Projekter

Tekst: FRA PATRIARKAT HEN IMOD MATRIARKAT? I forhistorisk tid (før skriftens brug) var der matriarkalske samfund, hvor kvinder havde den dominerende rolle i samfundet. Efter skriftens indførelse har der især været patriarkalske samfund, hvor mænd havde den dominerende rolle. Naturligvis var – og er – der undtagelser. Udviklingen har været gradvis, selvom den af og til skete på grund af en krig. Matriarkaterne byggede på princippet om altings gentagelse – som kvinderne havde erfaret som samlere af planter, og som siden førte til landbrugets indførelse. Årstiderne gentog sig, men kunne også være meget forskellige fra år til år. Moderskabet stod centralt, og kvindelige guddomme blev dyrket for at samfundet skulle fungere godt. Ofte var moderens bror med i vigtige beslutninger, fx politiske og arvemæssige. Politik var sandsynligvis et emne for hele samfundet – ikke kun en lille elite. Det overordnede princip medførte omsorg – for mennesker og for økologisk balance, som igen førte til en hyldning af mangfoldighed. Patriarkaterne byggede især på mændenes erfaring som jægere, hvor succes i høj grad afhang af de våben, der var til rådighed for at nedlægge vildtet. Udvikling af bedre og bedre våben blev vigtigt. Af og til brugtes de også mod mennesker for at hævde og eventuelt udvide territorier. Princippet her var udvidelse og ejerskab, som ofte stod i modsætning til den matriarkalske opfattelse. Det førte til opfindelse af nye metoder for at få større udbytte af landbruget. Efterhånden blev dyrkning af jorden mere ensartet, og menneskenes liv blev også gjort mere ensartet. Ægteskabet blev indført, så manden kunne sikre sig at børnene var hans (ejendom). Mandlige guddomme – og efterhånden kun én – blev dyrket for at opnå mest muligt. Ensartetheden og ekspansionen vandt. Industrien opstod. Politik var for de få, der ansås at have særlige evner for det. Alt dette er påstande, som ikke kan verificeres (og jeg vil ikke diskutere ophavet til dette, da der findes utallige teorier) – men videre læsning vil forhåbentlig vise sammenhængen, og hvilken betydning disse samfundssyn har i dag. For cirka 150 år siden levede stort set hele den vestlige verden i patriarkalske samfund. For bare at tage eksempler fra Danmark: Kvinder havde ikke stemmeret, de kunne knapt få en uddannelse, og skulle noget vigtigt siges offentligt, måtte de alliere sig med en mand, for hans ord havde vægt. Kvindelige forfattere udgav bøger under et mandligt pseudonym for at blive taget alvorligt. Kvinden kunne kun arve halvdelen af det, hendes bror fik. Lovgivningsmæssigt var en kvinde underlagt sin fars eller sin ægtemands ord og beskyttelse. Almindelige efternavne var tidligere dem, der endte på -datter og -søn (af en far), men det hele blev til -søn, senere -sen, og kvinden måtte tage sin mands slægtsnavn. Dansk Kvindesamfund opstod og drev her især kampen for kvinders stemmeret. Udviklingen frem til nu: Andelsbevægelsen begyndte i Danmark nogenlunde samtidigt med kvindebevægelsen. Begge byggede på det enkelte medlems deltagelse og indflydelse. Især inden for mejeridriften gjorde bevægelsen sig gældende, senere også i byerne med brugsforeninger. Industrien voksede, og unge kvinder flyttede – oftere end mænd – fra land til by, dog tit for at tjene i huset hos rige mennesker. Enkelte blev huslærere for familiens børn. Mændene stod ofte ved samlebånd og fik en ensformig arbejdsdag, men med flere penge end de før havde haft. Det lykkedes endelig at vinde kampen for stemmeretten til Rigsdagen for kvinder og tjenestefolk, så et mere egentligt demokrati blev resultatet. Landbruget udviklede sig langsomt i mere og mere monokulturel retning, så det enkelte landbrug specialiseredes i enten dyrehold eller kornproduktion. Det medførte igen stor import af foder, ofte fra lande, som egentlig selv havde brug for afgrøderne. Men en tidligere kolonipolitik gjorde det nu let for vestlige handelsfolk at overbevise bønderne og landets ledere om, at de kunne tjene penge på eksporten. Efterhånden kom opdagelser af flere skadevirkninger som industrien, og til en vis grad landbrugets ofte giftige hjælpemidler, medførte. En bevægelse for mere økologisk dyrkning af jorden, og til bedre forhold for dyrene, voksede frem. Det, der startede som en lille del af landbruget, er nu udbredt til mange gårde, fordi flere og flere forbrugere ønsker økologiske produkter. Udvikling af atomvåben og atomkraft i Vesten førte til protestmarcher. I forvejen blev der brugt kul og efterhånden olie til at drive industriens maskiner, hjemmenes opvarmning, og bilerne. I dag ved vi dog, at afbrænding af især kul har ført til langt flere sygdomme og dødsfald end atomkraft – men det kommer snigende, ikke som pludselige katastrofer. Alternativer til disse brændstoffer, der alligevel kun findes i begrænset omfang, bliver da udviklingen af vedvarende energi i form af vindkraft, solenergi og biogas blandt andet. Havde der ikke været en gal mand med et godt projekt om at bygge en vindmølle, var Danmark nok ikke blandt de førende på området i dag. Klimaforandringerne blev mere og mere påtrængende. Videnskabelig enighed er en sjældenhed, men her er der næsten enighed om, at menneskers aftryk på planeten er særligt medvirkende til de store forandringer. I dag er de så tydelige at kun få afskriver menneskers medansvar. En 15-årig svensk pige (da hun begyndte) har gjort en kæmpe indsats for at få lovgivere og forretningsfolk i tale – indtil videre er det nok lykkedes bedst med skoleelever, som ivrigt har gået i Friday for Future-demonstrationer. Der er nok håb om, at en del fortsætter engagementet, når de bliver voksne. Ansvaret betyder, at vi alle sammen må gøre ”noget” for at det ikke skal blive endnu værre. Teorierne om hvad der skal gøres, deler sig i to: Nye opfindelser, som kan gøre at vi beholder samme velstand og velfærd – og forbrugsbegrænsning af de mest skadelige emner. Ingen ønsker egentlige tilbageskridt – hvad skal vi dog gøre uden vaskemaskine, køleskab og støvsuger – for ikke at tale om bilen til hverdagsbrug og weekender, og flyet til fjernere og fjernere steder på jorden? Men coronakrisen har vist os, at ubegrænset flyvning ikke er en nødvendighed, og at nedgangen i trafikken har betydet langt lavere indhold af skadelige stoffer. Kvinders deltagelse i mange af disse tiltag til forbedring af menneskers, dyrs og hele planetens tilstand er uomtvistelig. I dag har kvinder opnået så høj grad af selvstændighed og selvtillid, at det forekommer naturligt at involvere sig i bevægelser, som er til gavn for os alle sammen. Det betyder dog ikke, at kampen for ligestilling er slut. Feminismen har i flere bølger været nødvendig for forandringerne. Samtidig er det vigtigt at vi ikke sætter lighedstegn mellem kvinder og matriarkat samt mænd og patriarkat. Heldigvis er vi alle forskellige, har forskellige ønsker og evner – og en kombination af de to samfundssyn kan være frugtbar. Hovedtendenserne i udviklingen de sidste 150 år viser sig ofte at være af patriarkalsk art (fx landbrugets specialisering, atomkraft) – men så kommer svaret fra mere matriarkalsk inspirerede bevægelser (økologisk dyrkning, vedvarende energi). Fra 1960’erne kom der flere og flere mennesker til Danmark fra forskellige lande for at finde arbejde. Ikke nok med at kvinder i høj grad strømmede ud på arbejdsmarkedet, der skulle bruges endnu flere, for der var økonomisk opsving. Mange elendige boliger blev revet ned, og nye bygget i massevis. Kvinder, som før havde været ’hjemmeløbende’, fik ofte mere selvtillid og begyndte at udvikle sig selv. Og når der var to lønmodtagere i en husholdning, kunne der måske blive råd til at købe et typehus. Ungdomsoprøret i 1960-70’erne medførte nye, ’matriarkalske’ syn på mangt og meget. Det udviklede sig især som en kombination af socialistisk teori og nye livsformer med blandt andet ø-lejre, kollektiver og nedbrydning af traditionelle kønsroller. Kvinder dannede også kollektiver med andre kvinder, og mænd med andre mænd. Kampen for anerkendelse af homoseksualitet, som tidligere havde været tabubelagt, førte nu til åbne diskussioner og demonstrationer. Socialistiske stater blev af mange set som inspirerende – blandt andet fordi socialismen lagde op til mere ligestilling mellem kvinder og mænd. I DDR var kvinder fuldtidsarbejdende, og deres børn gik i børnehaver. I skarp modsætning til BRD, hvor det – selv i dag i Tyskland – er en fordel skattemæssigt, at den ene forælder (læs moderen) går hjemme, og der er mangel på børnehaver. Dette var før, de slemme historier om arbejdslejre og straffesystemer fik mange til at vende blikket væk. Men de skandinaviske lande havde fundet en middelvej mellem socialisme og kapitalisme, som virkede godt i opgangsårene. Siden kom opdagelserne af den systematiske overvågning i DDR og af, at folk der ville rejse ud af landet kunne blive skudt. Senere kom den økonomiske nedtur med ’kartoffelkuren’ og unge yuppier, som netop skulle tjene penge – og vise det. Hurtigt blev moden ændret fra det beskedne, men gerne farverige tøj i kollektiverne til noget mere elegant og dyrt og, ikke mindst, ekstremt forskelligt for kvinder og mænd. Før havde det især været unisex – tøj der kunne bruges af både kvinder og mænd, piger og drenge. De gamle kønsroller fik nyt liv … Socialismen i Østeuropa brød sammen, og de mange forskellige, socialistiske partier i