Sider | Artikler | Projekter | Brugere

Projekt: Juledrengens forbandelse

I 24 dage hvert år vågner Julemanden op for at hjælpe menneskeheden mod de onde nisser. Men han er træt af at blive misforstået som en glad, tyk mand, der bringer gaver. Og menneskerne tilbeder alligevel nisserne og gør det nemmere for dem at overtage den menneskelige verden. Denne jul vil han forsøge at bryde sin forbandelse, så han kan slippe fri. Men kun ægte kærlighed kan bryde forbandelsen. Kan han finde den på 24 dage? Kan verden klare sig uden Julemanden? Og er Tinder overhovedet noget for overnaturlige væsner?

Projekt: Liv & Død

Jeg har skrevet nogle noveller med de samme to karakterer her; Liv og Azrael (hvilket er navnet på dødsenglen i Islam og Jødedommen). Og selv om de historier er milevidt fra hinanden i tone, så overvejer jeg alligevel, at udvide ideen til et detaljeret univers i fuld bog længde. Jeg er dog ikke rigtig sikker på en titel endnu, så i øjebelikket hedder denne kollektion bare Liv & Død.

Projekt: Kan du se Lyset

KAN DU SE LYSET – er den rystende beretning om en barndom med vold og incest. I bogen følger vi Birne Dalbjergs opvækst i en familie, der er gennemsyret af dysfunktionelle relationer. Med start i 1950´erne føres læseren ind i en grufuld barndom med vold, psykisk terror og seksuelle overgreb begået af hendes nærmeste familie og omgangskreds. Bag den pæne facade gennemlevede Birne en barndom i helvede uden den mindste form for oprigtig omsorg og kærlighed. Det blev til en afgrundsdyb depression, hvor mørket truede med at vinde. Blot ti år gammel kommer Birne ud for en strømulykke og er tæt på at dø, men nærdødsoplevelsen bringer et ”Lys” ind i hendes liv, der senere afholder hende fra at begå selvmord. ”Lyset” hjælper Birne med at udholde den uhyggelige barndom og opvækst. Bogen er et vidnesbyrd om en næsten overmenneskelig kamp for at ville lykken og insistere på at se glæden i livet. Birne Dalbjerg (f. 1955) er opvokset i det smukke Nord-sjælland og har en musikpædagogisk eksamen. KAN DU SE LYSET er hendes debut som forfatter, og bogen er skrevet for ikke at lade vrede, sorg, magtesløshed og håbløshed være det styrende i hendes liv.

Projekt: Mellem fødsel og død

Rigshospitalets lange gange genlød af en klapren, der slog i takt med mit urolige hjertes første slag. Et skarpt lys ramte mig og fik mig til at trække fletningerne hen foran øjnene. Min mor og jeg lå alene på stuen. Hun aede min kind og bød mig velkommen til verden.

Projekt: Mellem Sex & Død & Gud - udvalgte digte

Hvor er pointen at finde? Den er skrevet og fundet i det akavede rum: tiden mellem fødsel og død. Mellem cølibat og orgier. Mellem stoffer og immateriel. Mellem afhængighed og afholdenhed. Med det ene ben plantet solidt hos Sartre og Camus og det andet bundet til Gud, er samlingen skrevet på baggrund af Præstens frustrationer og fremmedhed over det at være i live i Guds og seksualitetens – menneskets - væren. Dér på korset, mellem mennesket og ham selv. På vejen mellem bordellet og nadveren. Mellem Sex & Død & Gud. Dér hvor ordene skaber Præstens virkelighed. Præstens ord, som her præsenteres for læseren. God fornøjelse, Amen og god læselyst! Lars Præst 2017

Projekt: Du gode menneske dog!

Projektet er oprindeligt et tragikomisk teaterdrama i monologform, støttet af Statens kunstfond. Mit ønske er at omskrive det til prosa og udgive den som kortroman. Doris Larsen har arbejdet i plejesektoren i 34 år, da hendes mand Frans køres over af en overlæge. De modtager en stor erstatning der giver dem mulighed for at komme ud af ”lavindkomstens dødsdrom.” Men nu hvor det høje økonomiske gærde pludselig er blevet lavere, kan Doris så springe over det sociale skæl, og blive venner med kommunalpolitikeren Holger, som også handler i Irma? Eller er hun bundet til Frans, som hver dag, de sidste 34 år, har trukket sig selv ud i toilettet?

