Projekter

Byen er en roman, der finder sted i en dystopisk fremtid, hvor de resterende mennesker, efter et udbrud af en drabelig sygdom kaldet Rabies X, har søgt tilflugt i byen Arvidabo. Rabies X gør alle smittede til en slags zombier, der opsøger andre mennesker for at smitte dem og sprede sygdommen. Arvidabo tilbyder høje mure og voldgrave og dermed sikkerhed fra rabies-ofrene, men for de fleste i byen har det sin pris. Byens samfund er nemlig skarpt opdelt i klasser, og en stor del af befolkningen lever under kummerlige forhold, mens en brøkdel lever i luksus. Underklassen lever i bunden af byens høje bygninger, mens overklassen bor i toppen. Jo højere oppe man bor, jo højere oppe er man i hierarkiet. Vi følger to af byens borgere Ea og Gagan, der hver især tilhører forskellige niveauer i hierarkiet. Ea bor på 3. sal, mens Gagan bor i Kælderen. Begge er lave i hierarkiet, men de har alligevel ikke adgang til hinandens etager, så de kan ikke frit se hinanden. Trods det er svært at komme til at se hinanden, er Ea og Gagan forelskede i hinanden, selvom de har svært ved at indrømme det over for dem selv. Livet i Arvidabo er imidlertid kompliceret, og der er mange samfundsmæssige og personlige forhindringer for, at Ea og Gagan kan være sammen.

Mere ved vi sådan set ikke om romanens plot, baseret på de to kapitler, Matilde har lagt op på siden indtil videre. Vi har tusindvis af spørgsmål til, hvad vi har læst indtil videre, men det er netop en god ting. På ganske få sider formår Matilde at fange vores opmærksomhed og gøre os interesserede i at læse mere.

Romanen er fortalt i 1.person, altså en jeg-fortæller, men der er mere end én fortæller. Første kapitel fortælles af Ea, mens andet kapitel fortælles af Gagan. Det er et interessant valg, da man med 1.personsfortælleren typisk kun har én fortæller til at fortælle hele historien. Med to forskellige jeg-fortællere får læseren et introspektivt indblik i hver fortællers perspektiv, tankevirksomhed og indtryk. Vi får derfor både Ea og Gagans forskellige sider af historien.
Desuden er romanen fortalt i nutid, hvilket også er et lidt atypisk valg. Det giver imidlertid fortællingen et indtryk af umiddelbarhed, og fortællingen påvirkes ikke af at være fortalt retrospektivt. Begivenhederne beskrives, mens de sker og opleves. Det fungerer også rigtig godt i forbindelse med de to forskellige fortællere.

Det er svært at sige noget dybdegående om romanens to hovedkarakterer, da der kun er et par kapitler at dømme ud fra. Matilde formår dog på de få sider at male et delvist billede af, hvem de er i kraft af deres status i samfundet, deres familierelationer, og hvordan deres hverdag ser ud. Matilde formår også at levere al informationen om karaktererne til læseren på indirekte vis – hvordan de er, beskrives aldrig direkte, og læseren må selv udlede det fra det, de tænker, siger, og hvordan de opfatter deres omgivelser.

Romanen excellerer netop i denne form for indirekte overlevering af information til læseren. På meget få ord kan man nemlig danne sig et billede af den verden, som Ea og Gagan lever i, uden at der bruges en masse tid på en længere historisk forklaring af, hvad der er sket for, at verden ser ud, som den gør, og hvordan det nye samfund fungerer. Brudstykker af information bliver i stedet leveret naturligt til læseren gennem fortællernes oplevelse af en ganske almindelig søndag i byen. De brudstykker er nok til at læseren selv kan stykke et bagvedliggende narrativ sammen, og det er den helt rigtige måde at præsentere en ny og fremmed verden på i starten af en roman. Flere detaljer kan man altid fodre læseren med senere.