Danmark skrumpede ind. Ingen, næsten, ville solidarisere sig med taberne bag muren og det jerntæppe, som nu forsvandt. Kapitalismen havde vundet. Men mange kvinder havde jo oplevet frigørelsen og gav den videre til deres døtre, selvom nogle af de små foretrak prinsessekjoler. Det var der også drenge, der gjorde i børnehaven. Det tog en del år, før mange kunne se det fornuftige i at opdrage piger og drenge til at kunne de samme ting – og dernæst frit kunne vælge. Mændene havde i samme periode næsten ikke set, hvor vigtige ændringerne af kønsroller var for dem selv. En del følte sig løbet over ende, for de troede det handlede om at opfylde kvindernes ønsker. Men de havde jo også brug for en frigørelse fra de gamle normer. Det gjorde det fx meget svært at se en dreng i kjole som noget positivt. Me Too gjorde det ikke lettere for mændene, for nu kunne kvinder offentligt gøre opmærksom på adfærd, der ikke tidligere havde været åbenhed for at diskutere. Og ofte blev det kraftige sammenstød, når især kvinder klagede over især magtfuldkomne mænds opfattelse af kvinder som sexobjekter. (Der findes også eksempler på kvinder med magt, som har handlet på samme måde over for yngre mænd.) Kampen for homoseksuelles rettigheder førte til utrolig mange ændringer i lovtekster. Alle love gik jo ellers ud fra, at mennesker var heteroseksuelle. Men kampen blev efterhånden udvidet til også at gælde biseksuelle og transkønnede, og med tiden flere: aseksuelle, interkønnede, non-binære og endnu flere. En del heteroseksuelle, men også nogle bøsser og lesbiske ser med skepsis på dette. Men kigger vi på matriarkalske principper, så er netop mangfoldighed en grundlæggende værdi, mens patriarkatet hellere vil se os som ensartede, binære køn. Så med det in mente er matriarkatet ved at vinde pænt indpas i samfundet, når vi nu åbent kan debattere forskellige seksuelle orienteringer og flere forskellige køn og kønsidentiteter. Det efterhånden store antal mennesker med forskellige etniske, sproglige og trosmæssige baggrunde har gjort det nødvendigt at ’almindelige danskere’ sætter sig ind i andres måder at tænke på; i det mindste hvis de har erhvervsmæssig kontakt med nydanskere. Desværre har andre ikke altid lyst til at høre om de positive sider, nydanskere kan bidrage til samfundet med. Der er en tilbøjelighed til at tro, størstedelen er kriminelle og voldelige – til trods for at nydanske piger generelt klarer sig flot på forskellige uddannelser, ikke mindst på universitetsniveau. Det er dog rigtigt at drengene hænger efter – men så må vi som samfund hjælpe til, så bandelivet ikke bliver det mest tiltrækkende, men derimod at klare en uddannelse. Og for resten, når vi taler om kriminalitet – så viser ligestillingen sig også her, fx i form af pigebander (som også kan bestå af ’gammeldanskere’). Det kan ind imellem være svært at forstå for visse ældre dommere, som helst dømmer en kvinde mildere for samme forseelse som en mand har begået. Coronakrisen har budt på mange udfordringer – for regeringen, Folketinget og alle os andre. Regeringen har valgt at gå frem efter et ’forsigtighedsprincip’ (et matriarkalsk begreb?), mens vi i andre sammenhænge, blandt andet i retsvæsenet, regner med et proportionalitetsprincip. Det stammer fra oplysningstiden, da straffene blev ændret fra at være grumme eksempler på hævn til at blive mere civiliserede. Allerede dengang kom enkelte matriarkalske værdier ind i samfundslivet. Måske er forsigtighedsprincippet – i den grad vi nu oplever det, med coronaen som samfundets fjende nr. 1, og derfor overvågning og frihedsberøvelse, som kan sammenlignes med DDR – et skridt meget langt i retning af en matriarkalsk tankegang. Lige som opfordringen ’trust all women’, når det gælder sexchikane. Der findes alle slags kvinder – også dem, ingen bør stole på. Et rent patriarkalsk samfund er der vist ikke mange, der vil foretrække i dag. Men heller ikke et rent matriarkalsk, der som her bruger omsorg for et antal syge og døende til at fratage hele samfundet frihedsrettigheder, vi ellers har set som selvfølger: Retten til at gå i skole, til at arbejde på sin dertil indrettede arbejdsplads og ikke i dagligstuen, som forældre at kunne regne med kvalificeret pasning af mindre børn; at kunne bruge kollektiv transport i det daglige, at kunne rejse frit i og ud af landet. At kunne vælge vaccine til eller fra uden at risikere udelukkelse fra en masse steder. Vi har aldrig før haft vaccinetvang. Derimod må det være OK generelt at forlange negativt testresultat. Danmark er ikke hårdt ramt, og sygdommen er ikke Ebola eller Den sorte Død. Et rigtigt, demokratisk retssamfund glæder jeg mig umådeligt til at opleve igen – engang.