Projekt: Den hjerteløse

Hjerteløs. Nu også i bogstavelig forstand. Jeg stirrer på den maltrakterede overkrop, hypnotiseret, halvvejs i trance. Skjorten er flået op, fire knapper mangler, tre hænger stadig fast i lange, tynde sytråde. Maveskindet er indsmurt i blod, og ribbene er smadret til højre for brystbenet. En håndfuld spyfluer er allerede flyttet ind i det blodige tomrum, hvor hjertet engang har siddet. Jeg ved instinktivt, at jeg til min dødsdag vil se dette syn hver gang jeg lukker øjnene. Er noget én gang set, kan det ikke gøres uset igen. Hjertet. Nogen har fjernet det. Stjålet det fra hans krop. Og Jens Hoff vil aldrig plage mig igen. ----------------------------------------------------------------------------- Året er 1892. Marie Scavenius er medlem af en broget tyvebande, der specialiserer sig i adelstyverier. Hun har sikret sig en invitation som gæst ved et selskab der afholdes på Bloxholm Gods ved Maribo, under dække som den gådefulde komtesse af Helverskov. Målet er at sikre sig grevindens førsteudgave af 'En Skærsommernatsdrøm', men netop som planen er sat i værk, findes tyvebandens tyranniske leder, Jens Hoff, brutalt myrdet i vinkælderen. Samtidig bryder en voldsom snestorm ud over Lolland, og banden sner inde på godset sammen med selskabet. Da liget af Hoff forsvinder, for derefter at dukke op dagen efter i stalden med et gabende, tomt hul i brystkassen, ser Marie sig nødsaget til at samarbejde med den karismatiske, men hemmelighedsfulde privatdetektiv, Adam Donovan, der også befinder sig på godset. Men det viser sig snart, at mange af gæsterne - heriblandt Donovan selv og Maries autistiske lillebror Max - har haft en høne at plukke med Jens Hoff, og efter endnu et bestialsk mord står det klart, at hun ikke kan stole på andre end sig selv.

Projekt: Tom og Susan

Den ene er et offer og den anden er dødsdømt for mord. Den første hedder Susan og den sidste hedder Tom. Og om 8 dage skal Tom svinge i galgen. Rundt omkring ham påvirkes forskellige mennesker af den skæbne, der venter ham: - Hans mor, der vil se sin søn en sidste gang. - Bødlen, der skal hænge ham og ikke tør forfejle hans henrettelse. -Hans gamle lærerinde, som vidnede mod ham i retten og som nu har samvittighedskvaler. -Alkoholikeren, der stak ham under hans flugt, og som nu vil være sikker på, at den dødsdømte nu også er skyldig. Og flere. Alle drages de mod det tidspunkt og det sted, hvor Tom skal ende sine dage. Dette er et projekt viser en historie som er under udvikling. Lige nu arbejder jeg på synopsen - eller kapitelrækkefølgen - plottet - eller hvad man nu kalder det. Jeg ville blive glad, hvis nogle gad feedbacke lidt på dette. mvh. Niels

Projekt: Jeg - en heks

Generationer af kvinder, tider og rollemønstre der ændrer sig. Magt, kærlighed, død og sorg.

