Projekter

Nattergal, Flagermus

Hunden snusede larmende foran barakken. Elisa pressede sig længere ned i den mudrede jord. Kun snuden var synlig gennem sprækken. En kæmpestor snude, der glinsede vådt i lyset fra lampen ved døren. Pludselig gav den sig til at knurre.
Tårer vældede frem i øjenkrogene og dryppede ned på den klamme jord. Hun kunne ikke røre sig. Og selvom hun havde kunnet, havde det ikke gjort nogen forskel. Der var flere tyskere på den anden side af bygningen. Alle steder støvler og mumlende stemmer. Og som om det ikke var nok …
Myrer. De kravlede hen over hendes håndryg i en militæragtig kolonne. Nu kløede det i håret. Ét ufrivilligt gisp, og hun var død.
Hun klemte øjnene sammen. Ignorerede den kriblende følelse, der bredte sig ned ad nakken. Ignorerede fornemmelsen af miniatureben mod nylonstrømperne. Mod knæene. Inderlårene.
Udenfor standsede hundepoterne op, akkompagneret af en arrig snerren. Det var forbi. De ville skyde hende lige her foran barakken. Hvis de da ikke torturerede hende halvt ihjel først. Hun lukkede atter øjnene.
Så lød eksplosionen. Et brag, der fik jorden til at dirre under hendes krop. Sprækken oplystes af et kraftigt glimt, og en tung varmebølge trængte ind i hulrummet. Så kom røgen. Stinkende, sort røg, der skar i næsen.
Ammunitionslageret var eksploderet.

Året er 1940. Krigen raser i Europa. Elisa Lind melder sig som sygeplejerske til Tysk Røde Kors. Som den yngste og mest forkælede datter af Tønders førende nazist, er livet som frontsygeplejerske i Nordfrankrig hårdt og brutalt. Sammen med søsteren Kirsten og barndomsvennen Jørgen, hvirvles Elisa dybere og dybere ind i Det Tredje Riges nazistiske højborg. Indtil den dag, et allieret observationsfly styrter ned for næsen af hende.
Hvad sker der, når grænsen mellem venskab og fjendskab sløres? Bliver man voksen af krudtrøg og whisky? Og kan man overhovedet stole på nogen når der er dobbeltagenter overalt, og døden altid venter omkring det næste hjørne?