I science fiction og fantasy er det uhyre vigtigt, at man formår at kommunikere til læseren den verden, man har bygget op i historien. Dette er sjældent nødvendigt at bruge tid på i historier, der foregår i nutiden i den virkelige verden, men når man forskyder tiden til langt ude i fremtiden, eller man placerer fortællingen i en anden verden, så er der netop tale om en verden, der er fremmed for læseren, og der må naturligvis følge en beskrivelse af denne. Det fungerer imidlertid bedst, hvis læseren ikke bliver håndfodret med al informationen på én gang, men i stedet selv få lov at opdage og opleve, hvordan denne fremmede verden er anderledes end den verden, læseren kender. Som sagt, er det netop dette Matildes roman formår at gøre. Uden at fortællingen afbrydes af unødige beskrivelser af den fremmede verden, lærer man i løbet af blot to korte kapitler, at der har været et altødelæggende udbrud af en slags zombie-sygdom, der har tvunget folk til at søge ly i en by omgivet af voldgrave og høje mure. Inden for disse mure er der et klasseopdelt samfund, hvor langt størstedelen lever i fattigdom, og mange lever under truslen om vold. Man får hurtigt indtrykket af, at byen ikke er det sikre tilflugtssted, som reklamen for byen påstår, men man fornemmer samtidig at truslen uden for murene er langt farligere og ikke at foretrække. Alt dette uden at det bliver adresseret direkte af fortællerne – det er alt sammen noget, man må stykke sammen af brudstykker af information, man får gennem tanker, observationer og dialog.

Romanen benytter sig også af små elementer af sit eget sprog, der står ud som værende fremmed fra det sprog, vi selv bruger i vores hverdag. Forskellene i sprogbrug kan også bære på noget information om, hvordan denne fremmede verden er. Byens opdeling af borgerne i hierarki har eksempelvis påvirket sproget i kraft af, at dem der tilhører overklassen kaldes ”Oppere” eksempelvis. Ea bruger for eksempel også ordet ”Hamam” for de fællesbade, der er på hendes etage. ”Hamam” er det tyrkiske ord for et tyrkisk bad – et slags luksus badehus. Tyrkiske bade findes overalt i verden, så det afslører måske ikke så meget om, hvor romanen finder sted. Men det at de kaldes Hamam i Arvidabo er måske et forsøg på at ændre befolkningens opfattelse af badefaciliteterne – det giver indtrykket af, at det er et privilegie, frem for et usselt kompromis. Ea udbryder også på et tidspunkt ”Ved Gaia”, hvilket afslører tilstedeværelsen af en anden religiøs orden end kristen, jødisk eller muslimsk – nærmere græsk, da Gaia var Jordens gudinde i græsk mytologi.

Både den indirekte men fyldestgørende tilgang til beskrivelsen af den fremmede verden i romanen og brugen af et særligt sprog vidner om, at Matilde skriver i traditionen af tidligere science fiction og dystopiske romaner. Mange dystopiske young adult-romaner, så som Suzanne Collins’ Hunger Games-serie og James Dashners Maze Runner-serie, benytter sig af lignende tilgange til opbygningen af fremmede verdener og et genkendeligt men lidt anderledes sprog. Men også klassiske dystopiske værker så som George Orwells 1984 og Margaret Atwoods The Handmaid’s Tale gør det. Særligt konceptet om et nyt sprog gør sig gældende i disse to klassikere, for eksempel i form af Newspeak i Orwells roman, som spiller en central rolle i fortællingen. Matildes roman bærer præg af, at hun har kendskab til genren og dens virkemidler.

Byen lægger op til at være en interessant og spændende roman, der blander klassiske elementer fra dystopisk fiktion med en kærlighedshistorie, hvilket faktisk ikke er så atypisk, som det lyder. 1984 er sådan set også en kærlighedshistorie. Romanen er velskrevet, og den formår at introducere sit univers på en økonomisk og effektiv måde. Der er nogle sproglige fejl hist og her, men det er ikke noget en let korrektur ikke ville kunne fikse.

Vi synes, at Matilde og hendes projekt har stort potentiale, og vi ser frem til at læse mere om Arvidabo. Vi synes, at hun har godt styr på genren, hun skriver i, og hun demonstrerer gode evner inden for opbygningen af nye verdener. Vi anbefaler jer alle til at kigge forbi hendes profil og hendes projekt. Vi opfordrer jer til at følge hende, smide nogle kommentarer, og eventuelt hjælpe hende ved at blive betalæser, så hun kan bevæge sig tættere på sin drøm om at få udgivet sine roman.


Rigtig god læselyst!

Skrevet af
Jan Bagge-Nielsen
Webredaktør
Uniteandwrite