Projekt: Nattergal, Flagermus

Hunden snusede larmende foran barakken. Elisa pressede sig længere ned i den mudrede jord. Kun snuden var synlig gennem sprækken. En kæmpestor snude, der glinsede vådt i lyset fra lampen ved døren. Pludselig gav den sig til at knurre. Tårer vældede frem i øjenkrogene og dryppede ned på den klamme jord. Hun kunne ikke røre sig. Og selvom hun havde kunnet, havde det ikke gjort nogen forskel. Der var flere tyskere på den anden side af bygningen. Alle steder støvler og mumlende stemmer. Og som om det ikke var nok … Myrer. De kravlede hen over hendes håndryg i en militæragtig kolonne. Nu kløede det i håret. Ét ufrivilligt gisp, og hun var død. Hun klemte øjnene sammen. Ignorerede den kriblende følelse, der bredte sig ned ad nakken. Ignorerede fornemmelsen af miniatureben mod nylonstrømperne. Mod knæene. Inderlårene. Udenfor standsede hundepoterne op, akkompagneret af en arrig snerren. Det var forbi. De ville skyde hende lige her foran barakken. Hvis de da ikke torturerede hende halvt ihjel først. Hun lukkede atter øjnene. Så lød eksplosionen. Et brag, der fik jorden til at dirre under hendes krop. Sprækken oplystes af et kraftigt glimt, og en tung varmebølge trængte ind i hulrummet. Så kom røgen. Stinkende, sort røg, der skar i næsen. Ammunitionslageret var eksploderet. Året er 1940. Krigen raser i Europa. Elisa Lind melder sig som sygeplejerske til Tysk Røde Kors. Som den yngste og mest forkælede datter af Tønders førende nazist, er livet som frontsygeplejerske i Nordfrankrig hårdt og brutalt. Sammen med søsteren Kirsten og barndomsvennen Jørgen, hvirvles Elisa dybere og dybere ind i Det Tredje Riges nazistiske højborg. Indtil den dag, et allieret observationsfly styrter ned for næsen af hende. Hvad sker der, når grænsen mellem venskab og fjendskab sløres? Bliver man voksen af krudtrøg og whisky? Og kan man overhovedet stole på nogen når der er dobbeltagenter overalt, og døden altid venter omkring det næste hjørne?

Projekt: Dramatiske historier

Dette projekt vil en dag blive til en novellesamling. Det essentielle ved samling er det dramatiske. Mennesker der bringes i usædvanlige situationer og reagerer herpå. Nogle er klassiske, død, vold, psykose, andre er mere som enhver kunne opleve dem.

Projekt: Ved Babylons floder

En færdigskrevet krimi af ældre dato. Tænkt som en udfordring/skriveøvelse til mig selv - kan jeg fortælle en historie fra start til slut, og kan jeg finde ud af at samle alle trådene? Omdrejningspunktet er den virkelige ø, Malaga Island, der ligger ved Maines kyst i USA. Plottet tager afsæt i øens usædvanlige historie, der på dramatisk vis nåede kogepunktet den 1. juli 1912, hvor staten gjorde krav på øen og fjernede den fiskerkoloni, der havde eksisteret derude siden 1700-tallet. ---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- Synopsis: En dansk politiassistents selvmord forpurres af en ny sag: En død PET-agent udstillet som et klassisk kunstværk på en ubeboet, amerikansk ø, med dybe rødder i fortiden.

Projekt: Lucifers spil

Kortroman jeg skrev for et par år siden, men ikke har gjort mere ud af. Tænker, at den skal tages op på ny. Handling: Den handler om Dan, der kommer ud for en ulykke og dør. I stedet for at forsvinde lever hans sjæl videre. Døden kommer og henter ham og snart finder han selv fanget i et absurd spil, hvor Lucifer leger med sjælene. Dræbes de i spillet får man ikke nogen ny chance. Kommer man derimod igennem spillet og til enden vil Lucifer tilbyde en belønning. Når Dan helt til enden og hvad gør han, hvis Lucifer stiller ham overfor sit livs største valg.

Projekt: Sommerfuglen fra Sutiaba

Efter sin mors død bliver Alma besat af at finde svar på et spørgsmål, der har plaget hende, siden hun var barn: Hvorfor nægtede hendes mor at tale om sin fortid?