Af: Malene Agnethe Klein

Genre: Skønlitteratur

Tags: #2. verdenskrig #Nazisme #Tysk Røde Kors #Modstandsbevægelsen #Sabotage

Kan godt lide starten: Viserne på det store, runde vægur bevægede sig ikke. Sådan så det i hvert fald ud. Hver gang Elisa kiggede på det, stod det stille - en enkelt gang var hun faktisk sikker på, det havde bevæget sig baglæns. Hvornår blev det hendes tur? Hun havde siddet her det meste af dagen. Andre kvinder var kommet og gået, nogle frejdigt smilende, andre med ligegyldige blikke rettet mod deres sko. Enkelte var sågar passeret gennem rummet med tårevædede kinder. Én af dem havde smækket døren til kontoret hårdt bag sig, og mumlet noget der lød mistænkelig meget som sådan en forbasket drage. Og slutningen herfra: Elisa og mor tilbagelagde det korte stykke vej til Strucks Allé til fods. Sneen dalede fortsat, tættere end tidligere, og gjorde det svært at tale sammen. Mor knugede Elisas albue. Og hun gik langsomt. Besværet, næsten. ”Er der noget i vejen? Har du det godt nok?” ”Jeg har det fint, min ven. Det er bare glat.” Men det var ikke glat. Var det? Elisa lod støvlen glide hen over fortovet. (…) Meget af baggrundsfortællingen er lidt for fortalt og måske er der for meget af den på en gang. Jeg kan ikke lide, at Elisa ikke er bedre forberedt til interviewet. Hvorfor taler hun ikke om, hvor overbevist nazist hun er? Hvor gerne hun vil gøre sit for de tapre tyske soldater? Hun har jo noget at skulle bevise – som sønderjyde. Evt. kan Frau Schmidt så udpege, at en god nationalsocialistisk kvindes plads er i hjemmet (- selvom hun jo ikke er det selv). Så kan du også vise Elisas krigeriskhed og bevise, at hendes plads måske netop ikke er i hjemmet.
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer 4
Maya Salonin > Nattergal, Flagermus
2018-02-07 10:36:30
Wow! Du skriver visuelt og sanseligt, så man kan se, hør og mærke det, man læser. Det er virkeligt godt. Sådan et "action packed" afsnit fungerer også super godt som prolog. Så har du fanget læseren og kan med god samvittighed sætte tempoet ned i det efterfølgende kapitel 1. Der er én ting, jeg lagde mærke til, som jeg synes du skal passe på med: Du bruger generelt mange korte sætninger, og det fungerer rigtig godt og giver teksten en mættet stemning – men ret ofte deler du en beskrivelse op i to, hvor den sidste sætning faktisk ikke er en sætning. Der er simpelthen ikke et verbum. Det er bestemt ikke et problem, at du gør det (min holdning til grammatik er, at man skal kende reglerne, så man kan bryde dem ordentligt), men jeg synes, at det bliver for meget. Du får lige et par eksempler på det: • Støjen var ulidelig. Dødsskrig, højlydte kommandoråb, motorstøj fra lastbilerne og flyene, der kontinuerligt passerede gården. (Her er der et verbum, men kun i bisætningen; ikke i hoved”sætningen”.) • Han var stille. Hverken klynkede eller græd. Stirrede bare. • Men hans øjne var blå. Fastlåst til hendes. • Hun sad fast, ude af stand til at komme nogen vegne. Fastfrosset i øjeblikket og fængslet af ødelæggelse. • Synet trodsede enhver fornuft. Enhver menneskelighed. Her er beskrivelsen endda delt op i hele fire perioder (det, der står mellem to punktummer), hvor kun den første er en sætning: • De sårede blev bragt ind fra marken. Båre efter båre. Mænd båret af kvinder, når der ikke var ledige mænd i nærheden. Godt halvdelen bevidstløse, nogle svagt klynkende og resten hylende af smerte som børn. Et forslag til en omskrivning kunne være: ”De sårede blev bragt ind fra marken, båre efter båre. Mænd blev båret af kvinder, når der ikke var ledige mænd i nærheden. Godt halvdelen var bevidstløse, nogle klynkede svagt, og resten hylede af smerte som børn.” Derudover – bliv ved! Jeg er i hvert fald fanget 😊
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer 2
Hej. Har læst din intro til denne historie og kan godt lide dine beskrivelser - især denne: Begge ben og den højre arm var borte. Erstattet af beskidte, blodige stumper, fyldt med hugtandslignende knoglesplinter. Om dette er det bedste sted at starte denne historie er en anden sag. Kunne godt tænke mig en anden scene i stedet: f.eks. en scene hjemme hos Elisas familie, hvor hun fortæller, at hun vil af sted og være sygeplejerske (eller endnu bedre: at hun har besluttet at gøre det). Viser du en scene som den, kan du vise både det, at hun er forkælet og hendes (og/eller familiens) sympatier for nazismen og sandsynligvis også hendes romantiske forestillinger om, hvordan det vil være at komme i krig. Som introen er nu, sættes Elisa lidt i en offerrolle og det uden at man som læser ved, at hun selv er skyld i at være i situationen. Som læser ved man heller ikke om det er første gang Elisa er ved fronten - selvom det ikke umiddelbart føles sådan. Desuden fornemmes det ikke, at tyskerne her i 1940 er vindere - en ting Elisa vel bør være glad for? At kapitlet kaldes en intro, fik mig til at tro, at jeg skulle have en kort historisk gennemgang, inden fortællingen rigtigt gik igang. Så måske skulle du bare kalde kapitlet for kapitel 1 eller prolog? Håber du kan bruge kommentarerne. 🙂
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer