Projekter

Jeg har læst de første tre kapitler - her er mine umiddelbare tanker. 🙂 Det er et vigtigt emne, du tager op. Så mange kæmper med at finde sin plads, fordi verden er blevet så grænseløs - og det er især svært for unge mennesker. Den indre kamp får man jo sjældent at se, men din fortælling giver læseren et indblik i, hvordan det faktisk føles at have det sådan. Jeg synes, det er en god ide at lade historien udfolde sig via flashbacks i hovedpersonens graviditet. Generelt synes jeg, du har et godt sprog, vær dog opmærksom på brug af hans/sin. Fx "Til mit held gik foredragsholderen med sit blik fast rettet mod hans telefon." Her skal du bruge "sin telefon" (ligesom "sit blik"), fordi foredragsholderen er grundled i sætningen. Ellers kigger han på en andens telefon. 😉 Du kan også med fordel slette mange af udråbstegnene. Du har en tendens til at forklare en lille smule for meget, så der ikke er så meget plads til, at læseren kan gøre sine egne tanker. Det er det berømte "show, don't tell", som man kan holde sig til i større eller mindre grad. Selvfølgelig skal læseren kende hovedpersonens tanker og følelser, fordi det er fortællingens omdrejningspunkt, men det kunne være godt med lidt flere konkrete situationer. Nu skal jeg nok komme med et par eksempler. I kapitlet med efterskolelivet har du en scene, hvor hovedpersonen løber ud under en spisesituation og efterfølgende har en samtale med en lærer. Det er et rigtig godt eksempel på en scene, hvor du både har handling, dialog og tankereferat. Det når mig meget dybere, end den passage, hvor du fortæller om starten på efterskolen og gengiver hovedpersonens refleksioner sammen med en slags resume af den første måned. Der kunne du med fordel skrive nogle konkrete scener med dialog, hvor de tre pigers forskelligheder kunne fremgå, og hvor drengenes forskellige måder at være på også fremgår. Køreturen ind gennem porten med vagttårnene er et eksempel på fine detaljer, hvor omgivelserne understreger historiens tema. Kapitel tre, hvor hun breaker graviditeten over for Morten er rigtig fint med en god dialog, blandet med hendes tanker. Der er et par enkelte steder, hvor du kunne overveje at slette en sætning, fx her: "Morten havde bemærket min hurtige vejrtrækning, som sagtens kunne forveksles med en løbers forpustede forsøg på at få ilt nok efter en løbetur. Men det var langt fra tilfældet. Jeg rystede på hovedet." Der kan du med fordel slette "Men det var langt fra tilfældet". Fordi læseren jo allerede ved det, og hun ryster tilmed på hovedet bagefter. Denne scene i kapitel et synes jeg er rigtig fin: "Jeg satte mig. Plantede fødderne solidt i jorden, knyttede min ene hånd og lukkede øjnene. Jeg lod alle tanker løbe ned igennem min arm og ud i mine fingre. Det var som en motorvej, hvor bilerne for længst havde glemt alt om hastighedsbegrænsninger. Jeg forsøgte at lukke alle andre lyde ude. Finde min egen boble. Endelig nåede jeg det punkt, hvor jeg kunne åbne min hånd, og lade tankerne flyve ud i lokalet. Langt væk fra mig!" Du kan dog overveje, om det med motorvejen skal med. Jeg synes måske, at scenen ville fungere endnu bedre uden - eller brug måske billedet, men uden at nævne biler og motorveje, fx "de ræsede af sted uden nogen form for hastighedsbegrænsning". Ligeledes den sidste sætning "Langt væk fra mig!" - den behøves egentlig ikke. Tænk også over, hvor mange detaljer læseren har brug for - og hvilke detaljer. Når man skriver ud fra selvoplevede erfaringer, har man en tendens til at blive alt for specifik, for det var jo sådan, det var. Men er det vigtigt for historiens essens? Er det fx vigtigt, at foredraget i første kapitel foregår i en Zoo? Jeg blev lidt forvirret, fordi jeg troede, det skulle handle om at se på dyr. 🙂 Nu ved jeg ikke, hvor tæt historien ligger op ad din egen - om du kalder personerne ved deres rigtige navne, osv. Det er oppe i tiden at skrive autofiktion, men der er også nogle ulemper ved det, som jeg synes, det er vigtigt at have med i sine overvejelser. Nogle gange er det lettere at få historien til at flyde frit, hvis man distancerer sig lidt fra sin egen historie og i stedet bruger det oplevede til at give liv til en hovedperson, der ikke er identisk med én selv. Men det er selvfølgelig helt dit eget valg! 🙂 Til sidst vil jeg lige anbefale dig at gå ind og lave afsnit - jeg ved godt, at der har været en fejl på hjemmesiden, så afsnittene er blevet slettet, men det virker igen nu. Det vil gøre din tekst lettere at læse. Jeg glæder mig til at se, hvordan dit projekt udvikler sig videre. 😉

Et par dages skrivefri, hvor jeg ikke skal koncentrere mig om anden end at skrive, er helt fantastisk. Det er så givende og vigtigt for min arbejdsproces, at jeg kan få lov til at sidde i fred og ro og være til i min egen lille boble. Tankerne kan få lov til at snurre. Der er plads til lange gåture, hvor ny inspiration og idéer opstår. Det var netop på en af disse gåture - hvor formålet var at finde lidt frokost - at idéen til selve baseline for fortælling kom som lyn fra en klar himmel. Jeg har længe været i evig diskussion med mig selv om, hvordan jeg skulle få fortællingen til at give mening. Den ville blive alenlang og med mærkelige krumspring og intetsigende passager, hvis den skulle forløbe kronologisk. Rigtig meget af handlingen sker meget forskudt i tid. Men det påvirker hinanden. Og hvordan pokker får man det til at give mening på papir? Hvordan får man skrevet et samsurium af følelser og tanker over en længere årrække? Men uden at tabe læseren undervejs? Eller fare vild i skriveprocessen for den sags skyld? Nu er baseline fundet. Og i mit hovedet giver det vanvittig god mening. Så nu håber jeg bare, at jeg også kan få meningen ned på papiret. Lad mig gerne høre, hvad I synes. Here it goes: Baseline i fortællingen starter, da hovedpersonen til sin store overraskelse finder ud af, at hun er gravid. Vi følger hovedpersonen tage beslutningen sammen med sin kæreste om, hvorvidt de skal beholde barnet eller ej - og den efterfølgende graviditet. Gennem graviditeten reflektere hun over det liv, som hun har levet. Hvad hun har været igennem og, hvad hun har overlevet. Hvad er det for et liv hun giver videre til hendes barn? Er hun overhovedet egnet som mor med hendes historie? Vi følger refleksionerne gennem graviditeten, hvor hendes historie bliver fortalt i små bidder gennem flashbacks, som relatere sig til hendes refleksion. Men vi følger også hendes kamp gennem graviditeten, som er alt andet end nem, når man har spøgelser som anoreksi og angst med i rygsækken.

Nu er endnu et kapitel lagt op. Jeg håber, at I vil læse med 🙂

Så er der kommet ny beskrivelse, da historien har taget en markant ændring siden skrivestart. Derfor er bordet nu ryddet og alt starter fra scratch. Kapitler vil blive lagt op i vilkårlig rækkefølge - og ikke alle vil blive lagt op. Jeg skriver ikke kronologisk, når jeg arbejder. Derfor vil jeg løbende liggende tekster op, som de bliver skrevet. Så min arbejdsmetode kan følges på autentisk som muligt. 🙂 Jeg håber, at I har lyst til at følge med. 🙂