Den gode dialog

 

Dialoger kan være en af de sværeste ting at skrive, når man skriver fiktion.
Ens første instinkt er måske at skrive dialogen, som man oplever den i den virkelige verden. Men det er imidlertid en ret dårlig idé, og det bliver sjældent særligt godt.

Problemet er, at samtaler i virkeligheden sjældent er særligt flydende. Prøv at lægge mærke til det, næste gang du overhører en samtale. Folk taler i munden på hinanden. De mumler og siger ”øhh” en del. Og de springer ofte umotiveret fra emne til emne. Det fungerer fint i den virkelige verden, men det kan være ganske forfærdeligt at læse den slags dialog.

At skrive dialog handler ikke om at kopiere eller genskabe virkelighedens samtaler. Det handler om at give indtrykket af det og forbedre det.

Hvis fiktion er virkeligheden uden alle de kedelige dele, så gælder det samme for fiktive samtaler. Forfatteren skal udvælge det vigtigste og koge det ned til essensen.

Vi giver dig her en række gode råd og regler til, hvordan du kan skrive realistisk dialog, der vil gribe læseren og holde hans/hendes opmærksomhed.

Konflikt i dialogen

Ligesom en beskrivelse af to kærester på tur i Tivoli ikke udgør et plot (med mindre den ene falder ned fra Det Gyldne Tårn!), så udgør to mennesker, der taler ubesværet om ingenting, heller ikke dialog.

Behagelige samtaler er dejlige i den virkelige verden, også selvom der ikke bliver sagt noget synderligt interessant. Men at lytte til disse samtaler udefra er lige så spændende som at se maling tørre. Som forfatter bør man undgå dette.

Gør samtalen mere spændende ved at give de to karakterer modstridende mål – en af dem vil en ting, den anden noget andet. Det behøver ikke at ende i et storslået skænderi, men konflikten er med til at skabe spændinger mellem karaktererne, hvilket fanger læserens interesse. Det kan også bruges til at lægge op til konsekvenser senere i fortællingen.

Der er selvfølgelig ikke noget galt i at have nogle hverdagssamtaler i fortællingen. Nogle gange er en simpel udveksling af information alt, der er behov for i en bestemt scene. Men hovedsageligt bør forfatteren gå efter at skrive dialoger med spændinger, uenigheder og konflikt mellem karaktererne. Det er også meget sjovere at skrive!

Dialogen skal have formål

Hvis ikke en bestemt passage af dialog har et formål for din historie, bør du overveje at slette den. Dialogen kan have forskellige formål, men formålet bør være der.

Dialog bør som udgangspunkt drive fortællingen fremad.
For at afgøre om det er tilfældet, prøv at stille dig selv disse spørgsmål:

  • Giver historien stadig mening, hvis den bestemte passage af dialog fjernes? Hvis den kan fjernes uden, at noget essentielt for karakterens udvikling eller rejse mod sit mål går tabt, slet den.
  • Opbygger dialogen spændingen omkring, hvad der skal ske i fortællingen? Hvis en karakter siger noget, som får læseren til at bekymre sig om omstændighederne eller udfaldet af en kommende begivenhed, bør det beholdes.
  • Ændrer dialogen karakterens situation? Modtager han/hun gode eller dårlige nyheder, der påvirker hans/hendes mål? Hvis ja, så driver det plottet fremad.
  • Afslører dialogen noget om, hvad karakteren vil? Hvad som helst der gør det mere klart, hvad karakterens mål og motivation er, bør beholdes.
  • Styrker eller svækker dialogen karakterens beslutsomhed? Bliver han/hun fortalt noget, der får ham/hende til at tvivle eller finde fornyet motivation? Begge dele er godt.

Med andre ord: Hvis dialogen relaterer sig til karakterens mål og konflikter, bevæger det plottet fremad.
Det er okay med lidt formålsløs samtale, men hold det til et minimum. Det kan eksempelvis starte formålsløst, men hurtigt lede til en pointe.

Dialog bør karakterisere persongalleriet.
Et vigtigt formål for dialogen er netop at tilføje mere til læserens forståelse af karakterernes personlighed. Måske fortæller karakteren om et vigtigt øjeblik i hans/hendes liv eller om hans/hendes fremtidsdrømme. Disse ting driver ikke nødvendigvis plottet fremad, men det kan hjælpe læseren til at forstå karakterens motivation, og læseren lærer karakteren bedre at kende (hvilket aldrig er en dårlig ting).

Dialog er også et af de vigtigste værktøjer til at demonstrere forhold mellem karakterer. Måden, hvorpå folk taler til hinanden, siger rigtig meget om dem og deres interne forhold.