Projekt: Bag Facaden

Da retsgenetikeren Jens’ højgravide kæreste bliver dræbt, vikles han uforvarende ind i Københavns kriminelle underverden. Kort efter anholdes han og dømmes. For at bevise sin uskyld må han tage alle midler i brug, men vejen mod friheden er lang. Det lykkes ham at flygte fra fængslet, og mens både politi og bandemedlemmer ånder ham i nakken, sætter han alt ind for at opklare mysteriet om sin kærestes død. Det viser sig dog hurtigt, at intet er, som det ser ud, og at ikke alle omkring ham er til at stole på.

Projekt: Tågevogterne

Når man dør kommer man over i en hinsides verden, hvor der vogtes over ens sjæl indtil man har truffet et valg om, hvor sjælen nu skal hen. Skal man i himlen, helvede eller forblive som et genfærd i det hinsides. Nova har været syg stort set hele sit liv, og da hun bliver 15 opgiver kroppen kampen. Hun dør og befinder sig nu i en tåget verden med andre på sin alder, som hun må følges med indtil de har truffet deres videre valg. Men de er ikke alene. I hendes levende liv så hun en skikkelse i tågen, gråtonet og med hvide øjne. I det hinsides finder hun ud af at det er hendes og de andres vogter. På deres rejse rundt i de hinsides verdener går det op for Nova og hendes vogter at de har en forbindelse til hinanden, som ingen andre sjæle før har haft. De hinsides verdener er i ubalance og sjæle manipuleres til at gennemgå valg de ikke selv har kontrol over. En alliance mellem Nova og hendes vogter er deres skæbne og har været det siden 1200 tallet. Hvilken forbindelse har de til hinanden? Hvorfor er den ene vogter og den anden ikke? Hvorfor bliver Nova genfødt igen og igen, for at glemme fra gang til gang, mens hendes vogter husker alle deres tidligere møder? Hvad er de dødes flag? Hvordan ser det ud og har den betydning for hvilket valg man må træffe?

Projekt: I døden jeg lever

En mor oplever hendes søn dør. Hun begår selvmord og beder til at hun kommer tilbage på jorden som en hævnens engel, så hun kan straffe de, der har begået uret imod hende. Hendes ønske bliver opfyldt. Hun opdager at tingene sjældent er så sort/hvide, som hun havde forestillet sig. OBS: Beskrivelser af vold og sexuelle handlinger.

Projekt: Den Jakobinske Natmand

København. År 1803. 100.000 Københavnere kæmper om pladsen bag voldene i en overfyldt by. 7 år forinden har en omfattende brand gjort over 6000 mennesker hjemløse, og to år før har Englænderne ødelagt store dele af den danske flåde i Slaget på Reden. Kronprins Frederik VI har taget magten fra sin sindssyge far kong Christian VII, og den strenge censur er genindført efter Struensees ydmygende fald. Politifuldmægtig Otto Himmelstrup Hvidberg er fuldstændig strandet i sin efterforskning af de forsvundne guldhorn, da han bliver sat på en sag om et myrdet barn. Et barn i smukke dyre klæder smidt i skarnet i byens slumkvarter. Men ingen i byen vil kendes ved det døde barn, og da der samtidig begynder at dukke ulovlige løbesedler op overalt i København med opfordring til revolution og afskaffelse af kongehuset, bliver sagen politisk. Hvidberg skal forholde sig til sin forsømte familie, en kolerisk kronprins, den perfektionistiske politimester Haagen, modvillige københavnere og ikke mindst sin evige trang til brændevin, alt imens han tramper gennem Københavns åbne kloakker og massive folkemængder fra den dybeste slum til samfundets højeste lag i jagten på kongens forsvundne guldhorn og en gal politisk morder. En morder hvis formål det er at skabe frygt, Le terreur, i Danmarks hovedstad. Historien er opdigtet, men bygget på en række virkelige historiske begivenheder og de personer, som var tilstede i en stinkende, støjende og spændende del af den danske historie.

Projekt: Fundet!

