump. Hun måtte være faldet i søvn, hun grinede lidt og rystede på hovedet. Hun kiggede ind gennem tremmerne, og et rædselsslagen syn mødte hende, og smilet forsvandt med et fra hendes læber. Han lå og slog sit hovede mod gulvet, resten af kroppen, var som at alt livsglæde der havde været, var taget væk. Hun kiggede rundt på gangen, mens blodet pumpede vildt rundt i kroppen. Flåede døren op og skyndte sig hen og lagde hans store hoved op på hendes skød. Hun begyndte at snakke om sin barndom, voksede op ude på landet, og for enden af marken foran vores hus lå en lille å, på marken græssede et par heste. Solen skinnede og det var en lun sommerdag, og blomsternes søde duft hvirvlede op og med vinden. Hun kunne ikke komme i tanke om noget andet at snakke om. Men, det virkede alligevel, selvom han ikke forstod et ord af hvad hun sagde. Han begyndte at falde til ro, og holdt op med at slå hovedet mod hendes ben, som var det gulvet. Næste dag, da hun kom med mad bakken, var det som om der var noget forandret ved ham. Han stod ved vinduet og kiggede ud gennem tremmerne, men da han hørte hende, vendte han hovedet, og der var en glød i hans mørk orange øjne. En varme strømmede gennem hendes krop. Var hun mon kommet igennem til ham. 06-04-1998: Hun præsenterede ham for gården igen, til sin overraskelse vendte han ikke om, men gik ud langs hegnet og fulgte det hele vejen rundt og da han havde været hele vejen rundt, tog han turen en gang til, og sådan fortsatte han indtil, det blev mørkt. Næste morgen da hun mødte ind gik han rundt langs væggen i den lille celle, med et hængende hovede, der næsten ramte beton gulvet, og så tomt et udtryk, at man skulle tro han var en levende død. Han ænsede slet ikke hendes tilstedeværelse, som hun ikke existerede. Hun stod der bare og kiggede mens han gik rundt og rundt. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre nu, hun havde efterhånden prøvet det meste, men måske er der noget hun ikke har tænkt på, det måtte der være. Hun lagde hovedet i blød i mange dage. Mens hans situation blev forringet fra dag til dag. Til sidst stod hun med to muligheder. Vi kunne sætte ham ud i det fri, og lade ham leve resten af sine dage der, men ulempen var at han var født i fangenskab, han ville aldrig kunne klare sig selv, så det lader en sidste mulighed være, han måtte aflives. Han trives ikke her, og det ville han nok heller aldrig komme til, men hun ville ikke lade ham aflives før, hun havde set at det ikke kan lade sig gøre at sætte ham ud i det fri. Så det blev hendes beslutning. Hun fik lov at åbne lemmen til transportkassen, og se ham forsigtigt sætte sin potte på den tørre afrikanske jord, og snuse duften af frihed ind. Han luntede ud og stillede sig midt på savannen. Hun smilede for sig selv. Der stod han nok i et kvarters tid, mens solens varme fyldte luften, før han satte kurs mod horisonten. Julie Rebling Hovedpersonens følelse er optimisme Budskab, denne isolation vi unge er i under covid-19 kan beskrives som en løve i et bur, hvor den bedste kur er at slippe den løs. Det samme gælder for alle os unge der føler os som dyr i et bur og kun venter på at blive sluppet fri. Og så sætter novellen fokus på alle de dyr der har levet hele deres liv i dette isoleret fængsel, frataget de rammer som de er berettiget til i det fri