Dialog bør desuden forsyne læseren med information. Ikke hvilken som helst information, men alt hvad der er vigtigt for at forstå historien. Alle fortællinger har brug for en smule forklaring for at sætte plottet op. Dette kaldes ”exposition” på engelsk. Det er ikke en del af historien som sådan, men det er vigtigt for forståelsen af den.

For meget exposition af gangen kan kede læseren, så det bør introduceres i småbidder – også så det ikke afbryder fortællingen for meget. Dialog er absolut en af de bedste måder at levere information i små stykker af gangen. Man skal bare passe på med at lade karaktererne fortælle hinanden ting, som de formentlig allerede ved – undgå logiske selvfølgeligheder. En mand ville f.eks. aldrig sige til sin kone ”Maria, min søster, tager til Paris i år”. Hun ved sgu nok godt, hvem hans søster er. Denne slags information er tydeligvis møntet på læseren udelukkende, og det tager læseren ud af læseoplevelsen og bryder med indlevelsen.

Dialog bør være flydende

Alt bør naturligvis virke flydende i en fortælling. Når det kommer til dialog er det imidlertid endnu vigtigere. Man skal kunne læse dialogen uden besvær, og det skal se godt ud på papiret.

Der er tre måder, hvorpå dette kan opnås:

  • Man skal passe på med, hvordan man bruger sine inquitter – de anførende sætninger man bruger i forbindelse med direkte tale. F.eks. ”Hvordan går det?” sagde han. De er enormt brugbare i forhold til at indikere, hvem det er, der taler. Men man skal heller ikke bruge dem for meget – der behøver ikke være et inquit for hver replik, bare nok til at læseren kan holde styr på, hvem der sig hvad.
    Man bør desuden undgå at bruge for mange for mange adverbier sine inquitter. F.eks. ”… sagde hun begejstret”. Hvis man vil demonstrere, at hun er begejstret, bør det fremgå af hendes handlinger i stedet. Hun sidder måske og hopper i stolen eller smiler fra øre til øre.
  • En anden måde at få dialogen til at flyde bedre er ved at skabe noget variation i længden af replikkerne. Hvis replikkerne altid har samme længde (karaktererne svarer hinanden med samme mængde ord hver gang), så kan det nemt blive kedeligt og ensartet.
    En karakter har det måske med at snakke meget, mens en anden er mere kortfattet eller bliver irriteret over, at den første ikke hurtigt nok når frem til en pointe. Det skaber et godt flow og nogle interessante og forskellige karakterer.
  • Lad desuden være med at lade din karakterer tale i et vakuum. Det er sjældent at folk bare står og taler med hinanden uden at gøre noget andet imens. Ofte har folk samtaler, mens de laver noget andet, så som at spise, lave mad, skifte olie på bilen, osv. Folk lægger også mærke til ting, der foregår under samtalen, enten ved den de taler med eller omgivelserne. Det kan nemt blive kedeligt at læse en replik efter den anden, derfor er et meget godt at bryde dialogen med små bidder af prosa. Frys samtalen et øjeblik og giv læseren et billede af scenen.
    Det skaber også en autentisk scene, hvor der rent faktisk sker noget og der er liv omkring karaktererne. Man kan f.eks. beskrive lyden af regnen på taget, vise at karakteren tænker på noget via indre monolog, eller beskrive en handling, så som at karakteren klør sig bag øret.
Kort og præcis dialog

Som med alt skriveri bør man følge William Faulkners råd: ”Kill your darlings!”. Dette gælder bestemt også for dialog.

Brug aldrig ti ord, når du kan nøjes med fem. Og hvis du kan få det til at virke med tre – eller blot en non-verbal gestikulation som et træk på skuldrene – så er det endnu bedre.

Kort og præcis dialog er ikke realistisk. Meget få mennesker er i stand til at sige tingene kort i en samtale. Men det vil virke realistisk, og det vil fange læseren langt bedre, hvis dialogen holdes kort og præcis.
Afskaf den meste småsnak og udveksling af sociale venligheder. Behold dog nok af det, så det stadig virker som en naturlig samtale. Man behøver heller ikke skrive komplette grammatiske sætninger, for sådan taler folk sjældent. I direkte tale kan man rent grammatisk slippe afsted med flere ting end i selve prosateksten.

Når du går gennem dit projekts redaktionsfase, så vær ekstra opmærksom på dialogen, og skær det overflødige fra. Stol på dine ører og lyt til dialogen.

