Projekter

Den hjerteløse

Hjerteløs. Nu også i bogstavelig forstand.
Jeg stirrer på den maltrakterede overkrop, hypnotiseret, halvvejs i trance. Skjorten er flået op, fire knapper mangler, tre hænger stadig fast i lange, tynde sytråde. Maveskindet er indsmurt i blod, og ribbene er smadret til højre for brystbenet. En håndfuld spyfluer er allerede flyttet ind i det blodige tomrum, hvor hjertet engang har siddet.
Jeg ved instinktivt, at jeg til min dødsdag vil se dette syn hver gang jeg lukker øjnene. Er noget én gang set, kan det ikke gøres uset igen.
Hjertet. Nogen har fjernet det. Stjålet det fra hans krop.
Og Jens Hoff vil aldrig plage mig igen.

-----------------------------------------------------------------------------

Året er 1892. Marie Scavenius er medlem af en broget tyvebande, der specialiserer sig i adelstyverier. Hun har sikret sig en invitation som gæst ved et selskab der afholdes på Bloxholm Gods ved Maribo, under dække som den gådefulde komtesse af Helverskov. Målet er at sikre sig grevindens førsteudgave af 'En Skærsommernatsdrøm', men netop som planen er sat i værk, findes tyvebandens tyranniske leder, Jens Hoff, brutalt myrdet i vinkælderen. Samtidig bryder en voldsom snestorm ud over Lolland, og banden sner inde på godset sammen med selskabet. Da liget af Hoff forsvinder, for derefter at dukke op dagen efter i stalden med et gabende, tomt hul i brystkassen, ser Marie sig nødsaget til at samarbejde med den karismatiske, men hemmelighedsfulde privatdetektiv, Adam Donovan, der også befinder sig på godset. Men det viser sig snart, at mange af gæsterne - heriblandt Donovan selv og Maries autistiske lillebror Max - har haft en høne at plukke med Jens Hoff, og efter endnu et bestialsk mord står det klart, at hun ikke kan stole på andre end sig selv.

Af: Malene Agnethe Klein

Genre: Krimi og spænding

Tags: #Drab #1800-tallet #Tyvebande #Autisme #Hemmeligheder #Kærlighed

Heidi Bobjerg > Den hjerteløse
2018-04-27 15:26:45
Virkelig spændende og godt skrevet. Du formår at rive mig med, og personerne træder tydeligt frem for mig. Nogle af dem er lidt karikerede (fx fluen og duen), men jeg synes, de lidt komiske figurer giver en god balance i fortællingen, så den ikke bliver for dyster. Det passer også fint til genren at tegne bipersonerne lidt skarpt op. Sjovt med det norske midt i det hele. Tyvebanden er en broget flok, og det får du fint frem. Der er nogle få ting, jeg lige vil kommentere. Jens er ved at bringe hele operationen i fare, da han forsøger at voldtage Marie. Hvorfor nu det, er han virkelig så dum? Det virker lidt usandsynligt. Især at han gør det så åbenlyst og så tæt på huset. Han kunne måske finde på at stjæle et kys, eller befamle hende, men dette er at gå meget langt. Jeg bliver overrasket over, at der kun er otte gæster plus værterne ved bordet. Mit indtryk var, at selskabet var meget større. Når så både greven og Donovan ikke er med på jagt, er der kun tre herrer tilbage i jagtselskabet. Det er ok, jeg undrede mig bare, forestillede mig et meget langt bord. 🙂 Der er et eller andet med højre og venstre, både i beskrivelsen af gæsternes placering og da de finder Jens. Når du skriver "til venstre for hende" eller "i hans bryst til højre", så tænker jeg, at det er grevindens venstre side og Jens' højre side, men det er omvendt. Måske er det bare mig, men jeg blev lidt forvirret, så jeg vil bare nævne det. 🙂 Maries udfald mod detektiven i stalden, da han beder om hendes hjælp, er måske lidt overdrevet. Fint nok at hun misforstår hans hensigter, men hun er meget direkte i replikken. Der kunne du godt lade det være lidt mere underforstået. Jeg har måske også lidt svært ved at tro, at en kvinde med hendes baggrund og beskæftigelse er så dydig, som hun påstår. Men altså, det er jo småting, jeg nød at læse din fortælling og glæder mig til at læse mere.
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer 5
Klaus Enghvidt Olsen > Den hjerteløse
2018-04-25 06:44:43
Dejlig læsning. Kan især godt lide de intense beskrivelser af forholdet mellem Jens og Marie. Det føles næsten som om, man er til stede. Synes ligesom en anden læser, at du skal spare lidt mere på tillægsordene og overlade mere til læseren. Marie kan forekomme lidt for moderne i forhold til tiden. Har du overvejet, hvorfor romanen overhovedet skal foregå i fortiden? Som jeg har læst den indtil nu, kunne den i princippet sagtens foregå i nutiden med et par små ændringer. Det er ikke vigtigt, men blot en overvejelse, således at den kvindelige hovedperson virker mere i sit rette element.
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer 4
Berit Alberg Foldrup > Den hjerteløse
2017-12-14 15:32:21
Meget spændende, du lykkes godt i din beskrivelse af stedet. En enkel lille sætning falder mig lidt utroværdigt. Vil en kvinde på den tid kommentere sin beklædning som undertrykkende? Glæder mig til at læse mere
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer 1
Heidi Bobjerg > Den hjerteløse
2017-12-04 14:18:07
Det er en spændende begyndelse. Fortællingen flyder, og du fanger min interesse med det samme. Du kunne dog godt variere dine beskrivelser og luge lidt ud i tillægsordene. Sproget bliver lidt tungt, når der er så mange af dem. Glæder mig til at læse mere. 🙂
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer 1
Maya Salonin > Den hjerteløse
2017-12-04 08:29:43
Hold da op! Jeg har lige læst synopsen - det lyder som en megaspændende oldschool-krimi i bedste Agatha Christie-stil. Forskelligartede personer, masser af ting, der går galt, og et meget mystisk plot 🙂 Jeg glæder mig til at kaste mig over første kapitel!
Venligst opret dig eller log ind for at synes godt om eller kommentere på dette.
Kommentarer