Jeg er i gang med at skrive en spændende bog ... synes jeg selv, og det kunne være skønt, hvis I herinde havde lyst til at kommentere på, om I finder det interessant læsning, flyder sproget, mangler der noget, har I lyst til at læse mere osv? God læsning til alle! I en smuk, gammel opgang bor en række mennesker, der alle gemmer på hemmeligheder, og hvis historier flettes sammen. Nogle er endda i familie, men hvor godt kender de hinanden? Den unge kvinde, Alaura, har lagt hjemlandet og en grum oplevelse bag sig. Hun tvinges til at tage dødbringende midler i brug for at genvinde livet. Benedicte elsker sin søster, men er forelsket i sin svoger. Hun mistænker ham for at være søsteren utro og kæmper samtidig med sin egen dårlige samvittighed. Da svogeren pludselig forsvinder, uden at sige farvel til sin lille datter eller sin kone, som han efter sigende er lykkeligt gift med, ramler idyllen for alvor. Fru Lauring og hr. Broman har deres egne hemmeligheder, og for Alaura er der både plagsom indblanden og uventet hjælp at hente fra de to ældste beboere i opgangen. Der sker overgreb, drab og forvekslinger, og sandhederne pibler langsomt frem. Men hvilke sandheder tåler dagens lys, og hvilke hemmeligheder bør forblive i mørket? Bogens hovedfortællere er Alaura og Benedicte, og historien er bygget op af hovedkapitler, hvor der springes i tid. Mellem hovedkapitlerne er indsat ”Fundet!” kapitler, som kører kronologisk. De kan i princippet læses isoleret og beskriver en enkelt aften/nat.

Projekt: Kampen om jernstaven - første bog om Agrat

’Kampen om Jernstaven’ er første bind i en fantasytrilogi om den unge smed, rogataneren Agrat. Målgruppen er unge fra 13-18 samt selvfølgelig også voksne fantasylæsere. Agrat bliver hvirvlet ind i en masse dramatiske begivenheder, der har en magisk jernstav, smedet af en for længst afdød troldmand, som centrum. Ja, faktisk er der to stave, som giver deres ejermand uendelig stor magt, hvis han har dem begge inden for kort afstand. Den ene stav har i mange år været opbevaret på Pakanborgen i landet Angal, og ingen ved, hvad der er blevet af den anden stav. Men noget tyder på, at den rogatanske minister, kaldet Vandas den grusomme, nu har fået fat på den forsvundne stav. Ministeren tager et gidsel og presser en mand ved navn Kasta, som han tror er angalsk røverhøvding, til at stjæle staven for sig. Agrat forsøger at hjælpe Kasta, samtidig med at han prøver at forhindre, at jernstaven falder i ministerens hænder. Undervejs kommer han i besiddelse af et vandresværd, et magisk sværd, der selv vælger sin bærer, og dette sværd får stor betydning, da han sidst i fortællingen skal duellere med ministeren. Agrat møder også en pige, der kan føle andre menneskers personlighed. Han er af og til i tvivl, om han er et godt menneske, da han ind imellem plages af voldsomme raserianfald, hvor han samtidig hører en stemme sige ondskabsfulde ting inde i sit hoved. Han mener selv, at han måske har to personligheder, men pigen, Sia, er overbevist om, at han er et godt menneske, da hun kan mærke ham. Trods flere tiltag for at undgå det, lykkes det alligevel minister Vandas at få fat på begge jernstave, og det ser sort ud for befolkningerne både i Rogatan og Angal. Heldigvis lykkes det Agrat at få skilt stavene ad ved vandresværdets hjælp, selvom det nær koster ham livet. Handlingen afrundes tre dage før Agrat og Sias bryllup. Agrat har et voldsomt anfald, og får fortalt Sia, at han er bange for at blive sindssyg af det samt at komme til at gøre skade på sine nærmeste. Det afskrækker d

Projekt: Lysende Øjne

NaNoWriMo 2020. Handler om en pige der finder ud af at hun er en Lykantrop. Hun transformerer første gang på sin 15 års fødselsdag efter hendes bedstemor er død og har givet hende en amulet. Hendes bedste veninde begynder at eksperimentere med magi. De begiver sig ud på et eventyr hvor de skal finde en nøgle og forhindre ånderne i at passere til den levende verden. To flokke af Lykantroper kæmper imod hinanden, men måske har de et fælles mål.