Projekter

Brændes efter læsning

Status:Redaktionsfasen

Jeg har skrevet et manuskript til en spionroman, der foregår i perioden 1943-51, altså delvis under den kolde krig, men tager afsæt i 1990, da den såkaldte GLADIO-bevægelse blev afsløret i Italien, en ”Stay-behind” bevægelse med støtte fra CIA. Forsvarets Efterretningstjeneste blev i 1990 spurgt, om man havde haft noget sådant i Danmark, hvilket blev benægtet.
I 1999 kom Hans Hækkerup til at afsløre, at der havde været et i hvert fald lignende netværk i Danmark.
Min bog tager sagen op i fiktionens form. Hovedpersonen Jørgen Knudsen, pensioneret kommandørkaptajn, bliver af FE i 1990 spurgt, om han kender noget til sagen, da FE ikke har noget i sit arkiv. Han bliver i de fire følgende dage afhørt om sin fortid i Efterretningstjenesten i forhold til en Peter Larsen.
Bogen handler om Jørgen Knudsen, Peter Larsen og – naturligvis, havde jeg nær sagt – en kvinde. Hertil Knudsens kone i baggrunden. Hun er rig og kan holde Knudsen på et højt leveniveau, men uheldigvis er kærlighedslivet værre. Men det er der jo råd for … som man vil se.
Vi følger Jørgen Knudsen fra hans første møde med Peter Larsen – da Danmarks Flåde bliver sænket i 1943 – over deres samarbejde som modstandsfolk og derefter Marinens Efterretningstjenestes genetablering i 1945. Her går jagten på at finde tyske specialister, der kan bygge ubåde og torpedoer. Senere finder vores hovedpersoner frem til den spirende vesttyske spiontjeneste under General Gehlen (i bogen General Kretz). I slutningen af 40’erne begynder danskerne efter tysk forbillede at opbygge stay-behind-grupper, og vi deltager i landsætninger af baltiske frihedskæmpere dybt inde i Østersøen (med den berømte tyske kaptajn Klose, i bogen Schwanz).
Undervejs optræder Kirsten Henriksen som elskerinde for Knudsen, men det er jo altid risikabelt af hviske ting til en kvinde om natten …
Bag vores hovedpersoner finder vi den gamle ræv i Efterretningstjenesten, som kun følger chefernes bud, hvis det passer ham og hans dagsorden.

Af: Peter Bogason

Genre: Krimi og spænding

Der er ingen aktivitet endnu