Projekter

“Klik-klik-klik”... For helvede, så sidder “de“ bare og klikker løs med kuglepennen. “De” sidder over for mig. Fandme mærkeligt at kalde hende for de. Hun ligner jo en pige. Altså, hun har sgu endda taget høje hæle og læbestift på, men insisterer på, at hun hverken er kvinde eller mand. Så bestem dig dog! Fandme for mærkeligt. Regina-Kim! Hvad fanden er det for et navn? Igen kan “de” ikke bestemme sig. Og “de”, hun er sgu da kun én! Men chefen - vores kvindelige chef - har sagt, at vi bare skal lukke røven og passe vores egen butik. Og at Regina-Kim er fuld ud kompetent til sit arbejde og dens køn intet har med noget som helst at gøre. Og det er da også fint, men det er sgu stadigvæk for mærkeligt. Hvad er der nu i vejen med mand eller kvinde? Lige pludselig kan du selv vælge og du kan være alt muligt mærkeligt. Det er sgu ikke til at finde ud af, nu til dags. Så ja, jeg er skide irriteret allerede, den fredag, hvor alt ramler. Da jeg kommer hjem og går ind i køkkenet står Lis og Rasmus, min dejlige knægt, og de ser helt forkerte ud. Lis ser rimelig stram ud, så jeg tænker straks om jeg har glemt at gå ned med skraldespanden. Men så ser jeg på Rasmus og han er helt hvid i hovedet og kigger ned i gulvet. Han tager en meget dyb indånding og det gør jeg også. “Far, det er fordi, jeg er en pige og mit navn er Julie, fra nu af”, siger han. Og jeg må se virkelig mærkelig ud i ansigtet, for Lis kigger på mig med sådan et “enten er det sofaen eller ny adresse, hvis du så meget som vover på, at lave en scene”. Jeg fornemmer, at sofaen er inden for rækkevidde, da jeg fremstammer, at det sgu er noget mærkeligt noget, pludselig at finde på. Rasmus, eller Julie, siger, at det ikke er noget hun finder på. At hun er født som pige, men har “fået tildelt det forkerte køn ved fødslen” og at hun først har haft modet til at sige det højt nu. Jeg kigger på ham. Øh, hende. Og så siger hun. “Far, jeg forstår godt, at det må være svært for dig pludselig, at forstå, at jeg ikke er Rasmus mere, men jeg er stadig den samme person. Du kan stadigvæk dunke basket med mig i forhaven. Du kan stadigvæk gå i biffen med mig og se actionfilm. Vi kan stadig drikke en bajer når vi griller og vi kan stadig lave alt det vi lavede før. Du mister mig ikke, jeg har bare et andet navn og kommer til at se anderledes ud når jeg starter på hormoner”. Lis smiler og har tårer i øjnene. Hun ser så stolt ud. Jeg synker en klump. Julie fortsætter, “prøv at tænk, hvem det her er sværest for. Dig, som skal vænne dig til at verden forandrer sig eller mig, som skal kæmpe mod verden og oplyse den, samtidig med, at jeg kæmper min egen kamp for at få mit ydre og mit indre til at passe sammen”. Og lige der kan jeg mærke, at jeg er pisse bange for at miste ham, eller hende, jo. Hvis jeg ikke accepterer og prøver at forstå, så mister jeg hende og så mister jeg også Lis. Så jeg hanker op i mig selv og giver Julie en kæmpe krammer. Og så går vi ud og drikker en øl og dunker basket i forhaven. Mandag morgen kan jeg høre højlydte grin inde ved kaffemaskinen og det er Karsten og Flemming der står og tanker op. De griner fjoget og Karsten siger, “hvad fanden er det for et mærkeligt navn - er du en pige eller trans eller hvad?” Og Flemming griner. “Hun skulle sgu bare sættes på plads af en ordentlig pik”. De griner igen og lige der kan jeg mærke at jeg bliver hidsig. Sådan vildt hidsig! Jeg trasker med store, aggressive skridt ind i kopirummet og hamrer min næve lidt for hårdt ind i Flemmings skulder. Han ser helt mærkelig ud og stirrer på mig, og jeg siger med høj, bestemt stemme, “Det der, er fandme ikke en i orden måde at tale om andre mennesker på. Den har aldrig gjort os noget og laver sit arbejde og er høflig og tilgivende når vi ikke engang kan finde ud af at tiltale den. Det mindste vi kan er eddermame bare, at opføre os ordentligt! Det er ikke nemt at skille sig ud, så vi skal sgu ikke gøre det sværere end det er i forvejen!” Jeg trykker aggressivt på “Black mocca” og tyrer et papkrus ind i kaffemaskinen. Maskinen sprutter hidsigt skoldhed, sort kaffe ud i koppen. Jeg griber den i en håndevending, mens Karsten og Flemming står måbende og kigger efter mig. Inde ved bordet sidder Regina-Kim og smiler. “Godmorgen”, siger hun måske lidt nervøst. Jeg plejer muligvis også at se lettere misbilligende ud, så jeg forstår det godt. Jeg smiler og stiller kaffen på dens bord og siger godmorgen tilbage. Det var sgu ikke så svært.