Du bør skære alt overflødigt fra, med mindre der er tale om en karakter, der godt kan lide at tale meget og elsker lyden af sin egen stemme. Lad endelig ikke sådan en karakter fremstå kortfattet. Men pas på med at lade ham kævle for meget derudaf. Eventuelt lad den lyttende karakter stoppe med at lytte, og ”afbryd” replikken ved at lade hende tænke på noget andet eller kigge ud af vinduet, og så vend tilbage til replikken. På den måde giver man indtrykket af en lang monolog, uden at udsætte læseren for en barrage af ord.

Karaktererne bør lyde forskellige

Hver en karakter i fortællingen er unik – de ser forskellige ud, de tænker forskelligt og opfører sig forskelligt – og det bør ikke være anderledes, når det kommer til måden, de taler på. Arbejd derfor hårdt på at give hver af dine karakterer en unik måde at tale på.

Deres ord bør være en naturlig forlængelse af deres personlighed. Så prøv at sætte dig i deres sted, før du kommer ord i deres munde.

  • Find ud af hvem din karakter er, og tilpas hans/hendes replikker til personligheden.
  • Karakterens ordforråd bør passe til hans/hendes baggrund (uddannelse, arbejde, osv.) Husk her, at et er helt i orden at bryde med grammatikken i dialogen, og at det er fint at skrive i dialekt.
  • Tænk over, hvem de taler med. Folk har det med at tale forskelligt afhængig af, om de taler med en ven, en kollega eller familie. Dog kan din karakter være mærket af dårlige sociale egenskaber og taler måske derfor ens til alle. (Det kan snildt skabe akavede problemer for karakteren.)
Giv karaktererne en dagsorden

Vi alle går som regel ind i en samtale velvidende om, hvad vi vil have ud af den. En måde at opnå, hvad vi vil have, er varsomt at kredse om emnet. F.eks. hvis vi vil låne penge, så siger vi det ikke lige ud, men får langsomt styret samtalen derover.

Der er altid en dagsorden, og på et eller andet tidspunkt vil vi forsøge at styre samtalen i retning af, hvad vi ønsker. Eller væk fra et emne, hvis vi forsøger at skjule noget.

Det er det samme i fiktiv dialog. To karakterer, der har en samtale, har begge noget de vil opnå, og ofte er disse ting i konflikt med hinanden. Prøv at implementere dette i dialogen.

Undgå forudsigelig dialog

Man bør undgå at lade sine karakterer være for åbenlyse i deres replikker. Forudsigelighed er en direkte vej til kedelig fiktion, så arbejd på at bryde med læserens forventninger til dialogen.

Lad dine karakterer nogle gange sige det modsatte af, hvad de tænker (svare sarkastisk, eksempelvis). Lad dem prøve at undgå en samtale ved at skifte emne eller totalt ignorere et spørgsmål. Lad dem lyve.

God dialog har underliggende betydning

Autentiske og gode dialoger handler lige så meget om, hvad der bliver sagt mellem linjerne, eller hvad der insinueres ved at sige ingenting. Det handler lige så meget om, hvad der ikke bliver sagt, som hvad der siges.

Lad dine karakterer tale om én ting, når de i virkeligheden mener noget helt andet. Et skænderi mellem et kærestepar kan eksempelvis på overfladen handle om, hvad de skal se TV i aften, men hvad det indebærer, er i virkeligheden, at de har dybereliggende problemer, som er i deres tanker under skænderiet og påvirker dets gang.

Tegnsætning

En sidste, men ikke desto mindre vigtig, ting er tegnsætning i dialogen.

Der er mange måder at gøre det på. Sproget.dk har et punkt om replikgengivelse, der er ganske udførligt. Det kan læses her.

Vi anbefaler dog, at man bruger tegnsætning som i dette eksempel:

”Hvad er der sket?” spurgte hun og tog ham på skulderen.
”Nåeh ja,” sagde han og tog sig til næsen. ”Jeg gik bare ind i en dør.”

Sidste ord

Ovenstående er en lang liste af råd og regler om dialog i fiktion, men du behøver ikke at følge dem til punkt og prikke hele tiden. Det er blot nogle regler, du bør følge generelt for at gøre dine dialoger mere spændende og fængslende.

Dialogen skal helst lyde original og vittig, ja, men ikke i hver og en sætning karaktererne leverer. Det kan også blive for meget.

Dine karakterer skal søge at undgå akavede samtaleemner (nogle gange ved at lyve), ja, men ikke hele tiden.

Ja, du bør sigte efter, at dialogen har et formål, men nogle gange er det i orden for dine karakterer bare at tale om vejret.

Prøv at implementere nogle af disse råd i dit projekts dialoger, og se om det ikke forbedrer dem og dit projekt.

Skrevet af
Jan Bagge-Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *