Projekter

Det tynde bånd

Status: Skrivefasen

Mød pigen Kristine Sommer, der lige er fyldt 15. Det hele starter ud med at hun flytter ind på en gård med sin irriterende storebror, og resten af familien. Men Kristine, er ikke nogen almindelig teenager. Hun er blevet meget tidlig voksen på grund af at hun har været vidne til en ulykke. Hun er følsom af natur, men har også let til latter. Kristine har indlæringsvanskeligheder. Det gør at hun føler sig anderledes. På den nye skole, begynder hun at blive mobbet på grund af hendes udfordringer. Det fører til at hun lukker sig mere og mere inde i sin egen fantasi verden, og af ren stædighed begynder hun at skrive digte og noveller, på trods af det hun kæmper med. Men undervejs bliver hun mere og mere indesluttet og begynder i alt hemmelighed at skade sig selv. Hun mister selvtilliden i takt med at hun kæmper med at være forelsket, have bumser, og i det hele taget at navigere rundt i det at være 15 år, og med et ben i en begyndende voksen verden.
Efter de er flyttet ind på gården, beslutter hun sig en dag, for at udforske den, og finder et værelse på gården der er fuldstændigt mørkelagt, selv når solen skinner ind. Hun finder senere ud af, at den bliver kaldt Skyggeværelset af samme årsag, men at der er noget mystisk ved den. Derinde finder hun nemlig Skyggedalen, verdenen imellem.

Inde i Skyggedalen møder hun spøgelset Daniel Frost som sidder fast i den verden, han kan ikke komme videre. Daniel er på samme alder som hende, og bærer på en hemmelighed. En hemmelighed der ødelægger både ham selv, men som også påvirker Kristines liv i stor grad. Det bliver en spændende rejse for Kristine, på mere end et plan.


Af: Shirley Ankerstjerne

Genre: Skønlitteratur

Hej Shirley Jeg har læst første kapitel af Skyggeværelset og synes, det er en rigtig spændende start, du har skrevet. Jeg kan godt lide, at din hovedperson midt i dødsoplevelsen tænker på, om hun nu har husket at sige til veninden, at hun må få den sorte taske. Det understreger den forvirring, hun befinder sig i, og gør hende fra starten menneskelig. Og samtidig er det jo lidt sjovt. Som læser føler jeg i det hele taget hurtigt, hvem din hovedperson er, fordi du så dygtigt tegner et tydeligt billede af hende. Hun er en outsider, men trives ikke med det. At hun er anderledes end sine jævnaldrende giver hende en følelse af at være forkert, og det tror jeg, at mange læsere vil kunne relatere til. 🙂 Min hjerne kommer dog også lidt på overarbejde i starten af kapitlet, da der er rigtig mange billeder og sammenligninger at forholde sig til. Det fylder meget og bremser flowet (det var sådan, jeg oplevede det, da jeg læste, men det kan sagtens være, at andre læsere oplever det anderledes). Blandt andet skriver du, at skriget havde glemt sin sang. Umiddelbart er skrig og sang uforenelige størrelser, og det bevirker, at jeg stopper forvirret op, allerede før jeg er kommet ordentligt i gang med at læse. Et andet eksempel er sirenerne, der lyder som en ulv, der har glemt, hvordan den skal hyle. Igen stopper jeg op og undrer mig. Jeg ser ulven for mig, men billedet hiver mig ud af den egentlige handling, fordi den ikke som sådan har noget med situationen at gøre. I stedet for at understrege lyden af sirenerne, stjæler ulven hele billedet, og pludselig befinder jeg mig et sted på prærien i USA – eller hvor der nu er ulve henne – i stedet for at befinde mig i ambulancen sammen med hovedpersonen. Overvej, om teksten kommer til at stå skarpere af, at du reducerer mængden af sproglige billeder. Måden, du beskriver de optimistiske og velmenende forældre på kontra børnene, der er alt andet end begejstrede over flytningen, fungerer super fint. Jeg ser det tydeligt for mig og sidder og klukker. Også af grisen, der hedder Jane, og killingen Sne, selvom den ikke er helt hvid. Det siger meget om din hovedperson, at hun døber dyrene på den måde. Samtidig fornemmer jeg sorgen og tyngden, som ulmer lige under overfladen, og det er rigtig godt. Din beskrivelse af onklens død berører mig. Sikken en traumatisk oplevelse for de børn at finde deres onkel knust under traktoren. At hovedpersonen rejser med ham ind gennem hans øjne og ud mod en verden uden smerte giver mig en fornemmelse af, at hun har stor indlevelsesevne og empati. Efter kun et enkelt kapitel føler jeg allerede med hende. Jeg har lyst til at finde ud af, hvor den her historie bevæger sig hen, og jeg glæder mig til at læse næste kapitel. 🙂 Mange hilsner Majbrit
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer 1